Jan Sonnergaard savner jeg. Det er trist at tænke på, at der ikke kommer flere sorte og grumme og umulige-at-lægge-fra-sig bøger fra hans hånd.
Efter de tre novellesamlinger Radiator, Sidste søndag i oktober og Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen kan jeg huske jeg tænkte, at han vel for pokker ikke kunne blive ved med stadig længere titler, men minsandten om han ikke holdt stilen: i 2009 udkom hans første roman: Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom. SÅ var jeg også sikker på, at han måtte krybe til korset med den næste, men nej: han diskede op med Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer. OK, strengt taget var der også novellesamlingen Gamle historier imellem, men den indeholdt jo netop gammelt materiale, så med lidt god vilje kan man sige, at det først var svanesangen Frysende våde vejbaner der brød reglen!
Jeg hørte engang Sonnergaard til et forfatterarrangement på Paludans Bogcafé, dengang de tre første bøger blev genudgivet som Radiator-triologien. Det jeg husker bedst fra den aften er hans svar på spørgsmålet “Hvem skriver du for?”. Efter en lille pause svarede han “Jeg tror jeg skriver for dem, der stadig køber CD’er”. Mange holder op på et tidspunkt, når til et punkt hvor de synes, at nu har de egentlig nok. Formuleringen føltes ganske meningsfuld. (I dag ville han selvfølgelig have været nødt til at sige det på en anden måde, men streaming var ikke udbredt den gang).
Jeg ejer et eksemplar af Radiator med en ualmindeligt charmerende dedikation fra Sonnergaard til kollegaen F. P. Jac:
Man kan slutte, at der muligvis er et lignende eksemplar out there et eller andet sted. Kunne være sjovt at få de to samlet!
Ud over at være eminent til at skrive om dumme svin var Sonnergaard også en mester i spøgelseshistorier. Da jeg i 2016 hørte om hans død, blev min egen lille markering at genlæse Spøgelset på Ottmachauer Steig. Jeg mindes ikke at have læst en novelle i den genre med en mere isnende uhyggelig slutning.