Så for nylig filmen Stan & Ollie, der følger Stan Laurel og Oliver Hardy (jeg kan dårligt få mig selv til at bruge de idiotiske omend hævdvundne danske navne Gøg og Gokke!) på deres sidste Englandsturné i 1953-54. Den er baseret på A. J. Marriotts bog Laurel and Hardy: The British Tours (som jeg ikke har læst). Jeg synes egentlig ikke den er så strålende som film betragtet, men det må siges at Steve Coogan og John C. Reilly er ganske fremragende i rollerne. They nail it.
Laurel og Hardy synes at være i vælten generelt. For et par år siden udkom John Connollys roman He, som fortæller deres historie fra Laurels synsvinkel. Han nævnes ikke ved navn, men bliver konsekvent kaldt “He” bogen igennem, en gimmick jeg ikke helt ved hvad jeg synes om, men ellers synes jeg bogen er nogenlunde vellykket. Bogen og filmen deler tildels tone, med deres fokus på det vemodige i at noget har nået sin afslutning. Det fokus på det alvorsfulde og tunge er et generelt træk for fiktionsværker om komikere, bemærker jeg – man skulle synes, det må være muligt at tage et andet approach. Et gennemgående tema i bogen er i øvrigt Laurels forhold til Chaplin, som han turnerede med i music hall shows, før de begge blev berømte.
Turneaktiviteterne i slutningen af karrieren bragte jo også de to herrer til Danmark, i 1947. www.danskkulturarv.dk har et lille reportageklip liggende her:
https://www.danskkulturarv.dk/dr/g%C3%B8g-og-gokke-bes%C3%B8ger-k%C3%B8benhavn
Autograferne her stammer utvivlsomt fra dette Danmarksbesøg:
Min foretrukne bog om duoen forbliver John McCabes Mr Laurel and Mr Hardy:
