Endnu engang finder jeg anledning til at citere fra Finn Søeborgs erindringer. I en passage i Sådan var det bare omtaler han en roman han skrev inden Sådan er der så meget, men som aldrig blev udgivet. Den lagde sig i handling tæt op af hans eget liv:
Det er næsten unødvendigt at fortælle hvad bogen handlede om. Den handlede naturligvis om rod- og rastløse unge mennesker under krig og besættelse. Den mandlige hovedperson var naturligvis på min egen alder, og ligeså selvfølgeligt bliver han indkaldt, da krigen bryder ud. Her har han en affære med en pige, som han senere møder igen flere gange i bogen. Hans ægteskab går gradvis i opløsning, og bogen ender med at han og hans kone står ved vinduet i deres hidtil fælles lejlighed og ser halvdelen af deres indbo blive kørt bort på en flyttevogn. “Det er vores ægteskab der kører der” er konens patetiske slutreplik. Det er sikkert ikke svært at gætte, hvor jeg havde fået denne originale handling fra, men det mærkelige var, at på det tidspunkt hvor jeg skrev bogen havde kun nogle af de begivenheder jeg skildrede, for eksempel indkaldelsen til beredskabsstykren, fundet sted. Resten af handlingen udspillede sig i det virkelige liv først efter bogen var skrevet. Havde jeg en forudanelse om hvordan det ville gå, eller begyndte jeg ubevidst at handle som mine personer med det resultat at det påvirkede mit eget liv? Jeg ved det ikke, men jeg har senere erfaret at der er en mærkelig vekselvirkning på det område.
Det finder jeg interessant og dybsindigt og værd at tænke meget mere over. Grunden til jeg lige nu blev mindet om passagen nu er dog ikke så dyb: jeg stødte på en nyhedshistorie fra 2022 med overskriften:
‘ How to murder your husband’ writer sentenced for murdering husband
Der er tale om en Nancy Crampton Brophy, der blev dømt for forbrydelsen i Portland i 2018, og som altså tidligere havde skrevet et essay med omtalte titel. Det må siges at være det ultimative eksempel på den søeborgske vekselvirkning! Det lader til, at der nu er en film på vej om affæren.
Som adskillige kommentatorer bemærkede på Twitter da historien kom frem, må det siges at være en kapitalbrøler af Brophy, at hun ikke gav sit essay titlen How to murder your husband and get away with it.
Jeg har i lang tid haft mig skrevet bag øret, at jeg skulle prøve at få læst noget af Evelyn Waugh. Det kom sig af, at jeg i Finn Søeborgs erindringer læste at Waugh var en af hans forbilleder. I forbindelse med omtalen af debutbogen Sådan er der så meget skriver Søeborg følgende:
Bogen var en sørgelig historie, men da jeg omsider efter meget besvær fik den udgivet, fik jeg at vide at den var vældig morsom, og at jeg var humorist. På en måde kom det bag på mig. På en måde ikke. Jeg var på det tidspunkt meget optaget af, og vel også påvirket af, den engelske forfatter Evelyn Waugh, der havde skrevet en række bøger som for eksempel “Sort uheld”, “Fald og forfald” og navnlig “En håndfuld støv”. Evelyn Waugh var, efter hvad jeg senere har læst om ham, vist nok ikke nogen særlig tiltalende person, og han var i højeste grad misantrop. Jeg delte heller ikke hans meget konservative, ja nærmest reaktionære synspunkter, men jeg var bjergtaget af hans stil. Hans bøger var en mærkelig blanding af humor, tragedie og ligefrem uhygge, som jeg var meget begejstret for. Mærkelig nok var der, da min bog senere kom ud, ingen kritiker der lagde mærke til denne påvirkning, bortset fra én, nemlig nu afdøde Jens Kruuse, der iøvrigt også i forbindelse med flere af mine senere bøger satte mig i forbindelse med Evelyn Waugh. Men bogen kom senere også ud i England, og der var der flere anmeldere, der sammenlignede mig med Evelyn Waugh, selv om nogle af dem mente, at det måske skyldtes oversættelsen. Det har altid været min ønskedrøm, at Evelyn Waugh har læst bogen og syntes om den, men jeg hørte desværre aldrig fra ham.
Det skal tilføjes, at jeg stort set ikke mindes at have læst Søeborg nævne andre inspirationskilder end Waugh, hvilket jo gør anbefalingen så meget desto mere interessant.
I sommerferien fik jeg læst Sort uheld, og jeg kan bestemt se en vis åndsbeslægtethed mellem de to forfattere i blandingen af humor og besk tragedie. Romanen foregår i det afrikanske land Azanien (som vist skal forestille Ethiopien), hvis kejser Seth har store ambitioner om at reformere landet i vestlig retning. Håbløsheden i det projekt driver meget af humoren i bogen, eksempelvis i en scene hvor et par damer fra en forening for dyrevelfærd gør besøg. Regeringen har imidlertid ikke forstået konceptet med at beskæftige sig med “cruelty against animals”, så under aftenens festbanket (beskrevet på guldsnitsbesmykkede kort som “KEJSERLIG VELKOMSTBANKET TIL ÆRE FOR DE ENGELSKE GRUSOMHED MOD DYRENE DAMER”), afholdes denne tale:
“Deres Majestæt, ædelbårne herrer og damer. Jeg har i aften den ære og glæde med broderkærlighedens ånd at byde etatsrådinde Porch og frøken Tin velkommen hertil. Disse damer er kendt i hele det berømte land Europa for deres store grusomhed mod dyr. Vi azaniere er en stolt og gammel nation, men vi har meget at lære af de hvide folk fra Norden. Vi er også på vor beskedne måde grusomme mod dyr” – og her kom indenrigsministeren en del på afveje for i gyselige enkeltheder at berette om, hvad han selv engang havde præsteret med en økse over for et vildsvin – “men det er de store nationer i Vesten og Norden og særlig deres værdige respræsentanter, som er til stede i aften, vi ser hen til som vore naturlige førere på fremskridtets vej. Mine damer og herrer, vi må være moderne, vi må være raffinerede i vores dyremishandlinger. Det er Den Ny Tids budskab som vore gæster i aften bringer os det. Må jeg derfor til slut hæve mit glas og bede Dem sammen med mig ønske dem en høj alder og lang frugtbarhed.”
Ret søeborgsk, synes jeg. Andre af Waughs bøger har jeg endnu ikke læst, men jeg kom i tanker om, at jeg i bunken af endnu usete DVD’er havde A Handful of Dust liggende. Nu gav jeg den et kig. DVD-coveret, med en ung Kristin Scott Thomas, giver indtryk af et lidt for kedeligt stivt engelsk periodedrama. Det var ikke tilfældet – det er under den polerede overflade en ganske barsk omgang, og med en højst besynderlig og uventet djævelsk slutning. Den vil farve hvordan jeg kommer til at tænke på Alec Guinness fremover! I lighed med Søeborgs romaner går det værst ud over hovedpersonen, der egentlig bare opfører sig pænt men passivt.
Sort uheld er iøvrigt oversat af Jens Kruuse. Jeg har ikke lige kunnet finde nogle Kruuse-citater, der direkte kæder Søeborg sammen med Waugh, bortset fra ét, der gør det på indirekte vis ved at sammenligne Leif Panduro med dem begge: “Panduros bog [Rend mig i traditionerne] er en meget alvorlig bog om ensomhed og angst og ungdom. Han skal ikke lade sig fornærme af, at man siger Evelyn Waugh og Finn Søeborg. Han er varmere end den ene og farligere end den anden, han er nu og da morsommere og mere gribende end nogen af dem. ” Dette citat fandt jeg i en interessant artikel af John Chr. Jørgensen om Søeborgs humor, som man kan læse her: https://www.kjoeller.dk/JohnChrJoergensen/Artikler/211213FinnSoeeborgsHumor
Det er ikke lykkes mig at finde engelske anmeldelser af Sådan er der så meget, og jeg har heller ikke kunnet finde noget information om hvorvidt Waugh har læst bogen, som på engelsk blev udgivet under titlen Four Cheers for Bureaucracy i 1952, oversat af Janet Gow. Det er der ikke meget overraskende i. Til gengæld var det en ganske underholdende proces at søge efter disse ting, for jeg fandt andre pudsigheder undervejs. Fx erfarede jeg, at University of Victoria ligger inde med hvad der lader til at være John Betjemans samlede arkiver, og at kasse nummer 75 fra samlingen tilsyneladende indeholdt en udklippet anmeldelse af Søeborgs bog:
Eller hvad med dette “word map” fra Google Books:
Det er jo som at få bogen injiceret intravenøst i højkoncentrat – kun undrer det mig at “sink battleships” ikke står med større typer.
Mest morede jeg mig dog over en Etsy-annonce i hvilken en tysk udgave falbydes. Sælgeren oversætter titlen til engelsk og når frem til noget, der giver associationer til zombiefilm. Det tyske cover er også i en klasse for sig, må man sige:
Man kan komme vidt omkring, når man laver søgninger efter Finn Søeborg på nettet. Sådan er der så meget.
Mit eksemplar af Finn Søeborgs roman Bare det løber rundt er et hyggeligt associationseksemplar, idet det er forsynet med en anden kendt herres navnetræk:
Det er velkendt at Finn Søeborg og Otto Leisner var ungdomsvenner. I erindringsbogen Sådan var det bare skriver Søeborg bl.a.:
Blandt dem der var ansat i Radio- og Fotoafdelingen var Otto Leisner. Han og jeg blev hurtigt endda meget nære venner og tilbragte en stor del af vores fritid sammen. Otto, der dengang endnu var ugift, var evig og altid på pigejagt, en sport der ikke krævede de store anstrengelser fra hans side, da det nærmest var pigerne der jagtede ham. Han havde en fantastisk tiltrækning på det andet køn, og på den måde var han ret irriterende at være sammen med. […] Udover piger interesserede han sig meget for god litteratur og klassisk musik, som han lærte mig meget om. Man kan ikke sige andet end at hans interesserer lå på et ret højt plan, og hvis der havde været fjernsyn dengang, tror jeg ikke han ville have drømt om at åbne for en Otto Leisner udsendelse.
Søeborg nævner også, at Leisner i romanen Navn ukendt er brugt som forbillede for personen omtalt som “den morsomme mand fra fjernsynet”.
Også Leisner omtaler venskabet, i begyndelsen af sin egen erindringsbog Mine mange minder, hvor han fortæller om sit studenterjob i Prisdirektoratet:
Det var Finn Søeborg, der havde skaffet mig jobbet. Han kalkulerede priser på farver og kemiske stoffer, men drømte om at blive forfatter. Han og jeg kendte hinanden fra gammel tid, da vi læste til studentereksamen på aftenkursus og samtidig var ansat i FDB. Allerede dengang blomstrede hans humoristiske sans lifligt, og jeg kan huske at han lavede en sprudlende vittig festavis for mig på min 20 års fødselsdag. Nu havde han i mellemtiden fået ansættelse i Prisdirektoratet, og da jeg kom derind, fortsatte vi vores gamle bekendtskab på hyggeligste vis. Vi ‘sænkede slagskibe’ og holdt gilder, og jeg var en af de første , der læste en stor stak gule ark, som var manuskriptet til hans roman ‘Sådan er der så meget’. Heri udmøntede han sine erfaringer fra den daglige trummerum i bureaukratiets verden, og det blev begyndelsen til en karriere som humoristisk forfatter.
Den omtalte festavis kunne det da være forrygende om en Søeborg-entusiast med forbindelser fik opsporet og gravet frem. (Tommy Kenter, hvis du skulle læse dette…). Søeborg går i sin fremstilling i mange flere detaljer om hvordan Sådan er der så meget blev til, i særdeleshed beskrives hvordan en håndværker, der var involveret i et absurd sagsforløb om en klage over et linoleumsgulv, dannede forlæg for figuren Momberg, som i øvrigt også optræder i Bare det løber rundt. (Er han ikke den eneste af Søeborgs figurer der optræder i mere end én roman? Jeg tror det).
Både Leisner og Søeborg nævner også at en af deres andre kolleger i FDB var Anker Jørgensen. (Søeborg: “I F.D.B. beskæftigede vi også nogle små rapkæftede fyre som stikirenddrenge. Jeg husker en særlig fræk en af slagsen, som hed Anker, og som efter sigende senere skal have drevet det så vidt som til at blive statsminister”). I en specialudgave af Her er dit liv i anledning af Leisners 70-års fødselsdag og 40-års jubilæum, samlede Gregers Dirckinck-Holmfeldt trekløveret. I skrivende stund er klippet minsandten at finde på DRs hjemmeside, og det er faktisk ret herligt. Søeborgs medvirken begynder godt 27 minutter inde:
