Læste for nylig Rick Moodys roman The Ice Storm. Jeg så filmen i biografen i sin tid og syntes den var virkelig god; et fremragende 1970’er tidsbillede med suveræne skuespillere. For år tilbage bemærkede jeg så, at et antikvariat i København havde et signeret eksemplar af bogen stående, og jeg var fristet, men jeg lod den stå da jeg trods alt syntes den var for dyr. Den blev stående der i mange år, indtil forretningen endelig satte den ned til halv pris, hvorefter jeg slog til.
Desværre syntes jeg ikke nær så godt om bogen som om filmen. Jeg synes Moodys prosa er temmelig “show off”-agtig. (“Se hvor mange popkultur-referencer jeg kender!”). Og bogen er mere sex-fikseret end jeg husker filmen, eller også er den det bare på en mere irriterende måde. Jeg kommer ikke til at læse mere af Moody.
Bogens fysiske udformning har jeg også et problem med. Hvor glad jeg end er for signerede bøger, har jeg aldrig syntes at det trækker op når der indvendigt forkyndes at bogen er signeret af forfatteren. Det er selvfølgelig en god garanti for autenticitet, men det giver mig en lidt flad fornemmelse af kunstigt skabt eksklusivitet (samtidig med at jeg også godt ved, at den følelse er lidt fjollet).
Så lad gå med det. Men forlaget går et skridt videre: de reklamerer med signaturen på bogryggen.
Det synes jeg er et skridt for langt. Læg dertil bogmærke-bånd og hele tre indlægssedler. Helhedsindtrykket ender nærmest med at blive komisk. Det er en bog, dette her, ikke en schweizerkniv.
På en måde synes jeg faktisk indpakningen matcher indholdet: den giver samme oppustede “trying too hard”-indtryk, som jeg fik af prosaen under læsningen. Se det ville være subtilt, hvis det nu havde været tilsigtet fra forlagets side! Men ak nej, The Easton Press har udgivet bøger af adskillige andre forfattere efter samme super-bibliofile model.