I slutningen af 90erne lavede Time Magazine diverse temanumre om århundredets mest betydningsfulde mennesker i forskellige kategorier. Time 100 var fællestitlen for disse, og et af dem var om Artists and Entertainers of the Century. Som en joke bragtes i dette nummer også en artikel om en fiktiv kunstner, en vis Cranford Glimp, der, på trods af sin umådelige produktivitet og store indflydelse på andre kunstnere, forsvandt i glemslen. Jeg læste historien dengang og morede mig, og for nogle dage siden mindede et eller andet mig om den, og jeg kiggede efter, om den kunne søges frem på nettet. Det kunne den godt, den er skrevet af Lewis Grossberger, og den ligger på Times webarkiv her:
https://time.com/archive/6732926/the-unknown-cranford-glimp
Jeg genlæste, og jeg genmorede mig. For en bog-blog som denne er det mest relevant at citere at “Hemingway was suspected of lifting passages in A Farewell to Arms from Glimp’s novella Say Goodbye to Your Feet, a tender love story set amid the depravities of the Bulgarian-Estonian war” og “Later that day, he bumped into Henry Miller and startled him by shouting, “Your stuff is boring! Get some sex into it!”. Men jeg synes hele artiklen er uhyre sjov, og jeg grinede mest af passagen om sønnen, som “died tragically on the Lusitania, though not on the voyage on which it sank”.
Da jeg for tiden er i færd med at eksperimentere med forskellige AI’er, faldt det mig ind at spørge Grok om den vidste noget om Cranford Glimp. Det gjorde den ikke, men den efterfølgende konversation, efterhånden som jeg gav flere detaljer, var dybt fascinerende. Efter at jeg fortalte “Time Magazine had a story about Cranford Glimp in 1998”, lykkedes det Grok at finde en Reddit-tråd Glimp var nævnt i, men det var det hele. Da jeg derimod nævnte forfatteren, sporede Grok sig straks in på at der nok var tale om en humoristisk satire:
Grossberger’s style leaned heavily on satire, absurdity, and cultural commentary, often poking fun at media, society, or obscure figures. A story about “Cranford Glimp” by him in Time Magazine would likely be a humorous or fictional profile rather than a factual biography, given his track record. The name “Cranford Glimp” itself doesn’t appear in any verifiable historical or artistic context – no artist, sculptor, painter, or notable figure by that name shows up in records tied to 1998 or otherwise. This suggests “Cranford Glimp” could be a pseudonym, a typo, or, most plausibly, a made-up character Grossberger invented for the piece.
Jeg var allerede lidt imponeret over dette svar. Derefter skrev jeg: “You are right, it is a satirical humorous story. I found it now on time.com’s website archive. It is called “The Unknown Cranford Glimp”. Can you not access it?”. Det detaljerede svar gav mig næsten kuldegysninger:
Jeg er vildt imponeret over så spot-on Grok rammer Grossbergers stil og tone – den her opsummerede artikel virker som noget Grossberger lige så godt kunne han skrevet, som det han faktisk skrev (det var en noget klodset formulering).
Hvad skal man konkludere af dette? At Grossberger når det kommer til stykket egentlig ikke var så kreativ? Der er i hvert fald mange ting, som jeg tidligere har tænkt på som kreativitets-indikatorer, som AI’er nu kan sprøjte ud uden problemer. Det er meget fascinerende at se i hvilken rækkefølge de forskellige områder erobres.
Jeg spurgte også detaljeret ind til hvordan Groks hukommelse virker, og jeg fik hvad der virkede som faktuelle svar om for eksempel hvordan ting bliver gemt i dens vidensbase med en vægtet sandsynlighed for sandhedsværdi. Det er den længste konversation jeg har haft med en AI, uden at jeg havde en følelse af at noget var “off”. Man slipper stadig ikke for hallucinationer, men jeg har oplevet langt flere med ChatGPT og Perplexity. Om et par måneder ser AI-landskabet sikkert allerede helt anderledes ud igen – jeg kan ikke komme mig over hvor hurtigt udviklingen går på dette område.
On another note: det omtalte Time-temanummer havde på forsiden et lækkert maleri af Al Hirschfeld:
Jeg er stor fan af Hirschfeld, “The Line King”, og, som redaktøren skrev på bladets indledende sider, var han det helt oplagte valg til at at tage sig af coveret. Hirschfeld var lige så gammel som århundredet, så han må have været 97 eller 98 da han lavede dette maleri, og han havde lavet karikaturer af kultur-personligheder igennem årtier. Læg i øvrigt mærke til at der på Spielbegs ærme står “NINA” – Hirschfelds datter, hvis navn han som regel skjulte i sine tegninger. (Lidt ligesom Don Rosa plejede at gemme bogstaverne “D.U.C.K.” på første billede af sine Disney-tegneserier – om der er tale om kollega-inspiration der ved jeg ikke).
Jeg husker også at Time-redaktøren takkede Hirschfeld for at have været fleksibel mht nogle sidste-øjebliks ændringer af motivet. Hvad disse bestod i, stod der ikke noget om – men det fik jeg tilfældigvis opklaret, da jeg nogle år senere fik bogen Hirschfeld On Line i fødselsdagsgave. På side 223 er den originale illustration gengivet:
Så ud med Armstrong, og ind med Dylan! Hvorfor Chaplin røg med som collateral damage skal jeg ikke kunne sige. Måske var der grænser for hvor meget Hirschfeld gad at gøre om; man fornemmer i hvert fald hans irritation i den ledsagende tekst.