Endnu engang finder jeg anledning til at citere fra Finn Søeborgs erindringer. I en passage i Sådan var det bare omtaler han en roman han skrev inden Sådan er der så meget, men som aldrig blev udgivet. Den lagde sig i handling tæt op af hans eget liv:
Det er næsten unødvendigt at fortælle hvad bogen handlede om. Den handlede naturligvis om rod- og rastløse unge mennesker under krig og besættelse. Den mandlige hovedperson var naturligvis på min egen alder, og ligeså selvfølgeligt bliver han indkaldt, da krigen bryder ud. Her har han en affære med en pige, som han senere møder igen flere gange i bogen. Hans ægteskab går gradvis i opløsning, og bogen ender med at han og hans kone står ved vinduet i deres hidtil fælles lejlighed og ser halvdelen af deres indbo blive kørt bort på en flyttevogn. “Det er vores ægteskab der kører der” er konens patetiske slutreplik.
Det er sikkert ikke svært at gætte, hvor jeg havde fået denne originale handling fra, men det mærkelige var, at på det tidspunkt hvor jeg skrev bogen havde kun nogle af de begivenheder jeg skildrede, for eksempel indkaldelsen til beredskabsstykren, fundet sted. Resten af handlingen udspillede sig i det virkelige liv først efter bogen var skrevet. Havde jeg en forudanelse om hvordan det ville gå, eller begyndte jeg ubevidst at handle som mine personer med det resultat at det påvirkede mit eget liv? Jeg ved det ikke, men jeg har senere erfaret at der er en mærkelig vekselvirkning på det område.
Det finder jeg interessant og dybsindigt og værd at tænke meget mere over. Grunden til jeg lige nu blev mindet om passagen nu er dog ikke så dyb: jeg stødte på en nyhedshistorie fra 2022 med overskriften:
‘ How to murder your husband’ writer sentenced for murdering husband
Der er tale om en Nancy Crampton Brophy, der blev dømt for forbrydelsen i Portland i 2018, og som altså tidligere havde skrevet et essay med omtalte titel. Det må siges at være det ultimative eksempel på den søeborgske vekselvirkning! Det lader til, at der nu er en film på vej om affæren.
Som adskillige kommentatorer bemærkede på Twitter da historien kom frem, må det siges at være en kapitalbrøler af Brophy, at hun ikke gav sit essay titlen How to murder your husband and get away with it.