Et indlæg mere fra børne- og ungdomsafdelingen, stadig fra min søns bogreol, men nu nogle år længere tilbage. Da jeg i sin tid læste højt for ham af Barbapapa, syntes jeg der var noget velkendt over den leopard, der slap ud af zoologisk have. Jeg checkede efter, og ganske rigtigt: den er tydeligvis baseret på Franquins jaguar fra tegneseriealbummet Den vilde spiril:
Det fik mig til at få lidt dårligere samvittighed over, at jeg selv engang skelede lige lovligt kraftigt til en Franquin-tegning, da jeg havde brug for at tegne en løve. (Må i øvrigt skrive mere om Franquin en anden gang: kontrasten mellem hans ubegribeligt store tegnetalent og hans egen opfattelse af samme er fascinerende).
Jeg har tidligere skrevet om dette eksempel på serieland.dk. Her vil jeg tilføje en pudsig anekdote. Omkring 1998 gik jeg en tur i Luxembourghaven i Paris og kom forbi en bod der solgte lyserødt candyfloss. Her så jeg for første gang det franske navn på denne spise, barbe à papa, og forstod pludselig hvorfor figuren hedder som den hedder. En sjov aha-oplevelse, der fik en endnu pudsigere fortsættelse, da Talus Tyler, den ene halvdel af parret der skabte Barbapapa, døde i 2015: I en avisnekrolog over ham læste jeg nemlig, at han gudhjælpemig havde fået ideen til figuren i Luxembourghaven i Paris! Her er Wikipedias nuværende fremstilling:
The inspiration for Barbapapa came by chance in the Luxembourg Garden in Paris one day in May 1970. […] While walking in the park with Annette Tison, Talus Taylor thought he heard a child ask his parents for something called “Baa baa baa baa”. Not speaking French, he asked Tison what the words meant. She explained that the child was asking for a treat called Barbe à papa (cotton candy, literally ‘daddy’s beard’). Later at a restaurant, the couple began to draw on the tablecloth and came up with a character inspired by the candy: a pink and round character. When it came time to give it a name, Barbapapa came naturally.
Jeg var også selv glad for Barbapapa-bøgerne da jeg var barn. En ting jeg husker tydeligt er, at jeg stejlede da jeg så en af figurerne forme sig som en stige. Jeg kunne acceptere at de kunne forme sig om til hvad som helst, men IKKE at der blev “huller” i dem! Jeg kendte ikke ordet topologi dengang, men begrebet havde jeg åbenbart en fornemmelse for.