Den 19. juni gæstede Jennifer Egan Louisiana, hvor hun blev interviewet af Tommy Vorm om hendes seneste roman Manhattan Beach fra 2017. Jeg var blandt publikum og har nu også fået læst bogen, som finder sted i 30’ernes og 40’ernes New York, og som jeg fandt meget velskrevet og fængende.
Egan fortalte bl.a. om i forbindelse med sin research at have interviewet så mange gamle new yorkere – mennesker der stadig kunne huske noget fra 30’erne og 40’erne – som hun kunne komme i nærheden af. Hun var blevet overrasket over, hvor mange der havde haft gangstere i deres bekendtskabskreds. Hvad hun tilskrev, at forbudstiden (1920-33) jo ikke forhindrede ganske almindelige mennesker i gerne at ville nyde alkohol, og når det nu kun var kriminelle der i den periode leverede varerne, blev der nok set lidt mere stort på den slags socialiseren end i andre epoker før og siden.
Manhattan Beach er skrevet fra skiftende synsvinker, men uden de store distancerende dikkedarer. Det var dog nær blevet anderledes. Egan fortalte, at tidlige udkast til manuskriptet inkluderede en fortæller, der smed om sig med legende referencer også til vores tid. En writing group hun frekventerede hadede dog disse kunstgreb, som blev beskrevet som patroniserende, og det endte altså med at Egan – også til sin egen lettelse – skilte sig af med dem.
Det var i det hele taget interessant at høre Egan fortælle om den kreative proces. Et afsnit tidligt i bogen lyder “”I was hoping to meet Mrs. Kerrigan,” Mrs. Styles said in a husky voice, holding Anna’s father’s hand in both of hers. To which he replied that his younger daughter had taken sick that morning, and his wife had stayed at home to nurse her.” Dette afsnit var formentlig skrevet in-the-spur-of-the-moment, men Egan sagde det fik hende til at tænke over hvad hovedpersonen Annas søster egentlig fejler, og den sygdom er endt med at blive en vigtig del af romanen, både stemningsskabende og plotdrivende.
Jeg tror mange fiktionsforfattere arbejder på den måde – lader sig styre af indfald med følelsen af at “opdage” den fiktionsverden de beskriver snarere end opfinde den – men Egan beskrev det usædvanligt præcist.
En anbefalelsesværdig og elementært spændende bog.
