Jeg blev oprigtigt ked af det da jeg for nylig erfarede, at den amerikanske tegneserietegner Joe Matt døde i september måned, kun 60 år gammel. Tilsyneladende døde han af et hjerteanfald siddende ved sit tegnebord – hvad der er en grum ironi i, eftersom Matt i hvert fald de sidste 15-20 år har været kendt for at være umådeligt lidt produktiv.
Jeg opdagede Joe Matts tegneserier i 1990’erne, og via ham opdagede jeg også hans kolleger Seth (Gregory Gallant) og Chester Brown. De tre boede dengang alle i Toronto og de gebærdede sig alle tre, i større eller mindre grad, med at lave selvbiografiske serier. At de med konsistente karaktertræk optræder som figurer i hinandens værker, gør det til en sjov oplevelse at parallellæse de tre herrers produktion.
Hvor både Seth og Chester Brown for mig dog er noget af en “acquired taste” er Joe Matt anderledes tilgængelig: hans serier er af den type som man straks sætter tænderne i. En eller anden sagde engang om tegneserien Little Lulu at det nærmest var nemmere at læse den end at lade være med det – det er lige sådan har jeg det med Joe Matts serier. Grafisk kommunikerer de ekstremt effektivt. Indholdsmæssigt er de ofte så man-tror-det-er-løgn-grænseoverskridende at man sommetider ikke ved hvad man skal gøre af sig selv under læsningen. Joe Matt er selvudleverende i ekstrem grad, og han overdriver på Klovn-agtig vis sine dårlige sider. Der er side op og side ned om pornografiafhængighed, nærighed, dovenskab, giftig opførsel i parforhold og absurd detaljerede besættelser. Temamæssigt er Matt nært beslægtet med forbilledet Robert Crumb, men Matt er efter min mening sjovere. Han kan også ramme plet med alvorligere psykologiske observationer: særligt en sekvens i debutsamlingen Peepshow – the Cartoon Diary of Joe Matt om hvordan han reagerer på et familiemedlems sygdom er skarpt observeret.
I 2020, efter at jeg havde læst Matts kun fire bøger mange gange (og ærgerlig over at der ikke lod til at være udsigt til nye udspil), skrev jeg til ham, roste hans bøger og spurgte om han var interesseret i en kommission. Det var han. Jeg gav ham frie hænder, og han valgte at genbesøge et motiv han tilbage i 1990’erne havde lavet til en kalender for forlaget Drawn and Quarterly: “The Toronto Three”, Seth, Chester Brown og Joe Matt der spiller kort på en café, mens Joe Matt kigger længselsfuldt efter en kvinde off-screen.
Undervejs mens Matt arbejdede med maleriet fik vi udvekslet ikke så få beskeder, og jeg fandt ham entusiastisk, varm og sjov. På visse punkter gav han samme indtryk som hans tegneserie-alter ego, og på andre slet ikke. Nærigheden mærkede jeg i hvert fald ikke noget til, snarere tværtimod. Den legendariske “dovenskab” var til gengæld tydelig nok: adskillige gange undervejs undskyldte han for at være så langsom, for igen at have udskudt at arbejde videre, og NU skulle han også nok tage sig sammen osv osv. Men egentlig passede det mig fint, at det trak så længe ud, for det var sjovt at kommunikere med ham – i hver besked skrev han lidt om hvad han ellers lige arbejdede på, eller om et eller andet popkulturelt der faldt ham ind, hvorefter jeg så svarede i samme dur.
Langt om længe blev han færdig med maleriet og sendte det til mig. Det pryder nu væggen over trappen i min entré, og jeg har naturligvis hængt en passende pinup op til højre for det.
Den sidste besked jeg fik fra Matt handlede om Carl Barks. Jeg havde i min forudgående besked refereret til en side Matt havde lavet om et dilemma enhver samlertype kender til: skal man have det hele, eller skal man nøjes med the good stuff? Jeg tillader mig at gengive siden her:
Og Matts svar gav så fortsættelsen:
Re: Barks…I recently sold 5 of those 10 sets, once I reacquired them. To me, the ones worth keep are: The 3 Uncle Scrooge ones, and 2 of WD’ Comics & Stories (sets 8 & 9). THAT’S the peak stuff! Haha. Later, Kristian! Thanks again!
Jeg er glad for, at jeg nåede at skrive til ham og rose hans produktion inden det blev for sent, og nu sætter jeg lige så stor pris på vores lille mailudveksling som jeg gør på maleriet på min væg.
