Roman Polanskis film Den nye lejer har jeg set fire-fem gange. En af gangene var i Cinemateket i København, hvor parret foran mig ikke var udelt begejstrede for filmen: på vej ud overhørte jeg dem ene af dem sige “Jeg havde hørt det var et overset mesterværk”, hvortil den anden svarede “Måske er den bare overset”. Et vittigt svar, som jeg dog ikke kan erklære mig enig i: jeg synes filmen er et mesterværk.
Jeg vidste godt at filmen var baseret på en roman af Roland Topor, men jeg har først fået læst den nu, efter at jeg for nylig købte den i paperbackudgave i en boghandel i Paris.
Efter at have læst den, kan jeg konstatere at filmen følger bogen meget nøje. Bog og film handler om den generte bankassistent Trelkovsky, der flytter ind i en lejlighed i Paris. Den forrige lejer, Simone Choule, begik selvmord ved at kaste sig ud af vinduet, og Trelkovsky bliver mere og mere overbevist om, at der pågår en sammensværgelse for at påtvinge ham alle hendes vaner, så han kan ende med samme skæbne.
Filmens originaltitel er neutral – The Tenant. Bogens titel virker mere bevidst flertydig: lejeren kan opfattes som værende Trelkovsky, men det kunne også være den uønskede “lejer” i den skizofrene Trelkovskys hjerne. Filmen husker jeg i høj grad for nogle eminent foruroligende enkeltscener, ikke mindst dem hvor Trelkovsky udspionerer naboer, der står stille i unaturligt lang tid (en ide, der i øvrigt også blev brugt med stor effekt i en gyser af nyere dato, Paranormal Activity). Måske mest creepy er scenen hvor Trelkovsky undersøger et hul i væggen og finder en tand pakket ind i vat. Tøvende lægger han den tilbage i hullet. Senere vågner han om natten, blødende fra munden og manglende en tand, og da han igen undersøger hullet i væggen, er der nu to tænder.
Der er en sort humor i historien, som jeg synes trænger tydeligere frem i bogen (i Trelkovskys indre monologer) end i filmen. Jeg er dog sikker på, at Polanski ikke har ønsket at negligere det humoristiske aspekt: det er sigende, at hele tre medlemmer af Frankrigs komedieteam La Troupe de Splendid har småroller i filmen: Josiane Balasko og Gérard Jugnot spiller to af Trelkovskys kolleger, og Michel Blanc er en af naboerne.
I første del af filmen identificerer man sig naturligt med Trelkovsky. Så meget desto mere føler man tæppet revet væk under sig, da det efterhånden står klart for en, at han simpelthen bare er splittergal. Jeg havde troet det var en tilsigtet effekt, men jeg kan læse mig til noget andet i Polanskis selvbiografi, hvor han konkluderer: “Filmen forbliver et mangelfuldt, men interessant eksperiment, som nogle filmstuderende beundrer, og andre betragter som en kultfilm. […] Jeg er nu klar over, at Trelkovskys sindssyge ikke tiltager så gradvis som den burde – at hans hallucinationer er for overraskende og uventede. Filmen lider under en uacceptabel ændring i sindsstemning omtrent midt i den. En tragedie skal forblive en tragedie; en komedie der forvandles til et drama, bliver næsten altid en fiasko.”
Hvad forfatteren angår ved jeg ikke mere om ham end hvad Wikipedia skriver. ” Roland Topor (7 January 1938 – 16 April 1997) was a French illustrator, cartoonist, comics artist, painter, novelist, playwright, film and TV writer, filmmaker and actor, who was known for the surreal nature of his work. “. Han kunne nok være et nærmere bekendtskab værd. Bogens forsidetegning er i øvrigt også hans værk.