Tag: Richard Dawkins

Udgivet den

Nicholas Monsarrats elefant

For nogle år siden havde jeg en periode, hvor jeg læste en masse bøger af Nicholas Monsarrat. Jeg var havde fundet en lille hardback fra Stjernebøgerne, der havde pirret min nysgerrighed: Skibet der døde af skam. Af bogens tre noveller syntes jeg rigtig godt om H. M. S. “Marlborough” og om Kort orlov, og jeg gik straks i gang med at anskaffe mig andre bøger af forfatteren, både på dansk og på engelsk.

Monsarrat viste sig at være en spøjs forfatter. Emnemæssigt spænder hans bøger vidt. Hvad der forekommer mere usædvanligt er at “lødighedsniveauet”, om man så må sige, også er ret varierende. I den ene af spektret har vi Monsarrats mest kendte og aner-ditto bog, The Cruel Sea (eller Havet sletter alle spor, som den hedder på dansk), som bygger på hans oplevelser som kaptajnløjtnant på forskellige skibe under Anden Verdenskrig. I den anden ende har vi en fjollet potboiler som Castle Garac, der er præcis lige så ugebladsroman-agtig som forsiden af paperback’en giver indtryk af.

Fra den ene ende af spektret til den anden: jeg kunne lide det meste. This is the Schoolroom er social indignation a la Saturday Night and Sunday Morning. Tiden der fulgte er en science fiction-bagatel. The Nylon Pirates (på dansk: Pirater i nylon, hvilken titel!) en underholdende historie om svindlere på et krydstogtskib. Esther Costello – inspireret af Helen Kellers historie – om filantropisk svindel. Smith og Jones hopper af er en spionhistorie hængt op på en gimmick der først afsløres til allersidst. The Pillow Fight en glimrende roman om idealisme og et parforhold i problemer. Monsarrat bearbejdede også yderligere stoffet fra The Cruel Sea i diverse noveller, fx i samlingen Tre korvetter.

Som jeg har for vane, når jeg finder en forfatter jeg synes om, og når det kan lade sig gøre for rimelige priser, begyndte jeg at anskaffe mig hans bøger i signerede udgaver. Det var ikke så svært at finde; der var masser af eksemplarer på eBay.

Hvad hovedværket angår fandt jeg et eksemplar i et dansk antikvariat, forsynet med dedikation til en dansk samler, der simpelthen havde sendt bogens titelblad til Monsarrat, fået det retur i signeret stand og ladet bogen privatindbinde – det fremgår af et indlagt brev:

En pudsighed: Jeg har bidt mærke i, at både Michael Palin og Richard Dawkins i selvbiografiske skriverier har omtalt The Cruel Sea, og at begge har samme erindring om den. Palin skriver følgende i forordet til Erebus:

I’ve always been fascinated by sea stories. I discovered C.S. Forester’s Horatio Hornblower novels when I was eleven or twelve, and scoured Sheffield city libraries for any I might have missed. For harder stuff, I moved on to The Cruel Sea by Nicholas Monsarrat – one of the most powerful books of my childhood, even though I was only allowed to read the ‘Cadet’ edition, with all the sex removed.

Og Richard Dawkins, i selvbiografien An Appetite for Wonder:

Every Sunday evening, Mrs. Galloway used to read to us in the family’s private sitting room. We had to leave our shoes outside and we all sat on the floor, cross-legged amid a faint smell of damp socks. She would read a chapter or two each week, and would get through a book a term. They were usually stirring adventure stories like Moonfleet or Maddon’s Rock or The Cruel Sea (the ‘cadet edition’ with the sex scenes removed).

Jeg har svært ved at tro at det er denne ‘cadet edition’ der er oversat til dansk, men jeg husker ikke noget sex-relateret i romanen, bortset fra snak om matrosernes lægebesøg i forbindelse med kønssygdomme.

Apropos Michael Palin: selvom man skulle tro det, handler romanen på fotoet herunder faktisk IKKE om Palins figur i filmen A Fish Called Wanda:

Derimod er det en blodig historie om stridigheder på en fiktiv afrikansk ø, Pharamaul, i nærheden af Sydafrika, hvor Monsarrat arbejdede i diplomatiets tjeneste i 1950’erne. Nogle betragter denne, og dens fortsættelse, som Monsarrats væsentligste værk.

Monsarrats sidste bog, The Master Mariner, forblev ufuldendt. Det skulle have været et stort anlagt tobindsværk i fiktionsform om den engelske flådes historie, set fra en udødelig matros’ synsvinkel. Kun første bind nåede at blive færdigskrevet; det er udgivet på dansk under titlen Havets herskere.

De sidste ti år eller så har jeg ikke læst noget af Monsarrat – men for nylig fandt jeg til billig penge en spøjs lille tegning i en rodekasse i et københavnsk antikvariat:

Havde det ikke været fordi jeg kunne genkende Monsarrats signatur, havde jeg ladet den ligge. Nu købte jeg den naturligvis. Der var flere elefanttegninger i kassen i antikvariatet – de øvrige var af danskere. Jeg formoder de alle var hevet ud af en tema-autografbog, eller gæstebog. Hvordan Monsarrat havnede i det selskab aner jeg ikke. Ejheller ved jeg hvem autografbogen, eller hvad det nu var, har tilhørt.

Og netop nu læser jeg mig, på Wikipedia, til at Monsarrat en overgang boede på den lille maltesiske ø Gozo. Der var jeg sidste år, så nu ærgrer det mig at jeg ikke vidste det dengang.

Udgivet den

Bastian, Madsen, Dawkins

Da jeg gik i gymnasiet var Peter Bastian engang på besøg og holdt et foredrag. Hans bog Ind i musikken var udkommet et par år tidligere og var blevet en gigantisk succes. For nylig stødte jeg på den igen og bed mærke i at han taler om “det meningsfulde tilfælde”

Vi kender alle til oplevelser af denne art. Jeg drømte en nat om min gymnasietid, og følgende dag mødte jeg uafhængigt af hinanden tre klassekammerater på gaden. Jeg havde på daværende tidspunkt ikke set skyggen af min gamle skoleklasse i årevis. – Jeg ringer til min elskede, og linjen er optaget. Sekunder efter ringer hun og spørger, hvem jeg talte med, siden telefonen var optaget. – Jeg ser tilfældigt en bogtitel i et boghandlervindue, som fanger min opmærksomhed, hæfter mig overfladisk ved forfatternavnet og møder ham få timer efter på et værtshus. Dette har jeg oplevet så tit, at jeg ikke kan afvise oplevelserne som tilfældige; det er statistisk for usandsynligt. Dette er eksempler på det meningsfulde tilfælde.

Jeg synes der er en form for dovenskab her, en stillen-sig-tilfreds. Svend Åge Madsen, der har en vidunderlig evne til at vende klichéer på hovedet på en måde der vidner om at en stringent tænken tingene igennem er gået forud, serverer en alternativ udlægning med humor og overskud i novellen Kyrges’ nål. I den har Victor H. Kyrges, ligesom Bastian, bidt mærke i oplevelser af den type.

I første omgang interesserede han sig kun for dramatiske exempler på sammenfald og begyndte at registrere oplevelser af denne art. Fra hans samling kan jeg nævne: Kvinden der i et syn så sin mand blive ramt af et tog; da telefonen ringede en halv time senere behøvede hun end ikke svare denne, men stilede straks hen til ulykkesstedet. Der var manden der tre gange i træk drømte et tal, købte lodsedlen og vandt den store gevinst. Og pigen der menet at høre sin mor kalde på hjælp, cyklede de fem kilometer hjem, i tide til at få slukket branden i den sovende mors hus.

Kyrges sætter en storstilet undersøgelse i gang, og indhenter utallige yderligere eksempler gennem interviews:

Men dette var kun den ene del af undersøgelsen. På den anden side foretog Victor en nøje beregning af hvor mange af disse sammentræf man statistisk måtte forvente. Vi tænker naturligvis af og til på forskellige af vore bekendte og familiemedlemmer, og disse ringer med en vis frekvens til os, hvorfor der vil være en målelig, statistisk sandsynlighed for et sammenfald af disse hændelser: jeg tænker på A, og A ringer til mig. Alle gribes undertiden spontant af bekymring, fordi ens barn færdes ude i farlig trafik. Der vil være en beregnelig sandsynlighed for at denne pludselige ængstelse opstår netop i det øjeblik barnet kommer ud for en ulykke.
Ved at sammenligne de to sider af undersøgelsen var det at Kyrges nåede sit forbløffende resultat. Selv når han regnede alle sammentræf med, alle besynderligheder som han overhovedet kunne stampe op af jorden, alle usædvanlige hænderlser som de interviewede havde været ude for, selv de ubetydeligste jærtegn på himlen, måtte Victor konstatere, at de overhovedet ikke nåede op på det beregnede antal, altså de sammentræf som man ud fra sandsynlighedsberegningen måtte forvente.

Og således må Victor altså, hvor overrasket han end er, ende med at konkludere at “Der er mindre mellem himmel og jord, end vi er tilbøjelige til at tro”. Pointen er klassisk Madsen, og Mellem himmel og jord blev da også titlen på den samling novellen udkom i bogform i. Det er også et af de eksempler fra Madsens produktion som jeg altid griber til, når jeg anbefaler ham til folk, der ikke har læst ham før. Det resulterer altid i en latter. Jeg håber jeg har fået “solgt” Madsen til mindst et par stykker på den konto…

Ønsker man emnet belyst mindre litterært og mere teknisk kan man med fordel læse Richard Dawkins’ bog Unweaving the Rainbow, hvis kapitel Unweaving the Uncanny netop handler om situationen.

At this point, I want to invent a technical term, and I hope you´ll forgive an acronym. PETWHAC stands for Population of Events That Would Have Appeared Coincidental. Population may seem an odd word, but it is the correct statistical term. I won´t keep using capital letters because they stand so unattractively on the page.

Selvom han (med rette) ikke er så tilfreds med navnet er en petwhac et nyttigt koncept, når man begynder på den vanskelige affære faktisk at knytte nogle tal og nogle sandsynligheder til observationerne. Dawkins’ pointe er, at når man oplever et sært tilfælde, er den oplevede hændelse ikke den eneste, der ville have resulteret i følelsen af at have oplevet et sært tilfælde. Hvis man sidder i et venteværelse og læser om en person ved navn Schwalbach, og receptionisten så kort efter spørger ud i lokalet om fru Schwalbach er til stede, føles det sært. Men hvis man lige har læst i en avis har man måske i løbet af de sidste få minutter stødt på mange andre specielle navne, der ville have givet én en tilsvarende oplevelse. Og hvis det var aftenen før man havde læst om Schwalbach, ville man måske også have fundet det pudsigt. Med andre ord – den petwhac er større end man umiddelbart forestiller sig.