Jeg har i årtier kendt titlen Månen flytter til F2. Den udkom i 1970 på Stig Vendelkærs Forlag med et omslag af Vibe Vestergaard, som næsten til forveksling lignede det hun lavede til den danske udgave af Kurt Vonneguts Sirenerne på Titan samme år. Den vil jeg vende tilbage til en anden gang – den var en af mine yndlingsbøger i årevis, og de ensartede forsider er måske grunden til at jeg ubevidst også omfattede Månen… med en vis velvilje, skønt jeg ikke havde læst den.
Det fik jeg så endelig gjort for et par dage siden. En ganske stemningsfuld lille sag, ingen store armbevægelser, “hverdags-SF” så at sige.
Hvad jeg finder interessant her er imidlertid bagsideteksten, der lyder således:
For et år siden sendte forfatteren Preben Asbjørn Olsen et manuskript til en science-fiction-roman ved navn “Månen flytter til F2” til os.“Månen flytter til F2” er en spændende beretning om … og vi bestemte os naturligvis til at udsende bogen.
Men manuskriptet var ikke vedlagt forfatterens adresse, så vi har nu et år ventet på, at Preben Asbjørn Olsen skulle dukke op af sig selv.
Hidtil forgæves.
Derfor denne efterlysning. Hvem og hvor er science-fiction-forfatteren Preben Asbjørn Olsen?
En underlig situation – det kunne næsten lyde som et reklamefif. Mit eksemplar af bogen er forsynet med et forlagsstempel og en hilsen fra forfatteren, så det tyder da på at han kom op til overfladen igen, men i øvrigt ved jeg intet om denne mystiske forfatter. Hvis nogen kan kaste mere lys over sagen, hører jeg gerne om det.