Tag: Kurt Vonnegut

Et emne jeg aldrig bliver træt af at beskæftige mig med, er hvordan hjernen lagrer informationer. I særdeleshed synes jeg det er endeløst fascinerende, når man får en association, der viser at hjernens måde at lagre minder på ofte er afhængig af en lighed mellem dem, som er stærkt abstrakt. Det er altid som om man får et lille kig bag kulisserne, når man bliver opmærksom på et sådant link.

Det er naturligvis vildt spekulativt, men her er et par eksempler fra bøger, hvor jeg næsten føler jeg kan følge synapserne i forfatternes hjerner, da associationerne fandt sted:

Jakob Stegelmann har skrevet en glimrende bog om Carl Barks, Den gode tegner. I et appendiks har han lavet korte beskrivelser af de historier han finder bedst. En af dem er The Heirloom Watch fra 1955, som også er en af mine egne favoritter. Stegelmann beskriver den således:

En lille filosofisk historie om et ur Joakim skal have til at gå – og så er belønningen ikke en formue, men kun en lille sten til uret selv. Det er næsten Vonnegut‘sk.

Da jeg læste det, gættede jeg på, at Stegelmann sigtede til romanen The Sirens of Titan, og det fik jeg senere bekræftet ved at spørge ham engang jeg fik lejlighed til at snakke kort med ham til en tegneseriefestival. Men hvad er det egentlig de to historier har tilfælles?

I Vonneguts roman er et sendebud fra planeten Tralfamadore sendt på rejse fra den ene ende af universet til den anden for at overbringe et vigtigt budskab. Men hans rumskib går i stykker og han strander på Saturns måne Titan. Herfra manipulerer han hele Jordens historie med det ene formål at få en reservedel fragtet op til Titan, så han kan få repareret rumskibet og komme videre. Clue’t er, at det viser sig, at det vigtige budskab blot består af en enkelt prik. Hvilket på tralfamadoriansk betyder “hilsener”.

I Barks-historien skal Joakim for at få udbetalt en arv demonstrere, at det lille lommeur virker fuldtud, inkl. mekanismen der forudsiger solformørkelser. Desværre viser uret, i uoverensstemmelse med almanakken, at der skal forekomme en solformørkelse inden for de næste to minutter, så Joakim bliver smidt ud af advokatkontoret uden arv – indtil himlen pludselig formørkes, og de bestyrtede advokater ringer til observatoriet og leverer den fantastiske replik: “Eksperterne siger, at der er tale om en UKENDT PLANET som ingen har observeret før!”. Herefter er det så, at advokaterne overdrager Joakim arven, som er en lillebitte sten, nærmest en prik.

Så jeg tror at det væsentlige fællestræk for de to historier er denne “prik” i kombination med at naturlovene på astronomisk plan er blevet bøjet for et trivielt formåls skyld. I Jakob Stegelmanns hjerne var lighederne nok til at trigge associationen til Vonneguts bog.

Et andet eksempel er fra Stephen Frys roman The Stars’ Tennis Balls, også udgivet under titlen Revenge. Romanen er en slags moderne version af Greven af Monte Christo, og den er ikke specielt vellykket, men Fry har opdateret et par personnavne ganske vittigt. Hovedpersonen hedder Ned Maddstone, et anagram af originalens Edmond Dantes. Den kvindelige hovedperson i Greven hedder Mercedes.

Hvad gør Fry med hendes navn, laver han igen et anagram? Nej, det ville være for klodset. Istedet kalder han hende Portia! Og her vil jeg æde min gamle hat, om ikke hans associationsrække har været noget i denne retning: “Hmm, pigenavn & bil – hvordan kan jeg variere det?”, hvorefter han er kommet til at tænke på et replikskifte fra A Fish Called Wanda (som han selv medvirker i i en mikroskopisk rolle), i hvilken Kevin Klines idiotiske Otto får at vide at advokatens datter hedder Portia og spørger “Why did they name her after a car?”.

Iøvrigt også pudsigt, at jeg brugte udtrykket “æde min gamle hat” herover – det gjorde jeg formentlig kun, fordi jeg havde Disney-universet i frisk erindring. Fri vilje er en illusion…