Det morer mig altid at høre om uventede forbindelser mellem personer i min interessesfære. Her er et sjovt eksempel jeg har fra De nyere kulørte hæfter, et privattryk af Knud Nielsen fra 1994. Nielsen beskriver Anker Kirkeby, der stod bag Stjerne-Hæfterne, der med Kirkebys ord havde til formål at komme den “rædselsfulde kiosklitteratur til livs” med mere lødige alternativer. I sit forsøg på gøre genren mere lødig, udgav han værker af anerkendte forfattere som Conan Doyle, Edgar Allan Poe, Georges Simenon, Jack London og mange andre. Også omslagene blev givet opmærksomhed, med motiver af bl.a. Storm P,, Sikker Hansen og Des Asmussen. Der udkom i alt 44 bind mellem 1944 og 1947.
Det var imidlertid ikke altid let, særligt ikke i krigsårene, at skaffe rettigheder til udgivelserne rettidigt:
Han udsendte bl.a. et Sherlock Holmes-hæfte uden tilladelse fra Doyle-familien, der naturligvis vogtede forfatter-arven. Det resulterede 1946 i et bistert brev fra Doyles søn, Sir Adrian, der krævede tilbagetrækning af af hæftet samt 2000 pund i erstatning. Kirkeby sendte straks en check, og for at formilde Sir Adrian vedlagde han en af Storm P.s noget særprægede Holmes-tegninger. Resultatet var et nyt brev fra Sir Adrian, der ophidset meddelte, at hans fars berømte opdager i tidens løb var blevet udødeliggjort i tegninger, film og på teatret, men endnu havde ingen dristet sig til at fremstille Holmes som en åndssvag på cykel og med en stor sikkerhedsnål i bukserne. Sir Adrian havde derfor personligt tilintetgjort tegningen og instrueret sin advokat om at fordoble erstatningskravet. Tegningen med det nævnte motiv var dog slet ikke anvendt til hæftet, og den har heller ikke kunnet spores i andre Holmes-publikationer, og uvejret drev over. Faktisk hørte man aldrig mere fra Sir Adrian, der måske alligevel har kunnet se det pudsige i situationen.
Jeg kunne godt tænke mig at se den tegning. Nielsens fremstilling giver det indtryk, at det var originalen Sir Adrian Doyle fik tilsendt, så hvis dennes vrede melding står til troende, er den altså gået tabt. Men måske en reproduktion af den kan opspores? En ud- og opfordring til evt Storm P.-kendere der måtte læse dette.
Mit nylige indlæg om Sherlock Holmes i Meiringen mindede mig om bogen Chess Mysteries of Sherlock Holmes, som jeg har i min bogreol. Forfatteren, Raymond Smullyan, var en fascinerende person – matematiker, tryllekunstner, logiker, musiker med mere – som gennem et langt liv (1919-2017) skrev mange hjernevridende bøger.
Her har han begået en meget fornøjelig litterær pastiche, som burde være videre kendt. (Det nu hedengangne Mandøes Antikvariat havde en anseelig samling af holmesiana, men denne bog havde indehaveren ikke hørt om, da jeg engang spurgte ham om den).
Bogen begynder med at Holmes foreslår Watson, at de kigger hen i den lokale skakklub. Holmes er nemlig interesseret, ikke i skak som sådan, og heller ikke i almindelige skakopgaver, men i en type af problemer entusiaster rubricerer som retrograd analyse. Altså opgaver, hvor man forelægges en skakposition og skal udlede noget om hvad der er sket tidligere i partiet. Naturligvis kommer Holmes’ evner for deduktion til fulde til deres ret i denne sammenhæng.
Efter at Holmes har demonstreret løsningen på en særligt vanskelig opgave:
I was lost in admiration. “Really, Holmes, this is the most remarkable problem you have shown me yet! Who invented this masterpiece?” “Moriarty,” was the thunderously unexpected reply. “Good God, no!” I gasped. “Oh yes, Watson! And it is hardly surprising, you know. This problem has the sort of diabolical simplicty which was so much a part of Moriarty’s nature.”
Naturligvis: med Holmes som mesteren i at løse den type opgaver er det klart, at Moriarty må være den største opgavekomponist! Det spindes der en længere ende over i bogens anden halvdel, der primært foregår på en luksusliner – inspiration fra Stefan Zweigs Skaknovelle måske? Jeg kan nu lidt bedre lide første del, der udspiller sig i skakklubbens mere dagligdags omgivelser. Men hele bogen er fornøjelig.
Holmes og de andre figurer er måske nok lovlig lattermilde, og Watson siger måske nok “Capital!” og lignende lidt rigeligt mange gange, men ellers er tonen fra novellerne ganske godt ramt. Der er en vis charme ved at være i selskab med de to berømte herrer, mens man selv forsøger at løse opgaverne. Som for manges vedkommende er nederdrægtigt svære.
Det er med en vis tilfredsstillelse at jeg kan konstatere, at jeg har udtænkt en skakopgave som hverken Sherlock Holmes eller Raymond Smullyan (anno bogens udgivelsestidspunkt i 1979) ville have været i stand til at løse. Og det på trods af at den kun har to brikker på brættet. Opgaven lyder i al sin enkelhed “Hvem trak sidst?” og stillingen er denne:
Sagen her er, at opgaven kun er løselig pga en regel som ikke fandtes på Sherlock Holmes’ tid, men som det internationale skakforbund FIDE indførte for relativt nylig. (OK – strengt taget kan jeg jo ikke vide om skakreglerne i Holmes’ fiktive univers er de samme som dem vi kender fra virkelighedens, men den antagelse vil jeg, ligesom Smullyan, tillade mig at gøre!). Reglen er beskrevet i sektion 5.2.2 i de officielle skakregler, og lyder:
The game is drawn when a position has arisen in which neither player can checkmate the opponent’s king with any series of legal moves. The game is said to end in a ‘dead position’. This immediately ends the game, provided that the move producing the position was in accordance with Article 3 and Articles 4.2 – 4.7.
Det er en ledetråd, at opgaveformuleringen var “Hvem trak sidst?” snarere end “Hvis tur er det?”. Det er ingens tur, for partiet er slut – det er tydeligvis i en død position. Når et parti er slut, kan ingen trække. Følgelig var positionen umiddelbart før diagramstillingens position ikke en død position. Det snurrige er, at denne observation er nok til at løse opgaven.
Lad os antage at sort trak sidst. Kan han have flyttet kongen ind i hjørnet fra a7 eller b8 uden slag? Nej, for så var der jo også kun to brikker på brættet i forvejen, dvs allerede dén stilling var en død position. OK, så sort må have slået en brik på a8. Det kan ikke have været en springer, for det er ikke muligt at opstille en matstilling med kun konge+springer mod konge, så det ville også have været en død position. Det kan ikke have været en løber, af samme grund. Det kan selvfølgelig ikke have været en bonde – dem træffer man ikke på ottende række. Så er der tårn og dronning tilbage.
Det er jo muligt at sætte mat med konge+tårn mod konge, eller med konge+dronning mod konge, så umiddelbart synes man, at sort skulle kunne have slået enten et tårn eller en dronning på a8 – men nej! For ved nærmere eftersyn ser vi, at sort i den pågældende situation ikke ville have andre muligheder end at slå. Altså, igen ingen lovlige muligheder for at nå til en matstilling. Igen en død position. Vi kan konkludere, at sort ikke kan have trukket sidst – det har hvid gjort, og den hvide konge må have slået et tårn eller en dronning på c6.
“Jurist-skak” kunne man kalde dette! Det føles næsten perverst – og det kan man sige om retrograd analyse-opgaver i almindelighed.
Jeg har komponeret én enkelt anden skakopgave i denne genre. Den har fordringen “Mat i ét træk” og stillingen er denne:
Den ville Holmes til gengæld kunne løse på et splitsekund. Hvorfor jeg da også vil overlade løsningen til læseren, istedet for at fornærme hans/hendes intelligens ved at skrive den her!
Sommerferien i år gik til Schweiz, blandt andet til Meiringen, hvor man kan se Reichenbach-vandfaldet, stedet hvor Sherlock Holmes og professor Moriarty i den berømte novelle The Final Problem havde deres drabelige kamp til døden. Det sted måtte naturligvis ses. En charmerende, gammel bjergbane fører op til vandfaldet, hvor skilte med en forbløffende præcision (som faktisk giver mening ud fra hvad man kan læse i novellen) angiver stedet for kampen. Der jo som bekendt i første omgang var tænkt som punktummet for Holmes’ karriere, indtil Conan Doyle senere lod ham genopstå i novellen The Empty House og fortælle Watson at det pga hans kendskab til kampsporten baritsu alligevel var lykkedes ham at overmande ærkefjenden.
Nede i selve Meiringen er der i en gammel kirke indrettet et lille Sherlock Holmes-museum, som absolut også er besøg værd. Den audioguidede udstilling tager kun en halv time. Der er selvfølgelig fokus på Schweiz-forbindelsen, men også interessante oplysninger om Doyle, som jeg egentlig ikke vidste ret meget om, og en fint udført “rekonstruktion” af Holmes og Watsons lejlighed.
Jeg har fået lyst til at genbesøge Holmes-universet nu. Conan Doyle skrev 56 noveller og 4 romaner om Sherlock Holmes. Jeg fik læst alle novellerne så langt tilbage som i slutningen af 1980’erne. Husker hvor forkert det føltes, at nogle få af dem ikke var fortalt af Watson, men af Holmes selv, eller var skrevet i tredje person – man må tro Doyle kedede sig og følte trang til at variere formlen. Af de fire romaner, A Study in Scarlet, The Sign of the Four, The Hound of the Baskervilles og The Valley of Fear, fik jeg af en eller andet grund aldrig læst sidstnævnte. Det må være på tide at rette op på den forglemmelse.
Jeg så forleden et citat på X (fik ikke lige gemt navnet på den postende):
As a joke, Arthur Conan Doyle once sent five letters to five friends that read, “We are discovered, flee immediately”, to see what they would do. One of them disappeared and Conan Doyle never saw him again.
En god historie men hmmm, really? Jeg tillader mig at være skeptisk, også selvom de omtalte venner angiveligt var “people in high places in the government”.
Jeg kan finde anekdoten gengivet mange steder på nettet, men uden yderligere oplysninger. Mit gæt vil være at historien er debunked af en eller flere Doyle-biografer. Hvis nogen ved mere, hører jeg gerne om det.
