Tag: Carl Barks

Udgivet den

De 10 mest bemærkelsesværdige bogværker i Anders Ands hjem

Lister er fornøjelig letvægtslæsning. Det samme er indsigt i kendissers læsevaner. Så som juleafslapning er her en liste over de efter min mening mest bemærkelsesværdige bogværker spottet i husstanden tilhørende en af de største kendisser af dem alle: Anders And. Eller Donald Duck, om man vil, for jeg vil holde mig til eksempler fra originaltekster af hans fremmeste kronikør, Carl Barks.

Som nummer 10 på listen vil jeg placere…

How to be a Sleuth, ukendt forfatter. Vi ser ofte Anders læse for at dygtiggøre sig i et eller andet. Her, i slutningen af en historie hvor han er kommet til kort over for ungerne, kaster han sig over vejledning i detektiv-gerning. Og noget kunne tyde på, at det bærer frugt, når vi ser på…

… nummer 9 på listen, som er en krimi med af ukendt forfatter, og med ukendt titel. Dens plot lader til at være ret unikt. Jeg ved ikke om Hercule Poirot ville nedlade sig til at beskæftige sig med en sag om vindheks-ildpåsættelse. Men Ratmore-Slinki lyder indiskutabelt som en skidt knægt og en dårlig kammerat.

Nummer 8: Senator Soapbox’s taler, udgivet i ti bind. Formentlig ikke et værk Anders sætter specielt højt, eftersom han kun køber det for at slippe af med en irriterende sælger, men det ser givetvis flot ud i reolen.

Nummer 7: Windy Words. ukendt forfatter, formentlig en antologi. En anden kategori af bøger, Anders synes at sætte højt, er samlinger af bevingede ord eller trivia af generel art. Mærkeligt nok er der en tendens til, at han bliver afbrudt af tre løbende nevøer, når han sidder mageligt med sådanne bøger. Således har vi fx Words of Wise Men, Dis and Dat og Windy Words, som alle kunne kvalificere sig til syvendepladsen på denne liste – men jeg vælger Windy Words, da den ydermere gør sig bemærket ved tilsyneladende at have titlen på bagsiden.

Nummer 6, Value of Being Honest, ukendt forfatter. Strengt taget lidt af en tilsnigelse at inkludere den på denne liste, da den muligvis aldrig har befundet sig i Anders Ands hjem – han har nemlig givet den til en fætter med det vidunderlige navn Mehitabel Mudhen, som vi desværre aldrig før eller siden hører noget til. Muligvis refererer Barks med dette navn til Archy and Mehitabel, figurer (kakerlak og kat henholdsvis), skabt af Don Marquis i 1916, og senere illustreret af Barks’ kollega George Herriman.

Nummer 5: 20,000 Leagues Under a Flatcar! af H. O. Bo. Tegneserien der nævner denne bog udkom i 1956, og Barks har dermed utvivlsomt tegnet den mens Disneys Jules Verne-filmatisering 20,000 Leagues Under the Sea fra 1954 stadig var i frisk erindring. Jeg ville have stor lyst til at læse hr Bos sikkert meget farverige beretning.

Nummer 4: Oh, So? af ukendt forfatter. En stor procentdel af de titler vi ved Anders er i besiddelse af, synes at være blevet erhvervet i ét hug, som led i forberedelser til et stort TV-quizshow. Her er blandt andet tale om titler som Speeches, Lectures, Talks, History of Wind, Trees, Fleas, Bees, Glues, Flues, Hues, Stews, Why, Causes, Reasons og så altså bogen med den noget uudgrundelige titel Oh, So? Vi må formode der er tale om et opslagsværk, men hvad værket dækker er svært at regne ud. Måske er det en bog om slangudtryk og idiomer – i hvert fald er “Oh, So?” en replik ænderne ofte leverer til hinanden i Barks’ historier.

Nummer 3: Child Raising, af Hoocan Doit. Titel og forfatter taler for sig selv.

Nummer 2: Ten Seconds to Mars af Spicer Willits. I en dansk oversættelse af denne tegneserie hedder bogen Hokus Pokus, men den har næppe noget med Kurt Vonneguts roman af samme titel at gøre. Her er tale om en science fiction-bog om teleportering, som ungerne har bragt til huse til Anders’ store fortrydelse – indtil det går op for ham, at principperne beskrevet i den faktisk virker. Forfatternavnet Spicer Willits er sammensat af John Spicer og Malcolm Willits, de to første fans der fik etableret kontakt med Carl Barks.

Og nummer 1 på denne liste over bemærkelsesværdige bogværker i Anders Ands hjem, kan i mine øjne kun være…

Removing Musty Smells from Dried Dodo Feathers

Ukendt forfatter. Så bliver det ikke mere nicheudgivelsesagtigt. Jeg ville ELSKE at eje denne bog alene på grund af titlen.

Udgivet den

Stegelmann, Barks, Vonnegut, Fry, Dumas

Et emne jeg aldrig bliver træt af at beskæftige mig med, er hvordan hjernen lagrer informationer. I særdeleshed synes jeg det er endeløst fascinerende, når man får en association, der viser at hjernens måde at lagre minder på ofte er afhængig af en lighed mellem dem, som er stærkt abstrakt. Det er altid som om man får et lille kig bag kulisserne, når man bliver opmærksom på et sådant link.

Det er naturligvis vildt spekulativt, men her er et par eksempler fra bøger, hvor jeg næsten føler jeg kan følge synapserne i forfatternes hjerner, da associationerne fandt sted:

Jakob Stegelmann har skrevet en glimrende bog om Carl Barks, Den gode tegner. I et appendiks har han lavet korte beskrivelser af de historier han finder bedst. En af dem er The Heirloom Watch fra 1955, som også er en af mine egne favoritter. Stegelmann beskriver den således:

En lille filosofisk historie om et ur Joakim skal have til at gå – og så er belønningen ikke en formue, men kun en lille sten til uret selv. Det er næsten Vonnegut‘sk.

Da jeg læste det, gættede jeg på, at Stegelmann sigtede til romanen The Sirens of Titan, og det fik jeg senere bekræftet ved at spørge ham engang jeg fik lejlighed til at snakke kort med ham til en tegneseriefestival. Men hvad er det egentlig de to historier har tilfælles?

I Vonneguts roman er et sendebud fra planeten Tralfamadore sendt på rejse fra den ene ende af universet til den anden for at overbringe et vigtigt budskab. Men hans rumskib går i stykker og han strander på Saturns måne Titan. Herfra manipulerer han hele Jordens historie med det ene formål at få en reservedel fragtet op til Titan, så han kan få repareret rumskibet og komme videre. Clue’t er, at det viser sig, at det vigtige budskab blot består af en enkelt prik. Hvilket på tralfamadoriansk betyder “hilsener”.

I Barks-historien skal Joakim for at få udbetalt en arv demonstrere, at det lille lommeur virker fuldtud, inkl. mekanismen der forudsiger solformørkelser. Desværre viser uret, i uoverensstemmelse med almanakken, at der skal forekomme en solformørkelse inden for de næste to minutter, så Joakim bliver smidt ud af advokatkontoret uden arv – indtil himlen pludselig formørkes, og de bestyrtede advokater ringer til observatoriet og leverer den fantastiske replik: “Eksperterne siger, at der er tale om en UKENDT PLANET som ingen har observeret før!”. Herefter er det så, at advokaterne overdrager Joakim arven, som er en lillebitte sten, nærmest en prik.

Så jeg tror at det væsentlige fællestræk for de to historier er denne “prik” i kombination med at naturlovene på astronomisk plan er blevet bøjet for et trivielt formåls skyld. I Jakob Stegelmanns hjerne var lighederne nok til at trigge associationen til Vonneguts bog.

Et andet eksempel er fra Stephen Frys roman The Stars’ Tennis Balls, også udgivet under titlen Revenge. Romanen er en slags moderne version af Greven af Monte Christo, og den er ikke specielt vellykket, men Fry har opdateret et par personnavne ganske vittigt. Hovedpersonen hedder Ned Maddstone, et anagram af originalens Edmond Dantes. Den kvindelige hovedperson i Greven hedder Mercedes.

Hvad gør Fry med hendes navn, laver han igen et anagram? Nej, det ville være for klodset. Istedet kalder han hende Portia! Og her vil jeg æde min gamle hat, om ikke hans associationsrække har været noget i denne retning: “Hmm, pigenavn & bil – hvordan kan jeg variere det?”, hvorefter han er kommet til at tænke på et replikskifte fra A Fish Called Wanda (som han selv medvirker i i en mikroskopisk rolle), i hvilken Kevin Klines idiotiske Otto får at vide at advokatens datter hedder Portia og spørger “Why did they name her after a car?”.

Iøvrigt også pudsigt, at jeg brugte udtrykket “æde min gamle hat” herover – det gjorde jeg formentlig kun, fordi jeg havde Disney-universet i frisk erindring. Fri vilje er en illusion…