Jeg har for nylig læst Erik Nørgaards erindringer i fem bind. Som man kunne forvente af en garvet journalist, er de rige på gode anekdoter.
I det tredje bind, En troløs mand, skriver Nørgaard om sit korte møde med Jeanne Moreau:
Og så blev jeg forelsket igen, næsten for alvor, i hvert fald vildt betaget!
Det gjaldt den franske skuespillerinde Jeanne Moreau, der kom til Odense for at læse op i H. C. Andersens hus på digterens fødselsdag den 2. april 1951, transmitteret af den franske radio.
Måske var det hele indbildning, udslag af en løbsk fantasi.
Men Jeanne Moreau var så usigeligt smuk; ikke noget at sige til, at hun var blevet kåret som ‘Frankrigs smukkeste kvinde’. Vi var næsten jævnaldrende, hun 21, og jeg 20 år. Tilfældet ville, at vi – trods en emsig opvartning af turistchef Forchhammer og redaktør Secher fra Stiftstidende – var en del på tomandshånd. Pjankede lidt, så langt mine sprogkundskaber rakte. Nippede til et glas champagne i et hjørne midt i det store virvar. På afskedsdagen var der et kiks i arrangementet. Måske en fejl i oplysningerne om Nordekspressens afgang fra Odense. I hvert fald: hun ville have stået en halv snes minutter alene på perronen, hvis jeg ikke var dukket op for at være i god tid til et sidste glimt. Jeg mente at høre hende sige: ‘Kommer du aldrig til Paris?’ og udlagde ‘you’ for ‘du’. Hun var gift, men hendes mand var pt. i Amerika. Men så kom Secher og Forchhammer farende med mange undskyldninger og favnen fuld af blomster. Hun kyssede farvel med fingeren til læberne fra kupévinduet. Til hvem? Den svageste opfordring og jeg var stået på toget!
Jeanne Moreau var en opadgående stjerne, men endnu kun med én film bag sig, Mordet. Og jeg skal ikke prale med noget dybere bekendtskab med en senere verdensberømthed, men vi fik da nogle lattermilde øjeblikke sammen, og jeg gjorde mig en masse – sikkert helt urealistiske – illusioner. […]
Flere år senere læste jeg, at Jeanne Moreau-arrangementet i Odense indirekte havde været med til at give den unge journalist Thorkild Hansen i Paris et knæk i hans selvtillid. Thorkild Hansen fortæller i Et Atelier i Paris, at han to gange blev brændt af ved aftalte møder med redaktør Cavling i Paris. Først blev han slukøret og skuffet, men derefter indså han, ‘at jeg tværtimod bør være taknemmelig for denne præcise pejling af, hvad jeg er værd for en mand, jeg er totalt økonomisk afhængig af, nemlig: ikke en skid!’
Ole Cavling måtte aflyse møderne, fordi han var optaget af et andet møde, nemlig med Jeanne Moreau om oplæsningen i Odense.
Selv stiftede jeg vist bekendtskab med Moreau første gang da jeg så Viva Maria!, i hvilken film Brigitte Bardot dog gjorde et større indtryk… men jeg lærte senere, primært efter at have set Le journal d’une femme de chambre, at sætte stor pris på hende. Jo, det må være liflige minder om det farvel på perronen i Odense.
Også et tredje dansk forfatter har Moreaus besøg åbenbart gjort indtryk på: Bent William Rasmussen kaldte ligefrem sin novellesamling fra 1967 for Jeanne Moreau i Middelfart. Hendes “medvirken” i titelnovellen begrænser sig dog til en lille stemningsskabende vignet med de to hovedpersoner, der diskuterer en avisartikel:
“Hvad er det, du læser, Erik?”
“Bare noget.”
Mogens rejste sig: “Det ser ud til, at det er spændende.”
Jeg kendte hans smag, der så tit havde påvirket mig derhjemme og var blevet til meninger hos mig, når vi havde snakket en hel aften i mit værelse på Åboulevarden. Jeg svarede med tydelig udtale af hvert ord: “Det er noget om Jeanne Moreau.”
Han kom nærmere: “Hvad er der med hende?”
“Hun er p.t. i Middelfart.”
“I Middelfart? Umuligt. Hvad fanden skulle hun lave i Middelfart?
Om Moreau også var har været i Middelfart, enten der i 1951 eller ved en senere lejlighed, er det ikke lykkedes mig at opspore. Men på danskkulturarv.dk kan man se et lille klip om hendes Odense-besøg:
https://www.danskkulturarv.dk/dr/jeanne-moreau-i-h-c-anders-hus-i-odense/
Og for at fortsætte yderligere ud af en tangent, har jo også andre danske forfattere skrevet om deres forhold til og fantasier om uopnåelige filmstjerner: Peter Poulsen udgav en digtsamling betitlet måske jane fonda kommer forbi (uden versaler, a la e. e. cummings – en grille jeg har aldrig har kunnet vænne mig til!). I titeldigtet sidder hovedpersonen på en bar og grunder over tilværelsen: “måske jane fonda kommer forbi / det er ikke mere usandsynligt / end så meget andet: / meteorsten / tipsgevinster”.
Og så er der jo Hans Jørgen Lembourns 40 dage med Marilyn, som jeg endnu ikke har fået læst. I nyere tid har vi et eksempel der i bedste Hollywoodremake-stil har omvendt kønsfordeling: norske Hedda H. Robertsons roman Helt skudt i Mads Mikkelsen. Er der andre?