Tag: Arthur C. Clarke

Da jeg gik i gymnasiet var jeg en flittig gæst på byens lokale bibliotek, og dér opdagede jeg en dag en tyk blå bog kaldet Who’s Who. Whaddayknow, der var opslag om alle mulige kendte personer, og der var endda angivet adresser på mange af dem! Jeg fik straks lyst til at skrive til mine helte i bøgernes og filmens verden. Vi taler her om årene 1988-1991, altså stadig med det dersens “internet” et stykke ude i fremtiden som noget man snakkede om, så papirbreve var muligheden.

I første omgang fik jeg ikke så meget ud af det. Svarene udeblev til min ærgrelse. Så fandt jeg ud af, at man skulle vedlægge IRC’er, såkaldte “International Reply Coupons”, så man reelt sendte noget der svarede til en frankeret svarkuvert. Det gjorde en verden til forskel. Nu indløb der adskillige svar. Den eneste person jeg fik svar fra inden jeg begyndte af vedlægge IRC’er var Terry Gilliam, bless him.

Jeg læste meget science fiction i de år, og da en af mine favoritter var Arthur C. Clarke, blev han en af de første jeg skrev til. Jeg fik den ide, at jeg ville prøve at opbygge en autografsamling, og for at den skulle være lidt speciel, ville jeg spørge autografofrene, om de havde lyst til at sætte titel på en eller flere af deres yndlingsfilm.

Nogle uger senere lå der i posten en tyk kuvert fra Sri Lanka. Svar fra Clarke! Jeg ringede straks til min gymnasiekammerat Mogens, der kendte til mit projekt, og som var lige så stor Clarke-fan som jeg var. Han kastede sig på sin cykel og kom til stede en halv times tid senere. Vi beså forsendelsen sammen. Det meste af den bestod af en længere fortrykt skrivelse, der beskrev Clarkes mange igangværende projekter. Tydeligvis et dokument Clarke vedligeholdt løbende og brugte som standardsvar til fans. Men så var der også en fotokopi af mit oprindelige brev, og på dette havde Clarke tilføjet et par håndskrevne kommentarer (blandt andet en kompliment til mit engelskniveau, som jeg på forhånd havde undskyldt for!). Til spørgsmålet om yndlingsfilmene havde han svaret:

Don’t really have one – how can you rate LAWRENCE, DUNE, PATHER PANCHELLI, INDIANA JONES.. G. W. T. W… ?

Jeg gættede på at Lawrence måtte være ham fra Arabien. Derimod tog det mig temmelig lang tid at regne ud at G. W. T. W. formentlig refererede til Gone With the Wind.

Satyajit Rays Pather Panchali har jeg til dato aldrig fået set, og det er nok en fejl. Derimod går det over min forstand at David Lynchs Dune kan være nogens yndlingsfilm. Som jeg husker den består den primært af endeløse nærbilleder af folk der ser alvorlige ud og mumler “The worms… the spice…”.

Derudover indeholdt brevet et Ex Libris-klistermærke med en autograf på. De små personaliserede dele af forsendelsen beholdt jeg; standardskrivelsen smed jeg senere ud. Det har jeg svært ved at forstå i dag, men jeg var en ren begynder dengang.

At Clarke svarede, var en positiv oplevelse, som jeg levede højt på længe. Sådan husker jeg det i hvert fald. Og jeg er sikker på at hans svar var med til at grundlægge min vedvarende interesse for signerede bøger.

Har lige læst Arthur C. Clarkes Astounding Days fra 1989. Undertitlen “A Science Fictional Autobiography” dækker over, at Clarke tager afsæt i sin ungdoms læsning af SF-magasiner såsom Astounding: Han er simpelthen dykket ned i de gamle blade igen og bruger historierne som udgangspunkt for anekdoter om sit liv, bekendtskaber, andre forfattere – eller hvad den enkelte historie nu lige giver anledning til at mindes. Det er en sjov model for en selvbiografi, velegnet hvis man ikke orker den store forkromede kronologiske gennemgang.

I kapitel 29 forener Clarke adskillige personer fra min interessesfære i et kapitel om Wernher von Braun:

Those who knew him only from TV appearances, or identified him with Dr Strangelove,* may be surprised to know that he was full of fun and had a great sense of humour – though it was once tested to the breaking point at a party where some tactless person played Tom Lehrer’s brilliant song, with its satirical refrain

    If the rocket goes up, who cares vhere it comes down?
    That’s not my department, says Wernher von Braun

Clarke citerer vist linjerne en anelse forkert, men ikke på meningsforstyrrende måde. Stjernen efter “Strangelove” henviser til denne fodnote:

Stanley Kubrick once said to me, “Tell Wernher I wasn’t getting at him.” I never did, because (a) I didn’t believe it (b) even if Stanley wasn’t, Peter Sellers certainly was.

Og til slut:

Finally, although it is a painful subject (recently reopened by the declassification of the “Paperclip” files) I do not believe I am doing a disservice to the memory of a good friend, if I close this chapter with words which, for the sake of Truth and History, I believe he would have wished to have on record:
    “No – I never knew what was happening in the concentration camps. But I suspected it, and in my position I could have found out. I didn’t, and I despise myself for it.”

Tankevækkende, på flere måder.

En anden fodnote i bogen fortæller os at “cybersquatting”-fænomenet havde en forløber hundrede år før internettet:

There was once a popular English literary journal called The Nineteenth Century. As the crucial year 1901 approached, the editor was annoyed to find that some cultured kidnapper had registered the title The Twentieth Century and was holding it to ransom.
    He was out of luck. The magazine became The Nineteenth Century – and After.

I det højst usandsynlige tilfælde at jeg selv nogensinde skulle skrive en selvbiografi, tror jeg jeg ville vælge et lignende uforpligtende format, som det Clarke benytter her. Jeg kan godt lide den flyvske hoppen omkring, med de uventede associationer og småopdagelser der følger med. Som Clarke også skriver:

The chief pleasure of browsing lies in the unexpected discoveries one makes – I would use the word “serendipitous”, if ti wasn’t so badly overworked, and my Wordstar Dictionary knew how to spell it.

Jeg havde ikke hørt om bogen, før jeg fandt den i et antikvariat for nylig. Jeg nævnte for antikvarboghandleren, at jeg som teenager skrev et fanbrev til Clarke og fik et svar. Da jeg forlod butikken en halv times tid senere, sagde han at han var glad for, at det var mig der købte bogen, for “en del af det at drive et antikvariat er at sørge for at bøgerne får et godt hjem”. Det er en boghandler efter mit hoved!