Indlæg

Udgivet den

Fugle

En del af fornøjelsen ved at læse en masse bøger, er at notere sig besynderlige ligheder mellem dem. Inden for det sidste par måneder har jeg således helt tilfældigt (tror og håber jeg i hvert fald!) læst to bøger, i hvilke sindsforvirrede unge kvinder giver sig af med at gnaske levende fugle. Den ene var argentinske Samantha Schweblins novellesamling Mouthful of Birds, den anden sydkoreanske Han Kangs – i denne sammenhæng mindre logisk betitlede – roman The Vegetarian.

Jeg kunne bedst lide The Vegetarian. Jeg har før konstateret, at jeg ikke er så meget til sydamerikansk magisk realisme, men at jeg til gengæld godt kan lide den drømmeagtige weirdness som er ret udbredt i asiatisk litteratur.

Apropos fugle og bøger: hvorfor pokker indgår fugle i så mange forskellige forlags-logoer? På denne samling bogrygge er hele 12 forskellige repræsenterede:

OK, en af dem tæller ikke helt. Elleve så.

Udgivet den

Mondæn burgøjsersmag

Jeg kan godt lide at læse selvbiografiske bøger – man kan altid være sikker på, at de er skrevet af folk der virkelig er interesserede i deres emne! Om emnet så altid er synderligt interessant for andre er en anden sag, men entusiasme er i hvert fald ikke det værste udgangspunkt.

Har senest læst Ung Kunster, af maleren/tegneren Anton Hansen, en fortsættelse af Drengen Drømte, som jeg læste for et par år siden. Bogen her skildrer hans år som teatermaler og bladtegner omkring første verdenskrig, og Hansen skriver levende og muntert, ikke mindst om sine kvindebekendtskaber. Jeg må sige, jeg faktisk er noget mere imponeret af Hansen som forfatter end som tegner. På et tidspunkt beskriver han et møde med Steen Drewsen, der var kunstnerisk konsulent for Hasselbalchs forlag og redaktør af Pressens Magasin:

Jeg blev overbevist om, at han ikke hade forandret sin opfattelse af mine tegninger, dystre, rå og kantede mente han, de var, da han en dag viste mig nogle postkort af en amerikansk tegner, Gibson. Kortene, der var slået an i Europa, forestillede unge kvindeansigter, runde, smilende og med smukke frisurer. De skabte en pigetype kaldet Gibson-Girl.
    – Her skal De se en yndefuld og let tegner. Han har tjent millioner på de dejlige unge kvinder. Tegn som han, og De vil tjene en formue på få år. Aviserne vil slås om dem.
    Jeg kiggede på tegningerne, noget forbandet sukkerstads, samme karakterløse ansigtstræk i alle de tomme pigefjæs. Jeg forargedes over, at han kunne tro, at jeg ville lefle for den fade, mondæne burgøjsersmag, som de tegninger var udtryk for. Kompromittere min kunst. Foragteligt afviste jeg alle fristelser. Om jeg hade forsøgt, ville jeg ikke ha været i stand til at tegne med den flothed og rutine, som fjenden Gibson var i besiddelse af. Jeg var en klods til at tegne elegante kvinder. Måske elskede jeg kvinder for højt.

Man fornemmer et element af sure rønnebær. Tilfældigvis havde jeg netop selv et par måneder forinden købt en bog om Charles Dana Gibson, The Gibson Girl & Her America, og jeg vedstår mig gerne min mondæne burgøjsersmag. Jeg synes det er en sand nydelse at lade blikket vandre over de elegante stregtegninger – især kvindemotiverne selvom de, indrømmet, har ret ensartede ansigtstræk, men også karakterstudierne af andre typer.

Om tegningernes kulturhistoriske betydning skal jeg ikke forsøge at kloge mig – det kan jeg se, at mange andre på nettet har gjort bedre end jeg kan. Denne artikel af Erin Blakemore, The Gibson Girl: The Kardashians of the early 1900s, fandt jeg interessant (og sjovt betitlet):

http://mentalfloss.com/article/58591/gibson-girls-kardashians-early-1900s

Udgivet den

Flyvevandrehistorie

I The Cassell Dictionary of Anecdotes stødte jeg på følgende:

It is very important to know your element. There was once a Secretary of State for Air who was himself a qualified pilot. He went down to Southampton to see and try out a new flying boat. He went up in it and after a bit he asked the pilot if he might take over the controls. This, of course, was agreed. They approached an airfield and the Minister circled round it and lost height steadily until the young man could bear it no longer. He said, ‘Sir, this is a flying boat, you know.’ The Minister gave him a very old-fashioned look and circled the airfield again. He then moved off and brought the flying boat down carefully on Southampton Water. As he turned to go, the young man, feeling that he might have blotted his copybook, said, ‘I hope, sir, you didn’t mind my saying that: I thought you might have forgotten this was a flying boat.’ The Minister looked at him and said, ‘My boy, cabinet ministers don’t make elementary mistakes like that.’ He then turned, said goodbye, opened the door and stepped into six feet of water.

Under anekdoten står at læse “Told by General Sir Brian Robertson, chairman of the British Transport Commission at the annual diner of the Municipal Passenger Transport Association (Inc) at Southend in 1954.” Enhver der har læst Tintin-albummet Kong Ottokars scepter vil huske, at det slutter med en meget lignende scene med Dupond og Dupont i ministerens rolle. De pågældende sider fra den Tintinhistorie blev oprindeligt publiceret i 1939. Det ville jo være herligt om anekdoten virkelig havde rod i en virkelig hændelse, som er blevet bemærket ikke bare af Robertson, men også af Hergé, men mere sandsynligt er det nok bare en vandrehistorie. En netsøgning afslører en variant i en anden anekdotesamling, Bartlett’s Book of Anecdotes. Her er klovnerollen tildelt den græske general Ioannis Metaxas (1879-1941):

During a visit of inspection to an air base Metaxas was invited to test a new flying boat. He took the aircraft up for a short flight and was coming in to land when the commander of the base intervened: “Excuse me, General; it would be better to come down on the water; this is a flying boat.” Metaxas, who had been about to put the aircraft down on a runway, swerved quickly upward, made another circuit, and touched the flying boat down safely on the surface of the water. Metaxas switched off the engine and turned to his host. “Thank you, Commander, for preventing me from making a stupid blunder” – and so saying, briskly opened the aircraft’s door and jumped out into the water.

Selvom jeg umiddelbart kun kan få Google til at lave en meget begrænset “uddragsvisning”, er det nok til at konstatere, at Eric Woods’ bog From Flying Boats to Flying Jets: Flying in the Formative Years of BOAC: 1946-1972 også indeholder en version af anekdoten. Her er piloten en trainee, der tidligere kun har haft erfaring med almindelige fly. Som i Robertsons udgave er det dog stadig Southampton Water der landes på:

… boats, there is an amusing little anecdote concerning the ‘reverse’ conversion of one captain from land planes to flying boats, … Brought to a halt by the shocked flying boat training captain, the trainee apologised for his dreadful oversight, blaming it … He then flew the flying boat back to Southampton Water, made a perfect ‘landing’ on the sea and jumping out of his …

Denne sidste udgave forekommer mig umiddelbart mest troværdig, hvis der altså overhovedet ligger en virkelig hændelse til grund.

Udgivet den

Samarbejde

En virkelig kuriositet jeg fandt på et loppemarked for et par dage siden: En udgave af Robert Louis Stevensons Kidnappet, men med Jules Verne angivet som forfatter! Dog kun på forsiden og bogryggen. Meget mærkeligt at det ikke blev fanget i nogen korrekturrunde undervejs.

Udgivet den

Nej, Remarque hed ikke Kramer

Jeg hørte engang for mange år siden, at Erich Maria Remarques fødenavn skulle være Kramer. Lyder da også som en besnærende måde at lave sig et pseudonym på: stave sit rigtige navn bagfra og gøre det lidt mere fancy med en fransk endelse. Det er imidlertid en myte: Remarque har aldrig heddet Kramer. Hans fødenavn var Erich Paul Remark. Muligvis er den sejlivede misforståelse et resultat af nazistisk propaganda. Wikipedia:

On 10 May 1933, the Nazis, instigated by the then Nazi propaganda minister Joseph Goebbels banned and publicly burned Remarque’s works and produced propaganda claiming that he was a descendant of French Jews and that his real last name was Kramer, a Jewish-sounding name, and his original name spelled backwards. This is still cited in some biographies despite the complete lack of evidence. The Nazis also claimed, falsely, that Remarque had not done active service during World War I.

For nogle år siden, da jeg i en sprogklumme i en dansk avis så påstanden om Kramer-navnet fremført endnu engang, skrev jeg til klummens forfatter om ovenstående. Jeg modtog et lidt arrogant svar om, at det altid har været kendt, at han hed Kramer, uden yderligere dokumentation. Så jeg gravede – barnligt, indrømmet! – dette citat frem fra The Novels of Erich Maria Remarque: Sparks of Life af Brian Murdoch:

[O]ne of the most absurdly tenacious myths about him is that he was really called Kramer. This appeared in at least one official Nazi document and still crops up in otherwise respectable or scholarly works, even though he denied it fairly bluntly in print as late as 1966, and it has been corrected often enough. His birth certificate is in the name of Erich Paul Remark, born 22 June 1898, and there is even a photograph of it in Thomas Schneider’s pictorial biography.

Man må sige det er tankevækkende hvor effektiv propagandaen åbenbart har været i dette tilfælde.

Udgivet den

Jennifer Egan på Louisiana

Den 19. juni gæstede Jennifer Egan Louisiana, hvor hun blev interviewet af Tommy Vorm om hendes seneste roman Manhattan Beach fra 2017. Jeg var blandt publikum og har nu også fået læst bogen, som finder sted i 30’ernes og 40’ernes New York, og som jeg fandt meget velskrevet og fængende.

Egan fortalte bl.a. om i forbindelse med sin research at have interviewet så mange gamle new yorkere – mennesker der stadig kunne huske noget fra 30’erne og 40’erne – som hun kunne komme i nærheden af. Hun var blevet overrasket over, hvor mange der havde haft gangstere i deres bekendtskabskreds. Hvad hun tilskrev, at forbudstiden (1920-33) jo ikke forhindrede ganske almindelige mennesker i gerne at ville nyde alkohol, og når det nu kun var kriminelle der i den periode leverede varerne, blev der nok set lidt mere stort på den slags socialiseren end i andre epoker før og siden.

Manhattan Beach er skrevet fra skiftende synsvinker, men uden de store distancerende dikkedarer. Det var dog nær blevet anderledes. Egan fortalte, at tidlige udkast til manuskriptet inkluderede en fortæller, der smed om sig med legende referencer også til vores tid. En writing group hun frekventerede hadede dog disse kunstgreb, som blev beskrevet som patroniserende, og det endte altså med at Egan – også til sin egen lettelse – skilte sig af med dem.

Det var i det hele taget interessant at høre Egan fortælle om den kreative proces. Et afsnit tidligt i bogen lyder “”I was hoping to meet Mrs. Kerrigan,” Mrs. Styles said in a husky voice, holding Anna’s father’s hand in both of hers. To which he replied that his younger daughter had taken sick that morning, and his wife had stayed at home to nurse her.” Dette afsnit var formentlig skrevet in-the-spur-of-the-moment, men Egan sagde det fik hende til at tænke over hvad hovedpersonen Annas søster egentlig fejler, og den sygdom er endt med at blive en vigtig del af romanen, både stemningsskabende og plotdrivende.

Jeg tror mange fiktionsforfattere arbejder på den måde – lader sig styre af indfald med følelsen af at “opdage” den fiktionsverden de beskriver snarere end opfinde den – men Egan beskrev det usædvanligt præcist.

En anbefalelsesværdig og elementært spændende bog.

Udgivet den

Mystik i storcenteret

Gjorde et underligt fund i Arnold Buscks boghandel i Lyngby Storcenter engang i 2013: Blandt tilbudsbøgerne lå en hel stak, cirka 15 stk, af Douglas Couplands bog Generation A. Det mærkelige var, at de alle var signerede. Couplands karakteristiske “Doug” var der i sort, blå eller rød tusch, alt efter hvilket eksemplar man fik fat i. De kostede kun 30 kroner stykket, så jeg købte fire – gav et af dem væk, solgte to af de andre og beholdt det sidste eksemplar selv. Men hvordan var de mon endt der til den pris, og hvorfor var det ikke annonceret at de var med signatur? Mystisk.

Udgivet den

Sammensmeltninger

Har for nylig læst The Coen Brothers, en ganske lækker coffee table-bog af Adam Nayman om Joel og Ethan Coens film fra 1985-debuten Blood Simple til og med Hail, Caesar! fra 2016. Fik en lille aha-oplevelse under læsningen af afsnittet om O Brother, Where Art Thou? Denne films titel er jo taget fra Preston Sturges’ gamle komedie Sullivan’s Travels, om en prætentiøs filminstruktør der drømmer om at lave et seriøst drama om Depressionen, baseret på en bog skrevet af en vittigt navngivet fiktiv forfatter:

The author of the book-within-a-film, also titled O Brother, Where Art Thou? is Sinclair Beckstein, whose name kids Sinclair Lewis, John Steinbeck and Upton Sinclair all at once.

Da jeg læste dette, gik det op for mig at jeg aldrig har skelnet mentalt mellem Sinclair Lewis og Upton Sinclair. Jeg har aldrig læst nogen af dem, men jeg må have hørt om dem begge og registreret dem som socialt indignerede forfattere fra en bestemt epoke – og så er de altså smeltet sammen inde i mit hoved, sjovt nok.

Det er et fænomen jeg har oplevet før. Da jeg var teenager forvekslede jeg George Orwell og H. G. Wells, og at Orson Welles også var inde i billedet med radio-udgaven af Klodernes kamp gjorde forvirringen komplet. Og en gang for ikke så længe siden gik det pludselig op for mig, at jeg altid havde tænkt på Paradise Lost af John Milton og Lost Horizon af James Hilton som det samme værk – sammenblandingen gik først op for mig da jeg læste sidstnævnte og undervejs havde en semi-bevidst, småforvirret følelse, for bogen var kulørt og underholdende, men den havde da ikke de store litterære kvaliteter, som jeg synes jeg havde hørt den skulle have!

Jeg mindes også at have læst om én der i årevis troede at P. H. og Piet Hein var den samme person. Det har jeg dog aldrig troet selv (og ej heller har jeg troet initialerne dækkede over Peter Høeg, Peer Hultberg eller Patricia Highsmith…), men jeg gad nok vide hvor mange andre forfattere der i skrivende stund stadig er sammensmeltede i min hjerne uden jeg er klar over det.

Udgivet den

Orwellian OCD

“It was a bright cold day in April, and the clocks were striking thirteen” begynder som bekendt Orwells Nineteen Eighty-Four. I The Ministry of Truth, Dorian Lynskeys nyligt udkomne studie af bogen, dens inspirationskilder og dens indflydelse, nævnes et sted i forbifarten at det faktisk er den sjette af Orwells bøger der indledes med en klokkeslætsangivelse. Jeg har læst alle Orwells romaner, samt de selvbiografiske skriverier i boglængde, men det var ikke noget jeg havde lagt mærke til, så det blev jeg lige nødt til at konstatere ved selvsyn. Den er god nok: af de seks romaner Orwell skrev, er det kun Animal Farm der nøjes med en mindre specifik tidsangivelse (“Mr Jones, of the Manor Farm, had locked the hen-houses for the night, but was too drunk to remember to shut the pop-holes”). Her er de øvrige, hhv Burmese Days, A Clergyman’s Daughter, Coming up for Air og Keep the Aspidistra Flying:

U Po Kyin, Sub-divisional Magistrate of Kyauktada, in Upper Burma, was sitting in his veranda. It was only half past eight, but the month was April, and there was a closeness in the air, a threat of the long, stifling midday hours.

As the alarm clock on the chest of drawers exploded like a horrid little bomb of bell metal, Dorothy, wrenched from the depths of some complex, troubling dream, awoke with a start and lay on her back looking into the darkness in extreme exhaustion. […] It was just half past five, and coldish for an August morning.

The idea really came to me the day I got my new false teeth.
I remember the morning well. At about a quarter to eight I’d nipped out of bed and got into the bathroom just in time to shut the kids out.

The clock struck half past two. In the little office at the back of Mr McKechnie’s bookshop, Gordon – Gordon Comstock, last memeber of the Comstock family, aged twenty-nine and rather moth-eaten already – lounged across the table, pushing a four-penny packet of Player’s Weights open and shut with his thumb.

Og endelig den selvbiografiske Down and Out in Paris and London:

The Rue du Coq d’Or, Paris, seven in the morning. A succession of furious, choking yells from the street.

Hvis det ikke var fordi jeg ejer romanerne samlet i ét bind, (The Penguin Complete Novels of George Orwell som i øvrigt spøjst nok ordner titlerne alfabetisk snarere end efter udgivelsesår), ville jeg naturligvis straks arrangere bøgerne på hylden efter klokkeslæt, bare for at sætte en ære i denne unikke mulighed for at nørde igennem!

TL, DR:
05:30 – A Clergyman’s Daughter
07:00 – Down and Out in Paris and London
07.45 – Coming up for Air
08:30 – Burmese Days
13:00 – Nineteen Eighty-Four
14:30 – Keep the Aspidistra Flying