Indlæg

Udgivet den

Terry Jones 1942-2020

Jeg tror det var på den sidste dag af 2019, at jeg læste en netavis-overskrift der forkyndte “Monty Python-medlem død”, og jeg nåede at tænke, at det nok måtte være Terry Jones. Det viste sig dog at der var tale om den lejlighedsvise sparringspartner Neil Innes – men tre uger inde i det nye år blev det så Terry Jones’ tur. Det er trist som det tynder ud: Kun fire pythons tilbage nu, og kun to beatler…

Jeg har mødt Terry Jones ved to lejligheder. Første gang var i 1992, da jeg boede i Århus og han gæstede byen i forbindelse med promovering af europæiske film, der havde vundet hvad der dengang hed “Felix Awards” og sidenhen skiftede navn til “European Film Awards”. Tre film blev vist i Musikhuset i Århus, Jones var konferencier, og som den store Monty Python-nørd jeg var, måtte jeg naturligvis derned. Den første af de tre film var den islandske Children of Nature, som ganske rammende blev betegnet som “a geriatric road movie”. Jeg så den, og syntes om den, men jeg ærgrede mig over ikke at have haft mulighed for at få en autograf fra mit idol. Da filmen var slut, begav jeg mig på gåben mod centrum af Århus. Og – hvilket lykketræf! – hvem kom slentrende imod mig da jeg nåede op i nærheden af Rådhuspladsen? Såmænd Terry Jones, i selskab med komponisten af musikken i den film jeg just havde set, Hilmar Örn Hilmarsson. Sidstnævnte ville jeg selvfølgelig ikke have kunnet kende, havde han ikke været på scenen før filmen blev vist. Jeg fik fremstammet mit “Excuse me”, fortalte at jeg lige havde været oppe at se filmen, hvis kvaliteter jeg heldigvis uhyklerisk kunne rose, og jeg fik en autograf på min medbragte VHS-kopi af Life of Brian. Fantastisk.

Anden gang jeg mødte ham var i efteråret 1994, på hvilket tidspunkt jeg boede i London. I de måneder kunne Monty Python fejre 25-års jubilæum, og National Film Theatre havde nogle særarrangementer i den anledning. Et af dem var en screening af gamle kortfilm Terry Jones og Michael Palin havde lavet før der var noget der hed Monty Python, og Jones blev interviewet bagefter. Da jeg ventede i foyeren før forestillingen, kom Jones pludselig til stede og fik øje på en gammel ven, han ikke lod til at have set i årevis. “Ian!” udbrød han og omfavnede vennen varmt. Som den Python-entusiast jeg var, genkendte jeg ham som Ian Davidson, der af og til havde spillet småroller i Monty Python’s Flying Circus (og som siden har skrevet materiale til et hav af andre komikere). Min ven Kasper og jeg sad tilfældigvis lige bag de to i biografsalen, så vi fik den ekstra bonus at kunne høre Jones fortælle små private anekdoter til Davidson om hvad der blev vist på skærmen.
          Ved denne lejlighed fik jeg Jones’ navnetræk i mit eksemplar af Monty Python’s Big Red Book. Denne bog indeholder på indersiden af omslaget en rubrik:

This Big Red Book Belongs to …………………………………….
And not to …………………………………………………………………….

Så selvfølgelig skrev jeg mit eget navn på første linje, og fik Jones til at skrive sit på den anden, hvilket han morede sig over. Ellers husker jeg bedst aftenen for en hyggelig, easy-going stemning. Jones nævnte at ordet “pythonesque” for nylig var blevet optaget i engelske ordbøger, hvilket for ham var det ultimative bevis på at gruppen havde fejlet i alle deres bestræbelser på at bryde rammer og ikke lade sig kategorisere!

Terry Jones nævnte også i 1994 (stolt!) at af de fire film der på det tidspunkt nogensinde var blevet forbudt i Irland, havde han instrueret de tre: Monty Python’s Life of Brian, Monty Python’s the Meaning of Life og Personal Services. Sidstnævnte har jeg også en svaghed for, og det kan godt ærgre mig lidt nu, at jeg ikke benyttede lejligheden til at snakke med ham om den film: Det må være rart for kunstnere når folk bringer deres mindre kendte ting på bane, snarere end de evindelige Greatest Hits.

Udgivet den

Fejlagtigt anagram

I Thorkild Bjørnvigs erindringer om forholdet til Karen Blixen, Pagten, studsede jeg over følgende passage:

Hun morede sig undertiden med at lave anagrammer over navne, således lavede hun et over Jørgen Gustava Brandt; som bekendt er det nøjagtigt de samme bogstaver, der skal bruges; her blev det til: Antag vi er Guds Børn. Martin A. Hansen, som hun havde et meget dobbelttydigt forhold til, beundrede og afskyede, blev til: Han er min Satan.

Men anagrammet med Jørgen Gustava Brandt passer jo overhovedet ikke! Der er intet ‘i’ i hans navn, og der mangler desuden to bogstaver i sætningen. Efter lidt pusleri er jeg kommet frem til, at 1) Bjørnvig formentlig har citeret efter hukommelsen og glemt et ‘at’, og 2) Blixen formentlig har snydt lidt og stavet Jørgen med I. Så kan det i hvert fald passe med sætningen “Antag at vi er Guds Børn”.

Blixens anagram over Bjørnvigs navn blev : “Vridbor! Kling højt”, hvilket hun retfærdiggjorde med en floromvunden passage der begyndte:

“Jeg synes sommetider, at De i Deres Milieu er blevet blødt op, som man bløder en Tvebak op i en Kop Kaffe, til den kan gumles uden Besvær. Da vilde jeg gerne kunne have sagt til Dem: vær haard. For det kan være meget godt med blødt Brød, bløde Tæpper og blød Grønsvær. Men det er kun de haarde Ting, der klinger.“

Jeg synes nu bedst om “Han er min Satan”. Jeg kender ikke flere blixenske anagrammer af forfatternavne, men er blevet fristet til at forsøge selv at finde nogle beskrivende af slagsen. Hvem ved om der skulle ligge en perle og vente på at blive fundet. Hvad skuespillere angår er der jo klassikeren (hvis ophavsmand jeg ikke kender): Alec Guinness – Genuine Class.

Udgivet den

“John Irving” og John Irving

I marts 2009 fik jeg et brev i min postkasse, der sendte hjertet op i halsen på mig: Det var fra “U. S. Department of Justice”. Jeg havde ikke den ringeste anelse om hvad det kunne handle om! Min hjerne gik i overdrive: jeg havde ikke været i USA siden sommeren 2000 – jeg kunne da umuligt have rodet mig ind i noget dengang…? Det var imponerende så langt jeg nåede omkring i fantasien, før jeg fik brevet åbnet og læste den prosaiske forklaring: en fyr var blevet anklager for “Customer Fraud”: han havde opkøbt adskillige bøger, forsynet dem med falske signaturer og solgt dem videre på eBay. Jeg var en af hans ofre, havende købt et eksemplar af John Irvings memoir My Movie Business. Nu skrev de amerikanske myndigheder altså til mig og gjorde mig opmærksom på et retsmøde i Pennsylvania jeg kunne have deltage i, hvis jeg ville. De skrev også, at svindleren endvidere havde forfalsket signaturer af Truman Capote, Michael Crichton, James Michener, Norman Mailer, Leon Uris, Kurt Vonnegut, Tom Clancy, John Grisham, Toni Morrison, Annie Proux, Anne Rice og Tom Wolfe.

Jeg fandt bogen frem og tilføjede en note så eventuelle fremtidige ejere ikke også lader sig narre:

Jeg var faktisk ikke engang ærgerlig over at jeg blev snydt på den måde. Jeg gav ikke meget for bogen, og der var kommet en sjov anekdote ud af det! Og året efter fik jeg alligevel en Irving-signatur indlemmet i samlingen (ægte denne gang er jeg ret sikker på): I en rodekasse på Blågårds Plads fandt jeg denne her for en rund tikrone:

I øvrigt har jeg det lidt blandet med Irving. Han er en af de forfattere, som jeg synes ville have stået sig bedre ved at have skrevet nogle færre bøger! Jeg husker jeg var ret optaget af A Prayer for Owen Meany, som var det første jeg læste af ham, omkring 1990. Senere læste jeg The Hotel New Hampshire, The World According to Garp og A Widow for One Year – og så var det som om det var for tydeligt, hvad han havde i sin “bag of tricks”. (Og hvorfor var han så besat af incest?) Jeg stoppede med at læse ham, havde i øvrigt også opdaget Robertson Davies, som jeg syntes kunne noget lignende, (men bedre): Skrive barokke, underholdende skildringer af menneskeskæbner forbundet på usandsynlig vis på kryds og tværs.

Udgivet den

65,000 mørke steder

Blandt mine signerede bøger skiller James Ellroys My Dark Places sig ud som havende en af de absolut mindst imponerende signaturer. Jeg købte den til Aldus Antikvariats ophørsudsalg i 2014 og gav 125 kr for den. Jeg havde aldrig læst noget af Ellroy, og jeg er generelt ikke så vild med krimi i bogform i det hele taget. Men jeg var, og er, glad for filmen L. A. Confidential, og det forekom mig at det måtte være billigt for signeret førsteudgave af et så kendt navn, hvor pauvert navnetrækket end var. Altså købte jeg den.

Nu kommer jeg så til at grine over mig selv. På en bogblog jeg tilfældigvis fandt ind på, stødte jeg nemlig på følgende:

American crime writer and essayist James Ellroy signed every one of 65,000 first-edition copies of his 1996 memoir My Dark Places. You can buy a fine signed copy on ABE for $5 – there are over 200 signed copies for sale there with several over $100. As the signing progressed his signature degenerated to an unreadable scrawl. The ever-optimistic Booksniffer of Sussex manages to make a virtue of this ‘…wildly scrawled signature, as frantic and vigorous as the author’s crackling prose’.

Der er vist ingen tvivl om at mit eksemplar er i den høje ende af det tal. 65,000 – det må da næsten være en rekord, eller hvad?

Omtalte bogblog hedder www.bookride.com, og ovenstående citat blev fundet her:
http://www.bookride.com/2010/11/autograph-anecdotes.html

Udgivet den

Bogmærker

Der er ikke en gnist af originalitet over dette indlæg. Det er afstedkommet af, at jeg læste et indlæg om glemte bogmærker på bogstavsamleren.dk, og jeg syntes ideen var så god, at jeg måtte prøve det samme med min egen samling. Her er først det inspirerende indlæg:

Glemte bogmærker

I mine egne reoler kunne jeg, i mit eksemplar af Sangen om den røde rubin, finde en annonce for et besynderligt produkt, et “farvefilter” til fjernsyn:

Billy Roses bog Vin, vid og vampyrer, som jeg har skrevet om tidligere , indeholdt et eksemplar af Bogsamleren.

Dette blad indeholder i øvrigt nogle set med nutidens øjne næsten rørende ængstelige betragtninger om hvorvidt nogle af Danske Bogsamleres Klubs udvalgte medlemsbøger, som fx Norman Mailers De nøgne og de døde, er tilpas lødig litteratur, eller om de “”snager i uhumskhed, erotik og unatur”, som en brevskriver udtrykker sig”.

Så har vi Vredens druer, der gemte på en kvittering fra et modemagasin. Jeg kan ikke tyde hvad der blev købt:

Hamsuns Ringen sluttet er indlagt en kvittering for en indbinding, formentlig af selvsamme værk:

Og så er der selvfølgelig de bøger, der har privatbreve indlagt som bogmærker. I Ernest K. Ganns Fate is the Hunter et brev fra Olsen fra planteskolen i Kolding, der brevveklser med tandlæge Nordentoft Nielsen om forskellige planteprøver:

Og, i Agnes Henningsens Den rige fugl, et brev fra Ellen til lillesøster Olga. Det fremgår af brevets første side, at storesøster ikke var så imponeret over læseoplevelsen:

Jeg synes godt A. H. kunde ophøre med sin literære Virksomhed – men som vi læser i hendes Bøger – bliver hun vist ved at skrive, saa længe hun kan holde paa en Pen – af økonomiske Grunde. Jeg ser hun har skrevet sin Autograf i Bogen. Magen[?] til Skrift, skal man da lede længe efter!

Flere eksempler følger måske senere…

Udgivet den

Good vibes

Faldt over denne bog i en lokal boghandel. Kender intet til den, men man kan da ikke sige andet end at forfatternavnene giver virkelig positive associationer.

Udgivet den

Beaujolais Nouveau

Faldt over en bog, Klaus Rifbjergs roman Engel, med dedikation fra forfatteren til Thorkild Hansen og frue:

Jeg studsede lidt over den gemytlige tone, da jeg mente at have hørt at Thorkild Hansen og Klaus Rifbjerg vist ikke var så fine venner. Og Engel er fra 1988, kun et år før Hansen døde. Hev Poul Behrendts Djævlepagten ud af reolen for at konstatere hvordan det nu hang sammen. Jo, det fremgår ganske rigtigt (side 428 i bind 2) at Hansen blev gevaldigt knotten over ikke at være nævnt i bogen 80 moderne danske digtere, som Jørgen Gustava Brandt og Asger Schack skrev, og som blev udgivet på Gyldendal, som Rifbjerg på det tidspunkt var direktør for. Hansen skrev efterfølgende en bidsk kronik i Politiken under titlen “Lille Klaus og Store Klaus” – “Et eventyr”. Og sørme om der så ikke følger et par afsnit der til fulde forklarer dedikationen. Behrendt skriver:

Året før havde Thorkild Hansen ellers givet samme direktør og forfatter meget fine karakterer i samme dagblads kronik. Sammen med otte kolleger havde de to deltaget i et kulturfremstød for dansk litteratur i Paris, hvor de havde læst højt, holdt foredrag og hygget sig med hinanden. […]
        Det var den samme dag, som årets Beaujoulais Primeur var kommet på gaden, og over et par kælderkolde flasker havde de dvælet ved gamle dage for tredive år siden, da de som håbefulde anmeldere havde slået deres folder på Information.

Ganske tilfredsstillende når tingene falder så nydeligt på plads.

Udgivet den

The Dystopian Imagination

Lige så længe jeg kan huske har det været almindeligt at nævne Orwells Nineteen Eighty-Four og Huxleys Brave New World i samme sætning. De to store dystopiske romaner fra det tyvende århundrede. De to store undtagelser fra reglen om at science fiction ikke er værd at beskæftige sig med (og som derfor, til min irritation, ofte blev givet skudsmålet ikke rigtig science fiction!). I essayet The Dystopian Imagination, trykt i samlingen Our Culture, What’s Left of It graver Theodore Dalrymple (selv en værdig arvtager til Orwell i mine øjne) i en lighed mellem de to bøger:

In both dystopias, people find themselves cut off from the past as a matter of deliberate policy. The revolution that brought about the Brave New World, says Mustapha Mond, was “accompanied by a campaign against the Past” – the closing of museums (as in the Taliban’s Afghanistan), the banning of old books. In 1984 “the past has been abolished.” “History has stopped. Nothing exists except as an endless present in which the Party is always right.”
        Such dystopian engineering is at work in my own country. By the deliberate decision of pedagogues, hundreds of thousands of children now leave school without knowing a single historical fact about their own country. The historical principles that museums have traditionally used to display art have given way to ahistorical thematic displays – portraits of women from a jumble of eras, say. A meaningless glass box now sits on a pediment in London’s Trafalgar Square as a “corrective” to the historical associations of that famous urban space. A population is being deliberately created with no sense of history.”

Dalrymple skrev disse ord i 2001, og hvor meget værre er det dog ikke blevet siden! Nu synes alle begivenheder i både nær og fjern fortid at skulle omdefineres efter moderne moralbegreber. Den grassatgående politiske korrektheds ødelæggende effekt på civilisation og menneskelighed er svær at overvurdere. Dalrymple fortsætter med at påpege en interessant lighed mellem de to værker, som jeg ikke selv havde lagt mærke til:

For both Huxley and Orwell, one man symbolized resistance to the dehumanizing disconnection of man from his past: Shakespeare. In both writers, he stands for the highest pinnacle of human self-understanding, without which human life loses its depth and its possibility of transcendence. In Brave New World, possessing an old volume of Shakespeare that has mysteriously survived protects a man from the enfeebling effects of a purely hedonistic life. […] And when Winston Smith wakes in 1984 from a dream about a time before the Revolution, when people were still human, a single word rises to his lips, for reasons that he does not understand: Shakespeare.

Dalrymple afslutter med en selvoplevet anekdote, der står for mig som noget af det mest rystende og tankevækkende jeg længe har læst:

This scene takes me back to Pyongyang. I was in the enormous and almost deserted square in front of the Great People’s Study House – all open spaces in Pyongyang remain deserted unless filled with parades of hundreds of thousands of human automata – when a young Korean slid surreptitiously up to me and asked, “Do you speak English?”
        An electric moment: for in North Korea, unsupervised contact between a Korean an a foreigner is utterly unthinkable, as unthinkable as shouting, “Down with Big Brother!”
         “Yes,” I replied.
         “I am a student at the Foreign Languages Institute. Reading Dickens and Shakespeare is the greatest, the only pleasure of my life.”
        It was the most searing communication I have ever received in my life. We parted immediately afterward and of course will never meet again. For him, Dickens and Shakespeare (which the regime permitted him to read with quite other ends in view) guaranteed the possibility not just of freedom but of truly human life itself.
         Orwell and Huxley had the imagination to understand why – unlike me, who had to go to Pyongyang to find out.

Udgivet den

Houellebecq på Louisiana

Jeg betragter Michel Houellebecq som den måske vigtigste aktive forfatter i dag. Han gæstede Louisiana Literature i år, og der var absolut fuldt hus – well, telt – på Parkscenen om den 23. august om aftenen da han blev interviewet af Rune Lykkeberg med Tore Leifer som oversættelseslink.

Houellebecq overraskede mig. Han var langt mindre af en kold intellektuel end jeg havde ventet, snarere i bund og grund et følelsesmenneske. Lykkeberg begyndte med at vise et barndomsfoto og tog udgangspunkt i det. Det gav Houellebecq anledning til at fortælle at han havde læst meget fra en tidlig alder, og at H. C. Andersen havde gjort stort indtryk tidligt, særligt Den lille pige med svovlstikkerne, som ganske havde ødelagt ham. Han fortalte også at læsende børn i Frankrig dengang kunne deles op i to grupper: dem der læste Dumas, og dem der læste Verne. Han var selv i sidstnævnte gruppe.

Da Lykkeberg forelagde ham en gammel udtalelse om at bøger, skrivning er essentielt, var Houellebecq hurtig til at korrigere: “Déjà lire, déjà lire” – for vi har alt for store hjerner til ét liv, og det er et grundbehov at fylde dem med flere liv, flere mennesker. Altså læsning. Og skrivning. Han afbrød dog sig selv for i ærlighedens navn at tilføje en mere prosaisk grund også: digtoplæsning havde i ungdommen været en glimrende strategi pour seduire les filles.

Jens Albinus læste et par passager fra den seneste roman, Serotonin, bl.a. et afsnit der handler om en dejlig dansk pige, Kate, som jeg-personen fortryder han lod slippe væk. Om hende spurgte Lykkeberg om hun evt. skulle være inspireret af en virkelig dansk pige? Houellebecq virkede noget overrasket over et så direkte spørgsmål men svarede så “Un petit peu, oui”, og tilføjede at figuren oprindeligt ikke havde været planlagt til bogen, men var dukket op undervejs, havde trængt sig på. Han havde et fint billede: at skrive er at fremdyrke en lille koloni af parasitter i hjernen. Nu var hun endt som en af de figurer i bogen han syntes bedst om.

Giraffen anes i midten af billedet

En anden fascinerende tidbit var, hvordan han fandt Serotonin mere vellykket end den forrige roman Underkastelse, i den forstand at sidstnævnte ville have fungeret bedre hvis det var den mandlige hovedperson, der havde forladt den kvindelige snarere end omvendt. At det ikke var faldet sådan ud, var fordi han havde forelsket sig i et par replikker han ikke rigtigt kunne slippe igen. Den ene darling han ikke kunne slå ihjel var replikudvekslingen “J’ai besoin de quelqu’un”/”Moi aussi je suis quelqu’un”, og den anden var den (isnende uhyggelige) “Il n’y a pas d’Israël pour moi”. Fordi han ikke kunne give afkald på disse to, blev plottet som det blev. Som et andet, mere humoristisk eksempel fortalte han, at en del af grunden til at han er blevet beskyldt for at være besat af oralsex er at han bare godt kunne lide alliterationen i sætningen “La plupart des hommes préfèrent les pipes”, PPP, hvilket vakte en del moro blandt publikum. (Han var slet ikke uden humor, omend det kun sjældent lod sig spore i hans ansigt). Lidt en øjenåbner så stor rolle en “well-turned phrase” spillede for ham, men han mente det var almindeligt for forfattere med digter-baggrund.

Til sidst taltes lidt om Kasper Colling Nielsen, som er blevet kaldt “den danske Houellebecq” og hvis seneste bog H. havde læst. Mens vi havde stået og lyttet til alt dette i den heldigvis dejlige sommeraften, var det blevet mørkt, og det var med en følelse af at have overværet noget særligt, at vi begav os hjemad.