Indlæg

Udgivet den

Bænkevælling

Skulle man være blevet træt af den sædvanlige kasse fra Årstiderne, er her til kulinarisk inspiration et uddrag af Frans G. Bengtssons erindringer Det Paradis som var engang:

Endelig havde min farfar også været med til som tjenestedreng at blive bespist med ‘bænkevælling’. I de dage havde man den teori, at ingen mad måtte gå tilspilde, og at menneskeføde var noget, der skulle spises, og som man ikke burde handle letsindigt med. Bænkevælling kan, så vidt jeg forstår, kun være forekommet på mere fattige steder, hvor man ikke kunne holde gris; men dér, hvor man fik bænkevælling, var det en stående mandagsret. I ugens løb, fra søndag og fremefter, samlede man alle madrester sammen og hældte dem i en spand eller bøtte, der havde sin plads inde i huset, ved den ene side af gåsebænken – deraf navnet. I ugens løb gik der gæring i denne mad, som bestod af grødrester, kartoffelstumper, et sildehoved, nogle omhyggeligt afgnavede stykker flæskesvær samt forskellige andre madrester af lignende art. I større husholdninger var bøtten mere eller mindre fuld om mandagen; så hældte man indholdet i en stor gryde, tilsat vand og måske en smule salt, når det skulle være særlig fint, og så fortærede man det hele – som middagsmad – af den fælles træskål. Min far, der aldrig selv havde smagt denne berømte bænkevælling, fremhævede altid meget omhyggeligt, at farfar aldrig havde sat pris på denne ret: den havde en skarp smag, der var ham imod, mens mange mænd i farfars ungdom kunne lide denne ret, der virkede styrkende, især om vinteren, når den blev spist skoldhed.

Udgivet den

Nemo versus Aronnax

En verdensomsejling under havet var min yndlingsbog, da jeg var omkring 15. Mange år senere diskuterede jeg den med min ven Erik, der på det tidspunkt var ved at læse den på fransk. Han bemærkede, at Jules Verne understreger kaptajn Nemos genialitet ved at… skal man sige… nedtone intelligensen hos hans samtalepartner professor Aronnax. Mest vidunderligt i en scene hvor Nautilus er omringet af is i nærheden af Sydpolen. Her citeres fra Lademanns uforkortede oversættelse af Ella Willy Nielsen:

– Nå, hr. professor, hvad mener De om det?
– Jeg mener, at vi sidder fast, chef.
– Fast! Hvad mener De med det?
– Jeg mener, at vi hverken kan komme frem eller tilbage eller til nogen af siderne. Jeg tror, det er det man kalder at sidde fast, i det mindste i de beboede fastlande.
– De tror altså ikke, at Nautilus kan frigøre sig, hr. Aronnax?
– Vanskeligt, hr. kaptajn, for vi er allerede for langt henne på året til at De kan regne med noget opbrud af isen.

Således fortsætter diskussionen om hvordan Nautilus dog skal komme ud af denne knibe, indtil Aronnax bliver decideret frustreret:

– Jeg vil gerne tro Dem, hr. kaptajn, fortsatte jeg i en lidt ironisk tone. Jeg tror Dem! Lad os gå frem! Der er ingen hindringer for os! Lad os bryde denne barriere! Lad os sprænge den, og hvis den gør modstand, så lad os give Nautilus vinger, for at den kan komme over den!
– Over den, hr. professor? svarede kaptajn Nemo roligt. Ikke over den, men under den.
– Under den! udbrød jeg.

Dette sagt 400 sider inde i en roman om en undervandsbåd, der på dette tidspunkt af handlingen har sejlet halvvejs rundt om jorden under vandet. Man spørger sig selv om Aronnax mon har gjort sig helt fortjent til sin titel som assisterende professor ved Det Naturhistoriske Museum i Paris…

Tak til Erik for observationen!

Udgivet den

It was the best of times, it was the worst of times

Når undtages et par af Gyldendals rødryggede forkortede udgaver af klassikere, er To byer den eneste af Dickens’ bøger jeg har fået læst. Det er længe siden, men jeg husker den som en bog man (jeg) var nødt til at læse i ret store bidder af gangen. Havde en udpræget fornemmelse af “zoomen ind” hver gang et nyt kapitel begyndte: først blev scenen sat med nogle stemningsbeskrivelser, så fulgte man måske en ubetydelig biperson et par sider, indtil dennes vej krydsede en af hovedpersonernes, og så først tog den egentlige handling fat. Hvis ikke jeg fik alle faser med i samme læse-session blev rytmen brudt, på en måde jeg ikke husker at have oplevet lige så kraftigt med andre forfattere.

Bogens berømte indledning har inspireret til hvad jeg synes er den sjoveste scene i sitcom’en Cheers. Frasier forsøger med højtlæsning at banke lidt kultur ind i hovedet på barens stamgæster:

Frasier: ‘It was the best of times, it was the worst of times…’

Norm: Hey, woah, woah, woah! Which was it?

Frasier: Just stay tuned, Norm. ‘it was the age of wisdom, it was the age of foolishness, it was the epoch of belief, it was the epoch of incredulity’

Cliff: Boy, this Dickens guy really liked to keep his butt covered, didn’t he?

Udgivet den

Klarsyn

Jeg har læst Thorkild Hansens interviewbog Søforhør to gange, første gang for over tyve år siden. I indledningen forkyndes kækt om samtalerne: “Der blev hver gang anvendt båndoptager, idet båndene siden blev afskrevet og derefter tilintetgjort på foranledning af spørgeren, der ønskede at forblive anonym”. Det undrede mig dengang, og først da jeg læste bogen anden gang, adskillige år senere, gik det op for mig, at det selvfølgelig var et kunstgreb der dækkede over, at spørgeren var Thorkild Hansen selv! D’oh.

Ved anden gennemlæsning bed jeg også mærke i en bemærkelsesværdigt klarsynet observation. Hansen kommer mod slutningen af bogen ind på, at det billede mennesker har af deres samtid ofte er meget forkert: “For eksempel tror jeg ikke, at den konflikt, som til overmål har beskæftiget min generation, konflikten mellem kapitalismen og kommunismen, er den egentlige konflikt i vor tid. Begge dele er europæisk fremstillede masse-produkter, men kommer man til u-landene, opdager man, at der ikke altid er interesserede købere.” I stedet peger han på konflikten mellem religion og vestlig rationalisme, og lidt senere følges op:

– Hvad sejrer, rationalismen eller religionen?
– Dem begge, for de er begge fundamentalt uudryddelige kræfter i den menneskelige natur, men det kommer meget an på, hvor du befinder dig i verden. Hvor den økonomiske nedgang fortsætter, som det formentlig vil være tilfældet i vesten, vil anti-rationalismen trænge frem. Hvor den økonomiske opgang fortsætter, vil rationalismen befæstes yderligere, først og fremmest i Japan og Kina, der formentlig bliver kapitalismens nye stærke bastion. I den retning er vi nok færdige, til gengæld vil vi få den religiøse fanatisme at føle, med alle dens velsignelser.

Imponerende set i 1982, ti år før Huntingtons The Clash of Civilizations.

Udgivet den

Bill Bryson om Shakespeare

Jeg har aldrig fået læst nogen af Bill Brysons mange rejsebøger men kun hans lille bog om Shakespeare. Den er letlæst og underholdende og rig på fornøjelige oplysninger om England omkring år 1600, hvilket også er hvad jeg primært kommer til at huske den for. Eksempel:

Folk af alle klasser holdt meget af at deres mad var sød. Mange retter var dækket af klistrede søde glasurer, og selv vin fik sommetider en rundhåndet dosis sukker, og det samme gjaldt fisk, æg og kød af enhver art. Så populært var sukker at folks tænder ofte blev sorte, og de der ikke opnåede denne tilstand på naturlig vis, farvede ofte deres tænder kunstigt sorte for at vise at de også havde fået deres andel af sukker.  

Tydeligst fornemmer jeg historiens vingesus i en lille passage, der fortæller at King James og hans svoger, kong Christian IV af Danmark, i 1606 drog på et “fordrukkent og tøjlesløst gæsteri” til herregårdene i Thames Valley, hvor Christian IV på et tidspunkt faldt sammen, “indsmurt i gele og fløde”. Et par dage senere kunne man imidlertid se dem begge sidde og opmærksomt overvære Macbeth.

Til tider får man det indtryk, at Bryson ligefrem stræber efter at trække de mest Monty Python-agtige småfacts om perioden frem: OmThe Gunpowder Plot, der forpurredes i 1605, oplyses det at det resulterede i skrappe sanktioner mod katolikker: de blev forment adgang til nøglestillinger og måtte en overgang ikke rejse mere end 8 km hjemmefra. Man foreslog endda en lov der skulle påbyde dem at gå med opsigtsvækkende og latterlige hatte, så man lettere kunne genkende dem, men denne lov blev ikke indført.

Så er der spørgsmålet om hvorvidt værkerne virkelig var skrevet af Shakespeare, eller om der var en eller flere andre forfattere på spil, en teori der vandt udbredelse i 1800-tallet. En af de påståede ophavsmand var Edvard de Vere, den syttende jarl af Oxford, om hvem det i parentes bemærkes at han som syttenårig myrdede en tjener i raseri, men slap for straf efter at nogle letpåvirkelige nævninge blev overtalt til at afsige en kendelse om at tjeneren var løbet ind i hans sværd.

Af og til i bogen citeres en Shakespeare-ekspert ved navn Sidney Lee, hvilket virker noget distraherende for en dansk læser. Det er dog intet mod navnene på nogle af de skribenter, der bekender sig til teorien om at værkerne ikke skyldes Shakespeare: med slet skjult fryd fortæller Bryson, at de hedder J. Thomas Looney, George M. Battey og Sherwood E. Silliman!

Udgivet den

En farlig bog

Jeg betragter Fru Marie Grubbe som en farlig bog. Den er nemlig spækket med gamle udtryk som jeg bliver stærkt fristet til at citere, hvilket ville gøre mig komplet uudholdelig for mine omgivelser.

Særligt ordet “idel” er svært at modstå. Som fx i udbruddet “Idel Løgn og Digt tilhobe!” eller den filosofiske betragtning “Hver har sin Jammerslod tildelet og vi svømme og bade i idel Elendighed”.

For ikke at tale om den “Enormität” at Marie Grubbes Fader “lever med et Fruentimmer af saa nedrig Ekstraktion”. Eller, måske min favorit: at man ikke siger “Hvem har bildt dig det vrøvl ind?” men derimod “Hvem har holdt Tossemarked for dig med de Parabler?”

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor meget af dette der faktisk er repræsentativt for hvordan man talte i de kredse i 1670, og hvor meget der er J.P. Jacobsens egen fantasi, da han skrev bogen et par hundrede år senere. Én ting er sikker: er man på jagt efter udtryk, der vil gøre ens børn flove over én hvis man bruger dem offentligt, så er Fru Marie Grubbe ideel!

Udgivet den

The Diary of a Bookseller

Enhver bogelsker vil være glad for Shaun Bythells meget morsomme Diary of a Bookseller. Selv fandt jeg den i en lufthavnsboghandel og den fik mig til at le højt indtil flere gange på flyturen. Bythell bestyrer et antikvariat i Wigtown, Skotland, og skriver om bøgerne, butikkens ansatte og dens kunder, især de mest irriterende af dem. Kan varmt anbefales.

Butikkens hjemmeside:

https://www.the-bookshop.com/

Og et uddrag:

“As I was sorting through the boxes from Haugh of Urr, I came across a copy of Collins French Phrasebook in a box. You really would have to be on the most abysmal holiday to find the following phrases useful:

‘Someone has fallen in the water.’
‘Can you make a splint?’
‘She has been run over.’
‘Help me carry him.’
‘I wish to be X-rayed.’
‘Leave me alone.’
‘I do not like this.’
‘The chambermaid never comes when I ring.’
‘I was here in 1940.’
‘Eleven hostages were shot here.'”

Udgivet den

Josette Baujot

Et af mine mere interessante stykker “Hergéiana”, eller hvad man nu skal kalde det, er et eksemplar af albummet Cinquante Ans de Travaux Fort Gais, et “behind the scenes”-album, der aldrig kom i handelen men kun blev trykt i 2000 eksemplarer, som blev givet til gæster til to receptioner i anledning af Tintins 50-års jubilæum i 1979. Det findes ikke på dansk, men det meste af indholdet blev genbrugt i udstillingskataloget Le Musée Imaginaire de Tintin, der også kom på dansk under titlen Tintins museum. Mit eksemplar er forsynet med en dedikation til Josette Baujot, der var Hergés chef-farvelægger. Hergé har ladet bogens undertitel indgå i dedikationen, der således kommer til at lyde: “A Josette Baujot qui sait, depuis vingt-cinq ans, comment nâit une aventure de Tintin”, eller på dansk: “Til Josette Baujot som i 25 år har vidst hvordan et eventyr med Tintin bliver til”.

Jeg har spottet en forbindelse mellem denne dedikation og Hergés ufuldendte album Tintin og alfabetkunsten. I dette album optræder Baujot karikeret som “Fru Laijot” og hun har en replik om at hun har puklet som en slave for “dette firma” i samfulde 25 år, selvfølgelig en insidejoke til Baujots mangeårige ansættelse i Studios Hergé. Tintin giver hende efterfølgende disse ord med på vejen: “Hun er muligvis en harpe, men ellers er hun hæderligheden selv”. I virkelighedens verden havde Hergé stor respekt for Baujot, som ifølge de Hergé-biografier jeg har læst, var en skrap dame og en af de få, der turde tale Hergé imod, også om hans personlige forhold.

Skitserne i Tintin og alfabetkunsten er (ifølge Hergés højre hånd Bob de Moor) tegnet omkring 1978-79, så det er nærliggende at tro at dedikationen har inspireret til sekvensen i albummet eller omvendt.

Udgivet den

Vin, Vid og Vampyrer

For noget tid siden fandt jeg i et antikvariat en lille bog med titlen Vin, Vid og Vampyrer af en Billy Rose. Hmm, hvor var det jeg havde hørt den titel før? Lidt efter dæmrede det: den er nævnt i Politikens gamle håndbog Skakspilleren, i afsnittet der hedder Skak i litteraturen. I det afsnit gengives Roses humoristiske skildring af at komme ynkeligt til kort i en skakklub i New York, for så derefter at komme ovenpå igen da han skal betale $1.75, og skakhajen trods talrige forsøg ikke kan finde ud af at give tilbage på en femdollarseddel.

Billy Rose var impresario, tekstforfatter og Broadwayproducer, og bogens indhold er hans letbenede memoirer. Helhedsindtrykket er spøjst, for bogen er illustreret af ingen ringere end Salvador Dali, hvilket giver den en kunstnerisk tyngde, der står i stærk kontrast til tekstsiden.

Flere kapitler er rene opremsninger af den ene brander efter den anden, og jeg er 100% sikker på at enten Preben Kaas eller Dirch Passer må have læst bogen. Sammenlign denne passage:

Hele den sommer var min have genstand for pressens bevågenhed. George Jessel beskrev den som ‘stedet, hvor spurvene må ligge på knæ for at få fat i kornet.’ Quentin Reynolds udbredte det rygte, at jeg blev nødt til at indsæbe mine marker, førend jeg kunne få barberet hveden af.

med Kaas’ tekst til den klassiske Passer-monolog Det må være en kartebolle:

Ellers så må jeg sige at han var meget, meget, meget uheldig med sit korn den sommer, det stod meget lavt, helt fantastisk lavt. Det stod så lavt så gråspurvene måtte ligge på knæ når de skulle nippe til det. Det var dog endnu værre inde hos hans nabo, han måtte høste med barberblade. Jeg kan tydeligt huske det, for netop den dag da vi ankom, der var han ifærd med at sæbe hele marken ind.

Bogens originaltitel er Wine, Women and Words, og jeg synes nok de danske oversættere Georg Gjedde og Jørgen Rothenborg har været lige desperate nok efter at bibeholde bogstavrimet.

Udgivet den

Kristen Roupenian

Har netop læst You Know You Want This, som jeg faldt over i en boghandel i London. Jeg havde ikke før hørt om forfatteren Kristen Roupenian, men jeg forstår hun havde et stort hit med novellen Cat Person da denne blev publiceret i The New Yorker i december 2017 – “the first short story to go viral” forkyndes det på smudsbindet, hvad det så end præcist skal betyde. Cat Person, om et kortvarigt og kikset forhold, er også med i samlingen her og er efter min mening også bogens bedste novelle, men der er også andet at komme efter. De fleste af historierne er foruroligende eller creepy på den ene eller anden måde. Det er godt realiseret, og der er psykologisk indsigt især i de mest realistiske af novellerne.

Bogen rundes af med en lille makaber historie Biter, med en elegant twist-in-the-tale-slutning. Som at læse Roald Dahl opdateret for MeToo-generationen!