Blogbogstaveligt

Denne passage fra Kiplings Havets helte må tage en eller anden pris for mest billedsprog og flest opfindsomme sammenligninger presset ned på mindst mulig plads:

Den lille Skonnert dansede for sit Anker mellem de sølvtoppede Bølger. Den gik bagover med ironisk Forbavselse, naar Ankertovet strammede, den sprang paa det som en Killing paa et Garnnøgle, saa Sprøjtet larmende som Kanonskud stod gennem Klydsene. Saa rystede den på Hovedet, som om den vilde sige: “Jeg maa desværre forlade de Herrer, jeg skal nordpaa,” og derpaa gled den skævt til Siden for brat at standse, saa det raslede virkningsfuldt i Rigningen. Hvorpaa den muntre Skonnert ganske lig en drukken Mandsperson, der henvender Ordet til en Lygtepæl, syntes at sige: “Hvad det var, jeg vilde bemærke …,” men da den havde mimet de Ord, opløste det sig i et Anfald af Krampetrækninger, der snart mindede om en Hvalp, der gumler paa en ende Sejlgarn, snart om en fed Kvindes Bevægelser i en Damesadel, saa om en Høne, der har faaet Hovedet kappet af, eller en Ko, der er stukket af en Bremse – fuldkommen som Havets Bevægelser inspirerede til.