Indlæg

Udgivet den

Dan Turèll om Tom Lehrer

Jeg er glad for Tom Lehrer og (gen)så for nylig koncertoptagelsen fra hans optræden i København i 1967. I skrivende stund ligger den på YouTube her:

Jeg kom i tanker om, at Dan Turèll skriver om koncerten et sted, og slog op i Onkel Danny Fortæller Greatest Hits. Det er fra stykket der hedder Jeg har været til en masse koncerter – og lyder som følger:

Jeg kan huske dengang Tom Lehrer var her og altså ikke havde begået selvmord alligevel og lignede en overudviklet rødkindet annonce college-dreng og spillede sine overstadige døds-polkaer på Falkoner Centrets flygel og sagde til publikum, at hvis der var noget man ikke helt forstod så var det hentydninger til lokale amerikanske forhold som den amerikanske ambassade gerne hjalp én med … Jeg kan huske han lød nøjagtigt som sine plader (så man undrede sig når de kendte scratch udeblev) og at manden ved siden af mig – en meget pæn ældre herre, som jeg senere fandt ud af var jurist – virkelig (og det er den eneste gang jeg har set det så åbenlyst) brød sammen af grin, simpelthen knækkede og rystede i kramper mens klaveret trampede videre og Lehrer snappede i luften med tænderne med et lallende mildt udtryk i sit high school teddy boy baby face –

Mærkeligt at tænke på at Lehrer allerede i 1967 var datid og næsten myteomspundet. Nu, i 2019, harTurèll været borte i over et kvart århundrede, hvorimod Lehrer stadig lever i bedste velgående.

Jeg er nu ikke helt enig med Turèll i at Lehrer lyder nøjagtigt som sine plader, og jeg sætter i særdeleshed pris på den alternative udgave af The Elements (25 minutter inde i optagelsen), som jeg ikke har set andre steder end her. Trods de mange kamerapanoreringer ud over publikum, har jeg ikke kunnet spotte Turèll eller hans storgrinende sidemand. Skulle nogen få øje på dem, så smid endelig en kommentar om det!

Udgivet den

Billedsprog

Denne passage fra Kiplings Havets helte må tage en eller anden pris for mest billedsprog og flest opfindsomme sammenligninger presset ned på mindst mulig plads:

Den lille Skonnert dansede for sit Anker mellem de sølvtoppede Bølger. Den gik bagover med ironisk Forbavselse, naar Ankertovet strammede, den sprang paa det som en Killing paa et Garnnøgle, saa Sprøjtet larmende som Kanonskud stod gennem Klydsene. Saa rystede den på Hovedet, som om den vilde sige: “Jeg maa desværre forlade de Herrer, jeg skal nordpaa,” og derpaa gled den skævt til Siden for brat at standse, saa det raslede virkningsfuldt i Rigningen. Hvorpaa den muntre Skonnert ganske lig en drukken Mandsperson, der henvender Ordet til en Lygtepæl, syntes at sige: “Hvad det var, jeg vilde bemærke …,” men da den havde mimet de Ord, opløste det sig i et Anfald af Krampetrækninger, der snart mindede om en Hvalp, der gumler paa en ende Sejlgarn, snart om en fed Kvindes Bevægelser i en Damesadel, saa om en Høne, der har faaet Hovedet kappet af, eller en Ko, der er stukket af en Bremse – fuldkommen som Havets Bevægelser inspirerede til.