Der er visse ting, jeg i al evighed vil blive ved med at finde sjove, uanset hvor ofte jeg bliver udsat for dem. En af dem er scenen i begyndelsen af Jørgen-Frantz Jacobsens Barbara, i hvilken Samuel på Vippen og Tangloppen duellerer på verbalt vid i Gabriels krambod. Det er værd at citere hele duellen:
De slog så småt i disken. Gabriel var i sit es. Nu havde han spillet gående. Undertiden kom han med en gravalvorlig, yderst saglig bemærkning, der vældigt stimulerede kamphumøret. Et vendepunkt i striden indtrådte, da Tangloppen pludselig – som ved en hemmelig indgivelse – fik fat i ordet filurendrejer og slyngede det ud. Han vidste ikke, hvad det egentlig betød. Der blev tavshed. Samuel på Vippen rettede sig op og stirrede på Tangloppen.
– Jeg? En filurendrejer?
Han vidste heller ikke, hvad en filurendrejer var. Men det gjorde ikke sigtelsen mindre ærerørig. Her måtte gøres noget.
– Nej! udbrød han med fatning og megen værdighed. Og så begav han sig på vandring. Alle så forbløffet til. Han gik indenfor disken! Ind mellem tønder og sække, helt hen til Gabriels pult. Der stillede han sig op.
– Nej, du er en filurendrejer! brølede han og slog et drønende slag i regnskabsbøgerne. Han sendte Tangloppen et lammende blik. Så vendte han tilbage til sin plads, den lange vej, som en mand der har gjort sine sager godt.
Tangloppens øjne flakkede vildt. Han var ramt.
– Jeg? Jeg? En filurendrejer?
Mon det virkelig skulle være sandt? Han måbede.
– Nej, sagde han omsider fast, fuld af genvunden overbevisning: – Du, du, ja du!
Han smed tøflerne, trådte indenfor disken, gik helt hen til pulten og dunkede i den med grædende stemme: – Du er en filurendrejer!
Så gik han omhyggeligt tilbage til sin plads igen og tog tøflerne på.
Var Samuel på Vippen blevet forbavset, første gang beskyldningen udslyngedes, blev han det ikke mindre anden gang. Han havde i det hele taget en sjælden evne til at føle forbavselse over verdens ondskab – og til at møde den med sjælestyrke. Men her måtte protesteres!
Så gik han roligt ind igen til pulten, stillede sig op, sigtede og fyrede, som den soldat han var. Det knagede i pulten: – Nej! Du er en filurendrejer!
Tangloppen dukkede sig lidt. Igen dette generende flankeangreb. Hans hoved drejede sig i vagtsomme ryk, til højre og venstre, hans sure øjne spejdede skelende. Nej, dette var mere, end han kunne finde sig i. Tøflerne af. Afsted til pulten. Også han var soldat og forstod at sende en fuldtræffer. Det skulle han vise dem. Han lagde hele sin pjuskede og hundsede sjælskraft i det krænkede blik og hele sin legemsstyrke i den vrede næve: – Nej! Du er en filurendrejer!
Det sidste ord skreg han ud og ledsagede det med tre små ekstraskud, en salve i pulten. Så vendte han tilbage igen. Sejrrig iførte han sig sine tøfler. Nu havde Samuel fået det.
Samuel var ilde berørt over dette brutale overfald. Men lidt efter lidt rettede han sig så nogenlunde. Han satte sig i gang, stadig lidt bøjet, men i fornyet tragisk storhed. Og således blev de ved. De andre mænd skuttede sig i velbehagelig nevtralitet. De holdt hænderne for munden, men øjnene levede, opmærksomme og forlystede. Gudskelov det ikke var dem, der var i skudlinjen.