Man kan have mange mærkelige synspunkter som ung. Nogen sværger til kommunismens lyksaligheder. Jeg led under den vildfarelse at John Lennon er en større kunstner end Paul McCartney. Med mindre man er usædvanligt virkelighedsresistent, vokser man heldigvis fra den slags vrangforestillinger. Egentlig burde jo enhver diskussion om de to herrers talenter forstumme, når man tænker på at McCartney lavede Englands på det tidspunkt mest solgte single, Mull of Kintyre, med sækkepibe, jeg gentager, med sækkepibe, som bærende instrument.
For at være lidt mere seriøs: Af gode grunde har McCartney jo haft flere år at vise sit værd i. Rob Sheffield anmeldte det seneste album Egypt Station og skrev meget træffende: “Make a list of all the songwriters who were composing great tunes in 1958. Now make an overlapping list of the ones who are still writing brilliant songs in 2018. Your list reads: Paul McCartney”. Enig, og 2018-sangen Dominoes er en ørehænger på højde med hans bedste.
En anden der har skiftet mening er Philip Norman, der i 1981 udgav den stærkt McCartney-kritiske Beatles-biografi Shout! som ligefrem hævder at Lennon var 3/4 af The Beatles. Ikke uforståeligt at McCartney hadede bogen og altid refererede til den som Shite! Så meget desto mere large af ham, at han senere indvilligede i at afklare spørgsmål om de tidlige Hamburg-dage, da Norman skrev John Lennon: the Life, og derefter gav ‘tacit approval’ til at Norman også kunne give sig i kast med en McCartney-biografi. Udtrykket dækker over at McCartney ikke direkte har medvirket, men har ladet forstå at han ikke har nogen problemer med projektet, hvilket betyder at Norman har fået adgang til interviewkilder, der ellers ikke ville have udtalt sig. Det er der kommet en moppedreng af en biografi ud af – for tiden tilgængelig for rørende 59 kr i Arnold Busck – og selv den mest indædte entusiast vil finde ting her han ikke vidste i forvejen. Det var fx nyt for mig at George Harrison døde i et af McCartneys huse:
The sad irony of George’s final days was that he was effectively homeless. He would not return to Britain, afraid that fans would hold a ghoulish vigil outside Friar Park, and the journey to his house on Maui in the Hawaiian islands was too complicated, exhausting and vulnerable to media-nuisance.
Obsessively private to the last, he had hired the celebrity security consultant Gavin de Becker to transport him someplace where he could meet with his wife and son in absolute seclusion. This end-of-the-roadie subsequently announced his death had occurred in Los Angeles, at 1971 Coldwater Canyon.
No such address existed: George had actually passed away at Paul’s new property on Heather Road, Beverly Hills. In just that same way, when they were school friends at the Inny, he’d so often suggested, ‘Why don’t you come round to my house?’
Jeg har i perioder holdt pause fra McCartney pga hans store ego, som kan være virkelig anstrengende hvis man ser ham i et interview, men jeg bliver ved at vende tilbage pga det centrale: musikken.
