Har lige læst Fotografiet af obersten, af Eugène Ionesco, en forfatter jeg selvfølgelig havde hørt om men aldrig tidligere havde fået læst noget af. Samlingen består af seks absurde noveller og en charmerende lille ikke-absurd tekst, Spredte erindringer, om Ionescos opvækst.
Det forekommer mig, at det at skrive absurde tekster kan sammenlignes med at lave tegninger med bevidst forkert perspektiv. Man vil opdage, at man må viske ud og tegne om mange gange, for perspektivet skal ikke bare være forkert; det skal være forkert på en interessant måde. Desuden skal der – i hvert fald i mine øjne – gerne opretholdes en konsistent intern logik teksten igennem. Og på dette punkt synes jeg novellerne halter lidt. Jeg kan vældig godt lide første halvdel af novellen Flammebanneret, i hvilken et ægtepar mundhugges om det lig de nu i ti år har haft liggende i lejligheden, som om det var en skraldepose manden havde forsømt at gå ud med. Havde novellen fortsat i det spor ville jeg have synes bedre om den, men som den skrider frem kastes alle “regler” over bord. Det er muligvis en pointe i sig selv, men passer så bare ikke så godt med mine præferencer.
Andre af novellerne er mere vellykkede på dette punkt, fx Luftfodgængeren, om en mand der opdager at han har jo egentlig altid har kunnet flyve men bare havde glemt det (en nærmest universel drøm, har jeg efterhånden erfaret), og den vist klassiske og meget morsomme Næsehornene om en lille by i hvilken indbyggerne af uvisse årsager bliver forvandlet til næsehorn. Beklageligvis træder et af dem en kat ihjel:
Næste dag stod der en notits på to linjer i avisen under rubrikken for nedtrampede katte, om det stakkels dyrs død, som var blevet ‘trådt under fode af en tykhud’, som man sagde uden at give nærmere detaljer.
I øvrigt er byens indbyggere ret optagede af at diskutere om der er tale om ethornede eller tohornede næsehorn, og om det er det de ethornede der er asiatiske og de tohornede der er afrikanske, eller om det er omvendt. Det virker altsammen ganske Monty Pythonsk, og det minder mig da også om et interview med John Cleese i hvilket han talte om “the inner logic of sketches”, som Marty Feldman havde undervist ham i: man kan problemfrit skrive en sketch i hvilken de deltagende står i hver deres skraldespand, men hvis der pludselig introduceres en person, der ikke står i en skraldespand, så skal det forklares. Jeg synes klart Ionescos noveller fungerer bedst når dette princip respekteres.
Dedikationen er ikke til mig – jeg købte bogen antikvarisk.