Hvis jeg i en boghandel støder på en signeret bog, og den ikke er for dyr, har jeg svært ved at lade den ligge. Det kan til tider faktisk være irriterende. Sidste år kom jeg, efter en tur i københavnske antikvariater, således hjem med denne her:
Allerede inden jeg havde købt den, havde jeg en forudanelse om, at jeg muligvis ville fortryde det! At den var for irriterende på en eller anden måde – pseudo-intellektuel, woke måske. For New Yorker-agtig. Istedet for at få mistanken be- eller afkræftet ved at læse bogen, fik jeg den ide at se filmatiseringen. Det gjorde jeg så. Og magen til vammel følelsesporno skal man da lede længe efter.
Det er noget med en niårig dreng, Oskar, spillet af Thomas Horn, som leder efter ejeren af en mystisk nøgle hans far gemte på. Faderen kan ikke spørges ud om den, for han døde under 9/11-angrebet. Vi ser ham i flashbacks, en frelst all-American-everyday-hero-type (spillet af Tom Hanks, naturligvis). Sandra Bullock er moderen, og Max von Sydow en enigmatisk gamling, der hjælper Oskar og kun kommunikerer ved at skrive på en notesblok. Vi ved jo fra The Piano, at dét forøger filmens chancer for at vinde de store priser.
Jeg har ingen grund til at tro, at bogen skulle være spor bedre. En gennembladning viser, at den er proppet med grafiske gimmicks, af hvilke den sidste er specielt usmagelig: en flipbook-sekvens baseret på de grufulde autentiske optagelser af en af de mænd der sprang i døden fra Twin Towers i 2001.
Summa summarum: et eklatant fejlkøb.
Jeg synes i øvrigt bogen indskriver sig i en trend: jeg kendte i forvejen ikke blot én, men to romaner der i høj grad er skåret over samme læst: Mark Haddons The Curious Incident of the Dog in the Night-Time, og Reif Larsens The Selected Works of T. S. Spivet. Alle fortalt i første person, af følsomme (møgirriterende) drenge på en ensom mission. Alle drenge med en diagnose – asperger, autisme, hvad ved jeg. Alle bøgerne med lange, “cute” titler og grafiske gimmicks på tekstsiderne.
Det er på sin vis ganske kvikt at lade en mindreårig agere som fortæller – så har forfatteren jo en undskyldning for ikke at forsøge at skrive på særligt højt niveau. Jeg kan ikke sige, at jeg har behov for nogensinde at læse flere bøger der minder om disse.