En verdensomsejling under havet var min yndlingsbog, da jeg var omkring 15. Mange år senere diskuterede jeg den med min ven Erik, der på det tidspunkt var ved at læse den på fransk. Han bemærkede, at Jules Verne understreger kaptajn Nemos genialitet ved at… skal man sige… nedtone intelligensen hos hans samtalepartner professor Aronnax. Mest vidunderligt i en scene hvor Nautilus er omringet af is i nærheden af Sydpolen. Her citeres fra Lademanns uforkortede oversættelse af Ella Willy Nielsen:
– Nå, hr. professor, hvad mener De om det?
– Jeg mener, at vi sidder fast, chef.
– Fast! Hvad mener De med det?
– Jeg mener, at vi hverken kan komme frem eller tilbage eller til nogen af siderne. Jeg tror, det er det man kalder at sidde fast, i det mindste i de beboede fastlande.
– De tror altså ikke, at Nautilus kan frigøre sig, hr. Aronnax?
– Vanskeligt, hr. kaptajn, for vi er allerede for langt henne på året til at De kan regne med noget opbrud af isen.
Således fortsætter diskussionen om hvordan Nautilus dog skal komme ud af denne knibe, indtil Aronnax bliver decideret frustreret:
– Jeg vil gerne tro Dem, hr. kaptajn, fortsatte jeg i en lidt ironisk tone. Jeg tror Dem! Lad os gå frem! Der er ingen hindringer for os! Lad os bryde denne barriere! Lad os sprænge den, og hvis den gør modstand, så lad os give Nautilus vinger, for at den kan komme over den!
– Over den, hr. professor? svarede kaptajn Nemo roligt. Ikke over den, men under den.
– Under den! udbrød jeg.
Dette sagt 400 sider inde i en roman om en undervandsbåd, der på dette tidspunkt af handlingen har sejlet halvvejs rundt om jorden under vandet. Man spørger sig selv om Aronnax mon har gjort sig helt fortjent til sin titel som assisterende professor ved Det Naturhistoriske Museum i Paris…
Tak til Erik for observationen!