Finn Søeborg og Evelyn Waugh

Jeg har i lang tid haft mig skrevet bag øret, at jeg skulle prøve at få læst noget af Evelyn Waugh. Det kom sig af, at jeg i Finn Søeborgs erindringer læste at Waugh var en af hans forbilleder. I forbindelse med omtalen af debutbogen Sådan er der så meget skriver Søeborg følgende:

Bogen var en sørgelig historie, men da jeg omsider efter meget besvær fik den udgivet, fik jeg at vide at den var vældig morsom, og at jeg var humorist. På en måde kom det bag på mig. På en måde ikke. Jeg var på det tidspunkt meget optaget af, og vel også påvirket af, den engelske forfatter Evelyn Waugh, der havde skrevet en række bøger som for eksempel “Sort uheld”, “Fald og forfald” og navnlig “En håndfuld støv”. Evelyn Waugh var, efter hvad jeg senere har læst om ham, vist nok ikke nogen særlig tiltalende person, og han var i højeste grad misantrop. Jeg delte heller ikke hans meget konservative, ja nærmest reaktionære synspunkter, men jeg var bjergtaget af hans stil. Hans bøger var en mærkelig blanding af humor, tragedie og ligefrem uhygge, som jeg var meget begejstret for. Mærkelig nok var der, da min bog senere kom ud, ingen kritiker der lagde mærke til denne påvirkning, bortset fra én, nemlig nu afdøde Jens Kruuse, der iøvrigt også i forbindelse med flere af mine senere bøger satte mig i forbindelse med Evelyn Waugh. Men bogen kom senere også ud i England, og der var der flere anmeldere, der sammenlignede mig med Evelyn Waugh, selv om nogle af dem mente, at det måske skyldtes oversættelsen. Det har altid været min ønskedrøm, at Evelyn Waugh har læst bogen og syntes om den, men jeg hørte desværre aldrig fra ham.

Det skal tilføjes, at jeg stort set ikke mindes at have læst Søeborg nævne andre inspirationskilder end Waugh, hvilket jo gør anbefalingen så meget desto mere interessant.

I sommerferien fik jeg læst Sort uheld, og jeg kan bestemt se en vis åndsbeslægtethed mellem de to forfattere i blandingen af humor og besk tragedie. Romanen foregår i det afrikanske land Azanien (som vist skal forestille Ethiopien), hvis kejser Seth har store ambitioner om at reformere landet i vestlig retning. Håbløsheden i det projekt driver meget af humoren i bogen, eksempelvis i en scene hvor et par damer fra en forening for dyrevelfærd gør besøg. Regeringen har imidlertid ikke forstået konceptet med at beskæftige sig med “cruelty against animals”, så under aftenens festbanket (beskrevet på guldsnitsbesmykkede kort som “KEJSERLIG VELKOMSTBANKET TIL ÆRE FOR DE ENGELSKE GRUSOMHED MOD DYRENE DAMER”), afholdes denne tale:

“Deres Majestæt, ædelbårne herrer og damer. Jeg har i aften den ære og glæde med broderkærlighedens ånd at byde etatsrådinde Porch og frøken Tin velkommen hertil. Disse damer er kendt i hele det berømte land Europa for deres store grusomhed mod dyr. Vi azaniere er en stolt og gammel nation, men vi har meget at lære af de hvide folk fra Norden. Vi er også på vor beskedne måde grusomme mod dyr” – og her kom indenrigsministeren en del på afveje for i gyselige enkeltheder at berette om, hvad han selv engang havde præsteret med en økse over for et vildsvin – “men det er de store nationer i Vesten og Norden og særlig deres værdige respræsentanter, som er til stede i aften, vi ser hen til som vore naturlige førere på fremskridtets vej. Mine damer og herrer, vi må være moderne, vi må være raffinerede i vores dyremishandlinger. Det er Den Ny Tids budskab som vore gæster i aften bringer os det. Må jeg derfor til slut hæve mit glas og bede Dem sammen med mig ønske dem en høj alder og lang frugtbarhed.”

Ret søeborgsk, synes jeg. Andre af Waughs bøger har jeg endnu ikke læst, men jeg kom i tanker om, at jeg i bunken af endnu usete DVD’er havde A Handful of Dust liggende. Nu gav jeg den et kig. DVD-coveret, med en ung Kristin Scott Thomas, giver indtryk af et lidt for kedeligt stivt engelsk periodedrama. Det var ikke tilfældet – det er under den polerede overflade en ganske barsk omgang, og med en højst besynderlig og uventet djævelsk slutning. Den vil farve hvordan jeg kommer til at tænke på Alec Guinness fremover! I lighed med Søeborgs romaner går det værst ud over hovedpersonen, der egentlig bare opfører sig pænt men passivt.

Sort uheld er iøvrigt oversat af Jens Kruuse. Jeg har ikke lige kunnet finde nogle Kruuse-citater, der direkte kæder Søeborg sammen med Waugh, bortset fra ét, der gør det på indirekte vis ved at sammenligne Leif Panduro med dem begge: “Panduros bog [Rend mig i traditionerne] er en meget alvorlig bog om ensomhed og angst og ungdom. Han skal ikke lade sig fornærme af, at man siger Evelyn Waugh og Finn Søeborg. Han er varmere end den ene og farligere end den anden, han er nu og da morsommere og mere gribende end nogen af dem. ” Dette citat fandt jeg i en interessant artikel af John Chr. Jørgensen om Søeborgs humor, som man kan læse her: https://www.kjoeller.dk/JohnChrJoergensen/Artikler/211213FinnSoeeborgsHumor

Det er ikke lykkes mig at finde engelske anmeldelser af Sådan er der så meget, og jeg har heller ikke kunnet finde noget information om hvorvidt Waugh har læst bogen, som på engelsk blev udgivet under titlen Four Cheers for Bureaucracy i 1952, oversat af Janet Gow. Det er der ikke meget overraskende i. Til gengæld var det en ganske underholdende proces at søge efter disse ting, for jeg fandt andre pudsigheder undervejs. Fx erfarede jeg, at University of Victoria ligger inde med hvad der lader til at være John Betjemans samlede arkiver, og at kasse nummer 75 fra samlingen tilsyneladende indeholdt en udklippet anmeldelse af Søeborgs bog:

Eller hvad med dette “word map” fra Google Books:

Det er jo som at få bogen injiceret intravenøst i højkoncentrat – kun undrer det mig at “sink battleships” ikke står med større typer.

Mest morede jeg mig dog over en Etsy-annonce i hvilken en tysk udgave falbydes. Sælgeren oversætter titlen til engelsk og når frem til noget, der giver associationer til zombiefilm. Det tyske cover er også i en klasse for sig, må man sige:

Man kan komme vidt omkring, når man laver søgninger efter Finn Søeborg på nettet. Sådan er der så meget.

Rune T. Kiddes bogsamling

Rune T. Kidde var hvad man på engelsk ville kalde en national treasure (jeg kan ikke lige finde et dansk udtryk, jeg synes er lige så passende), og han døde alt for ung. Et af hans mange sympatiske træk var, at han var bogsamler. I selvbiografien Kruseduller, kragetæer og kreative krumspring – en meget kiddesk titel – skriver han i sidste kapitel:

Jeg vil slutte af med to af de absolut vigtigste ting her i livet: et stamtræ og en hobby. Familiehistorien skal du nu nok slippe for det meste af i denne omgang; men jeg har selv fået lov til at føle mig som en lille bitte sten i en lang, lang kæde med historiske vingesus ved at opsøge min families rødder. Forfatterægteparret Harald og Astrid Ehrencron-Kidde var også den egentlige grund til, at jeg i sin tid begyndte at samle på signerede og dedikerede bøger, så her løber de punkter sammen. Jeg har en hel del kort, breve og dedikerede bøger fra de to i min samling på over 3000 bøger, og Harald Kiddes sind har jeg kunnet genkende rigtig, rigtig meget i. Det er den samme stream of consciousness, vi arbejder i, og vi deler holdning til mange af livets store spørgsmål.

Efter en række anekdoter om forfatterægteparret og deres samtidige kolleger fortsætter han:

… Og her kommer så et lille uddrag af min bogsamling til nærmere studier. Alle tegninger, digte og breve fandtes indtil nu kun i denne ene originalversion og er trykt her for første gang. Jeg ved ikke rigtigt, om det er mit journalistiske sladderhjerte eller min litterære skønånd, der ikke kan lade være med at sætte dem fri fra min samling; men det gnaver mit halvgamle bogormehjerte at knuge om dem i mine reolers dyb. Her kommer det lille udvalg.

Hvorefter man på bogens sidste ca 20 sider kan nyde mange fine eksempler fra Piet Hein, Luis Bunuel, Allen Ginsberg, Storm P. og mange andre. Og (sigende måske?) også fra verdensklovnene Charlie Rivel og Grock.

Jeg kan godt lide bogormehjerte-udtalelsen, for jeg har det selv meget på samme måde. Det er nok også hovedårsagen til at jeg skriver denne blog.

Jeg har aldrig selv mødt Kidde (ud over at have set ham optræde til et sjovt fortæller-arrangement med Carsten Islington), men at jeg havde en hobby tilfælles med ham, førte tilfældigt til et par korte mailudvekslinger. Engang solgte jeg nogle dedikationseksemplarer på det nu hedengangne auktionssite QXL, og køberen bag det anonyme brugernavn viste sig at være Kidde. Nu ærgrer det mig lidt, at jeg ikke benyttede lejligheden til at rose og spørge ind til hans produktion, men af en eller anden fandt jeg det upassende påtrængende dengang. Så det blev kun korte mails med rent praktiske oplysninger. Jeg husker, at han ikke afsluttede sine mails med gængse formularer, men altid på en eller anden speciel måde, som fx:

Novemberregn,
Rune

Han købte flere bøger af mig ved en senere lejlighed, og tilsvarende har jeg her og der i tidens løb anskaffet mig bøger der har været i hans samling – det ved jeg fordi han havde for vane at sætte sit navnetræk i bøger han ejede. Det sker stadig af og til, at jeg i et antikvariat finder hans krusedulle-krageæer i en tilfældig bog, og jeg synes altid det er lidt hyggeligt, omend jeg samtidig bliver ærgerlig ved påmindelsen om, at han selv er væk.

Murakami på Louisiana

Haruki Murakami besøgte årets Louisiana Literature-festival i august, og jeg var derude den formiddag han signerede. Jeg havde taget mit eksemplar af Norwegian Wood med, og i museumsbutikken købte jeg endvidere nyudgivelsen Novelist as a Vocation, en samling af selvbiografiske essays. Jeg troede egentlig jeg var i god tid, men køen til ham var allerede monsterlang – en kø jeg end ikke kunne se enden (eller rettere: begyndelsen) på. Jeg turde ikke engang bruge de ekstra minutter det ville tage at gå ned og danne mig et overblik.

Et par timer senere havde jeg min signatur, men på vej hjem i toget var jeg for en gangs skyld lidt træt af min hobby og syntes den styrer mig lidt rigeligt! Så lang tid for så lidt, og tilmed stress det meste af tiden, fordi ingen vidste hvor længe han ville blive ved at signere. Jeg tror, at mange af dem der stod længere tilbage i køen endte med at gå forgæves.

En underlig måde at bruge en formiddag på. Men jeg fik da læst Novelist as a Vocation undervejs, og den var interessant. Giver et billede af Murakami som en person, der arbejder på en meget disciplineret måde, hvilket også var hvad jeg havde forestillet mig.

John Steinbeck og Marilyn Monroe

Dette enormt charmerende brev, som blev fundet i Marilyn Monroes bo, har jeg efterhånden set nogle gange på diverse sociale medier; jeg kan ikke modstå fristelsen til også at gengive det her:

Uden sammenligning den bedste må-jeg-bede-om-en-autograf-anmodning jeg har set! Jeg håber at Jon Atkinson fik sit foto.

Der findes et forbløffende stort antal fotos af Monroe i færd med at læse en bog, langt flere end jeg tror jeg har set af nogen anden person. Det museres der lidt over i nedenstående link, af hvilket man også kan udlede, at hun formentlig har læst flere af Steinbecks bøger – i hvert fald talte hendes bogsamling klassikeren Tortilla Flat (aka Dagdriverbanden), den mere forglemmelige The Short Reign of Pippin IV og artikelsamlingen Once There Was a War:

https://nothingintherulebook.com/2020/02/06/book-obsessed-the-430-books-of-marilyn-monroes-personal-library/

Edit: har lige søgt lidt mere og konstateret at Atkinson ikke fik et foto! En Michael Alberty har gravet dybere og skrevet om det, her er en opsummering der ikke er bag en paywall:

https://bookhaven.stanford.edu/2021/06/21/

At brevet skulle være falsk har jeg svært ved at tro – det synes jeg faktisk ville være langt mere besynderligt, end hvis det er ægte.

Mønstergenkendelse

Et indlæg mere fra børne- og ungdomsafdelingen, stadig fra min søns bogreol, men nu nogle år længere tilbage. Da jeg i sin tid læste højt for ham af Barbapapa, syntes jeg der var noget velkendt over den leopard, der slap ud af zoologisk have. Jeg checkede efter, og ganske rigtigt: den er tydeligvis baseret på Franquins jaguar fra tegneseriealbummet Den vilde spiril:

Det fik mig til at få lidt dårligere samvittighed over, at jeg selv engang skelede lige lovligt kraftigt til en Franquin-tegning, da jeg havde brug for at tegne en løve. (Må i øvrigt skrive mere om Franquin en anden gang: kontrasten mellem hans ubegribeligt store tegnetalent og hans egen opfattelse af samme er fascinerende).

Jeg har tidligere skrevet om dette eksempel på serieland.dk. Her vil jeg tilføje en pudsig anekdote. Omkring 1998 gik jeg en tur i Luxembourghaven i Paris og kom forbi en bod der solgte lyserødt candyfloss. Her så jeg for første gang det franske navn på denne spise, barbe à papa, og forstod pludselig hvorfor figuren hedder som den hedder. En sjov aha-oplevelse, der fik en endnu pudsigere fortsættelse, da Talus Tyler, den ene halvdel af parret der skabte Barbapapa, døde i 2015: I en avisnekrolog over ham læste jeg nemlig, at han gudhjælpemig havde fået ideen til figuren i Luxembourghaven i Paris! Her er Wikipedias nuværende fremstilling:

The inspiration for Barbapapa came by chance in the Luxembourg Garden in Paris one day in May 1970. […] While walking in the park with Annette Tison, Talus Taylor thought he heard a child ask his parents for something called “Baa baa baa baa”. Not speaking French, he asked Tison what the words meant. She explained that the child was asking for a treat called Barbe à papa (cotton candy, literally ‘daddy’s beard’). Later at a restaurant, the couple began to draw on the tablecloth and came up with a character inspired by the candy: a pink and round character. When it came time to give it a name, Barbapapa came naturally.

Jeg var også selv glad for Barbapapa-bøgerne da jeg var barn. En ting jeg husker tydeligt er, at jeg stejlede da jeg så en af figurerne forme sig som en stige. Jeg kunne acceptere at de kunne forme sig om til hvad som helst, men IKKE at der blev “huller” i dem! Jeg kendte ikke ordet topologi dengang, men begrebet havde jeg åbenbart en fornemmelse for.

Shel Silverstein

Min søn pløjer sig for tiden gennem Wimpy Kid-bogserien af Jeff Kinney. Jeg morer mig også, når jeg engang imellem ser med; der er mange sjove referencer her og der. I særdeleshed kom jeg til at grine over en scene i bog 3, hvor hovedpersonen Greg bliver en smule skræmt af bagsidefotoet på Shel Silversteins bog Drengen og træet – han synes det var en rigtig god bog, men at forfatteren mere ligner en indbrudstyv eller en sørøver end en der skriver bøger for børn. Gregs far er ikke sen til at udnytte dette i opdragelsesøjemed:

Jeg grinede fordi jeg kendte fotoet og syntes karikaturen var forrygende. Silversteins bog, med originaltitlen The Giving Tree, er nemlig også i min søns bogsamling.

Greg må siges at have en pointe. Billedets udstråling harmonerer dårligt med den poetiske tone i The Giving Tree.

Første gang jeg selv stødte på Shel Silversteins værk – uden jeg dog vidste det på det tidspunkt – var i en episode af The Muppet Show, hvor Marisa Berenson synger hans sang You’re Always Welcome at Our House. Dér er til gengæld en ret god overensstemmelse mellem sangens og fotoets vibes. Sjældent at Muppet Show var så creepy! I skrivende stund kan klippet ses på YouTube her:

Eksotiske fund

Altid lidt spændende når man i et antikvariat spotter en bog uden tekst på ryggen. Det er de færreste bøger fra “rigtige” forlag der ikke har en rygtekst, så der er som regel tale om en eller anden smal udgivelse, måske noget selvpubliceret. Jeg må altid lige checke, måske er det virkelig et fund! Hvilken spændende nichepræget sag har jeg foran mig her? Lad os se…

Nå – der var tale om en boghylde. Oh well, you can’t win ’em all!

At arbejde for Karl Bjarnhof

Af og til finder man i bøger indlæg, der virkelig gør én nysgerrig.

For år tilbage hørte jeg et sted Karl Bjarnhofs bog Stjernerne blegner omtalt som en af den bedste danske erindringsromaner. Det eneste jeg vidste om Bjarnhof var, at han havde arbejdet som journalist for Danmarks Radio – jeg huskede at have hørt at han skulle være en fremragende interviewer – og at han var far til skuespilleren Hannah Bjarnhof, (hvis intonation in monologen Føss’da‘ jeg tydeligt kan høre for mig). Nå, men jeg fik fat i både Stjernerne blegner og efterfølgeren Det gode lys og læste dem. De var gribende, og over det næste stykke tid anskaffede jeg mig flere af Bjarnhofs bøger, ingen af hvilke dog gjorde så store indtryk som de to memoireværker, med deres beskrivelser af den tiltagende blindhed i barn- og ungdommen.

En af de andre bøger jeg fandt af Bjarnhof var Møl og rust, i hvilken en svært læselig signatur vidner om hans blindhed:

Bogen er også indklæbet et Ex Libris for en Elsa Mortensen. Og så er der indlagt diverse avisudklip om Bjarnhof, og så dette bemærkelsesværdige skrift:

Jeg ved ikke hvem der har skrevet det – kunne være denne Elsa Mortensen, kunne være en anden.

Som om de tre prikker ikke er enigmatiske nok, ser man på bagsiden af arket nogle noter om bøger, samt en fransk sætning der oversat til dansk ville lyde sådan noget som “De hørte en ko brøle, men De ved ikke i hvilken lade”.

Den nederste linje peger i retning af, at den brølende kos tilstedeværelse nok bare har at gøre med sprogundervisning. Teksten på den anden side af arket forbliver mere gådefuld.