En af de sjovere nyhedshistorier fra de seneste dage var om en indbrudstyv i Rom, der blev arresteret af politiet, efter at han under et indbrud faldt i staver og fordybede sig i en bog om Homers Illiaden. Man kan læse om sagen mange steder, fx her:
Den pågældende bog, The Gods at Six O’Clock, er skrevet af en vis Giovanni Nucci. Hvis jeg var ham ville jeg skatte den episode højere end selv den mest positive kritikeranmeldelse.
Knud Erik Pedersen døde her i sommer. Jeg tror ikke der er nogen romanfigurer, der står så levende for mig, som personerne i hans seks romaner om Esben Poulsen og hans familie. Det siger alligevel meget, i betragtning af hvor mange tusinder af fiktive personer jeg har stiftet bekendtskab med i årenes løb.
Pedersens debutroman Puslinglandet kom bag på det litterære parnas. Poul Borum skrev: “Jamen, hvor er det dog dejligt! En 43-årig jysk kommunelærer debuterer med en roman om sin barndom i besættelsestiden, og den er simpelthen fremragende. Mens man sluger den, fyldes man af den samme varme og glæde som første gang man læste Knuth Becker. Det her er ikke bare årets store, folkelige bog – det er også en roman, der med det samme indtager sin plads i litteraturhistorien.” Det var i 1977. I 1980 fulgte fortsættelsen Fra asken, og tredje bind, Lystgården, kom i 1980. Så var der et intermezzo med en anden roman, Hanegal bag muren, en underlig sag om reinkarnation, men læserne ville hellere høre mere om Esben, og Pedersen skrev videre på serien: I fjederhammen udkom i 1989, Sommerblusset i 1999 og Under kommando i 2004.
De vigtigste personer i romanserien er, ud over den følsomme bogorm Esben, faderen Anders, der er enkemand, og brødrene Karl og Povl. Fra tredje bind også Lise, som bliver Esbens hustru. I de tidlige bind fortælles historien næsten ligeligt på skift mellem Esbens og Anders’ synsvinkel. I de senere bind bliver Esbens synsvinkel mere dominerende, og der er nogle enkelte sekvenser, hvor det er Lises indre monolog vi følger. Der er ingen afsnit skrevet fra brødrenes synsvinkel – af gode grunde: Povl dør tragisk som ung, netop som hans historie skal til at udfolde sig, og Karl er retarderet. Men Karls tilstedeværelse sætter et unikt præg på bøgerne på en anden måde. I Gunnar Jakobsens bog om forfatteren karakteriser Knud Erik Pedersen Karl således:
Karl har sit eget sprog, bl.a. kendetegnet ved at han aldrig bruger ordet ‘jeg’. Det er overflødigt, for han er der jo. […] I en efterrationalisering kan jeg se, at han slet ikke kunne undværes, da jeg begyndte at skrive. Det var helt oplagt, han skulle med, fordi han er den, han er, og man kan i høj grad sige at han ikke er noget gennemsnitsmenneske.
Svært ikke at tænke på bøgerne uden at høre Karls hyppige udbrud (“Gør ikke! Plejer aldrig!”) for sig – han er i den grad med til at gøre bøgerne levende. Men alle de nævnte personer, såvel som adskillige bipersoner, fremstår aldeles overbevisende.
Jeg synes ikke der er nogen synderlig kvalitetsforskel mellem de seks bøger, men Lystgården er en tand mere intens end de andre, alene fordi den skildrer en usædvanligt mættet periode af Esbens liv. (Pedersen sagde i et interview at dette bind i serien blev skrevet på for ham usædvanligt kort tid, ca et års tid. Det er samtidig den længste bog i serien, så man kan sige han havde mest ild i maven her.) Jeg synes nok også Under kommando er en anelse mindre interessant end de andre, alene fordi den er lidt mere enstrenget i handlingen, som skildrer Esbens soldatertid. Men alt i alt udgør de seks romaner et imponerende konsistent værk, især taget i betragtning at de er skrevet over så lang en årrække.
Mine eksemplarer af de ældre bøger har jeg anskaffet antikvarisk, og de er tilfældigvis indlagt diverse avisudklip, så jeg har kunnet konstatere, at de fleste anmeldere har været begejstrede hele vejen igennem. Kun Claes Hastholm Hansen drypper lidt malurt i bægeret i en anmeldelse af Fra asken: han synes det bliver for meget med al den jyskhed, al den “nedstemte lidenskab”. “Den populære vendelbo-sanger Niels Havsgaard (sic) driver på det nærmeste rovdrift på den, og den himmerlandske skolelærer og romanforfatter Knud Erik Pedersen er på nippet til at gøre den til en manér” skriver han. Selv har jeg intet problem med dette element (den ultimative kompliment Esben kan få fra sin far er “Du er nu ingen hønerøv”). Min eneste anke mod bøgerne er, at jeg ikke egentlig ikke synes Esben er så interessant som barn. Så i Puslinglandet er jeg mere interesseret i de andre personer, særligt faderen, og i miljøskildringen generelt. Men det fungerer på den anden side også ganske godt, at scenen sættes på den måde.
Førsteudgavernes forsider ses herover. Alle seks omslag er af Sven Reiner Johansen, så det er mærkeligt, at sidste bind ikke er holdt i samme stil som de øvrige. Også hvad titel angår synes jeg den falder lidt udenfor – i de andre er der en eller anden dobbeltbetydning og/eller en litterær reference, hvilket jeg ikke lige kan gennemskue der skulle være i titlen Under kommando.Sommerblusset er den bedste titel synes jeg – en direkte reference til Johs. V Jensens digt Sommersolhvervssang, som spiller en rolle i en gåsehudsfremkaldende scene.
I hvor høj grad bøgerne er selvbiografiske ved jeg ikke, men jeg antager, det er i temmelig høj grad. Esben er, som sin forfatter, søn af en landpost i nærheden af Limfjorden. Han er yngste søn i en drengeflok – Esben har to brødre, Pedersen havde tre. (I parentes bemærket: hvor dejligt at det, selvom man nu desværre må omtale Pedersen i datid, er naturligt at bruge nutidsform om Esben!). Karl er også inspireret af et familiemedlem – Pedersen bekræftede det direkte over for Gunnar Jakobsen i ovennævnte bog. Men meget mere detaljeret end det har Pedersen vist ikke været over for offentligheden. I en artikel i Kristeligt Dagblad i anledning af hans 80-års dag kunne man læse følgende:
Mange gange er han blevet spurgt om, hvor tæt Esben er på ham selv. Over for Kristeligt Dagblad har han svaret sådan: ”Jeg plejer at værge for mig, fordi jeg ikke er tilfreds med hans karakterudvikling. Jeg kan dog ikke rende fra, at han har den samme oprindelse og den samme historie, som jeg selv har. Men når jeg har holdt foredrag, har jeg sagt, at jeg ikke vil tage skylden for alt, hvad han foretager sig”.
Artiklens oplysning om at Pedersens adresse simpelthen var det forhenværende forsamlingshus, der danner rammen on en stor del af handlingen i Jens Smærup Sørensens Mærkedage, er da et ualmindeligt pudsigt stykke trivia. Ikke mindst fordi mange af de mest gribende scener i romanserien finder sted i forbindelse med mærkedage, når man tænker over det.
Når man har læst romanserien til ende, vil man uvægerligt savne personerne og ønske at høre mere om dem. Vi kan jo håbe på, at hvad der måtte være af smuler om Esbens videre skæbne vil blive udgivet posthumt – jeg husker et interview med Pedersen i hvilket han sagde, at der lå 15-20 sider i en skuffe, hvilket jo godt nok ikke er det store. I nogen grad kan man kompensere for savnet ved også at læse Pedersens børnebøger med samme persongalleri som voksenbøgerne. Dem er der også seks af: Esben, Esben og Jakob, Esbens hemmelighed, Esbens flugt (også udgivet i let modificeret form som Dommedag nu, Esben), Esben ved skillevejen og Esben i det fremmede. De overlapper tidsmæssigt med det første par bøger i voksenserien og skildrer tildels nogle af de samme begivenheder. Jeg afskrev disse i første omgang, men da jeg endelig gav dem en chance fandt jeg, at også de er aldeles glimrende og udgør et fint supplement til hovedserien, også for en voksen læser. Interessant nok er der diverse forskelle/inkonsistenser mellem serierne, fx tjenestepiger der har andre navne, og mindre forskelle i handlingsgengivelserne. Det virker ikke som sjusk, men som et bevidst valg – en tilkendegivelse af “billedopløsningen” i det stof der er blevet zoomet ind på.
For nylig fandt jeg i en rodekasse et eksemplar af Fra asken med dedikation fra Knud Erik Pedersen til forfatterkollegaen Vita Andersen. Hilsenen bærer præg af Pedersen er lidt af en outsider i det litterære miljø, hvilket fører tilbage til mit indledende citat fra Poul Borums anmeldelse.
Jeg kommer utvivlsomt til at læse Pedersens bøger igen – det er den type man vender tilbage til. Et rigt og menneskeligt værk, hvis eksistens jeg er meget taknemlig for.
Jeg så forleden et citat på X (fik ikke lige gemt navnet på den postende):
As a joke, Arthur Conan Doyle once sent five letters to five friends that read, “We are discovered, flee immediately”, to see what they would do. One of them disappeared and Conan Doyle never saw him again.
En god historie men hmmm, really? Jeg tillader mig at være skeptisk, også selvom de omtalte venner angiveligt var “people in high places in the government”.
Jeg kan finde anekdoten gengivet mange steder på nettet, men uden yderligere oplysninger. Mit gæt vil være at historien er debunked af en eller flere Doyle-biografer. Hvis nogen ved mere, hører jeg gerne om det.
Når man har læst en vis mængde Agatha Christie-romaner, begynder man uvægerligt at bide mærke i visse mønstre. Jeg tænker man kunne få en fornøjelig (meta-)roman ud af det, hvis ikke bare læseren, men også romanens personer kunne fornemme disse mønstre. Ser for mig en person, der glæder sig til et afslappende cruise – indtil han oplyses om, at en anden passager er Hercule Poirot og straks ræsonnerer, at det betragteligt øger risikoen for at der begås et mord om bord. Allerede inden mordet er begået kan vor helt så begynde at spekulere over hvem der vil afgå ved døden – det må formentlig være den, om hvem det gælder at flest mulige medpassagerer har et motiv til at slå vedkommende ihjel. (“Hmm… næppe Mrs. Waterstone, hende er der kun tre der har motiv til at dræbe. Mr. Stephens måske, der er mindst seks…”).
Der er sikkert allerede mange der har lavet noget i den retning, for det er ikke så original en ide. I min barndoms Jan-bøger var Jans tro følgesvend Erling i hvert fald opmærksom på, at vennen formelig tiltrak mysterier, der ventede på at blive opklaret. Men dybere end som så formulerede Erling sig aldrig; det syntes at forblive en underlig intuitiv fornemmelse hos ham. Det kunne ellers have været sjovt hvis han, efterhånden som den 81(!) bind lange bogserie skred frem, begyndte at ræsonnere på ovenstående vis, og udviklede sig til seriens egentlige helt…
En af mine sommerferielæsnings-bøger i år var Graham Greenes erindringsbog En slags liv.Jeg var især fascineret af (og temmelig rystet over) at Greene i sin ungdom hadede kedsomhed så meget, at han jævnligt fandt behov for at spille russisk roulette med sig selv. En aktivitet han senere voksede fra – hvorefter han så dog ved en lejlighed gik til tandlæge for at få en rask tand trukket ud. Noget måtte der ske for at jage kedsomheden på flugt.
Så bogen er psykologisk særdeles interessant og kan anbefales generelt, men her vil jeg slå ned på en lille detalje. Jeg citerer fra side 139:
For de unge mænd af min generation, med eksamen fra universitetet men uden arbejde, var det at ty til Sackville Street noget lignende som i tidligere tid at gå på lånekontoret. Midt imellem herreskrædderne lå et kontor med det Dickens-klingende navn Gabbitas & Thring. Jeg har altid, ganske uretfærdigt, forestillet mig at samtalen mellem Nicholas Nickleby og Mr. Squeers foregik der. Der var noget Dickens-agtigt og støvet og skimlet ved Sackville Street på den tid, med de gamle fine skrædderfirmaer på begge sider, hvor prostituerede havde lejligheder på etagen ovenover. Gabbitas & Thring’s kontor (hovedkonkurrenten til det lige så Dickens-agtige Truman & Knightley) kunne have været et gammel familiesagførers kontor, med sære hemmeligheder skjult i blikæskerne i arkivet. Det var ikke blomsten af aspiranter til skolevæsnet, der gled gennem Sackville Street. Jeg tvivler på at ret mange unge mænd kom ind på Eton eller Harrow ved “partnerne“s hjælp, for en mand med en førsteklasses eksamen behøvede ikke deres assistance. De var det sidste håb for dem der trængte til en midlertidig håndsrækning. Man pantsatte sig selv i stedet for sit ur.
Da jeg læste den passage, var jeg sikker på at jeg en gang før var stødt på det bizarre firmanavn Gabbitas & Thring. Men hvor? Kunne det mon være i Stephen Frys erindringsbog Moab is my Washpot? Jeg kiggede efter da jeg kom hjem fra ferie, og sørme ja:
In the year 1961 my parents visited Sackville Street, examining each doorway in turn until they came upon a brass plaque on which was written:
GABBITAS & THRING SCHOLASTIC AGENCY
In the year 1977 I too visited Sackville Street, looking for the brass plaque that still said:
GABBITAS & THRING SCHOLASTIC AGENCY
I don’t suppose that any writer will ever be able to come up with a partnership that quite matches the ludicrous perfection of the names Gabbitas and Thring. What is a Scholastic Agency? Oh, tish now, and come, come, come… you know perfectly well. A scholastic agency is a kind of public and prep school dating agency. It acts as a private sector pimp, procuring staff for short-handed schools, placement for jobless teachers and schools for parents at a loss to know where their little ones might thrive. That second service was of interest to me in 1977, and the third to my mother and father in 1961.
Jeg fandt det uhyre pudsigt, at det så bizart navngivne kontor optrådte i to forskellige bøger. Derefter søgte jeg så af nysgerrighed på nettet, og jeg fandt at det har endnu flere litterære associationer. En anden berømt klient var Evelyn Waugh, som i sin roman Decline and Fall karikerede det som Church and Gargoyle. Det kan man læse mere om på The Evelyn Waugh Society’s hjemmeside, der også giver diverse andre forfattere en bemærkning med på vejen:
Graham Greene nævnes dog ikke. Til gengæld morer det mig at W. H. Auden i sit digt Letter to Lord Byron name-dropper kontoret med en endnu mindre flatterende forvanskning end den Waugh lagde for dagen:
The only thing you never turned your hand to Was teaching English in a boarding school. Today it’s a profession that seems grand to Those whose alternative’s an office stool; For budding authors it’s become the rule. To many an unknown genius postmen bring Typed notices from Rabbitarse and String.
Jeg elsker hvordan den slags bittesmå detaljer i bøger kan føre til spøjse opdagelser, når man graver lidt.
Jeg skrev tidligere om anagrammer af forfatternavne her. Her er lidt flere fjollerier af slagsen:
Kurt Vonnegut – Utvungen, kort
(Tillægsordene kunne med lidt god vilje beskrive hans simple prosastil).
Ken Follett – Enkelt, flot
(OK, mere af et stretch… hans kæmperomaner er skåret over samme læst og flot udførte, men enkle kan man vel dårligt kalde dem).
Harper Lee – Reel harpe
(Formentlig en komplet uretfærdig beskrivelse af damens personlighed. I hvert fald hvis Catherine Keeners fremstilling af hende i Capote ligger bare nogenlunde tæt på virkeligheden).
Erling Jepsen – Spejlingerne
(Ved ikke rigtigt hvad man kan retfærdiggøre denne med, men det er så usædvanligt med et etords-anagram af et forfatternavn at den må med).
Delphine de Vigan – Alvidenhed-pigen
(Det kunne være den mystiske L. fra Baseret på en sand historie)
Agnar Mykle – Yngle-karma
(Mykles to hovedværker er prægede af hovedpersonen Ask Burlefots genvordigheder efter at han gør ikke blot én, men TO piger gravide).
Og det bedste jeg fandt i denne omgang:
Paul Auster – Slap auteur
(Ja, jeg har nu altid fundet ham lidt overvurderet…)
For nogle dage siden kiggede jeg på vej hjem fra arbejde ind i en Røde Kors-butik, for at se hvad de havde af bøger. En anden kunde i butikken var en lille gammel mand, som trippede lidt rundt, før han spurgte om jeg ville hjælpe ham. Jeg svarede ja, i formodning om at han nok ville have mig til at nå en bog på en af de øverste hylder. Men nej, han spurgte om jeg kunne tage hans kompressionsstrømper af for ham. De var nemlig alt for stramme, måtte jeg forstå. Hvorefter han rakte mig en pjece slået op på en side med en udførlig punktnummereret vejledning i hvordan man tager sådan nogle af. Det lykkedes mig at få dem af ham. De VAR godt nok rasende stramme.
Dagen før havde jeg tilfældigvis set et YouTube-klip i hvilket en ældre mand på et fly spurgte de andre passagerer om der var en af dem, der ville købe et flymåltid til ham, idet han var noget så sulten. En medpassager forbarmede sig, og senere viste det sig naturligvis at den sultne ældre herre var direktør for luftfartsselskabet, og han overrakte den barmhjertige medpassager en check på 35000 dollars. Jeg håbede på, at det var en tilsvarende excentrisk milliardær jeg var stødt på. Men ak, jeg måtte forlade butikken uden andet end et par støvede paperbacks. Bl.a. Graham Greenes The Quiet American, beskåret så besynderligt skævt at det får den til at ligne en piratkopi. Jeg vil formentlig aldrig kunne få øje på den i reolen uden at komme til at tænke på kompressionsstrømper.
Mere nostalgi: en Frank og Fred’rik-stribe af Bob Thaves, som jeg faldt over under oprydning af barndomsting. Klippet ud fra JyllandsPosten engang i 1980’erne. Romeo, Julie og plysbjørnen var en stående joke i familien i årevis derefter. Jeg synes stadig det er sjovt!
En morbid lille bog-relateret historie, der cirkulerede i alverdens medier i 2018, men som havde undgået min opmærksomhed indtil nu: at en vis Sergei Savitsky på en russisk forskningsstation i Antarktis havde dolket sin kollega Oleg Beluguzov, fordi denne blev ved med at røbe slutningen i de bøger Savitsky var ved at læse.
Detaljerne varierer en del alt efter hvor man læser historien, så jeg tør ikke svare for hvor meget der er reelt. Kunne snildt være en primært alkohol-induceret hændelse, der har fået bog-detaljen hæftet på sig og er gået viralt af den grund. Ganske forventeligt giver mange af medierne historien en sort-humoristisk vinkel. CBS News brugte overskriften “Cold-Blooded: Scientist In Antartica Accused Of Stabbing Colleague For Spoiling The Endings Of Books“. Andetsteds så jeg refereret at Savitsky efterfølgende blev fragtet til Sankt Petersborg og arresteret der, med den trøstende tilføjelse “Although he faces criminal charges in the Russian city, Savitsky will probably have access to plenty of books that Beloguzov hasn’t already read.”
Historien minder mig om noget jeg fik fortalt af en vikar, jeg havde i én enkelt time engang i folkeskolen. Hun berettede om to tidligere medlemmer af Siriuspatruljen, der mødtes mange år senere og snakkede om deres tid sammen. Ved denne lejlighed gik det op for dem begge, at hver især havde haft små vaner, der nærmest havde drevet den anden til vanvid, selvom de aldrig havde snakket om det dengang. A havde fx set sig gal på B, fordi dennes seler ofte var snoede. B havde været ved at gå amok over at A altid hulede osten. De to fandt nu ud af, at det nærmest var et mirakel, at det ikke var endt med et voldeligt overfald dengang.
“Cabin fever” ville man kalde det på engelsk. Der er givetvis et dækkende dansk udtryk også, men jeg kan ikke komme i tanker om det.
Det gav mig straks et flashback til min barndom – minder om at læse denne bogserie generelt, og mere specifikt følelsen af skuffelse over at handlingen i bogen her overhovedet ikke matchede forsiden. Der var aldeles ikke tale om et fysisk hus, der på mystisk vis blev mindre. Derimod var det noget med en serie malerier på hvilke et hus var malet en lille smule mindre for hvert af dem. Den dag i dag føler jeg mig faktisk stadig lidt snydt, nu jeg blev mindet om det!
Jeg har ikke genbesøgt bogserien siden dengang i 80’erne. Jeg husker, at der var mindst 5-6 forskellige forfattere involveret, og at deres navne kun fremgik af en en diskret “Fortalt af”-notits på titelbladet. Jeg husker også, at Robert Arthur var den bedste af forfatterne. Han var også den med det mest gyser-klingende navn. Nick West var der også en der hed, de andre husker jeg ikke.