En af mine sommerferielæsnings-bøger i år var Graham Greenes erindringsbog En slags liv.Jeg var især fascineret af (og temmelig rystet over) at Greene i sin ungdom hadede kedsomhed så meget, at han jævnligt fandt behov for at spille russisk roulette med sig selv. En aktivitet han senere voksede fra – hvorefter han så dog ved en lejlighed gik til tandlæge for at få en rask tand trukket ud. Noget måtte der ske for at jage kedsomheden på flugt.
Så bogen er psykologisk særdeles interessant og kan anbefales generelt, men her vil jeg slå ned på en lille detalje. Jeg citerer fra side 139:
For de unge mænd af min generation, med eksamen fra universitetet men uden arbejde, var det at ty til Sackville Street noget lignende som i tidligere tid at gå på lånekontoret. Midt imellem herreskrædderne lå et kontor med det Dickens-klingende navn Gabbitas & Thring. Jeg har altid, ganske uretfærdigt, forestillet mig at samtalen mellem Nicholas Nickleby og Mr. Squeers foregik der.
Der var noget Dickens-agtigt og støvet og skimlet ved Sackville Street på den tid, med de gamle fine skrædderfirmaer på begge sider, hvor prostituerede havde lejligheder på etagen ovenover. Gabbitas & Thring’s kontor (hovedkonkurrenten til det lige så Dickens-agtige Truman & Knightley) kunne have været et gammel familiesagførers kontor, med sære hemmeligheder skjult i blikæskerne i arkivet. Det var ikke blomsten af aspiranter til skolevæsnet, der gled gennem Sackville Street. Jeg tvivler på at ret mange unge mænd kom ind på Eton eller Harrow ved “partnerne“s hjælp, for en mand med en førsteklasses eksamen behøvede ikke deres assistance. De var det sidste håb for dem der trængte til en midlertidig håndsrækning. Man pantsatte sig selv i stedet for sit ur.
Da jeg læste den passage, var jeg sikker på at jeg en gang før var stødt på det bizarre firmanavn Gabbitas & Thring. Men hvor? Kunne det mon være i Stephen Frys erindringsbog Moab is my Washpot? Jeg kiggede efter da jeg kom hjem fra ferie, og sørme ja:
In the year 1961 my parents visited Sackville Street, examining each doorway in turn until they came upon a brass plaque on which was written:
GABBITAS & THRING
SCHOLASTIC AGENCY
In the year 1977 I too visited Sackville Street, looking for the brass plaque that still said:
GABBITAS & THRING
SCHOLASTIC AGENCY
I don’t suppose that any writer will ever be able to come up with a partnership that quite matches the ludicrous perfection of the names Gabbitas and Thring.
What is a Scholastic Agency?
Oh, tish now, and come, come, come… you know perfectly well.
A scholastic agency is a kind of public and prep school dating agency. It acts as a private sector pimp, procuring staff for short-handed schools, placement for jobless teachers and schools for parents at a loss to know where their little ones might thrive. That second service was of interest to me in 1977, and the third to my mother and father in 1961.
Jeg fandt det uhyre pudsigt, at det så bizart navngivne kontor optrådte i to forskellige bøger. Derefter søgte jeg så af nysgerrighed på nettet, og jeg fandt at det har endnu flere litterære associationer. En anden berømt klient var Evelyn Waugh, som i sin roman Decline and Fall karikerede det som Church and Gargoyle. Det kan man læse mere om på The Evelyn Waugh Society’s hjemmeside, der også giver diverse andre forfattere en bemærkning med på vejen:
Graham Greene nævnes dog ikke. Til gengæld morer det mig at W. H. Auden i sit digt Letter to Lord Byron name-dropper kontoret med en endnu mindre flatterende forvanskning end den Waugh lagde for dagen:
The only thing you never turned your hand to
Was teaching English in a boarding school.
Today it’s a profession that seems grand to
Those whose alternative’s an office stool;
For budding authors it’s become the rule.
To many an unknown genius postmen bring
Typed notices from Rabbitarse and String.
Jeg elsker hvordan den slags bittesmå detaljer i bøger kan føre til spøjse opdagelser, når man graver lidt.