For nogle dage siden kiggede jeg på vej hjem fra arbejde ind i en Røde Kors-butik, for at se hvad de havde af bøger. En anden kunde i butikken var en lille gammel mand, som trippede lidt rundt, før han spurgte om jeg ville hjælpe ham. Jeg svarede ja, i formodning om at han nok ville have mig til at nå en bog på en af de øverste hylder. Men nej, han spurgte om jeg kunne tage hans kompressionsstrømper af for ham. De var nemlig alt for stramme, måtte jeg forstå. Hvorefter han rakte mig en pjece slået op på en side med en udførlig punktnummereret vejledning i hvordan man tager sådan nogle af. Det lykkedes mig at få dem af ham. De VAR godt nok rasende stramme.
Dagen før havde jeg tilfældigvis set et YouTube-klip i hvilket en ældre mand på et fly spurgte de andre passagerer om der var en af dem, der ville købe et flymåltid til ham, idet han var noget så sulten. En medpassager forbarmede sig, og senere viste det sig naturligvis at den sultne ældre herre var direktør for luftfartsselskabet, og han overrakte den barmhjertige medpassager en check på 35000 dollars. Jeg håbede på, at det var en tilsvarende excentrisk milliardær jeg var stødt på. Men ak, jeg måtte forlade butikken uden andet end et par støvede paperbacks. Bl.a. Graham Greenes The Quiet American, beskåret så besynderligt skævt at det får den til at ligne en piratkopi. Jeg vil formentlig aldrig kunne få øje på den i reolen uden at komme til at tænke på kompressionsstrømper.
