Min julegave til mig selv i 2023 var et eksemplar af Peter Freuchens roman Diamantdronningen. Den indeholdt en dedikation, jeg simpelthen ikke kunne stå for:
Jeg vidste ikke, hvad der lå bag udsagnet om en kontrakt, og boghandleren vidste det heller ikke men havde blot beskrevet dedikationen som “enigmatisk” i kataloget. Det syntes jeg var det rette ord – sjældent har jeg set en dedikation, der i den grad sætter fantasien i sving. Det føles jo næsten som en optakt til en Dan Brown-roman!
Jeg fandt et enkelt foto af Freuchen og Bohr sammen:
hvilket jeg dog ikke blev klogere af. Men tilfæl- og heldigvis var der i familien nogen der kunne hjælpe: Hans Borchersen, der er næstformand i Peter Freuchen Selskabet. Han gættede på, at forbindelsen havde været i USA, da både Freuchen og Bohr var flygtninge der på omkring dedikationens tidspunkt. Et andet medlem af foreningen, Svend Skottfelt, kunne bekræfte og uddybe:
Ja , Niels Bohr var med i Los Alamosprojektet om atombomben 1942-45 og var jøde og flygtet fra DK til USA ligesom Peter – men Peter spillede også fodbold i AB sammen med Niels Bohr og hans bror Harald, som var særlig god ( landshold ) det var i årene 1908-1912 før Thule at de mødtes på fodboldbanerne er jeg sikker på – men jeg faktachecker lige
Og:
Peter nævner i “ I al frimodighed” at han mødte de brødre under filosofikum delen som var den eneste akademiske examen han iøvrigt bestod , at han var meget betaget af de 2 Bohr brødres kvikke hoveder og spec Haralds evner på fodboldbanen og at han senere lavede den aftale med Niels Bohr “at Peter skulle sende ham et eksemplar af alle hans bøger på den udtrykkelige betingelse, at Bohr aldrig sendte ham nogle af sine. På den måde har vi holdt balancen” – så det forklarer jo fint dedikationen !!
En meget tilfredsstillende forklaring! Stor tak til både Hans og Svend for den hurtige opklaring.
Peter Freuchen Selskabets hjemmeside, som bestemt er et besøg og mere til værd, kan man finde her:
Set i en boghandel i Rom: paperback-udgaver af diverse store klassikere – bortset fra, at indholdet er lutter blanke sider. Jeg kan ikke rigtigt se pointen med dem. Og dog: Hvis man går meget op i signalværdien af bogreolens indhold er her selvfølgelig en mulighed for at fylde hylderne op med imponerende udseende værker. Så kan man uden at lyve hævde at have læst hvert et ord i dem.
Jeg er blevet foræret et eksemplar af Takt og Tone, hvad jeg prøver at undlade at lægge for meget i. Her er hvad fru Gad har at sige om emnet bøger:
Køb helst de Bøger, De har Lyst til at læse. Ikke alene gavner De dermed Literaturen, men De faar ogsaa Bøgerne kær og skaber Dem derved Venner, som ikke skuffer. De Bøger, De laaner, maa De huske at levere tilbage efter ikke altfor lang Tids Forløb. At Efterladenhed paa det Punkt er almindelig, gør den ikke mindre dadelværdig. Lad det være Dem særlig magtpaaliggende at tilbagegive enkelte laante Bind af en Forfatters samlede Værker. Disse har nemlig for Ejeren tabt megen for ikke at sige al Værdi, naar et enkelt Bind mangler. Har de faaet et Bog tilsendt i Foræring med en egenhændig Dedikation af Forfatteren, kan De ikke afhænde den til en Antikvar. I literære Kredse betragtes det ikke engang som hensynsfuldt at lade en saadan Bog gaa rundt til Laans i sin Kreds. Hvis de omgaas en Bogs Forfatter, da lad ikke Bogen henligge uopskaaret paa Deres Bord. Skær den op. Hvis ikke, vil Deres Ligegyldighed røbe sig ved hans første Besøg hos Dem. Forfattere har i den Henseende Argusøjne, især hvis Deres Bøger ikke gør Lykke.
Det lyder jo meget rimeligt altsammen. Jeg kan blot konstatere at forfattere i Emma Gads øjne må være et meget udannet folkefærd, for som jeg tidligere har skrevet på denne blog, så er det mere reglen end undtagelsen, at de dedikationseksemplarer de sender til hinanden forbliver uopskårne. I hvert fald hvis jeg skal dømme efter de mange af slagsen jeg har fundet i antikvariater i årenes løb.
Jeg blev oprigtigt ked af det da jeg for nylig erfarede, at den amerikanske tegneserietegner Joe Matt døde i september måned, kun 60 år gammel. Tilsyneladende døde han af et hjerteanfald siddende ved sit tegnebord – hvad der er en grum ironi i, eftersom Matt i hvert fald de sidste 15-20 år har været kendt for at være umådeligt lidt produktiv.
Jeg opdagede Joe Matts tegneserier i 1990’erne, og via ham opdagede jeg også hans kolleger Seth (Gregory Gallant) og Chester Brown. De tre boede dengang alle i Toronto og de gebærdede sig alle tre, i større eller mindre grad, med at lave selvbiografiske serier. At de med konsistente karaktertræk optræder som figurer i hinandens værker, gør det til en sjov oplevelse at parallellæse de tre herrers produktion.
Hvor både Seth og Chester Brown for mig dog er noget af en “acquired taste” er Joe Matt anderledes tilgængelig: hans serier er af den type som man straks sætter tænderne i. En eller anden sagde engang om tegneserien Little Lulu at det nærmest var nemmere at læse den end at lade være med det – det er lige sådan har jeg det med Joe Matts serier. Grafisk kommunikerer de ekstremt effektivt. Indholdsmæssigt er de ofte så man-tror-det-er-løgn-grænseoverskridende at man sommetider ikke ved hvad man skal gøre af sig selv under læsningen. Joe Matt er selvudleverende i ekstrem grad, og han overdriver på Klovn-agtig vis sine dårlige sider. Der er side op og side ned om pornografiafhængighed, nærighed, dovenskab, giftig opførsel i parforhold og absurd detaljerede besættelser. Temamæssigt er Matt nært beslægtet med forbilledet Robert Crumb, men Matt er efter min mening sjovere. Han kan også ramme plet med alvorligere psykologiske observationer: særligt en sekvens i debutsamlingen Peepshow– the Cartoon Diary of Joe Matt om hvordan han reagerer på et familiemedlems sygdom er skarpt observeret.
I 2020, efter at jeg havde læst Matts kun fire bøger mange gange (og ærgerlig over at der ikke lod til at være udsigt til nye udspil), skrev jeg til ham, roste hans bøger og spurgte om han var interesseret i en kommission. Det var han. Jeg gav ham frie hænder, og han valgte at genbesøge et motiv han tilbage i 1990’erne havde lavet til en kalender for forlaget Drawn and Quarterly: “The Toronto Three”, Seth, Chester Brown og Joe Matt der spiller kort på en café, mens Joe Matt kigger længselsfuldt efter en kvinde off-screen.
Undervejs mens Matt arbejdede med maleriet fik vi udvekslet ikke så få beskeder, og jeg fandt ham entusiastisk, varm og sjov. På visse punkter gav han samme indtryk som hans tegneserie-alter ego, og på andre slet ikke. Nærigheden mærkede jeg i hvert fald ikke noget til, snarere tværtimod. Den legendariske “dovenskab” var til gengæld tydelig nok: adskillige gange undervejs undskyldte han for at være så langsom, for igen at have udskudt at arbejde videre, og NU skulle han også nok tage sig sammen osv osv. Men egentlig passede det mig fint, at det trak så længe ud, for det var sjovt at kommunikere med ham – i hver besked skrev han lidt om hvad han ellers lige arbejdede på, eller om et eller andet popkulturelt der faldt ham ind, hvorefter jeg så svarede i samme dur.
Langt om længe blev han færdig med maleriet og sendte det til mig. Det pryder nu væggen over trappen i min entré, og jeg har naturligvis hængt en passende pinup op til højre for det.
Den sidste besked jeg fik fra Matt handlede om Carl Barks. Jeg havde i min forudgående besked refereret til en side Matt havde lavet om et dilemma enhver samlertype kender til: skal man have det hele, eller skal man nøjes med the good stuff? Jeg tillader mig at gengive siden her:
Og Matts svar gav så fortsættelsen:
Re: Barks…I recently sold 5 of those 10 sets, once I reacquired them. To me, the ones worth keep are: The 3 Uncle Scrooge ones, and 2 of WD’ Comics & Stories (sets 8 & 9). THAT’S the peak stuff! Haha. Later, Kristian! Thanks again!
Jeg er glad for, at jeg nåede at skrive til ham og rose hans produktion inden det blev for sent, og nu sætter jeg lige så stor pris på vores lille mailudveksling som jeg gør på maleriet på min væg.
Jeg har i lang tid haft mig skrevet bag øret, at jeg skulle prøve at få læst noget af Evelyn Waugh. Det kom sig af, at jeg i Finn Søeborgs erindringer læste at Waugh var en af hans forbilleder. I forbindelse med omtalen af debutbogen Sådan er der så meget skriver Søeborg følgende:
Bogen var en sørgelig historie, men da jeg omsider efter meget besvær fik den udgivet, fik jeg at vide at den var vældig morsom, og at jeg var humorist. På en måde kom det bag på mig. På en måde ikke. Jeg var på det tidspunkt meget optaget af, og vel også påvirket af, den engelske forfatter Evelyn Waugh, der havde skrevet en række bøger som for eksempel “Sort uheld”, “Fald og forfald” og navnlig “En håndfuld støv”. Evelyn Waugh var, efter hvad jeg senere har læst om ham, vist nok ikke nogen særlig tiltalende person, og han var i højeste grad misantrop. Jeg delte heller ikke hans meget konservative, ja nærmest reaktionære synspunkter, men jeg var bjergtaget af hans stil. Hans bøger var en mærkelig blanding af humor, tragedie og ligefrem uhygge, som jeg var meget begejstret for. Mærkelig nok var der, da min bog senere kom ud, ingen kritiker der lagde mærke til denne påvirkning, bortset fra én, nemlig nu afdøde Jens Kruuse, der iøvrigt også i forbindelse med flere af mine senere bøger satte mig i forbindelse med Evelyn Waugh. Men bogen kom senere også ud i England, og der var der flere anmeldere, der sammenlignede mig med Evelyn Waugh, selv om nogle af dem mente, at det måske skyldtes oversættelsen. Det har altid været min ønskedrøm, at Evelyn Waugh har læst bogen og syntes om den, men jeg hørte desværre aldrig fra ham.
Det skal tilføjes, at jeg stort set ikke mindes at have læst Søeborg nævne andre inspirationskilder end Waugh, hvilket jo gør anbefalingen så meget desto mere interessant.
I sommerferien fik jeg læst Sort uheld, og jeg kan bestemt se en vis åndsbeslægtethed mellem de to forfattere i blandingen af humor og besk tragedie. Romanen foregår i det afrikanske land Azanien (som vist skal forestille Ethiopien), hvis kejser Seth har store ambitioner om at reformere landet i vestlig retning. Håbløsheden i det projekt driver meget af humoren i bogen, eksempelvis i en scene hvor et par damer fra en forening for dyrevelfærd gør besøg. Regeringen har imidlertid ikke forstået konceptet med at beskæftige sig med “cruelty against animals”, så under aftenens festbanket (beskrevet på guldsnitsbesmykkede kort som “KEJSERLIG VELKOMSTBANKET TIL ÆRE FOR DE ENGELSKE GRUSOMHED MOD DYRENE DAMER”), afholdes denne tale:
“Deres Majestæt, ædelbårne herrer og damer. Jeg har i aften den ære og glæde med broderkærlighedens ånd at byde etatsrådinde Porch og frøken Tin velkommen hertil. Disse damer er kendt i hele det berømte land Europa for deres store grusomhed mod dyr. Vi azaniere er en stolt og gammel nation, men vi har meget at lære af de hvide folk fra Norden. Vi er også på vor beskedne måde grusomme mod dyr” – og her kom indenrigsministeren en del på afveje for i gyselige enkeltheder at berette om, hvad han selv engang havde præsteret med en økse over for et vildsvin – “men det er de store nationer i Vesten og Norden og særlig deres værdige respræsentanter, som er til stede i aften, vi ser hen til som vore naturlige førere på fremskridtets vej. Mine damer og herrer, vi må være moderne, vi må være raffinerede i vores dyremishandlinger. Det er Den Ny Tids budskab som vore gæster i aften bringer os det. Må jeg derfor til slut hæve mit glas og bede Dem sammen med mig ønske dem en høj alder og lang frugtbarhed.”
Ret søeborgsk, synes jeg. Andre af Waughs bøger har jeg endnu ikke læst, men jeg kom i tanker om, at jeg i bunken af endnu usete DVD’er havde A Handful of Dust liggende. Nu gav jeg den et kig. DVD-coveret, med en ung Kristin Scott Thomas, giver indtryk af et lidt for kedeligt stivt engelsk periodedrama. Det var ikke tilfældet – det er under den polerede overflade en ganske barsk omgang, og med en højst besynderlig og uventet djævelsk slutning. Den vil farve hvordan jeg kommer til at tænke på Alec Guinness fremover! I lighed med Søeborgs romaner går det værst ud over hovedpersonen, der egentlig bare opfører sig pænt men passivt.
Sort uheld er iøvrigt oversat af Jens Kruuse. Jeg har ikke lige kunnet finde nogle Kruuse-citater, der direkte kæder Søeborg sammen med Waugh, bortset fra ét, der gør det på indirekte vis ved at sammenligne Leif Panduro med dem begge: “Panduros bog [Rend mig i traditionerne] er en meget alvorlig bog om ensomhed og angst og ungdom. Han skal ikke lade sig fornærme af, at man siger Evelyn Waugh og Finn Søeborg. Han er varmere end den ene og farligere end den anden, han er nu og da morsommere og mere gribende end nogen af dem. ” Dette citat fandt jeg i en interessant artikel af John Chr. Jørgensen om Søeborgs humor, som man kan læse her: https://www.kjoeller.dk/JohnChrJoergensen/Artikler/211213FinnSoeeborgsHumor
Det er ikke lykkes mig at finde engelske anmeldelser af Sådan er der så meget, og jeg har heller ikke kunnet finde noget information om hvorvidt Waugh har læst bogen, som på engelsk blev udgivet under titlen Four Cheers for Bureaucracy i 1952, oversat af Janet Gow. Det er der ikke meget overraskende i. Til gengæld var det en ganske underholdende proces at søge efter disse ting, for jeg fandt andre pudsigheder undervejs. Fx erfarede jeg, at University of Victoria ligger inde med hvad der lader til at være John Betjemans samlede arkiver, og at kasse nummer 75 fra samlingen tilsyneladende indeholdt en udklippet anmeldelse af Søeborgs bog:
Eller hvad med dette “word map” fra Google Books:
Det er jo som at få bogen injiceret intravenøst i højkoncentrat – kun undrer det mig at “sink battleships” ikke står med større typer.
Mest morede jeg mig dog over en Etsy-annonce i hvilken en tysk udgave falbydes. Sælgeren oversætter titlen til engelsk og når frem til noget, der giver associationer til zombiefilm. Det tyske cover er også i en klasse for sig, må man sige:
Man kan komme vidt omkring, når man laver søgninger efter Finn Søeborg på nettet. Sådan er der så meget.
Rune T. Kidde var hvad man på engelsk ville kalde en national treasure (jeg kan ikke lige finde et dansk udtryk, jeg synes er lige så passende), og han døde alt for ung. Et af hans mange sympatiske træk var, at han var bogsamler. I selvbiografien Kruseduller, kragetæer og kreative krumspring – en meget kiddesk titel – skriver han i sidste kapitel:
Jeg vil slutte af med to af de absolut vigtigste ting her i livet: et stamtræ og en hobby. Familiehistorien skal du nu nok slippe for det meste af i denne omgang; men jeg har selv fået lov til at føle mig som en lille bitte sten i en lang, lang kæde med historiske vingesus ved at opsøge min families rødder. Forfatterægteparret Harald og Astrid Ehrencron-Kidde var også den egentlige grund til, at jeg i sin tid begyndte at samle på signerede og dedikerede bøger, så her løber de punkter sammen. Jeg har en hel del kort, breve og dedikerede bøger fra de to i min samling på over 3000 bøger, og Harald Kiddes sind har jeg kunnet genkende rigtig, rigtig meget i. Det er den samme stream of consciousness, vi arbejder i, og vi deler holdning til mange af livets store spørgsmål.
Efter en række anekdoter om forfatterægteparret og deres samtidige kolleger fortsætter han:
… Og her kommer så et lille uddrag af min bogsamling til nærmere studier. Alle tegninger, digte og breve fandtes indtil nu kun i denne ene originalversion og er trykt her for første gang. Jeg ved ikke rigtigt, om det er mit journalistiske sladderhjerte eller min litterære skønånd, der ikke kan lade være med at sætte dem fri fra min samling; men det gnaver mit halvgamle bogormehjerte at knuge om dem i mine reolers dyb. Her kommer det lille udvalg.
Hvorefter man på bogens sidste ca 20 sider kan nyde mange fine eksempler fra Piet Hein, Luis Bunuel, Allen Ginsberg, Storm P. og mange andre. Og (sigende måske?) også fra verdensklovnene Charlie Rivel og Grock.
Jeg kan godt lide bogormehjerte-udtalelsen, for jeg har det selv meget på samme måde. Det er nok også hovedårsagen til at jeg skriver denne blog.
Jeg har aldrig selv mødt Kidde (ud over at have set ham optræde til et sjovt fortæller-arrangement med Carsten Islington), men at jeg havde en hobby tilfælles med ham, førte tilfældigt til et par korte mailudvekslinger. Engang solgte jeg nogle dedikationseksemplarer på det nu hedengangne auktionssite QXL, og køberen bag det anonyme brugernavn viste sig at være Kidde. Nu ærgrer det mig lidt, at jeg ikke benyttede lejligheden til at rose og spørge ind til hans produktion, men af en eller anden fandt jeg det upassende påtrængende dengang. Så det blev kun korte mails med rent praktiske oplysninger. Jeg husker, at han ikke afsluttede sine mails med gængse formularer, men altid på en eller anden speciel måde, som fx:
Novemberregn, Rune
Han købte flere bøger af mig ved en senere lejlighed, og tilsvarende har jeg her og der i tidens løb anskaffet mig bøger der har været i hans samling – det ved jeg fordi han havde for vane at sætte sit navnetræk i bøger han ejede. Det sker stadig af og til, at jeg i et antikvariat finder hans krusedulle-krageæer i en tilfældig bog, og jeg synes altid det er lidt hyggeligt, omend jeg samtidig bliver ærgerlig ved påmindelsen om, at han selv er væk.
Haruki Murakami besøgte årets Louisiana Literature-festival i august, og jeg var derude den formiddag han signerede. Jeg havde taget mit eksemplar af Norwegian Wood med, og i museumsbutikken købte jeg endvidere nyudgivelsen Novelist as a Vocation, en samling af selvbiografiske essays. Jeg troede egentlig jeg var i god tid, men køen til ham var allerede monsterlang – en kø jeg end ikke kunne se enden (eller rettere: begyndelsen) på. Jeg turde ikke engang bruge de ekstra minutter det ville tage at gå ned og danne mig et overblik.
Et par timer senere havde jeg min signatur, men på vej hjem i toget var jeg for en gangs skyld lidt træt af min hobby og syntes den styrer mig lidt rigeligt! Så lang tid for så lidt, og tilmed stress det meste af tiden, fordi ingen vidste hvor længe han ville blive ved at signere. Jeg tror, at mange af dem der stod længere tilbage i køen endte med at gå forgæves.
En underlig måde at bruge en formiddag på. Men jeg fik da læst Novelist as a Vocation undervejs, og den var interessant. Giver et billede af Murakami som en person, der arbejder på en meget disciplineret måde, hvilket også var hvad jeg havde forestillet mig.
Dette enormt charmerende brev, som blev fundet i Marilyn Monroes bo, har jeg efterhånden set nogle gange på diverse sociale medier; jeg kan ikke modstå fristelsen til også at gengive det her:
Uden sammenligning den bedste må-jeg-bede-om-en-autograf-anmodning jeg har set! Jeg håber at Jon Atkinson fik sit foto.
Der findes et forbløffende stort antal fotos af Monroe i færd med at læse en bog, langt flere end jeg tror jeg har set af nogen anden person. Det museres der lidt over i nedenstående link, af hvilket man også kan udlede, at hun formentlig har læst flere af Steinbecks bøger – i hvert fald talte hendes bogsamling klassikeren Tortilla Flat (aka Dagdriverbanden), den mere forglemmelige The Short Reign of Pippin IV og artikelsamlingen Once There Was a War:
Edit: har lige søgt lidt mere og konstateret at Atkinson ikke fik et foto! En Michael Alberty har gravet dybere og skrevet om det, her er en opsummering der ikke er bag en paywall:
Et indlæg mere fra børne- og ungdomsafdelingen, stadig fra min søns bogreol, men nu nogle år længere tilbage. Da jeg i sin tid læste højt for ham af Barbapapa, syntes jeg der var noget velkendt over den leopard, der slap ud af zoologisk have. Jeg checkede efter, og ganske rigtigt: den er tydeligvis baseret på Franquins jaguar fra tegneseriealbummet Den vilde spiril:
Det fik mig til at få lidt dårligere samvittighed over, at jeg selv engang skelede lige lovligt kraftigt til en Franquin-tegning, da jeg havde brug for at tegne en løve. (Må i øvrigt skrive mere om Franquin en anden gang: kontrasten mellem hans ubegribeligt store tegnetalent og hans egen opfattelse af samme er fascinerende).
Jeg har tidligere skrevet om dette eksempel på serieland.dk. Her vil jeg tilføje en pudsig anekdote. Omkring 1998 gik jeg en tur i Luxembourghaven i Paris og kom forbi en bod der solgte lyserødt candyfloss. Her så jeg for første gang det franske navn på denne spise, barbe à papa, og forstod pludselig hvorfor figuren hedder som den hedder. En sjov aha-oplevelse, der fik en endnu pudsigere fortsættelse, da Talus Tyler, den ene halvdel af parret der skabte Barbapapa, døde i 2015: I en avisnekrolog over ham læste jeg nemlig, at han gudhjælpemig havde fået ideen til figuren i Luxembourghaven i Paris! Her er Wikipedias nuværende fremstilling:
The inspiration for Barbapapa came by chance in the Luxembourg Garden in Paris one day in May 1970. […] While walking in the park with Annette Tison, Talus Taylor thought he heard a child ask his parents for something called “Baa baa baa baa”. Not speaking French, he asked Tison what the words meant. She explained that the child was asking for a treat called Barbe à papa (cotton candy, literally ‘daddy’s beard’). Later at a restaurant, the couple began to draw on the tablecloth and came up with a character inspired by the candy: a pink and round character. When it came time to give it a name, Barbapapa came naturally.
Jeg var også selv glad for Barbapapa-bøgerne da jeg var barn. En ting jeg husker tydeligt er, at jeg stejlede da jeg så en af figurerne forme sig som en stige. Jeg kunne acceptere at de kunne forme sig om til hvad som helst, men IKKE at der blev “huller” i dem! Jeg kendte ikke ordet topologi dengang, men begrebet havde jeg åbenbart en fornemmelse for.
