Når man har læst en vis mængde Agatha Christie-romaner, begynder man uvægerligt at bide mærke i visse mønstre. Jeg tænker man kunne få en fornøjelig (meta-)roman ud af det, hvis ikke bare læseren, men også romanens personer kunne fornemme disse mønstre. Ser for mig en person, der glæder sig til et afslappende cruise – indtil han oplyses om, at en anden passager er Hercule Poirot og straks ræsonnerer, at det betragteligt øger risikoen for at der begås et mord om bord. Allerede inden mordet er begået kan vor helt så begynde at spekulere over hvem der vil afgå ved døden – det må formentlig være den, om hvem det gælder at flest mulige medpassagerer har et motiv til at slå vedkommende ihjel. (“Hmm… næppe Mrs. Waterstone, hende er der kun tre der har motiv til at dræbe. Mr. Stephens måske, der er mindst seks…”).
Der er sikkert allerede mange der har lavet noget i den retning, for det er ikke så original en ide. I min barndoms Jan-bøger var Jans tro følgesvend Erling i hvert fald opmærksom på, at vennen formelig tiltrak mysterier, der ventede på at blive opklaret. Men dybere end som så formulerede Erling sig aldrig; det syntes at forblive en underlig intuitiv fornemmelse hos ham. Det kunne ellers have været sjovt hvis han, efterhånden som den 81(!) bind lange bogserie skred frem, begyndte at ræsonnere på ovenstående vis, og udviklede sig til seriens egentlige helt…
En af mine sommerferielæsnings-bøger i år var Graham Greenes erindringsbog En slags liv.Jeg var især fascineret af (og temmelig rystet over) at Greene i sin ungdom hadede kedsomhed så meget, at han jævnligt fandt behov for at spille russisk roulette med sig selv. En aktivitet han senere voksede fra – hvorefter han så dog ved en lejlighed gik til tandlæge for at få en rask tand trukket ud. Noget måtte der ske for at jage kedsomheden på flugt.
Så bogen er psykologisk særdeles interessant og kan anbefales generelt, men her vil jeg slå ned på en lille detalje. Jeg citerer fra side 139:
For de unge mænd af min generation, med eksamen fra universitetet men uden arbejde, var det at ty til Sackville Street noget lignende som i tidligere tid at gå på lånekontoret. Midt imellem herreskrædderne lå et kontor med det Dickens-klingende navn Gabbitas & Thring. Jeg har altid, ganske uretfærdigt, forestillet mig at samtalen mellem Nicholas Nickleby og Mr. Squeers foregik der. Der var noget Dickens-agtigt og støvet og skimlet ved Sackville Street på den tid, med de gamle fine skrædderfirmaer på begge sider, hvor prostituerede havde lejligheder på etagen ovenover. Gabbitas & Thring’s kontor (hovedkonkurrenten til det lige så Dickens-agtige Truman & Knightley) kunne have været et gammel familiesagførers kontor, med sære hemmeligheder skjult i blikæskerne i arkivet. Det var ikke blomsten af aspiranter til skolevæsnet, der gled gennem Sackville Street. Jeg tvivler på at ret mange unge mænd kom ind på Eton eller Harrow ved “partnerne“s hjælp, for en mand med en førsteklasses eksamen behøvede ikke deres assistance. De var det sidste håb for dem der trængte til en midlertidig håndsrækning. Man pantsatte sig selv i stedet for sit ur.
Da jeg læste den passage, var jeg sikker på at jeg en gang før var stødt på det bizarre firmanavn Gabbitas & Thring. Men hvor? Kunne det mon være i Stephen Frys erindringsbog Moab is my Washpot? Jeg kiggede efter da jeg kom hjem fra ferie, og sørme ja:
In the year 1961 my parents visited Sackville Street, examining each doorway in turn until they came upon a brass plaque on which was written:
GABBITAS & THRING SCHOLASTIC AGENCY
In the year 1977 I too visited Sackville Street, looking for the brass plaque that still said:
GABBITAS & THRING SCHOLASTIC AGENCY
I don’t suppose that any writer will ever be able to come up with a partnership that quite matches the ludicrous perfection of the names Gabbitas and Thring. What is a Scholastic Agency? Oh, tish now, and come, come, come… you know perfectly well. A scholastic agency is a kind of public and prep school dating agency. It acts as a private sector pimp, procuring staff for short-handed schools, placement for jobless teachers and schools for parents at a loss to know where their little ones might thrive. That second service was of interest to me in 1977, and the third to my mother and father in 1961.
Jeg fandt det uhyre pudsigt, at det så bizart navngivne kontor optrådte i to forskellige bøger. Derefter søgte jeg så af nysgerrighed på nettet, og jeg fandt at det har endnu flere litterære associationer. En anden berømt klient var Evelyn Waugh, som i sin roman Decline and Fall karikerede det som Church and Gargoyle. Det kan man læse mere om på The Evelyn Waugh Society’s hjemmeside, der også giver diverse andre forfattere en bemærkning med på vejen:
Graham Greene nævnes dog ikke. Til gengæld morer det mig at W. H. Auden i sit digt Letter to Lord Byron name-dropper kontoret med en endnu mindre flatterende forvanskning end den Waugh lagde for dagen:
The only thing you never turned your hand to Was teaching English in a boarding school. Today it’s a profession that seems grand to Those whose alternative’s an office stool; For budding authors it’s become the rule. To many an unknown genius postmen bring Typed notices from Rabbitarse and String.
Jeg elsker hvordan den slags bittesmå detaljer i bøger kan føre til spøjse opdagelser, når man graver lidt.
Jeg skrev tidligere om anagrammer af forfatternavne her. Her er lidt flere fjollerier af slagsen:
Kurt Vonnegut – Utvungen, kort
(Tillægsordene kunne med lidt god vilje beskrive hans simple prosastil).
Ken Follett – Enkelt, flot
(OK, mere af et stretch… hans kæmperomaner er skåret over samme læst og flot udførte, men enkle kan man vel dårligt kalde dem).
Harper Lee – Reel harpe
(Formentlig en komplet uretfærdig beskrivelse af damens personlighed. I hvert fald hvis Catherine Keeners fremstilling af hende i Capote ligger bare nogenlunde tæt på virkeligheden).
Erling Jepsen – Spejlingerne
(Ved ikke rigtigt hvad man kan retfærdiggøre denne med, men det er så usædvanligt med et etords-anagram af et forfatternavn at den må med).
Delphine de Vigan – Alvidenhed-pigen
(Det kunne være den mystiske L. fra Baseret på en sand historie)
Agnar Mykle – Yngle-karma
(Mykles to hovedværker er prægede af hovedpersonen Ask Burlefots genvordigheder efter at han gør ikke blot én, men TO piger gravide).
Og det bedste jeg fandt i denne omgang:
Paul Auster – Slap auteur
(Ja, jeg har nu altid fundet ham lidt overvurderet…)
For nogle dage siden kiggede jeg på vej hjem fra arbejde ind i en Røde Kors-butik, for at se hvad de havde af bøger. En anden kunde i butikken var en lille gammel mand, som trippede lidt rundt, før han spurgte om jeg ville hjælpe ham. Jeg svarede ja, i formodning om at han nok ville have mig til at nå en bog på en af de øverste hylder. Men nej, han spurgte om jeg kunne tage hans kompressionsstrømper af for ham. De var nemlig alt for stramme, måtte jeg forstå. Hvorefter han rakte mig en pjece slået op på en side med en udførlig punktnummereret vejledning i hvordan man tager sådan nogle af. Det lykkedes mig at få dem af ham. De VAR godt nok rasende stramme.
Dagen før havde jeg tilfældigvis set et YouTube-klip i hvilket en ældre mand på et fly spurgte de andre passagerer om der var en af dem, der ville købe et flymåltid til ham, idet han var noget så sulten. En medpassager forbarmede sig, og senere viste det sig naturligvis at den sultne ældre herre var direktør for luftfartsselskabet, og han overrakte den barmhjertige medpassager en check på 35000 dollars. Jeg håbede på, at det var en tilsvarende excentrisk milliardær jeg var stødt på. Men ak, jeg måtte forlade butikken uden andet end et par støvede paperbacks. Bl.a. Graham Greenes The Quiet American, beskåret så besynderligt skævt at det får den til at ligne en piratkopi. Jeg vil formentlig aldrig kunne få øje på den i reolen uden at komme til at tænke på kompressionsstrømper.
Mere nostalgi: en Frank og Fred’rik-stribe af Bob Thaves, som jeg faldt over under oprydning af barndomsting. Klippet ud fra JyllandsPosten engang i 1980’erne. Romeo, Julie og plysbjørnen var en stående joke i familien i årevis derefter. Jeg synes stadig det er sjovt!
En morbid lille bog-relateret historie, der cirkulerede i alverdens medier i 2018, men som havde undgået min opmærksomhed indtil nu: at en vis Sergei Savitsky på en russisk forskningsstation i Antarktis havde dolket sin kollega Oleg Beluguzov, fordi denne blev ved med at røbe slutningen i de bøger Savitsky var ved at læse.
Detaljerne varierer en del alt efter hvor man læser historien, så jeg tør ikke svare for hvor meget der er reelt. Kunne snildt være en primært alkohol-induceret hændelse, der har fået bog-detaljen hæftet på sig og er gået viralt af den grund. Ganske forventeligt giver mange af medierne historien en sort-humoristisk vinkel. CBS News brugte overskriften “Cold-Blooded: Scientist In Antartica Accused Of Stabbing Colleague For Spoiling The Endings Of Books“. Andetsteds så jeg refereret at Savitsky efterfølgende blev fragtet til Sankt Petersborg og arresteret der, med den trøstende tilføjelse “Although he faces criminal charges in the Russian city, Savitsky will probably have access to plenty of books that Beloguzov hasn’t already read.”
Historien minder mig om noget jeg fik fortalt af en vikar, jeg havde i én enkelt time engang i folkeskolen. Hun berettede om to tidligere medlemmer af Siriuspatruljen, der mødtes mange år senere og snakkede om deres tid sammen. Ved denne lejlighed gik det op for dem begge, at hver især havde haft små vaner, der nærmest havde drevet den anden til vanvid, selvom de aldrig havde snakket om det dengang. A havde fx set sig gal på B, fordi dennes seler ofte var snoede. B havde været ved at gå amok over at A altid hulede osten. De to fandt nu ud af, at det nærmest var et mirakel, at det ikke var endt med et voldeligt overfald dengang.
“Cabin fever” ville man kalde det på engelsk. Der er givetvis et dækkende dansk udtryk også, men jeg kan ikke komme i tanker om det.
Det gav mig straks et flashback til min barndom – minder om at læse denne bogserie generelt, og mere specifikt følelsen af skuffelse over at handlingen i bogen her overhovedet ikke matchede forsiden. Der var aldeles ikke tale om et fysisk hus, der på mystisk vis blev mindre. Derimod var det noget med en serie malerier på hvilke et hus var malet en lille smule mindre for hvert af dem. Den dag i dag føler jeg mig faktisk stadig lidt snydt, nu jeg blev mindet om det!
Jeg har ikke genbesøgt bogserien siden dengang i 80’erne. Jeg husker, at der var mindst 5-6 forskellige forfattere involveret, og at deres navne kun fremgik af en en diskret “Fortalt af”-notits på titelbladet. Jeg husker også, at Robert Arthur var den bedste af forfatterne. Han var også den med det mest gyser-klingende navn. Nick West var der også en der hed, de andre husker jeg ikke.
Jeg skriver dette i håb om, at der et sted i Danmark sidder en person, der med mellemrum søger på nettet efter “Lyngby-løsningen”, fordi han har et unikt forhold til dette udtryk. Der ligger en litterær kreditering her, som burde tildeles dens rette ophavsmand.
Det handler i første omgang om Svend Åge Madsens roman Lad tiden gå fra 1986, som skildrer tidsrejser tilbage i tiden, men med et originalt tvist, der undgår “bedstefar-paradokset”. Madsens ide er intet mindre end genial: på Århus universitet opdager “kronofysikeren” professor Jeyde en metode til at springe 23 dage tilbage i tiden. Problemet er, at tilbagespringet er absolut: ethvert spor af hvad der er sket i 23-dages perioden er udvisket, inklusive alles erindringer om den. Jeyde kan således ikke bevise at metoden virker, for i samme øjeblik han sætter eksperimentet i værk, ophører det med at have fundet sted! I romanens begyndelse spekulerer Jeyde sig gråhåret over denne tilsyneladende uoverstigelige forhindring.
Romanen fortsætter med at Jeyde indvier sin kollega Johanne Fraser i sine overvejelser, og senere bliver hun i stand til at udføre tilbagespringene og, som den eneste, huske hvad der er sket i de “slettede” perioder. Hun kan således lære af sine erfaringer og benytte sig af dem i en ny runde, som Bill Murray i Groundhog Day. (Det er således også en vigtig grundpræmis for handlingen, at verden ikke er deterministisk men kan udvikle sig forskelligt i hver runde).
Hændelsen, der sætter Johanne i stand til at huske, er at hun bliver udsat for tortur og hendes sind således bliver så dybt præget, at de almindelige regler sættes ud af kraft. Det er et litterært greb, som jeg synes er lidt ærgerligt, fordi det går imod renheden i grundideen, men samtidig synes et postulat af den art nødvendigt for at romanens handling overhovedet kan lette. Da jeg læste romanen første gang, omkring 1988, var jeg i hvert fald sikker på at Jeyde havde ret i sin antagelse om, at det var en logisk umulighed at påvise tilbagespringene.
Men jeg skulle blive klogere. Tyve år efter udgav Svend Åge Madsen romanen Det syvende bånd, i hvilken Johanne Fraser optræder igen i en birolle. Hun har i mellemtiden nået den indsigt, at det faktisk kan lade sig gøre. Hun beskriver det pædagogisk for bogens hovedpersoner, for nemheds skyld nu med én-uges interval:
‘Hvis man fandt en metode så man kunne spole tiden for eksempel en uge tilbage. Simpelthen slette alt det der er sket i de mellemliggende syv dage. Hvordan kunne man afsløre at det havde fundet sted?’ Hvis alt blev fjernet rub og stub ville man selvfølgelig aldrig kunne vise det.‘ Johanne er så ivrig at hun må lægge kniv og gaffel. ‘Det troede jeg også. Indtil jeg kom på Lyngby-løsningen. Det kalder jeg den fordi jeg fik den engang efter at have holdt foredrag på et bibliotek der. En fyr dukkede op, foreslog løsningen og forsvandt inden jeg nåede at få fat i ham.‘
‘Man skriver i sin dagbog: Hver dag klokken 12 vil jeg slå ét slag med en terning og kun ét. Første gang man gør det, er det den første januar. Slår man nu en sekser denne dag, skriver man i dagbogen: I dag slog jeg en sekser. Så lader man tiden gå til næste dag. Næste middag slår man igen, og nu blir det ikke en sekser. Derpå lader man en uge på nær fem minutter gå, før man iværksætter en tilbagespoling: Man sletter den foregående uge, og befinder sig nu fem minutter i 12 den anden januar. Man har lige tid til at gøre sig klar til at slå med terningen. Blir det ikke en sekser gentager man processen: En uge frem og så tilbage. Indtil det endelig lykkes, så man i sandhed kan skrive: 2. januar, i dag slog jeg en sekser. Nu har vi to i træk af dem, nemlig den første og den anden. Man lader en dag gå, kaster terningen. Videre frem til den tredje. Samme procedure, indtil det bliver en sekser. I dag, den tredje januar, slog jeg en sekser. Sådan at man sidder den 20. juli og kan kigge tilbage på sin dagbog. Hver dag, to hundrede dage i træk, er der noteret at man har slået en sekser. Vel at mærke uden man har løjet og sådan at man kun har foretaget ét kast hver dag. To hundrede seksere i træk. Det er ikke noget bevis, men et særdeles stærkt indicium på at der er sket en række tilbagekoblinger.‘
Sådan som beskrivelsen af mødet i Lyngby er formuleret, fik jeg det indtryk at det var selvoplevet af Svend Åge Madsen. For nogle år siden, da jeg ganske kort fik lejlighed til at snakke med ham ved en signering til Bogforum, spurgte jeg ham om det var tilfældet, og han bekræftede det. Så – hvem du end er, kære Lyngby-løsning-ophavsmand: hvis du læser dette, så giv dig til kende!
Jeg er SUPERmisundelig over at jeg ikke selv kom på den ide. Jeg tilbragte ellers tid nok med at tænke over romanen, som jeg læste gentagne gange i halvfemserne. Lad tiden gå er en fremragende roman, en af Madsens bedste (og det siger ikke så lidt), men jeg ville også elske at læse en variant, i hvilken personerne ikke kan huske mellem tidsspringene, men må nøjes med at udnytte indsigten fra Lyngby-løsningen.
Hvordan skulle man bære sig ad med dette? Til en begyndelse skal man sikre sig, at man i hvert fald aldrig springer længere tilbage end til det tidspunkt hvor man erkendte, at tilbagespring er mulige. Lad os så sige, at man ønsker at udnytte sin viden økonomisk. En oplagt ide er fx at spille lotto, og så hoppe en uge tilbage hver gang man IKKE vinder den store gevinst. Sandsynlighedsberegning godtgør at man vinder før eller siden – men her bliver man nødt til at tage andre risici i betragtning: Statistisk set ville man skulle igennem så mange “levede uger”, at der er en stor risiko for, at man dør i en eller anden tilfældig ulykke som fx et færdselsuheld. Så det må man sikre sig mod. Død og ulykke er i øvrigt ikke den eneste fare – jo flere levede uger, jo større er også risikoen for at en anden person OGSÅ opdager tilbagespringsmuligheden, og lærer at udnytte den. Og det er oplagt at tilbagespringsmekanismen mister størstedelen af sit potentiale, når man ikke længere er den eneste der kender den – hvad nytte er der i møjsommeligt at udnytte mekanismen til at vinde lotto-kæmpegevinsten, hvis en anden straks efter springer tilbage? Af samme grund bør man være varsom med at alliere sig med nogen, der kunne udføre et tilbagespring i ens sted, hvis man skulle blive forhindret – man ville i hvert fald skulle kunne stole 100% på vedkommende. Det ideelle ville være, hvis man kunne automatisere tilbagespringsprocessen, så det sker automatisk på en given dato, med mindre man aktivt gør noget for at forhindre det.
Man kunne speede processen med at vinde den store gevinst op ved at gå på casino: Sætte alt ind på et tal på rouletten og springe tilbage med mindre man vinder. På den måde ville man kunne 36-doble sin formue med cirka lige så mange tilbagespring. Men det ville vække opsigt, hvis man gentog det nummer ret mange gange. Allerede hvis man 36-dobler sin formue 2-3 gange på kort tid, begynder det at se mistænkeligt ud. Et set udefra så usædvanligt held ville give uheldig opmærksomhed, som igen fører til risiko for ens fysiske sikkerhed (og måske over for skarpsindige iagttagere, som selv arbejder på sagen, signalerer at her er en person, der kan have knækket koden).
Det bliver helt filosofisk, når man begynder at tænke over hvad et “jeg” egentlig er i en verden hvor tilbagespring er mulige. Ville man være villig til at risikere død og skader på førlighed, fra Casino-gorillaer eller andre, blot for at det kommer en anden, en tilbagespolet, instans af en selv til gode?
Én ting er at man kan give sig selv indicier for at tilbagespring er mulige, men kan man også give sig selv mere detaljeret viden om fremtiden? Kunne man, med passende forberedelse, generalisere ideen med terningeslagene til noget hvor det der ender med at stå i dagbogen ikke bare er en sekvens af sekserslag, men en sekvens af forskellige tal, og at denne sekvens koder for information om hvad der er sket i den fremtid det er blevet sprunget tilbage fra? Det kan jeg ikke lige gennemskue – men jeg kunne jo så heller ikke finde på Lyngby-løsningen, så meget muligt at begrænsningen ligger hos mig!
Stort hurra for Lad tiden gå. Den bedste danske science fiction-roman jeg kender. Det er den allerede på sine egne præmisser, men den får en ekstra dimension på grund af alle de tankeeksperimenter, den giver anledning til at man selv fortsætter med.
Endnu engang finder jeg anledning til at citere fra Finn Søeborgs erindringer. I en passage i Sådan var det bare omtaler han en roman han skrev inden Sådan er der så meget, men som aldrig blev udgivet. Den lagde sig i handling tæt op af hans eget liv:
Det er næsten unødvendigt at fortælle hvad bogen handlede om. Den handlede naturligvis om rod- og rastløse unge mennesker under krig og besættelse. Den mandlige hovedperson var naturligvis på min egen alder, og ligeså selvfølgeligt bliver han indkaldt, da krigen bryder ud. Her har han en affære med en pige, som han senere møder igen flere gange i bogen. Hans ægteskab går gradvis i opløsning, og bogen ender med at han og hans kone står ved vinduet i deres hidtil fælles lejlighed og ser halvdelen af deres indbo blive kørt bort på en flyttevogn. “Det er vores ægteskab der kører der” er konens patetiske slutreplik. Det er sikkert ikke svært at gætte, hvor jeg havde fået denne originale handling fra, men det mærkelige var, at på det tidspunkt hvor jeg skrev bogen havde kun nogle af de begivenheder jeg skildrede, for eksempel indkaldelsen til beredskabsstykren, fundet sted. Resten af handlingen udspillede sig i det virkelige liv først efter bogen var skrevet. Havde jeg en forudanelse om hvordan det ville gå, eller begyndte jeg ubevidst at handle som mine personer med det resultat at det påvirkede mit eget liv? Jeg ved det ikke, men jeg har senere erfaret at der er en mærkelig vekselvirkning på det område.
Det finder jeg interessant og dybsindigt og værd at tænke meget mere over. Grunden til jeg lige nu blev mindet om passagen nu er dog ikke så dyb: jeg stødte på en nyhedshistorie fra 2022 med overskriften:
‘ How to murder your husband’ writer sentenced for murdering husband
Der er tale om en Nancy Crampton Brophy, der blev dømt for forbrydelsen i Portland i 2018, og som altså tidligere havde skrevet et essay med omtalte titel. Det må siges at være det ultimative eksempel på den søeborgske vekselvirkning! Det lader til, at der nu er en film på vej om affæren.
Som adskillige kommentatorer bemærkede på Twitter da historien kom frem, må det siges at være en kapitalbrøler af Brophy, at hun ikke gav sit essay titlen How to murder your husband and get away with it.
Jeg læste for nylig Camilla Stockmarrs glimrende roman Noras tredje alder, der centrerer sig om den noget sjuskede antikvarboghandler Nora og hendes to børn. I et interessant og sjovt fire-siders forord fortæller Stockmarr om en af inspirationerne: boghandelen Shakespeare & Co i Paris. Hun beskriver sit første møde med den således:
Jeg kendte intet til stedet, men da jeg så at bøgerne var på engelsk, gik jeg derind. Jeg blev mødt af en meget lille og meget vred mand, der straks begyndte at overfuse mig, for hvad det lignede at komme på denne tid og ungdommen nu om dage, overhovedet ikke til at stole på og skidedovne er de, og imens han skældte og smældte stablede han bøger op i min favn som om det var pindebrænde. Dem kunne jeg passende begynde at stable op derhenne i vindueskarmen, komme her med sovehår og det var vel ikke for meget forlangt, en stakkels gammel mand som han, at bede om en smule hjælp. Og så stod jeg der og stablede bøger hele formiddagen og på et tidspunkt spurgte han, hvornår jeg havde tænkt mig at flytte ind, for det ville jo være meget rart at vide.Jeg svarede, at jeg ikke havde tænkt mig at flytte ind. Overhovedet ikke. Jeg var på ferie, jeg boede på et udmærket hotel og skulle i øvrigt hjem om en uge. Og så gjorde jeg det. Flyttede ind i Shakespeare & Co.
Hvorefter Stockmarr særdeles underholdende beskriver sit ophold og ejeren George Whitman, hans mildt sagt excentriske opførsel med hvad den indebærer af raserianfald, nærighed og grænseoverskridelser.
Jeg morede mig over beskrivelsen – Stockmarrs gengivelse lyder godt nok som noget der er løgn, men jeg tror hende gerne: jeg har selv set manden udfolde sig. Jeg boede i Paris 1998-2001 og besøgte af og til butikken. “Rodet” og “usoigneret” var ord der uvægerligt fald én ind. Og George Whitmans noget off-putting personlighed gjorde, at det aldrig var nogen ubetinget positiv oplevelse at være der.
Stockmarrs vidnesbyrd er også konsistent med andre beskrivelser jeg har læst. John Baxter skriver om Whitman i A Pound of Paper:
George Whitman, the unkempt émigré octogenarian who co-opted the name ‘Shakespeare and Company’ after Sylvia Beach’s death and opened a shop under that name, used to brew both coffee and soup – it was hard to tell the difference – on a gas ring next to the cash desk. It took a fire which nearly destroyed the place to stop him.
Sammenlign med Stockmarr:
Det næste raserianfald kommer, da han opdager, at jeg har smidt alle de gamle tebreve ud, der lå i håndvasken. Hvad fanden tænker jeg på? Er jeg da splitter ravende gal? Det er dem, han skal bruge til teselskabet og til isteen til kunderne i forretningen.
Nu synes jeg ligefrem jeg kan selv kan huske at have set usle tebreve for mig i butikken, men det er utvivlsomt et falsk minde, som disse levende beskrivelser netop har plantet i mit hoved! Baxter skriver endvidere:
Buying up a prime piece of the river frontage almost directly opposite Notre-Dame, he‘d turned it into a setting for his crusty-old-bugger performance as Paris’s pre-eminent literary exile. The shop became a famous crash-pad, with half a dozen sway-backed beds installed in the book room on the first floor. A backpacker could trade a few nights on one of these for some light janitorial work or serving in the shop. On Sunday, George hosted afternoon ‘teas’, where visitors could ‘meet the legend’. He also produced postcards identifying the shop, which stood near the point from which all distances were measured in France, as ‘Kilometre zero’ for literature as well, the point from which all literary journeys should be calculated. A large rubber stamp with the same message was slammed onto every book sold. If you protested, he was quite likely to refuse to sell you the book at all: ‘People ask to have that put on their books,’ he’d snarl. ‘It makes it a collector’s item.’ Periodically, the stamp would be stolen, either as a souvenir or to protect books from defacement, but another always turned up a few days later.
Det svarer fuldstændig til min oplevelse første gang jeg købte en bog i butikken. Jeg blev overrasket og lidt irriteret over det stempel – så vidt jeg husker, blev det endda sat umiddelbart efter jeg havde betalt. Havde der været tale om en dyr bog, havde jeg nok protesteret, men nu var det bare en lille paperback af Heinrich Böll (underligt nok på dansk), så jeg lod det fare. Men snobberiet irriterede mig afgjort.
Tror kun jeg købte én anden bog i butikken nogensinde, en lille Orwell-biografi der heller ikke kostede noget videre.
I Richard Linklaters film Before Sunset fra 2004 er det i Shakespeare & Co at Ethan Hawkes Jesse genfinder sin ungdoms kærlighed Céline, spillet af Julie Delpy. Så vidt jeg ved havde Whitman stadig boghandelen på dette tidspunkt, men i filmen er han erstattet af en skuespiller. Formentlig klogeligt – jeg kan lige se for mig hvordan han kunne have forstyrret den romantiske stemning ved at begynde at smide kopper på gulvet i raseri eller lignende.
I øvrigt er der også en boghandel kaldet Shakespeare & Co i Bratislava, kunne jeg konstatere, da jeg var der for få år siden. Her var boghandleren jeg mødte dog ikke i excentrisk-gammel-mand-kategorien, men i yngre-kvinde-med-kat-kategorien. (Med fare for at lyde fordomsfuld synes jeg, at begge disse kategorier er forbløffende almindelige blandt boghandlere…)
Ret skal være ret: der var også en lejlighed hvor Whitman gjorde et positivt indtryk. Et af årene jeg boede i Paris, gik jeg en tur i byen den 1. januar. Alle butikker jeg kom forbi var lukkede – undtagen Shakespeare & Co. Her stod Whitman og sagde godt nytår til alle der dukkede op og bød endda på et lille glas. Jeg følte mig dog ikke som nok af en stamkunde til at tage imod.
Wikipedia fortæller at han døde i 2011, som 98-årig i lejligheden over sin boghandel. Han ligger nu begravet på Père-Lachaise-kirkegården i Paris.
