I et (måske) selvbiografisk afsnit af Kort over Paradis skriver Knud Romer om at have stjålet bøger i antikvariater og senere, stærkt tynget af dårlig samvittighed, leveret dem tilbage igen:
Så snart jeg kom til København, tog jeg turen gennem antikvariaterne i Fiolstræde og placerede de mest værdifulde bøger, hvor jeg havde taget dem.
Pragtstykket var Kongens Fald i tre signerede bind, før de blev samlet til en roman i 1901: Foråret, Den store sommer og Vinteren – han skrev aldrig Efterår. Hvert af dem havde en forsideillustration af Hentze – han var en af symbolisterne, som Johannes V. Jensen ellers ikke brød sig om. De var så sjældne og kostbare og eftertragtede, at der burde være dødsstraf for at stjæle dem.
Jeg kunne være lige ved at tro, at det er mig der nu er den lykkelige ejer af netop de tre bind (hvoraf det første jo altså retteligen hedder Foraarets Død). I hvert fald erhvervede jeg mig dem i sin tid i et antikvariat i Pilestræde. Imidlertid er det dog kun to af de tre bind, der er signerede – Den store Sommer på forsiden, og Vinteren på titelbladet, med dedikation til en C. E. Jensen (familie?):
Det er næsten blevet en kliché at udnævne Kongens Fald som yndlingsbogen over dem alle. Men klichéer er til for at blive brugt, og for mit eget vedkommende har jeg ganske svært ved at se, hvor konkurrencen skulle komme fra. Jeg har vel været igennem den i sin helhed 7-8 gange, og udvalgte passager har jeg læst snesevis af gange. Det er selvfølgelig også grunden til, at jeg har tilladt mig en så eksorbitant luksus som denne førsteudgave – ikke mit dyreste bogkøb nogensinde, men tæt på. Det var så at sige den logiske afslutning på en progression, en tre-trins raket. I første omgang, omkring 1990, stiftede jeg bekendtskab med romanen i den lysegrønne tranebogsudgave fra 1970’erne. Cirka ti år senere opgraderede jeg til et eksemplar fra 1944 med Sikker Hansens definitive og vidunderlige – men for fåtallige! – illustrationer. Og efter yderligere et årti så altså dårskabs-købet, because what the hell!
Jeg har leget med tanken om at forsøge at samle et eksemplar af hver af romanens danske udgaver – der er ikke så få efterhånden. Et eller andet sted håber jeg på at jeg trods alt er ikke-nørdet nok til at modstå denne ide, men det kribler altid lidt i fingrene, når jeg ser en ny udgave. Forleden stod jeg således i en boghandel og bladede i en af de nyeste, og jeg blev via forsatsbladet mindet om, at der faktisk er visse forskelle mellem førsteudgaven og senere udgaver: Der er ikke kapiteltitler i førsteudgaven – kapitlerne er blot nummererede med romertal, og titlerne kom først på fra og med 1913, samtidig med at Johannes V. Jensen fjernede et par sider fra det centrale kapitel, der nu hed Kongen falder. Disse sider består af filosofiske betragtninger om kraft og tvivl, og ligger også i forlængelse af en tidligere passage fra kapitlet Mikkel synker, der drager en parallel mellem dødens uomgængelighed og tyngdekraften.
(I parentes bemærket: i sin Johannes V. Jensen-biografi skriver Leif Nedergaard “Og at opfatte dødens uforbigængelighed lig med den ligeså universelle tyngdekraft der drager alt mod jorden, er en original betragtning. Den kan bare ikke siges at være sandsynligt opdukkende i Mikkels egen tankegang. Selv om massetiltrækningen altid har gjort sig gældende […] var det nu først Newton der over halvandet årh. senere påviste den.” Jeg synes dog godt man kan læse de pågældende sammenlignende beskrivelser som værende fortællerens snarere end Mikkels, så jeg ser ikke en egentlig anakronisme her. (Til gengæld peger Nedergaard på en klokkeklar en af slagsen i romanens sidste kapitel, hvor Jakob Spillemand i sin delirium tremens ser gigantiske kaniner, på trods af at kaniner ikke var indført i Danmark midt i 1500-tallet!))
Jeg fik lyst til ved selvsyn at konstatere, om der var skulle være andre interessante forskelle mellem førsteudgaven og senere udgaver, så jeg satte mig ved stuebordet og bladede forsigtigt de skrøbelige førsteudgavebind igennem med venstre hånd, og 1944-udgaven med højre. Jeg fandt nu ikke det store. Jeg studsede over at se, at der i enkelte tilfælde ikke var en en-til-en korrespondance mellem kapitlerne: De to kapitler vi kender som Kongen falder og Skatten, og som dårligt kunne være mere forskellige i tone, var således oprindeligt samlet i ét og samme kapitel af Den store Sommer, kapitel XIV.
Derudover spottede jeg kun meget små ting. Et “mens” på side 108 af Foraarets Død er mærkeligt nok blevet til “medens” i 1944-udgaven. I Vinteren er kapitel IV fejlnummereret VI. Og der er trivielle trykfejl i alle tre bind, som er blevet rettet sidenhen. Den sjoveste er i kapitlet om vanskabningen Carolus:
Naar han ligger som nu, kan han bruges til lettere Ting, Regning, Hukommelsesarbejde – giv ham et Tal at hæve i anden Grad.
3719, sagde Mikkel.
Carolus lukkede Øjnene og aabnede dem næsten straks igen.
13830861, svarede han med en svag, belagt Stemme, der lød som Kvækket af en Padde.
I 1944-udgaven er Carolus blevet dygtigere: Her giver han det rigtige svar, som er 13830961.
Jeg håber som sagt at være så modstandsdygtig, at jeg undlader at anskaffe mig 20 forskellige udgaver af romanen, selvom det ville give mig mulighed for at se hvornår de forskellige fejl er blevet rettet. Til gengæld ville jeg være sikker køber af en udgave, der viste Jensens oprindelige kladder og udkast, om hvilke jeg ved at flere navne var anderledes: Mikkel Thøgersen hed således oprindeligt Jesper Petri, og Susanna havde det – lidet jødiske – navn Bodil. Måske en sådan udgave allerede findes?