Tag: Johannes V. Jensen

Udgivet den

Jeppe Aakjær om Knut Hamsun

Jeg har netop læst Jeppe Aakjærs erindringsbind Før det dages, og jeg morede mig over nogle levende skildringer af Knut Hamsun, som Aakjær oplevede til et foredrag i 1893 i København:

Hamsun var en Kæmpe paa tre Alen, rødmusset, bredbringet og stærk som en Bamse at se paa, struttende af Postulater og Selvglæde.
    Det var i Badstuestræde han holdt et bidsk Foredrag mod Henrik Ibsen og hans trang til at mystificere. Jeg husker især en Udtalelse saalydende: “Hvorfor Fa’en skal alt være saa dunkelt som hos denne Ibsen dèr? – Jeg vil paatage mig at forklare Spektralanalysen for en Amagerkjærring!”
    Georg Brandes sad paa første Bænk og vred sig af Latter. Da Taleren var færdig med sit Foredrag, gik Brandes ham smilende i Møde, omfavnede ham og sagde: “Jeg elsker Dem, Knut Hamsun”.
    Hamsun havde nogle Aar før udsendt sin Roman “Sult” og levede i en Rus af Beundring, ikke mindst fra Bourgeoisiets Damer. Flere Aar efter saa jeg ham igen i Studentersamfundet på Nørrevold. Da lignede han en grønlig Skygge af sig selv, saa ud som om han i mange Aar ikke var gået ædru i Seng, pralede og skrydede og var fuld af giftige Udfald mod sine skikkelige norske Kolleger, bl.a. Thomas P. Krag. Da jeg blev præsenteret for ham sagde han: “Ja, jeg ved godt, at De er en snild og brav Kár! Jeg har hørt Tale om Dem. Jeg skal læse Dem engang, naar jeg kommer hjem til Norge. Jeg faar her altfor litet læst.”
    Kort efter forlod han København og alt Intelligens-Selskab overhovedet og lod kun høre fra sig gennem sine tykke Bøger, der blev til dybt inde mellem dunkle Fjelde, hvor ingen mennesker fik lov at komme til ham.
    Han havde ødelagt sin Sundhed og sine Nerver hernede i København i en rasende Hvirvel af Svir og Natterangel. Johannes V. Jensen maa kunne fortælle noget derom og har da ogsaa fortalt bl.a. i sit Digt om “Helled Haagen”.

Lidt senere skriver Aakjær om en sammenkomst med Holger Drachmann og frue i 1904, også disse kunne fortælle om Hamsun:

Hans [Drachmanns] Hustru, Soffy, var næsten ligesaa skånselsløs i sin Mund. Hun fortalte om Knut Hamsun, at naar han havde en Rus, gav han bort alt, hvad han havde paa sig. Han havde saaledes engang villet nøde hende til at tage sit Guldur. Dagen efter kom han dog i al Ædruelighed og vilde havde det igen, og Drachmann sekunderede sin Hustru med at sige: “Ja, Hamsun minder mig om, hvad Holberg lader Jeppe sige: Naar jeg er fuld, saa kan jeg give mine Bøvser bort, men jeg vil have dem igen, naar jeg bliver ædru!””

Man må sige, at den opførsel lyder fuldstændig konsistent med hvordan man kan forestille sig hovedpersonen i Sult kunne opføre sig.

I Leif Nedergaards biografi om Johannes V. Jensen, også omtalt i forrige blogindlæg, findes en fodnote, der afslører at Hamsun, hvad man ikke kan fortænke ham i, ikke var ovenud begejstret for Aakjærs omtaler:

Da Knut Hamsun, der i længere tid var intenst optaget af at Aakjær i Før det dages s. 163 og 170 hade fortalt et par småting om ham, bombarderede JVJ med breve herom, bad JVJ i et brev af 25/9-29 indstændigt Aakjær ikke at være for åbentmundet i de flg. bind; det blev desværre kun til de på sygesengen dikterede Efterladte Erindringer.

Det er pudsigt hvordan den slags historier på hundrede års afstand fremstår som andet og mere end den omgang sladder de jo dybest set er. Man føler en lille smule af historiens vingesus – ligesom når man læser, at H. C. Andersens besøg hos Charles Dickens var så stor en katastrofe, at Dickens efterfølgende beskrev ham som a “bony bore” og i gæsteværelset satte et skilt op, der proklamerede hvordan Andersens ophold hos familien havde føltes som en evighed.

Udgivet den

Kongens oprindelige fald

I et (måske) selvbiografisk afsnit af Kort over Paradis skriver Knud Romer om at have stjålet bøger i antikvariater og senere, stærkt tynget af dårlig samvittighed, leveret dem tilbage igen:

Så snart jeg kom til København, tog jeg turen gennem antikvariaterne i Fiolstræde og placerede de mest værdifulde bøger, hvor jeg havde taget dem.
    Pragtstykket var Kongens Fald i tre signerede bind, før de blev samlet til en roman i 1901: Foråret, Den store sommer og Vinteren – han skrev aldrig Efterår. Hvert af dem havde en forsideillustration af Hentze – han var en af symbolisterne, som Johannes V. Jensen ellers ikke brød sig om. De var så sjældne og kostbare og eftertragtede, at der burde være dødsstraf for at stjæle dem.

Jeg kunne være lige ved at tro, at det er mig der nu er den lykkelige ejer af netop de tre bind (hvoraf det første jo altså retteligen hedder Foraarets Død). I hvert fald erhvervede jeg mig dem i sin tid i et antikvariat i Pilestræde. Imidlertid er det dog kun to af de tre bind, der er signerede – Den store Sommer på forsiden, og Vinteren på titelbladet, med dedikation til en C. E. Jensen (familie?):

Det er næsten blevet en kliché at udnævne Kongens Fald som yndlingsbogen over dem alle. Men klichéer er til for at blive brugt, og for mit eget vedkommende har jeg ganske svært ved at se, hvor konkurrencen skulle komme fra. Jeg har vel været igennem den i sin helhed 7-8 gange, og udvalgte passager har jeg læst snesevis af gange. Det er selvfølgelig også grunden til, at jeg har tilladt mig en så eksorbitant luksus som denne førsteudgave – ikke mit dyreste bogkøb nogensinde, men tæt på. Det var så at sige den logiske afslutning på en progression, en tre-trins raket. I første omgang, omkring 1990, stiftede jeg bekendtskab med romanen i den lysegrønne tranebogsudgave fra 1970’erne. Cirka ti år senere opgraderede jeg til et eksemplar fra 1944 med Sikker Hansens definitive og vidunderlige – men for fåtallige! – illustrationer. Og efter yderligere et årti så altså dårskabs-købet, because what the hell!

Jeg har leget med tanken om at forsøge at samle et eksemplar af hver af romanens danske udgaver – der er ikke så få efterhånden. Et eller andet sted håber jeg på at jeg trods alt er ikke-nørdet nok til at modstå denne ide, men det kribler altid lidt i fingrene, når jeg ser en ny udgave. Forleden stod jeg således i en boghandel og bladede i en af de nyeste, og jeg blev via forsatsbladet mindet om, at der faktisk er visse forskelle mellem førsteudgaven og senere udgaver: Der er ikke kapiteltitler i førsteudgaven – kapitlerne er blot nummererede med romertal, og titlerne kom først på fra og med 1913, samtidig med at Johannes V. Jensen fjernede et par sider fra det centrale kapitel, der nu hed Kongen falder. Disse sider består af filosofiske betragtninger om kraft og tvivl, og ligger også i forlængelse af en tidligere passage fra kapitlet Mikkel synker, der drager en parallel mellem dødens uomgængelighed og tyngdekraften.

(I parentes bemærket: i sin Johannes V. Jensen-biografi skriver Leif Nedergaard “Og at opfatte dødens uforbigængelighed lig med den ligeså universelle tyngdekraft der drager alt mod jorden, er en original betragtning. Den kan bare ikke siges at være sandsynligt opdukkende i Mikkels egen tankegang. Selv om massetiltrækningen altid har gjort sig gældende […] var det nu først Newton der over halvandet årh. senere påviste den.” Jeg synes dog godt man kan læse de pågældende sammenlignende beskrivelser som værende fortællerens snarere end Mikkels, så jeg ser ikke en egentlig anakronisme her. (Til gengæld peger Nedergaard på en klokkeklar en af slagsen i romanens sidste kapitel, hvor Jakob Spillemand i sin delirium tremens ser gigantiske kaniner, på trods af at kaniner ikke var indført i Danmark midt i 1500-tallet!))

Jeg fik lyst til ved selvsyn at konstatere, om der var skulle være andre interessante forskelle mellem førsteudgaven og senere udgaver, så jeg satte mig ved stuebordet og bladede forsigtigt de skrøbelige førsteudgavebind igennem med venstre hånd, og 1944-udgaven med højre. Jeg fandt nu ikke det store. Jeg studsede over at se, at der i enkelte tilfælde ikke var en en-til-en korrespondance mellem kapitlerne: De to kapitler vi kender som Kongen falder og Skatten, og som dårligt kunne være mere forskellige i tone, var således oprindeligt samlet i ét og samme kapitel af Den store Sommer, kapitel XIV.

Derudover spottede jeg kun meget små ting. Et “mens” på side 108 af Foraarets Død er mærkeligt nok blevet til “medens” i 1944-udgaven. I Vinteren er kapitel IV fejlnummereret VI. Og der er trivielle trykfejl i alle tre bind, som er blevet rettet sidenhen. Den sjoveste er i kapitlet om vanskabningen Carolus:

    Naar han ligger som nu, kan han bruges til lettere Ting, Regning, Hukommelsesarbejde – giv ham et Tal at hæve i anden Grad.
    3719, sagde Mikkel.
    Carolus lukkede Øjnene og aabnede dem næsten straks igen.
    13830861, svarede han med en svag, belagt Stemme, der lød som Kvækket af en Padde.

I 1944-udgaven er Carolus blevet dygtigere: Her giver han det rigtige svar, som er 13830961.

Jeg håber som sagt at være så modstandsdygtig, at jeg undlader at anskaffe mig 20 forskellige udgaver af romanen, selvom det ville give mig mulighed for at se hvornår de forskellige fejl er blevet rettet. Til gengæld ville jeg være sikker køber af en udgave, der viste Jensens oprindelige kladder og udkast, om hvilke jeg ved at flere navne var anderledes: Mikkel Thøgersen hed således oprindeligt Jesper Petri, og Susanna havde det – lidet jødiske – navn Bodil. Måske en sådan udgave allerede findes?