I marts 2009 fik jeg et brev i min postkasse, der sendte hjertet op i halsen på mig: Det var fra “U. S. Department of Justice”. Jeg havde ikke den ringeste anelse om hvad det kunne handle om! Min hjerne gik i overdrive: jeg havde ikke været i USA siden sommeren 2000 – jeg kunne da umuligt have rodet mig ind i noget dengang…? Det var imponerende så langt jeg nåede omkring i fantasien, før jeg fik brevet åbnet og læste den prosaiske forklaring: en fyr var blevet anklager for “Customer Fraud”: han havde opkøbt adskillige bøger, forsynet dem med falske signaturer og solgt dem videre på eBay. Jeg var en af hans ofre, havende købt et eksemplar af John Irvings memoir My Movie Business. Nu skrev de amerikanske myndigheder altså til mig og gjorde mig opmærksom på et retsmøde i Pennsylvania jeg kunne have deltage i, hvis jeg ville. De skrev også, at svindleren endvidere havde forfalsket signaturer af Truman Capote, Michael Crichton, James Michener, Norman Mailer, Leon Uris, Kurt Vonnegut, Tom Clancy, John Grisham, Toni Morrison, Annie Proux, Anne Rice og Tom Wolfe.
Jeg fandt bogen frem og tilføjede en note så eventuelle fremtidige ejere ikke også lader sig narre:
Jeg var faktisk ikke engang ærgerlig over at jeg blev snydt på den måde. Jeg gav ikke meget for bogen, og der var kommet en sjov anekdote ud af det! Og året efter fik jeg alligevel en Irving-signatur indlemmet i samlingen (ægte denne gang er jeg ret sikker på): I en rodekasse på Blågårds Plads fandt jeg denne her for en rund tikrone:
I øvrigt har jeg det lidt blandet med Irving. Han er en af de forfattere, som jeg synes ville have stået sig bedre ved at have skrevet nogle færre bøger! Jeg husker jeg var ret optaget af A Prayer for Owen Meany, som var det første jeg læste af ham, omkring 1990. Senere læste jeg The Hotel New Hampshire, The World According to Garp og A Widow for One Year – og så var det som om det var for tydeligt, hvad han havde i sin “bag of tricks”. (Og hvorfor var han så besat af incest?) Jeg stoppede med at læse ham, havde i øvrigt også opdaget Robertson Davies, som jeg syntes kunne noget lignende, (men bedre): Skrive barokke, underholdende skildringer af menneskeskæbner forbundet på usandsynlig vis på kryds og tværs.