I Thorkild Bjørnvigs erindringer om forholdet til Karen Blixen, Pagten, studsede jeg over følgende passage:
Hun morede sig undertiden med at lave anagrammer over navne, således lavede hun et over Jørgen Gustava Brandt; som bekendt er det nøjagtigt de samme bogstaver, der skal bruges; her blev det til: Antag vi er Guds Børn. Martin A. Hansen, som hun havde et meget dobbelttydigt forhold til, beundrede og afskyede, blev til: Han er min Satan.
Men anagrammet med Jørgen Gustava Brandt passer jo overhovedet ikke! Der er intet ‘i’ i hans navn, og der mangler desuden to bogstaver i sætningen. Efter lidt pusleri er jeg kommet frem til, at 1) Bjørnvig formentlig har citeret efter hukommelsen og glemt et ‘at’, og 2) Blixen formentlig har snydt lidt og stavet Jørgen med I. Så kan det i hvert fald passe med sætningen “Antag at vi er Guds Børn”.
Blixens anagram over Bjørnvigs navn blev : “Vridbor! Kling højt”, hvilket hun retfærdiggjorde med en floromvunden passage der begyndte:
“Jeg synes sommetider, at De i Deres Milieu er blevet blødt op, som man bløder en Tvebak op i en Kop Kaffe, til den kan gumles uden Besvær. Da vilde jeg gerne kunne have sagt til Dem: vær haard. For det kan være meget godt med blødt Brød, bløde Tæpper og blød Grønsvær. Men det er kun de haarde Ting, der klinger.“
Jeg synes nu bedst om “Han er min Satan”. Jeg kender ikke flere blixenske anagrammer af forfatternavne, men er blevet fristet til at forsøge selv at finde nogle beskrivende af slagsen. Hvem ved om der skulle ligge en perle og vente på at blive fundet. Hvad skuespillere angår er der jo klassikeren (hvis ophavsmand jeg ikke kender): Alec Guinness – Genuine Class.