Jeg betragter Michel Houellebecq som den måske vigtigste aktive forfatter i dag. Han gæstede Louisiana Literature i år, og der var absolut fuldt hus – well, telt – på Parkscenen om den 23. august om aftenen da han blev interviewet af Rune Lykkeberg med Tore Leifer som oversættelseslink.
Houellebecq overraskede mig. Han var langt mindre af en kold intellektuel end jeg havde ventet, snarere i bund og grund et følelsesmenneske. Lykkeberg begyndte med at vise et barndomsfoto og tog udgangspunkt i det. Det gav Houellebecq anledning til at fortælle at han havde læst meget fra en tidlig alder, og at H. C. Andersen havde gjort stort indtryk tidligt, særligt Den lille pige med svovlstikkerne, som ganske havde ødelagt ham. Han fortalte også at læsende børn i Frankrig dengang kunne deles op i to grupper: dem der læste Dumas, og dem der læste Verne. Han var selv i sidstnævnte gruppe.
Da Lykkeberg forelagde ham en gammel udtalelse om at bøger, skrivning er essentielt, var Houellebecq hurtig til at korrigere: “Déjà lire, déjà lire” – for vi har alt for store hjerner til ét liv, og det er et grundbehov at fylde dem med flere liv, flere mennesker. Altså læsning. Og skrivning. Han afbrød dog sig selv for i ærlighedens navn at tilføje en mere prosaisk grund også: digtoplæsning havde i ungdommen været en glimrende strategi pour seduire les filles.
Jens Albinus læste et par passager fra den seneste roman, Serotonin, bl.a. et afsnit der handler om en dejlig dansk pige, Kate, som jeg-personen fortryder han lod slippe væk. Om hende spurgte Lykkeberg om hun evt. skulle være inspireret af en virkelig dansk pige? Houellebecq virkede noget overrasket over et så direkte spørgsmål men svarede så “Un petit peu, oui”, og tilføjede at figuren oprindeligt ikke havde været planlagt til bogen, men var dukket op undervejs, havde trængt sig på. Han havde et fint billede: at skrive er at fremdyrke en lille koloni af parasitter i hjernen. Nu var hun endt som en af de figurer i bogen han syntes bedst om.
En anden fascinerende tidbit var, hvordan han fandt Serotonin mere vellykket end den forrige roman Underkastelse, i den forstand at sidstnævnte ville have fungeret bedre hvis det var den mandlige hovedperson, der havde forladt den kvindelige snarere end omvendt. At det ikke var faldet sådan ud, var fordi han havde forelsket sig i et par replikker han ikke rigtigt kunne slippe igen. Den ene darling han ikke kunne slå ihjel var replikudvekslingen “J’ai besoin de quelqu’un”/”Moi aussi je suis quelqu’un”, og den anden var den (isnende uhyggelige) “Il n’y a pas d’Israël pour moi”. Fordi han ikke kunne give afkald på disse to, blev plottet som det blev. Som et andet, mere humoristisk eksempel fortalte han, at en del af grunden til at han er blevet beskyldt for at være besat af oralsex er at han bare godt kunne lide alliterationen i sætningen “La plupart des hommes préfèrent les pipes”, PPP, hvilket vakte en del moro blandt publikum. (Han var slet ikke uden humor, omend det kun sjældent lod sig spore i hans ansigt). Lidt en øjenåbner så stor rolle en “well-turned phrase” spillede for ham, men han mente det var almindeligt for forfattere med digter-baggrund.
Til sidst taltes lidt om Kasper Colling Nielsen, som er blevet kaldt “den danske Houellebecq” og hvis seneste bog H. havde læst. Mens vi havde stået og lyttet til alt dette i den heldigvis dejlige sommeraften, var det blevet mørkt, og det var med en følelse af at have overværet noget særligt, at vi begav os hjemad.