Louisiana Literature løb af stablen 22.-25. august, og der var i år to navne jeg var meget opsat på at opleve: Michel Houellebecq, om hvem i et senere blogindlæg, og amerikansk tegneseries grand (dirty) old man Robert Crumb. Sidstnævnte var der sammen med sin hustru og mangeårige on-off samarbejdspartner Aline Kominsky-Crumb. På forsiden af Drawn Together, samlingen af deres fællestegneserier, kalder de sig “The world’s only cartooning couple” (men de kender så næppe Sussi Bech og Frank Madsen). Den dag jeg besøgte Louisiana, blev de interviewet hver for sig.
Jeg blev først for alvor interesseret i Crumb efter jeg i midthalvfemserne så Terry Zwigoffs film betitlet, well, Crumb. “The most complete portrait of an artist ever made” mener jeg magasinet Empire kaldte den film, og skildringen af Robert Crumb og hans brødre Charles og Maxon gjorde det til den mest fascinerende dokumentar jeg havde set på det tidspunkt (hvor dokumentarfilm endnu ikke var blevet det nye sort).
I manges øjne, inklusive begge mine, er Crumbs sketchbooks hans væsentligste værk. Forskellige forlag har udgivet dem i udvalg, senest Taschen. Crumbs kollega Joe Matt kalder dem “a direct link into Crumb’s brain”, og det er en god beskrivelse: Jeg kan ikke komme i tanker om nogen anden kunstner jeg synes tillader så ufiltreret access, og som samtidig er så umådeligt talentfuld. Chris Ware kalder ligefrem Crumb for “the greatest living artist”.
Hvordan var det så at opleve denne levende legende, som blev interviewet af Christian Monggaard på Louisianas smukke Parkscene den 23. august? Desværre synes jeg ikke der var så meget andet i det end en “Se giraffen”-oplevelse. Måske fordi forummet ikke var decideret tegneserieorienteret, blev det hele holdt meget basic, og der blev ikke sagt noget videre der var nyt for nogen der kendte blot lidt til Crumb i forvejen. Det sjoveste var faktisk at se Crumbs målløse reaktion på, at det var på et offentligt (skole-)bibliotek at Monggaard havde stiftet bekendtskab med hans serier.
Almindelige dødelige fik ikke lov at nærme sig Crumb (ikke den dag i hvert fald; et par dage efter var der en signing session, som jeg dog ikke havde lejlighed til at deltage i). Jeg så en kendis stå og tigge arrangøren så mindeligt om han dog ikke kunne få en lille audiens, men nej. De havde lovet “at passe godt på ham”. Crumbs kone Aline sagde i øvrigt i sit interview at Robert lider af Asperger. På mange måder var dette andet interview, som Ditte Giese forestod, faktisk mere spændende, for Kominsky-Crumbs vinkel på tingene var mindre kendt for mig, og hun havde også ordet mere i sin magt. Så gjorde det i den forbindelse mindre, at jeg ikke finder hendes værker tilnærmelsesvis så interessante som hendes mands.
Robert Crumb var på en længere bryllupsrejse i Europa inkl. København i 1960’erne (ikke med Aline men med den første hustru, Dana). Det føltes lidt som en spildt mulighed at dette besøg ikke blev bragt på bane. MEN det kan jeg måske selv gøre i et fremtidigt blogindlæg – jeg er nemlig kommet i besiddelse af nogle interessante postkort Crumb mange år senere skrev om opholdet, og som mig bekendt ikke er publiceret andetsteds.