Jeg kan godt lide at læse selvbiografiske bøger – man kan altid være sikker på, at de er skrevet af folk der virkelig er interesserede i deres emne! Om emnet så altid er synderligt interessant for andre er en anden sag, men entusiasme er i hvert fald ikke det værste udgangspunkt.
Har senest læst Ung Kunster, af maleren/tegneren Anton Hansen, en fortsættelse af Drengen Drømte, som jeg læste for et par år siden. Bogen her skildrer hans år som teatermaler og bladtegner omkring første verdenskrig, og Hansen skriver levende og muntert, ikke mindst om sine kvindebekendtskaber. Jeg må sige, jeg faktisk er noget mere imponeret af Hansen som forfatter end som tegner. På et tidspunkt beskriver han et møde med Steen Drewsen, der var kunstnerisk konsulent for Hasselbalchs forlag og redaktør af Pressens Magasin:
Jeg blev overbevist om, at han ikke hade forandret sin opfattelse af mine tegninger, dystre, rå og kantede mente han, de var, da han en dag viste mig nogle postkort af en amerikansk tegner, Gibson. Kortene, der var slået an i Europa, forestillede unge kvindeansigter, runde, smilende og med smukke frisurer. De skabte en pigetype kaldet Gibson-Girl.
– Her skal De se en yndefuld og let tegner. Han har tjent millioner på de dejlige unge kvinder. Tegn som han, og De vil tjene en formue på få år. Aviserne vil slås om dem.
Jeg kiggede på tegningerne, noget forbandet sukkerstads, samme karakterløse ansigtstræk i alle de tomme pigefjæs. Jeg forargedes over, at han kunne tro, at jeg ville lefle for den fade, mondæne burgøjsersmag, som de tegninger var udtryk for. Kompromittere min kunst. Foragteligt afviste jeg alle fristelser. Om jeg hade forsøgt, ville jeg ikke ha været i stand til at tegne med den flothed og rutine, som fjenden Gibson var i besiddelse af. Jeg var en klods til at tegne elegante kvinder. Måske elskede jeg kvinder for højt.
Man fornemmer et element af sure rønnebær. Tilfældigvis havde jeg netop selv et par måneder forinden købt en bog om Charles Dana Gibson, The Gibson Girl & Her America, og jeg vedstår mig gerne min mondæne burgøjsersmag. Jeg synes det er en sand nydelse at lade blikket vandre over de elegante stregtegninger – især kvindemotiverne selvom de, indrømmet, har ret ensartede ansigtstræk, men også karakterstudierne af andre typer.
Om tegningernes kulturhistoriske betydning skal jeg ikke forsøge at kloge mig – det kan jeg se, at mange andre på nettet har gjort bedre end jeg kan. Denne artikel af Erin Blakemore, The Gibson Girl: The Kardashians of the early 1900s, fandt jeg interessant (og sjovt betitlet):
http://mentalfloss.com/article/58591/gibson-girls-kardashians-early-1900s