Tag: Evelyn Waugh

Udgivet den

Gabbitas and Thring

En af mine sommerferielæsnings-bøger i år var Graham Greenes erindringsbog En slags liv. Jeg var især fascineret af (og temmelig rystet over) at Greene i sin ungdom hadede kedsomhed så meget, at han jævnligt fandt behov for at spille russisk roulette med sig selv. En aktivitet han senere voksede fra – hvorefter han så dog ved en lejlighed gik til tandlæge for at få en rask tand trukket ud. Noget måtte der ske for at jage kedsomheden på flugt.

Så bogen er psykologisk særdeles interessant og kan anbefales generelt, men her vil jeg slå ned på en lille detalje. Jeg citerer fra side 139:

For de unge mænd af min generation, med eksamen fra universitetet men uden arbejde, var det at ty til Sackville Street noget lignende som i tidligere tid at gå på lånekontoret. Midt imellem herreskrædderne lå et kontor med det Dickens-klingende navn Gabbitas & Thring. Jeg har altid, ganske uretfærdigt, forestillet mig at samtalen mellem Nicholas Nickleby og Mr. Squeers foregik der.
    Der var noget Dickens-agtigt og støvet og skimlet ved Sackville Street på den tid, med de gamle fine skrædderfirmaer på begge sider, hvor prostituerede havde lejligheder på etagen ovenover. Gabbitas & Thring’s kontor (hovedkonkurrenten til det lige så Dickens-agtige Truman & Knightley) kunne have været et gammel familiesagførers kontor, med sære hemmeligheder skjult i blikæskerne i arkivet. Det var ikke blomsten af aspiranter til skolevæsnet, der gled gennem Sackville Street. Jeg tvivler på at ret mange unge mænd kom ind på Eton eller Harrow ved “partnerne“s hjælp, for en mand med en førsteklasses eksamen behøvede ikke deres assistance. De var det sidste håb for dem der trængte til en midlertidig håndsrækning. Man pantsatte sig selv i stedet for sit ur.

Da jeg læste den passage, var jeg sikker på at jeg en gang før var stødt på det bizarre firmanavn Gabbitas & Thring. Men hvor? Kunne det mon være i Stephen Frys erindringsbog Moab is my Washpot? Jeg kiggede efter da jeg kom hjem fra ferie, og sørme ja:

In the year 1961 my parents visited Sackville Street, examining each doorway in turn until they came upon a brass plaque on which was written:

GABBITAS & THRING
SCHOLASTIC AGENCY

In the year 1977 I too visited Sackville Street, looking for the brass plaque that still said:

GABBITAS & THRING
SCHOLASTIC AGENCY

I don’t suppose that any writer will ever be able to come up with a partnership that quite matches the ludicrous perfection of the names Gabbitas and Thring.
    What is a Scholastic Agency?
    Oh, tish now, and come, come, come… you know perfectly well.
    A scholastic agency is a kind of public and prep school dating agency. It acts as a private sector pimp, procuring staff for short-handed schools, placement for jobless teachers and schools for parents at a loss to know where their little ones might thrive. That second service was of interest to me in 1977, and the third to my mother and father in 1961.

Jeg fandt det uhyre pudsigt, at det så bizart navngivne kontor optrådte i to forskellige bøger. Derefter søgte jeg så af nysgerrighed på nettet, og jeg fandt at det har endnu flere litterære associationer. En anden berømt klient var Evelyn Waugh, som i sin roman Decline and Fall karikerede det som Church and Gargoyle. Det kan man læse mere om på The Evelyn Waugh Society’s hjemmeside, der også giver diverse andre forfattere en bemærkning med på vejen:

Gabbitas & Waugh

Graham Greene nævnes dog ikke. Til gengæld morer det mig at W. H. Auden i sit digt Letter to Lord Byron name-dropper kontoret med en endnu mindre flatterende forvanskning end den Waugh lagde for dagen:

The only thing you never turned your hand to
Was teaching English in a boarding school.
Today it’s a profession that seems grand to
Those whose alternative’s an office stool;
For budding authors it’s become the rule.
To many an unknown genius postmen bring
Typed notices from Rabbitarse and String.

Jeg elsker hvordan den slags bittesmå detaljer i bøger kan føre til spøjse opdagelser, når man graver lidt.

Udgivet den

Finn Søeborg og Evelyn Waugh

Jeg har i lang tid haft mig skrevet bag øret, at jeg skulle prøve at få læst noget af Evelyn Waugh. Det kom sig af, at jeg i Finn Søeborgs erindringer læste at Waugh var en af hans forbilleder. I forbindelse med omtalen af debutbogen Sådan er der så meget skriver Søeborg følgende:

Bogen var en sørgelig historie, men da jeg omsider efter meget besvær fik den udgivet, fik jeg at vide at den var vældig morsom, og at jeg var humorist. På en måde kom det bag på mig. På en måde ikke. Jeg var på det tidspunkt meget optaget af, og vel også påvirket af, den engelske forfatter Evelyn Waugh, der havde skrevet en række bøger som for eksempel “Sort uheld”, “Fald og forfald” og navnlig “En håndfuld støv”. Evelyn Waugh var, efter hvad jeg senere har læst om ham, vist nok ikke nogen særlig tiltalende person, og han var i højeste grad misantrop. Jeg delte heller ikke hans meget konservative, ja nærmest reaktionære synspunkter, men jeg var bjergtaget af hans stil. Hans bøger var en mærkelig blanding af humor, tragedie og ligefrem uhygge, som jeg var meget begejstret for. Mærkelig nok var der, da min bog senere kom ud, ingen kritiker der lagde mærke til denne påvirkning, bortset fra én, nemlig nu afdøde Jens Kruuse, der iøvrigt også i forbindelse med flere af mine senere bøger satte mig i forbindelse med Evelyn Waugh. Men bogen kom senere også ud i England, og der var der flere anmeldere, der sammenlignede mig med Evelyn Waugh, selv om nogle af dem mente, at det måske skyldtes oversættelsen. Det har altid været min ønskedrøm, at Evelyn Waugh har læst bogen og syntes om den, men jeg hørte desværre aldrig fra ham.

Det skal tilføjes, at jeg stort set ikke mindes at have læst Søeborg nævne andre inspirationskilder end Waugh, hvilket jo gør anbefalingen så meget desto mere interessant.

I sommerferien fik jeg læst Sort uheld, og jeg kan bestemt se en vis åndsbeslægtethed mellem de to forfattere i blandingen af humor og besk tragedie. Romanen foregår i det afrikanske land Azanien (som vist skal forestille Ethiopien), hvis kejser Seth har store ambitioner om at reformere landet i vestlig retning. Håbløsheden i det projekt driver meget af humoren i bogen, eksempelvis i en scene hvor et par damer fra en forening for dyrevelfærd gør besøg. Regeringen har imidlertid ikke forstået konceptet med at beskæftige sig med “cruelty against animals”, så under aftenens festbanket (beskrevet på guldsnitsbesmykkede kort som “KEJSERLIG VELKOMSTBANKET TIL ÆRE FOR DE ENGELSKE GRUSOMHED MOD DYRENE DAMER”), afholdes denne tale:

“Deres Majestæt, ædelbårne herrer og damer. Jeg har i aften den ære og glæde med broderkærlighedens ånd at byde etatsrådinde Porch og frøken Tin velkommen hertil. Disse damer er kendt i hele det berømte land Europa for deres store grusomhed mod dyr. Vi azaniere er en stolt og gammel nation, men vi har meget at lære af de hvide folk fra Norden. Vi er også på vor beskedne måde grusomme mod dyr” – og her kom indenrigsministeren en del på afveje for i gyselige enkeltheder at berette om, hvad han selv engang havde præsteret med en økse over for et vildsvin – “men det er de store nationer i Vesten og Norden og særlig deres værdige respræsentanter, som er til stede i aften, vi ser hen til som vore naturlige førere på fremskridtets vej. Mine damer og herrer, vi må være moderne, vi må være raffinerede i vores dyremishandlinger. Det er Den Ny Tids budskab som vore gæster i aften bringer os det. Må jeg derfor til slut hæve mit glas og bede Dem sammen med mig ønske dem en høj alder og lang frugtbarhed.”

Ret søeborgsk, synes jeg. Andre af Waughs bøger har jeg endnu ikke læst, men jeg kom i tanker om, at jeg i bunken af endnu usete DVD’er havde A Handful of Dust liggende. Nu gav jeg den et kig. DVD-coveret, med en ung Kristin Scott Thomas, giver indtryk af et lidt for kedeligt stivt engelsk periodedrama. Det var ikke tilfældet – det er under den polerede overflade en ganske barsk omgang, og med en højst besynderlig og uventet djævelsk slutning. Den vil farve hvordan jeg kommer til at tænke på Alec Guinness fremover! I lighed med Søeborgs romaner går det værst ud over hovedpersonen, der egentlig bare opfører sig pænt men passivt.

Sort uheld er iøvrigt oversat af Jens Kruuse. Jeg har ikke lige kunnet finde nogle Kruuse-citater, der direkte kæder Søeborg sammen med Waugh, bortset fra ét, der gør det på indirekte vis ved at sammenligne Leif Panduro med dem begge: “Panduros bog [Rend mig i traditionerne] er en meget alvorlig bog om ensomhed og angst og ungdom. Han skal ikke lade sig fornærme af, at man siger Evelyn Waugh og Finn Søeborg. Han er varmere end den ene og farligere end den anden, han er nu og da morsommere og mere gribende end nogen af dem. ” Dette citat fandt jeg i en interessant artikel af John Chr. Jørgensen om Søeborgs humor, som man kan læse her: https://www.kjoeller.dk/JohnChrJoergensen/Artikler/211213FinnSoeeborgsHumor

Det er ikke lykkes mig at finde engelske anmeldelser af Sådan er der så meget, og jeg har heller ikke kunnet finde noget information om hvorvidt Waugh har læst bogen, som på engelsk blev udgivet under titlen Four Cheers for Bureaucracy i 1952, oversat af Janet Gow. Det er der ikke meget overraskende i. Til gengæld var det en ganske underholdende proces at søge efter disse ting, for jeg fandt andre pudsigheder undervejs. Fx erfarede jeg, at University of Victoria ligger inde med hvad der lader til at være John Betjemans samlede arkiver, og at kasse nummer 75 fra samlingen tilsyneladende indeholdt en udklippet anmeldelse af Søeborgs bog:

Eller hvad med dette “word map” fra Google Books:

Det er jo som at få bogen injiceret intravenøst i højkoncentrat – kun undrer det mig at “sink battleships” ikke står med større typer.

Mest morede jeg mig dog over en Etsy-annonce i hvilken en tysk udgave falbydes. Sælgeren oversætter titlen til engelsk og når frem til noget, der giver associationer til zombiefilm. Det tyske cover er også i en klasse for sig, må man sige:

Man kan komme vidt omkring, når man laver søgninger efter Finn Søeborg på nettet. Sådan er der så meget.