Tilfredsstillende

Det hænder ikke sjældent, at jeg “opgraderer” en afholdt bog jeg har i forvejen, især hvis jeg falder over et mere indbydende eksemplar til billig penge. Tilbage i 2004 havde jeg for nylig læst Thorkild Hansens Processen mod Hamsun, som jeg havde i en paperbackudgave, da jeg på et hollandsk udsalg fandt en førsteudgave med håndskreven hilsen:

Det er ikke fordi det er specielt svært at finde et eksemplar af denne trebinds-bogboks med Hansens signatur, for han skrev i virkelig mange af dem. Jeg vidste ikke hvem Søren Seedorf var, men straks jeg kom hjem med bogen kunne jeg hive Mellem Brøndkjær og Nørholm – Dagbog fra Hamsun-årene 1975-78 ud af reolen og slå op og læse mere om 13. 11.78:

Kl 18 over til en bøf i Hereford sammen med Seedorff fra Boghandlerklubben og vores trofaste Kurt. Ole Wivel går også med. Kl 20.00 begynder forestillingen: Strøghus-Teatret er næsten fyldt, og jeg har hele forsamlingen, da jeg til indledning takker dem for deres indsats; aldrig i danske boghandels historie er så meget skrevet af en enkelt blevet solgt af så få til så mange. Jeg har kun øvet mig en enkelt gang på oplæsningen (begyndelsen af Hitler-kapitlet , men den går iflg. de andre vældig godt igennem og suppleres fortræffeligt af Inger Rauf, som læser udvalgte stykker af “Pan” og “Sværmere”). […] Aftenen slutter i en atmosfære af kammeratlighed og succes, den har ikke været spildt.

Jeg finder den slags små det-hele-hænger-sammen-oplevelser ganske tilfredsstillende.

Jeanne Moreau på Fyn

Jeg har for nylig læst Erik Nørgaards erindringer i fem bind. Som man kunne forvente af en garvet journalist, er de rige på gode anekdoter.

I det tredje bind, En troløs mand, skriver Nørgaard om sit korte møde med Jeanne Moreau:

Og så blev jeg forelsket igen, næsten for alvor, i hvert fald vildt betaget!
        Det gjaldt den franske skuespillerinde Jeanne Moreau, der kom til Odense for at læse op i H. C. Andersens hus på digterens fødselsdag den 2. april 1951, transmitteret af den franske radio.
        Måske var det hele indbildning, udslag af en løbsk fantasi.
        Men Jeanne Moreau var så usigeligt smuk; ikke noget at sige til, at hun var blevet kåret som ‘Frankrigs smukkeste kvinde’. Vi var næsten jævnaldrende, hun 21, og jeg 20 år. Tilfældet ville, at vi – trods en emsig opvartning af turistchef Forchhammer og redaktør Secher fra Stiftstidende – var en del på tomandshånd. Pjankede lidt, så langt mine sprogkundskaber rakte. Nippede til et glas champagne i et hjørne midt i det store virvar. På afskedsdagen var der et kiks i arrangementet. Måske en fejl i oplysningerne om Nordekspressens afgang fra Odense. I hvert fald: hun ville have stået en halv snes minutter alene på perronen, hvis jeg ikke var dukket op for at være i god tid til et sidste glimt. Jeg mente at høre hende sige: ‘Kommer du aldrig til Paris?’ og udlagde ‘you’ for ‘du’. Hun var gift, men hendes mand var pt. i Amerika. Men så kom Secher og Forchhammer farende med mange undskyldninger og favnen fuld af blomster. Hun kyssede farvel med fingeren til læberne fra kupévinduet. Til hvem? Den svageste opfordring og jeg var stået på toget!
        Jeanne Moreau var en opadgående stjerne, men endnu kun med én film bag sig, Mordet. Og jeg skal ikke prale med noget dybere bekendtskab med en senere verdensberømthed, men vi fik da nogle lattermilde øjeblikke sammen, og jeg gjorde mig en masse – sikkert helt urealistiske – illusioner. […]
        Flere år senere læste jeg, at Jeanne Moreau-arrangementet i Odense indirekte havde været med til at give den unge journalist Thorkild Hansen i Paris et knæk i hans selvtillid. Thorkild Hansen fortæller i Et Atelier i Paris, at han to gange blev brændt af ved aftalte møder med redaktør Cavling i Paris. Først blev han slukøret og skuffet, men derefter indså han, ‘at jeg tværtimod bør være taknemmelig for denne præcise pejling af, hvad jeg er værd for en mand, jeg er totalt økonomisk afhængig af, nemlig: ikke en skid!’
        Ole Cavling måtte aflyse møderne, fordi han var optaget af et andet møde, nemlig med Jeanne Moreau om oplæsningen i Odense.

Selv stiftede jeg vist bekendtskab med Moreau første gang da jeg så Viva Maria!, i hvilken film Brigitte Bardot dog gjorde et større indtryk… men jeg lærte senere, primært efter at have set Le journal d’une femme de chambre, at sætte stor pris på hende. Jo, det må være liflige minder om det farvel på perronen i Odense.

Også et tredje dansk forfatter har Moreaus besøg åbenbart gjort indtryk på: Bent William Rasmussen kaldte ligefrem sin novellesamling fra 1967 for Jeanne Moreau i Middelfart. Hendes “medvirken” i titelnovellen begrænser sig dog til en lille stemningsskabende vignet med de to hovedpersoner, der diskuterer en avisartikel:

        “Hvad er det, du læser, Erik?”
        “Bare noget.”
        Mogens rejste sig: “Det ser ud til, at det er spændende.”
        Jeg kendte hans smag, der så tit havde påvirket mig derhjemme og var blevet til meninger hos mig, når vi havde snakket en hel aften i mit værelse på Åboulevarden. Jeg svarede med tydelig udtale af hvert ord: “Det er noget om Jeanne Moreau.”
         Han kom nærmere: “Hvad er der med hende?”
“Hun er p.t. i Middelfart.”
         “I Middelfart? Umuligt. Hvad fanden skulle hun lave i Middelfart?

Mit eksemplar af novellesamlingen, med dedikation til forfatterkollega.

Om Moreau også var har været i Middelfart, enten der i 1951 eller ved en senere lejlighed, er det ikke lykkedes mig at opspore. Men på danskkulturarv.dk kan man se et lille klip om hendes Odense-besøg:

https://www.danskkulturarv.dk/dr/jeanne-moreau-i-h-c-anders-hus-i-odense/

Og for at fortsætte yderligere ud af en tangent, har jo også andre danske forfattere skrevet om deres forhold til og fantasier om uopnåelige filmstjerner: Peter Poulsen udgav en digtsamling betitlet måske jane fonda kommer forbi (uden versaler, a la e. e. cummings – en grille jeg har aldrig har kunnet vænne mig til!). I titeldigtet sidder hovedpersonen på en bar og grunder over tilværelsen: “måske jane fonda kommer forbi / det er ikke mere usandsynligt / end så meget andet: / meteorsten / tipsgevinster”.

Og så er der jo Hans Jørgen Lembourns 40 dage med Marilyn, som jeg endnu ikke har fået læst. I nyere tid har vi et eksempel der i bedste Hollywoodremake-stil har omvendt kønsfordeling: norske Hedda H. Robertsons roman Helt skudt i Mads Mikkelsen. Er der andre?

Beaujolais Nouveau

Faldt over en bog, Klaus Rifbjergs roman Engel, med dedikation fra forfatteren til Thorkild Hansen og frue:

Jeg studsede lidt over den gemytlige tone, da jeg mente at have hørt at Thorkild Hansen og Klaus Rifbjerg vist ikke var så fine venner. Og Engel er fra 1988, kun et år før Hansen døde. Hev Poul Behrendts Djævlepagten ud af reolen for at konstatere hvordan det nu hang sammen. Jo, det fremgår ganske rigtigt (side 428 i bind 2) at Hansen blev gevaldigt knotten over ikke at være nævnt i bogen 80 moderne danske digtere, som Jørgen Gustava Brandt og Asger Schack skrev, og som blev udgivet på Gyldendal, som Rifbjerg på det tidspunkt var direktør for. Hansen skrev efterfølgende en bidsk kronik i Politiken under titlen “Lille Klaus og Store Klaus” – “Et eventyr”. Og sørme om der så ikke følger et par afsnit der til fulde forklarer dedikationen. Behrendt skriver:

Året før havde Thorkild Hansen ellers givet samme direktør og forfatter meget fine karakterer i samme dagblads kronik. Sammen med otte kolleger havde de to deltaget i et kulturfremstød for dansk litteratur i Paris, hvor de havde læst højt, holdt foredrag og hygget sig med hinanden. […]
        Det var den samme dag, som årets Beaujoulais Primeur var kommet på gaden, og over et par kælderkolde flasker havde de dvælet ved gamle dage for tredive år siden, da de som håbefulde anmeldere havde slået deres folder på Information.

Ganske tilfredsstillende når tingene falder så nydeligt på plads.

Klarsyn

Jeg har læst Thorkild Hansens interviewbog Søforhør to gange, første gang for over tyve år siden. I indledningen forkyndes kækt om samtalerne: “Der blev hver gang anvendt båndoptager, idet båndene siden blev afskrevet og derefter tilintetgjort på foranledning af spørgeren, der ønskede at forblive anonym”. Det undrede mig dengang, og først da jeg læste bogen anden gang, adskillige år senere, gik det op for mig, at det selvfølgelig var et kunstgreb der dækkede over, at spørgeren var Thorkild Hansen selv! D’oh.

Ved anden gennemlæsning bed jeg også mærke i en bemærkelsesværdigt klarsynet observation. Hansen kommer mod slutningen af bogen ind på, at det billede mennesker har af deres samtid ofte er meget forkert: “For eksempel tror jeg ikke, at den konflikt, som til overmål har beskæftiget min generation, konflikten mellem kapitalismen og kommunismen, er den egentlige konflikt i vor tid. Begge dele er europæisk fremstillede masse-produkter, men kommer man til u-landene, opdager man, at der ikke altid er interesserede købere.” I stedet peger han på konflikten mellem religion og vestlig rationalisme, og lidt senere følges op:

– Hvad sejrer, rationalismen eller religionen?
– Dem begge, for de er begge fundamentalt uudryddelige kræfter i den menneskelige natur, men det kommer meget an på, hvor du befinder dig i verden. Hvor den økonomiske nedgang fortsætter, som det formentlig vil være tilfældet i vesten, vil anti-rationalismen trænge frem. Hvor den økonomiske opgang fortsætter, vil rationalismen befæstes yderligere, først og fremmest i Japan og Kina, der formentlig bliver kapitalismens nye stærke bastion. I den retning er vi nok færdige, til gengæld vil vi få den religiøse fanatisme at føle, med alle dens velsignelser.

Imponerende set i 1982, ti år før Huntingtons The Clash of Civilizations.