Stegelmann, Barks, Vonnegut, Fry, Dumas

Et emne jeg aldrig bliver træt af at beskæftige mig med, er hvordan hjernen lagrer informationer. I særdeleshed synes jeg det er endeløst fascinerende, når man får en association, der viser at hjernens måde at lagre minder på ofte er afhængig af en lighed mellem dem, som er stærkt abstrakt. Det er altid som om man får et lille kig bag kulisserne, når man bliver opmærksom på et sådant link.

Det er naturligvis vildt spekulativt, men her er et par eksempler fra bøger, hvor jeg næsten føler jeg kan følge synapserne i forfatternes hjerner, da associationerne fandt sted:

Jakob Stegelmann har skrevet en glimrende bog om Carl Barks, Den gode tegner. I et appendiks har han lavet korte beskrivelser af de historier han finder bedst. En af dem er The Heirloom Watch fra 1955, som også er en af mine egne favoritter. Stegelmann beskriver den således:

En lille filosofisk historie om et ur Joakim skal have til at gå – og så er belønningen ikke en formue, men kun en lille sten til uret selv. Det er næsten Vonnegutsk.

Da jeg læste det, gættede jeg på, at Stegelmann sigtede til romanen The Sirens of Titan, og det fik jeg senere bekræftet ved at spørge ham engang jeg fik lejlighed til at snakke kort med ham til en tegneseriefestival. Men hvad er det egentlig de to historier har tilfælles?

I Vonneguts roman er et sendebud fra planeten Tralfamadore sendt på rejse fra den ene ende af universet til den anden for at overbringe et vigtigt budskab. Men hans rumskib går i stykker og han strander på Saturns måne Titan. Herfra manipulerer han hele Jordens historie med det ene formål at få en reservedel fragtet op til Titan, så han kan få repareret rumskibet og komme videre. Clue’t er, at det viser sig, at det vigtige budskab blot består af en enkelt prik. Hvilket på tralfamadoriansk betyder “hilsener”.

I Barks-historien skal Joakim for at få udbetalt en arv demonstrere, at det lille lommeur virker fuldtud, inkl. mekanismen der forudsiger solformørkelser. Desværre viser uret, i uoverensstemmelse med almanakken, at der skal forekomme en solformørkelse inden for de næste to minutter, så Joakim bliver smidt ud af advokatkontoret uden arv – indtil himlen pludselig formørkes, og de bestyrtede advokater ringer til observatoriet og leverer den fantastiske replik: “Eksperterne siger, at der er tale om en UKENDT PLANET som ingen har observeret før!”. Herefter er det så, at advokaterne overdrager Joakim arven, som er en lillebitte sten, nærmest en prik.

Så jeg tror at det væsentlige fællestræk for de to historier er denne “prik” i kombination med at naturlovene på astronomisk plan er blevet bøjet for et trivielt formåls skyld. I Jakob Stegelmanns hjerne var lighederne nok til at trigge associationen til Vonneguts bog.

Et andet eksempel er fra Stephen Frys roman The Stars’ Tennis Balls, også udgivet under titlen Revenge. Romanen er en slags moderne version af Greven af Monte Christo, og den er ikke specielt vellykket, men Fry har opdateret et par personnavne ganske vittigt. Hovedpersonen hedder Ned Maddstone, et anagram af originalens Edmond Dantes. Den kvindelige hovedperson i Greven hedder Mercedes.

Hvad gør Fry med hendes navn, laver han igen et anagram? Nej, det ville være for klodset. Istedet kalder han hende Portia! Og her vil jeg æde min gamle hat, om ikke hans associationsrække har været noget i denne retning: “Hmm, pigenavn & bil – hvordan kan jeg variere det?”, hvorefter han er kommet til at tænke på et replikskifte fra A Fish Called Wanda (som han selv medvirker i i en mikroskopisk rolle), i hvilken Kevin Klines idiotiske Otto får at vide at advokatens datter hedder Portia og spørger “Why did they name her after a car?”.

Iøvrigt også pudsigt, at jeg brugte udtrykket “æde min gamle hat” herover – det gjorde jeg formentlig kun, fordi jeg havde Disney-universet i frisk erindring. Fri vilje er en illusion…

Rashomon

For noget tid siden læste jeg med kort mellemrum helt tilfældigt bøger der skildrede den samme situation, et bestemt møde med Prins Charles, på to, må man nok sige, ganske forskellige måder. Den første bog var Penn Jillettes God, No! Den anden var et af Stephen Frys memoire-bind, jeg husker ikke længere om det var The Fry Chronicles eller More Fool Me. Ligesom det er svært at forestille sig en mere amerikansk amerikaner end Penn Jillette, er det svært at forestille sig en more engelsk englænder end Stephen Fry, så ikke bare indholdsmæssigt men også hvad stil angår er der stor kontrast mellem de to. Om de to herrer er bekendte med hinandens vidnesbyrd ved jeg ikke. Her er først Penn Jillettes skildring:

Typing “eighteen-wheeler” makes me feel really butch. It’s so purely American. In England they call trucks “fully articulated lorries”, which is another reason we kicked their asses in the Revolutionary War. When Teller and I did a show for Prince Charles, we got in a line to meet the big-eared cheese after the show. Some royal handler gave us instructions about how we were to greet the prince. I explained to His Majesty’s official officious butt boy that I myself was an American, and I would greet Chuck exactly like I greet anyone else. I would be polite, but that was all he was getting out of this freedom fighter – real Americans don’t kiss royal ass. I was much more excited about meeting Stephen Fry and Hugh Laurie anyway; those are asses I’ll gladly kiss. Chuck was really nice, though. He said, “Oh, you’re the fellow who runs over the other chap with the fully articulated lorry.” He had seen me running over Teller with a trick truck in the truck trick on our first NBC TV special, and part of being English royalty is using “chap” and “fully articulated lorry” in one sentence to polite but classless Americans.

Og her er Stephen Frys:

Afterwards I stood one more in the line-up. Next to me was Penn Jillette, one half of the brilliant Penn and Teller, American magicians, pro-science, sceptics of the highest rank.
        Penn turned to me as he watched the Prince slowly coming down the line.
        ‘Do I have to call him “Your Majesty” or any of that shit?
         ‘No, no. Not at all. If you were to use a title it would be “Your Royal Highness”, and from then on “sir”, but there’s no need. After all, I haven’t called you Penn once in this conversation until now, have I, Penn?’
        ‘Oh, OK, just so long as he understands that we don’t talk like that. And what about bowing? I have to bow? We don’t bow in America.’
        ‘No, no,’ I reassure him, ‘no bowing necessary’.
        ‘Cuz I’m an American and we don’t bow.’
        ‘Yes, he knows you’re an American.’
        ‘I won’t get put in the Tower of London or anything?’
        People always thinks that sojourns in the Tower of London, like knighthoods, are somehow in the gift of members of the royal family.
        I reassured him on these points. No highnessing, no kowtowing.
        At last the Prince reaches Penn, who immediately falls almost prostrate to the floor. ‘Your Majesty Highness. Your Royal Sir…’ and so on and so forth, babbling like a gibbon on speed. The Prince passes on to me and whoever was the other side of me without turning a hair. Seen it all before.
        After he had gone, I watched Penn, an enormous man, crouching on the floor, rolling about, beating the planks of the stage, sobbing, stuffing his fist into his mouth and moaning up to the fly-tower: ‘ Why did I do that? What came over me? What power do they have? I betrayed my country!’