Vin, Vid og Vampyrer

For noget tid siden fandt jeg i et antikvariat en lille bog med titlen Vin, Vid og Vampyrer af en Billy Rose. Hmm, hvor var det jeg havde hørt den titel før? Lidt efter dæmrede det: den er nævnt i Politikens gamle håndbog Skakspilleren, i afsnittet der hedder Skak i litteraturen. I det afsnit gengives Roses humoristiske skildring af at komme ynkeligt til kort i en skakklub i New York, for så derefter at komme ovenpå igen da han skal betale $1.75, og skakhajen trods talrige forsøg ikke kan finde ud af at give tilbage på en femdollarseddel.

Billy Rose var impresario, tekstforfatter og Broadwayproducer, og bogens indhold er hans letbenede memoirer. Helhedsindtrykket er spøjst, for bogen er illustreret af ingen ringere end Salvador Dali, hvilket giver den en kunstnerisk tyngde, der står i stærk kontrast til tekstsiden.

Flere kapitler er rene opremsninger af den ene brander efter den anden, og jeg er 100% sikker på at enten Preben Kaas eller Dirch Passer må have læst bogen. Sammenlign denne passage:

Hele den sommer var min have genstand for pressens bevågenhed. George Jessel beskrev den som ‘stedet, hvor spurvene må ligge på knæ for at få fat i kornet.’ Quentin Reynolds udbredte det rygte, at jeg blev nødt til at indsæbe mine marker, førend jeg kunne få barberet hveden af.

med Kaas’ tekst til den klassiske Passer-monolog Det må være en kartebolle:

Ellers så må jeg sige at han var meget, meget, meget uheldig med sit korn den sommer, det stod meget lavt, helt fantastisk lavt. Det stod så lavt så gråspurvene måtte ligge på knæ når de skulle nippe til det. Det var dog endnu værre inde hos hans nabo, han måtte høste med barberblade. Jeg kan tydeligt huske det, for netop den dag da vi ankom, der var han ifærd med at sæbe hele marken ind.

Bogens originaltitel er Wine, Women and Words, og jeg synes nok de danske oversættere Georg Gjedde og Jørgen Rothenborg har været lige desperate nok efter at bibeholde bogstavrimet.