Så for kort tid siden i Schiphol lufthavn hvad hollænderne kalder “dwarsliggers”: små bøger i liggende format, med supertynde sider og med skriften på den lange led. Måske er det bare mig, der har været uopmærksom, men jeg mindes ikke at have set dem andre steder. Forstår ikke rigtigt ideen. Ja, de fylder kun ganske lidt, og ja, man kan have dem i én hånd, og bladre i dem omtrent som man swiper på en smartphone – men hvis man synes det er væsentlige kriterier, er man så ikke allerede typen der hellere vil læse på en ebook reader? Og omvendt, hvis man kan lide rigtige bøger, vil man så ikke synes de her er lige usle nok?
Formatet har været brugt i Holland i cirka 10 år, men det ville overraske mig hvis det vandt stor udbredelse.
Thorkild Bjørnvig skrev fire bind erindringer, dækkende årene 1918 til 1948: Solens have og skolegården, Hjørnestuen og månehavet, Jordens hjerte og Ønsket. I 2006 fandt jeg i et antikvariat i Nakskov et eksemplar af fjerde bind med denne lille (typisk for Bjørnvig versificerede) dedikation:
Modtagerne må være billedkunstneren Meta May Holmboe og komponisten Vagn Holmboe, med hvem Bjørnvig samarbejdede i forskellige sammenhænge.
I Johannes Møllehaves meget fornøjelige anekdotesamling Replikker og pointer skriver han:
Humor har altid forekommet mig mest fortryllende, når den var ubevidst. I en roman fra Victoria-tiden har den danske oversætter været rørende omhyggelig med noter og kommentarer og præcise udredninger. Et sted i bogen står der:
»Da han så hende nøgen, ønskede han sig ti tusinde mile under jorden.«
I en note nederst på siden tilføjer oversætteren oplysende:
»Her som overalt i bogen regnes der med engelske mil.«
Hvis anekdoten virkelig er sand, er jeg meget interesseret i at få bogen identificeret. Jeg har dog en formodning om at den, som så mange andre gode historier, kunne være en and. Det eneste jeg kan søge mig frem til (her: https://bogmarkedet.dk/artikel/humor-i-bogmarkedet ), er at en variant af historien mere end en gang sås i fagbladet BogMarkedet:
En, der dukkede op med jævne mellemrum, var denne kommentar fra en oversætter: »Grevinden ønskede sig tusind mile under jorden,« til hvilket oversætteren tilføjede denne fodnote: »Her som overalt i bogen regnes der med engelske mil.«
Jeg vil være lige så rørende omhyggelig som oversætteren og bemærke, at hankønsvæsenet i Møllehaves udgave af citatet blev ti gange så påvirket, som grevinden blev i denne udgave.
Muligvis har Møllehave selv historien fra BogMarkedet og citerede den efter hukommelsen, med en vis erindringsforskydning til følge. Det er selvfølgelig ren spekulation, men i hvert fald indeholder hans bog på en af den nærliggende sider et replikskifte, der involverer en grevinde:
»Du fortjente, jeg behandlede dig som en hund,« sagde grevinden. »Vov,« sagde greven.
Hvorom alting er: Replikker og pointer er en sjov bog.
Jan Sonnergaard savner jeg. Det er trist at tænke på, at der ikke kommer flere sorte og grumme og umulige-at-lægge-fra-sig bøger fra hans hånd.
Efter de tre novellesamlinger Radiator, Sidste søndag i oktober og Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen kan jeg huske jeg tænkte, at han vel for pokker ikke kunne blive ved med stadig længere titler, men minsandten om han ikke holdt stilen: i 2009 udkom hans første roman: Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom. SÅ var jeg også sikker på, at han måtte krybe til korset med den næste, men nej: han diskede op med Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer. OK, strengt taget var der også novellesamlingen Gamle historier imellem, men den indeholdt jo netop gammelt materiale, så med lidt god vilje kan man sige, at det først var svanesangen Frysende våde vejbaner der brød reglen!
Jeg hørte engang Sonnergaard til et forfatterarrangement på Paludans Bogcafé, dengang de tre første bøger blev genudgivet som Radiator-triologien. Det jeg husker bedst fra den aften er hans svar på spørgsmålet “Hvem skriver du for?”. Efter en lille pause svarede han “Jeg tror jeg skriver for dem, der stadig køber CD’er”. Mange holder op på et tidspunkt, når til et punkt hvor de synes, at nu har de egentlig nok. Formuleringen føltes ganske meningsfuld. (I dag ville han selvfølgelig have været nødt til at sige det på en anden måde, men streaming var ikke udbredt den gang).
Jeg ejer et eksemplar af Radiator med en ualmindeligt charmerende dedikation fra Sonnergaard til kollegaen F. P. Jac:
Man kan slutte, at der muligvis er et lignende eksemplar out there et eller andet sted. Kunne være sjovt at få de to samlet!
Ud over at være eminent til at skrive om dumme svin var Sonnergaard også en mester i spøgelseshistorier. Da jeg i 2016 hørte om hans død, blev min egen lille markering at genlæse Spøgelset på Ottmachauer Steig. Jeg mindes ikke at have læst en novelle i den genre med en mere isnende uhyggelig slutning.
Så for nylig filmen Stan & Ollie, der følger Stan Laurel og Oliver Hardy (jeg kan dårligt få mig selv til at bruge de idiotiske omend hævdvundne danske navne Gøg og Gokke!) på deres sidste Englandsturné i 1953-54. Den er baseret på A. J. Marriotts bog Laurel and Hardy: The British Tours (som jeg ikke har læst). Jeg synes egentlig ikke den er så strålende som film betragtet, men det må siges at Steve Coogan og John C. Reilly er ganske fremragende i rollerne. They nail it.
Laurel og Hardy synes at være i vælten generelt. For et par år siden udkom John Connollys roman He, som fortæller deres historie fra Laurels synsvinkel. Han nævnes ikke ved navn, men bliver konsekvent kaldt “He” bogen igennem, en gimmick jeg ikke helt ved hvad jeg synes om, men ellers synes jeg bogen er nogenlunde vellykket. Bogen og filmen deler tildels tone, med deres fokus på det vemodige i at noget har nået sin afslutning. Det fokus på det alvorsfulde og tunge er et generelt træk for fiktionsværker om komikere, bemærker jeg – man skulle synes, det må være muligt at tage et andet approach. Et gennemgående tema i bogen er i øvrigt Laurels forhold til Chaplin, som han turnerede med i music hall shows, før de begge blev berømte.
Turneaktiviteterne i slutningen af karrieren bragte jo også de to herrer til Danmark, i 1947. www.danskkulturarv.dk har et lille reportageklip liggende her:
Alting lyder bedre på fransk. Nybrovej klinger altså bare ikke så godt som Rue du Pont-Neuf. Og Cimitière du Père-Lachaise lyder sejt, men heldigt den ikke ligger i Danmark for Far-stolen-kirkegården ville Chopin og Jim Morrison nok have betakket sig for at ligge begravet på.
Jeg er også fuldstændig sikker på, at David John Moore Cornwell havde solgt langt færre spionromaner, hvis han valgt at kalde sig Kvadratet John:
Man kan have mange mærkelige synspunkter som ung. Nogen sværger til kommunismens lyksaligheder. Jeg led under den vildfarelse at John Lennon er en større kunstner end Paul McCartney. Med mindre man er usædvanligt virkelighedsresistent, vokser man heldigvis fra den slags vrangforestillinger. Egentlig burde jo enhver diskussion om de to herrers talenter forstumme, når man tænker på at McCartney lavede Englands på det tidspunkt mest solgte single, Mull of Kintyre, med sækkepibe, jeg gentager, med sækkepibe, som bærende instrument.
For at være lidt mere seriøs: Af gode grunde har McCartney jo haft flere år at vise sit værd i. Rob Sheffield anmeldte det seneste album Egypt Station og skrev meget træffende: “Make a list of all the songwriters who were composing great tunes in 1958. Now make an overlapping list of the ones who are still writing brilliant songs in 2018. Your list reads: Paul McCartney”. Enig, og 2018-sangen Dominoes er en ørehænger på højde med hans bedste.
En anden der har skiftet mening er Philip Norman, der i 1981 udgav den stærkt McCartney-kritiske Beatles-biografi Shout! som ligefrem hævder at Lennon var 3/4 af The Beatles. Ikke uforståeligt at McCartney hadede bogen og altid refererede til den som Shite! Så meget desto mere large af ham, at han senere indvilligede i at afklare spørgsmål om de tidlige Hamburg-dage, da Norman skrev John Lennon: the Life, og derefter gav ‘tacit approval’ til at Norman også kunne give sig i kast med en McCartney-biografi. Udtrykket dækker over at McCartney ikke direkte har medvirket, men har ladet forstå at han ikke har nogen problemer med projektet, hvilket betyder at Norman har fået adgang til interviewkilder, der ellers ikke ville have udtalt sig. Det er der kommet en moppedreng af en biografi ud af – for tiden tilgængelig for rørende 59 kr i Arnold Busck – og selv den mest indædte entusiast vil finde ting her han ikke vidste i forvejen. Det var fx nyt for mig at George Harrison døde i et af McCartneys huse:
The sad irony of George’s final days was that he was effectively homeless. He would not return to Britain, afraid that fans would hold a ghoulish vigil outside Friar Park, and the journey to his house on Maui in the Hawaiian islands was too complicated, exhausting and vulnerable to media-nuisance.
Obsessively private to the last, he had hired the celebrity security consultant Gavin de Becker to transport him someplace where he could meet with his wife and son in absolute seclusion. This end-of-the-roadie subsequently announced his death had occurred in Los Angeles, at 1971 Coldwater Canyon.
No such address existed: George had actually passed away at Paul’s new property on Heather Road, Beverly Hills. In just that same way, when they were school friends at the Inny, he’d so often suggested, ‘Why don’t you come round to my house?’
Jeg har i perioder holdt pause fra McCartney pga hans store ego, som kan være virkelig anstrengende hvis man ser ham i et interview, men jeg bliver ved at vende tilbage pga det centrale: musikken.
Jeg kunne tænke mig at skrive en lille bog der hedder Læseren der holdt op med at købe bøger med alenlange titler skåret over samme læst eller noget i den retning…
Har lige læst Fotografiet af obersten, af Eugène Ionesco, en forfatter jeg selvfølgelig havde hørt om men aldrig tidligere havde fået læst noget af. Samlingen består af seks absurde noveller og en charmerende lille ikke-absurd tekst, Spredte erindringer, om Ionescos opvækst.
Det forekommer mig, at det at skrive absurde tekster kan sammenlignes med at lave tegninger med bevidst forkert perspektiv. Man vil opdage, at man må viske ud og tegne om mange gange, for perspektivet skal ikke bare være forkert; det skal være forkert på en interessant måde. Desuden skal der – i hvert fald i mine øjne – gerne opretholdes en konsistent intern logik teksten igennem. Og på dette punkt synes jeg novellerne halter lidt. Jeg kan vældig godt lide første halvdel af novellen Flammebanneret, i hvilken et ægtepar mundhugges om det lig de nu i ti år har haft liggende i lejligheden, som om det var en skraldepose manden havde forsømt at gå ud med. Havde novellen fortsat i det spor ville jeg have synes bedre om den, men som den skrider frem kastes alle “regler” over bord. Det er muligvis en pointe i sig selv, men passer så bare ikke så godt med mine præferencer.
Andre af novellerne er mere vellykkede på dette punkt, fx Luftfodgængeren, om en mand der opdager at han har jo egentlig altid har kunnet flyve men bare havde glemt det (en nærmest universel drøm, har jeg efterhånden erfaret), og den vist klassiske og meget morsomme Næsehornene om en lille by i hvilken indbyggerne af uvisse årsager bliver forvandlet til næsehorn. Beklageligvis træder et af dem en kat ihjel:
Næste dag stod der en notits på to linjer i avisen under rubrikken for nedtrampede katte, om det stakkels dyrs død, som var blevet ‘trådt under fode af en tykhud’, som man sagde uden at give nærmere detaljer.
I øvrigt er byens indbyggere ret optagede af at diskutere om der er tale om ethornede eller tohornede næsehorn, og om det er det de ethornede der er asiatiske og de tohornede der er afrikanske, eller om det er omvendt. Det virker altsammen ganske Monty Pythonsk, og det minder mig da også om et interview med John Cleese i hvilket han talte om “the inner logic of sketches”, som Marty Feldman havde undervist ham i: man kan problemfrit skrive en sketch i hvilken de deltagende står i hver deres skraldespand, men hvis der pludselig introduceres en person, der ikke står i en skraldespand, så skal det forklares. Jeg synes klart Ionescos noveller fungerer bedst når dette princip respekteres.
Dedikationen er ikke til mig – jeg købte bogen antikvarisk.
Dette skulle være et citat fra en roman af den sovjetiske forfatter D. Bleiman:
The lark is exclusively a Soviet bird. The lark does not like the other countries, and lets its harmonious song be heard only over the fields made fertile by the collective labor of the citizens of the happy land of the Soviets.
Her citerer jeg imidlertid ikke fra den engelske oversættelse af den oprindelige kilde, men fra en anden bog, som citatet er gengivet i: The 776 Stupidest Things Ever Said, hvor det da også må siges at høre udmærket hjemme, hvis det ellers er ægte. Hvad jeg nu tvivler på – jeg har ikke kunnet finde nærmere oplysninger om romanen eller forfatteren.