The Dystopian Imagination

Lige så længe jeg kan huske har det været almindeligt at nævne Orwells Nineteen Eighty-Four og Huxleys Brave New World i samme sætning. De to store dystopiske romaner fra det tyvende århundrede. De to store undtagelser fra reglen om at science fiction ikke er værd at beskæftige sig med (og som derfor, til min irritation, ofte blev givet skudsmålet ikke rigtig science fiction!). I essayet The Dystopian Imagination, trykt i samlingen Our Culture, What’s Left of It graver Theodore Dalrymple (selv en værdig arvtager til Orwell i mine øjne) i en lighed mellem de to bøger:

In both dystopias, people find themselves cut off from the past as a matter of deliberate policy. The revolution that brought about the Brave New World, says Mustapha Mond, was “accompanied by a campaign against the Past” – the closing of museums (as in the Taliban’s Afghanistan), the banning of old books. In 1984 “the past has been abolished.” “History has stopped. Nothing exists except as an endless present in which the Party is always right.”
        Such dystopian engineering is at work in my own country. By the deliberate decision of pedagogues, hundreds of thousands of children now leave school without knowing a single historical fact about their own country. The historical principles that museums have traditionally used to display art have given way to ahistorical thematic displays – portraits of women from a jumble of eras, say. A meaningless glass box now sits on a pediment in London’s Trafalgar Square as a “corrective” to the historical associations of that famous urban space. A population is being deliberately created with no sense of history.”

Dalrymple skrev disse ord i 2001, og hvor meget værre er det dog ikke blevet siden! Nu synes alle begivenheder i både nær og fjern fortid at skulle omdefineres efter moderne moralbegreber. Den grassatgående politiske korrektheds ødelæggende effekt på civilisation og menneskelighed er svær at overvurdere. Dalrymple fortsætter med at påpege en interessant lighed mellem de to værker, som jeg ikke selv havde lagt mærke til:

For both Huxley and Orwell, one man symbolized resistance to the dehumanizing disconnection of man from his past: Shakespeare. In both writers, he stands for the highest pinnacle of human self-understanding, without which human life loses its depth and its possibility of transcendence. In Brave New World, possessing an old volume of Shakespeare that has mysteriously survived protects a man from the enfeebling effects of a purely hedonistic life. […] And when Winston Smith wakes in 1984 from a dream about a time before the Revolution, when people were still human, a single word rises to his lips, for reasons that he does not understand: Shakespeare.

Dalrymple afslutter med en selvoplevet anekdote, der står for mig som noget af det mest rystende og tankevækkende jeg længe har læst:

This scene takes me back to Pyongyang. I was in the enormous and almost deserted square in front of the Great People’s Study House – all open spaces in Pyongyang remain deserted unless filled with parades of hundreds of thousands of human automata – when a young Korean slid surreptitiously up to me and asked, “Do you speak English?”
        An electric moment: for in North Korea, unsupervised contact between a Korean an a foreigner is utterly unthinkable, as unthinkable as shouting, “Down with Big Brother!”
         “Yes,” I replied.

         “I am a student at the Foreign Languages Institute. Reading Dickens and Shakespeare is the greatest, the only pleasure of my life.”
        It was the most searing communication I have ever received in my life. We parted immediately afterward and of course will never meet again. For him, Dickens and Shakespeare (which the regime permitted him to read with quite other ends in view) guaranteed the possibility not just of freedom but of truly human life itself.
         Orwell and Huxley had the imagination to understand why – unlike me, who had to go to Pyongyang to find out.

Houellebecq på Louisiana

Jeg betragter Michel Houellebecq som den måske vigtigste aktive forfatter i dag. Han gæstede Louisiana Literature i år, og der var absolut fuldt hus – well, telt – på Parkscenen om den 23. august om aftenen da han blev interviewet af Rune Lykkeberg med Tore Leifer som oversættelseslink.

Houellebecq overraskede mig. Han var langt mindre af en kold intellektuel end jeg havde ventet, snarere i bund og grund et følelsesmenneske. Lykkeberg begyndte med at vise et barndomsfoto og tog udgangspunkt i det. Det gav Houellebecq anledning til at fortælle at han havde læst meget fra en tidlig alder, og at H. C. Andersen havde gjort stort indtryk tidligt, særligt Den lille pige med svovlstikkerne, som ganske havde ødelagt ham. Han fortalte også at læsende børn i Frankrig dengang kunne deles op i to grupper: dem der læste Dumas, og dem der læste Verne. Han var selv i sidstnævnte gruppe.

Da Lykkeberg forelagde ham en gammel udtalelse om at bøger, skrivning er essentielt, var Houellebecq hurtig til at korrigere: “Déjà lire, déjà lire” – for vi har alt for store hjerner til ét liv, og det er et grundbehov at fylde dem med flere liv, flere mennesker. Altså læsning. Og skrivning. Han afbrød dog sig selv for i ærlighedens navn at tilføje en mere prosaisk grund også: digtoplæsning havde i ungdommen været en glimrende strategi pour seduire les filles.

Jens Albinus læste et par passager fra den seneste roman, Serotonin, bl.a. et afsnit der handler om en dejlig dansk pige, Kate, som jeg-personen fortryder han lod slippe væk. Om hende spurgte Lykkeberg om hun evt. skulle være inspireret af en virkelig dansk pige? Houellebecq virkede noget overrasket over et så direkte spørgsmål men svarede så “Un petit peu, oui”, og tilføjede at figuren oprindeligt ikke havde været planlagt til bogen, men var dukket op undervejs, havde trængt sig på. Han havde et fint billede: at skrive er at fremdyrke en lille koloni af parasitter i hjernen. Nu var hun endt som en af de figurer i bogen han syntes bedst om.

Giraffen anes i midten af billedet

En anden fascinerende tidbit var, hvordan han fandt Serotonin mere vellykket end den forrige roman Underkastelse, i den forstand at sidstnævnte ville have fungeret bedre hvis det var den mandlige hovedperson, der havde forladt den kvindelige snarere end omvendt. At det ikke var faldet sådan ud, var fordi han havde forelsket sig i et par replikker han ikke rigtigt kunne slippe igen. Den ene darling han ikke kunne slå ihjel var replikudvekslingen “J’ai besoin de quelqu’un”/”Moi aussi je suis quelqu’un”, og den anden var den (isnende uhyggelige) “Il n’y a pas d’Israël pour moi”. Fordi han ikke kunne give afkald på disse to, blev plottet som det blev. Som et andet, mere humoristisk eksempel fortalte han, at en del af grunden til at han er blevet beskyldt for at være besat af oralsex er at han bare godt kunne lide alliterationen i sætningen “La plupart des hommes préfèrent les pipes”, PPP, hvilket vakte en del moro blandt publikum. (Han var slet ikke uden humor, omend det kun sjældent lod sig spore i hans ansigt). Lidt en øjenåbner så stor rolle en “well-turned phrase” spillede for ham, men han mente det var almindeligt for forfattere med digter-baggrund.

Til sidst taltes lidt om Kasper Colling Nielsen, som er blevet kaldt “den danske Houellebecq” og hvis seneste bog H. havde læst. Mens vi havde stået og lyttet til alt dette i den heldigvis dejlige sommeraften, var det blevet mørkt, og det var med en følelse af at have overværet noget særligt, at vi begav os hjemad.

The Crumbs på Louisiana

Louisiana Literature løb af stablen 22.-25. august, og der var i år to navne jeg var meget opsat på at opleve: Michel Houellebecq, om hvem i et senere blogindlæg, og amerikansk tegneseries grand (dirty) old man Robert Crumb. Sidstnævnte var der sammen med sin hustru og mangeårige on-off samarbejdspartner Aline Kominsky-Crumb. På forsiden af Drawn Together, samlingen af deres fællestegneserier, kalder de sig “The world’s only cartooning couple” (men de kender så næppe Sussi Bech og Frank Madsen). Den dag jeg besøgte Louisiana, blev de interviewet hver for sig.

Jeg blev først for alvor interesseret i Crumb efter jeg i midthalvfemserne så Terry Zwigoffs film betitlet, well, Crumb. “The most complete portrait of an artist ever made” mener jeg magasinet Empire kaldte den film, og skildringen af Robert Crumb og hans brødre Charles og Maxon gjorde det til den mest fascinerende dokumentar jeg havde set på det tidspunkt (hvor dokumentarfilm endnu ikke var blevet det nye sort).

I manges øjne, inklusive begge mine, er Crumbs sketchbooks hans væsentligste værk. Forskellige forlag har udgivet dem i udvalg, senest Taschen. Crumbs kollega Joe Matt kalder dem “a direct link into Crumb’s brain”, og det er en god beskrivelse: Jeg kan ikke komme i tanker om nogen anden kunstner jeg synes tillader så ufiltreret access, og som samtidig er så umådeligt talentfuld. Chris Ware kalder ligefrem Crumb for “the greatest living artist”.

Hvordan var det så at opleve denne levende legende, som blev interviewet af Christian Monggaard på Louisianas smukke Parkscene den 23. august? Desværre synes jeg ikke der var så meget andet i det end en “Se giraffen”-oplevelse. Måske fordi forummet ikke var decideret tegneserieorienteret, blev det hele holdt meget basic, og der blev ikke sagt noget videre der var nyt for nogen der kendte blot lidt til Crumb i forvejen. Det sjoveste var faktisk at se Crumbs målløse reaktion på, at det var på et offentligt (skole-)bibliotek at Monggaard havde stiftet bekendtskab med hans serier.

Almindelige dødelige fik ikke lov at nærme sig Crumb (ikke den dag i hvert fald; et par dage efter var der en signing session, som jeg dog ikke havde lejlighed til at deltage i). Jeg så en kendis stå og tigge arrangøren så mindeligt om han dog ikke kunne få en lille audiens, men nej. De havde lovet “at passe godt på ham”. Crumbs kone Aline sagde i øvrigt i sit interview at Robert lider af Asperger. På mange måder var dette andet interview, som Ditte Giese forestod, faktisk mere spændende, for Kominsky-Crumbs vinkel på tingene var mindre kendt for mig, og hun havde også ordet mere i sin magt. Så gjorde det i den forbindelse mindre, at jeg ikke finder hendes værker tilnærmelsesvis så interessante som hendes mands.

Robert Crumb var på en længere bryllupsrejse i Europa inkl. København i 1960’erne (ikke med Aline men med den første hustru, Dana). Det føltes lidt som en spildt mulighed at dette besøg ikke blev bragt på bane. MEN det kan jeg måske selv gøre i et fremtidigt blogindlæg – jeg er nemlig kommet i besiddelse af nogle interessante postkort Crumb mange år senere skrev om opholdet, og som mig bekendt ikke er publiceret andetsteds.

Navnesymbolik

Jeg husker da min dansklærer i niende klasse fortalte, at navnesymbolik var almindeligt brugt også i “seriøs” litteratur. Det var vist i forbindelse med en gennemgang af Fiskerne, i hvilken en intrigant biperson hedder Splid eller Spliid. At dømme efter de vantro grin i klassen, var det ikke noget ret mange havde forventet at støde på uden for Anders And.

Jeg kan sagtens se navnesymbolik som en forsvarlig del af en forfatters værktøjskasse, men jeg synes også det meget nemt kan blive lige konstrueret nok. Som fx Salingers Seymour Glass, som min engelsklærer i gymnasiet påpegede var både klartseende og skrøbelig. OK så. Men lidt komisk forekommer det mig nu alligevel, så meget hænger min barndoms Disney-læsning stadig ved – og et eller andet sted er der altså også noget mere ærligt over et in-your-face-navn som Blabaway Utterbunk (tak til Carl Barks for det!)

På den anden side – står virkeligheden egentlig tilbage for fiktionen? Fra sportens verden kender vi håndboldspilleren Joachim Boldsen, tennisspilleren Anna Smashnova og sprinteren Usain Bolt, og jeg har noteret mig mange andre eksempler i årenes løb. For nylig læste jeg bogen Quirkology af Richard Wiseman. Den indeholder et kapitel om forskning der peger på, at folks navne kan influere deres livsvalg, fx hvilke stillinger de ender i. Jeg stiller mig nu en smule skeptisk, men eksemplerne er herlig læsning:

In addition to being interesting in its own right, Pelham’s work may at last provide an explanation for an effect that has fascinated psychologists for decades: Why does the meaning of people’s surnames so often match their chosen occupation?
     In 1975, Lawrence Casler from the State University of New York at Geneseo compiled a list of over 200 academics working in fields associated with their last names. Casler’s list includes an underwater archeologist called Bass, a relationship counsellor called Breedlove, a taxation expert named Due, a medic studying diseases of the vulva called Hyman, and an educational psychologist examining parental pressure called Mumpower. In the later 1990s, New Scientist magazine asked readers to send in similar examples from their own lives. The resulting list included music teachers Miss Beat and Miss Sharp, members of the British Meteorolical office called Flood, Frost, Thundercliffe and Weatherall, a sex counsellor named Lust, Peter Atchoo the pneumonia specialist, a firm of lawyers named Lawless and Lynch, private detectives Wyre & Tapping, and the head of a psychiatric hospital, Dr McNutt. My own favourites are the authors of the book A Student’s Guide to the Seashore, John and Susan Fish.
     Pelham’s work suggests that examples like this may not be entirely the result of chance, but rather of some people being unconsciously drawn to occupations related to their name. As a professor of psychology called Wiseman, I am in no position to be sceptical about the theory.

Bogen Freakonomics af Steven D. Levitt og Stephen J. Dubner indeholder et lignende kapitel om navnes indflydelse. Pudsigt i sig selv at Quirkology og Freakonomics er samme type bøger, lufthavnsvenlige (“stuffed with the kind of offbeat insight that people find irresistible” skrev The Times om førstnævnte), og tilmed med usædvanlige titler skåret over samme læst.

Bret Easton Ellis

Har netop læst White, en samling selvbiografiske skriverier af Bret Easton Ellis. Jeg har visse anker – der bruges fx lang tid på detaljerede beskrivelser af specifikke film, som jeg har svært ved at se kan være interessante for en læser der ikke i meget høj grad deler Ellis’ æstetiske og seksuelle præferencer. Finder også Ellis’s brug af de betegnelserne “Empire” og “Post-Empire” småprætentiøse (de er selvopfundne og bliver ikke forklaret her, jeg måtte søge mig til en definition på nettet: Ellis betegner med “Empire” USA i tiden fra efter Anden Verdenskrig til kort efter 9-11).

Imidlertid opvejes disse indvendinger for mig af Ellis’ betragtninger om moderne fænomener som identitetspolitik, krænkelseskultur og det absurde massehysteri, der har hersket efter præsidentvalget i USA 2016. Det føles som en gedigen lettelse for en gangs skyld at støde på en moderne forfatter, der ikke bræger med i det sædvanlige kor.

During the winter of 2016 and into 2017 I myself began to resist the meltdowns I’d been witnessing at dinners and on social media and late-night TV, and too many times in my own home, in the aftermath of Trump’s victory. I found myself resisting, too, the hysterical wails about this unfair disruption of the status quo, aka the Establishment, which itself decried the dismantling of the political narrative we’d all grown accustomed to and that had eagerly expected the Obama era to effortlessly resume with another Clinton in the White House. (This had alarmed me during the campaign, suggesting as it did a movement backward instead of forward, regardless of this Clinton’s gender.) When this didn’t happen, well, it was just too much for some people to accept. This wasn’t the usual disappointment about election results – this was fear and horror and outrage that it seemed would never subside and not just for members of Generation Wuss, like my partner, but also for real grown-ups in their forties and fifties and sixties, so unhinged that their team hadn’t won they began using words like “apocalypse” and “Hitlerian”. Sometimes, when listening to friends of mine, I’d stare at them while a tiny voice in the back of my head started sighing, You are the biggest fucking baby I’ve ever fucking heard in my entire fucking life and please you’ve got to fucking calm the fuck down – I get it, I get it, you don’t like fucking Trump but for fuck’s sake enough already for fuck’s sake.

Spot on, ligesom hans karakteristik af de sociale mediers stadigt mere snævre ekkokamre af “rigtige meninger”:

The shunning of others who don’t think like you had moved past protest and resistance into childlike fascism, and it was becoming harder and harder to accept these exclusionary tactics. The differing political viewpoints were judged as immoral, racist and misogynist. This constant shrieking by the unconsoled was, for me, beyond tiresome, a high-pitched drone that never moved the needle. I figured that you might not like someone’s politics or even his or her worldview but could still learn something useful and then move on. But if you look at everything only through the lens of your party or affiliation, and are capable of being in the same room only with people who think and vote like you, doesn’t that make you somewhat uncurious and oversimplifying, passive-aggressive, locked into assuming you are riding the high moral tide, without ever wondering if you might not, in the eyes of others, be on the very bottom?

Dette fra en kulturpersonlighed, tilmed en med Hollywoodtilknytning. Uventet og forfriskende. Tak for det.

Nis Petersens værste plageånd

Et af mine dejligste 20-kroners fund nogensinde er et smukt eksemplar af Sandalmagernes Gade, som jeg fandt ved et hollandsk udsalg for et par år siden. “Til min værste plageånd” har Nis Petersen skrevet i den, og da bogen er forsynet med Hans Müller-Kristiansens Eks Libris, er det nærliggende at tro det er ham der er den omtalte plageånd. Men hvad er forbindelsen mellem de to herrer? Nogen der ved hvad der kunne ligge bag her?

Bogen er smukt indbundet, men Petersens navn er stavet forkert på bogryggen! Lige sådan noget man kunne forestille sig en plageånd ville foranledige…

Fugle

En del af fornøjelsen ved at læse en masse bøger, er at notere sig besynderlige ligheder mellem dem. Inden for det sidste par måneder har jeg således helt tilfældigt (tror og håber jeg i hvert fald!) læst to bøger, i hvilke sindsforvirrede unge kvinder giver sig af med at gnaske levende fugle. Den ene var argentinske Samantha Schweblins novellesamling Mouthful of Birds, den anden sydkoreanske Han Kangs – i denne sammenhæng mindre logisk betitlede – roman The Vegetarian.

Jeg kunne bedst lide The Vegetarian. Jeg har før konstateret, at jeg ikke er så meget til sydamerikansk magisk realisme, men at jeg til gengæld godt kan lide den drømmeagtige weirdness som er ret udbredt i asiatisk litteratur.

Apropos fugle og bøger: hvorfor pokker indgår fugle i så mange forskellige forlags-logoer? På denne samling bogrygge er hele 12 forskellige repræsenterede:

OK, en af dem tæller ikke helt. Elleve så.

Mondæn burgøjsersmag

Jeg kan godt lide at læse selvbiografiske bøger – man kan altid være sikker på, at de er skrevet af folk der virkelig er interesserede i deres emne! Om emnet så altid er synderligt interessant for andre er en anden sag, men entusiasme er i hvert fald ikke det værste udgangspunkt.

Har senest læst Ung Kunster, af maleren/tegneren Anton Hansen, en fortsættelse af Drengen Drømte, som jeg læste for et par år siden. Bogen her skildrer hans år som teatermaler og bladtegner omkring første verdenskrig, og Hansen skriver levende og muntert, ikke mindst om sine kvindebekendtskaber. Jeg må sige, jeg faktisk er noget mere imponeret af Hansen som forfatter end som tegner. På et tidspunkt beskriver han et møde med Steen Drewsen, der var kunstnerisk konsulent for Hasselbalchs forlag og redaktør af Pressens Magasin:

Jeg blev overbevist om, at han ikke hade forandret sin opfattelse af mine tegninger, dystre, rå og kantede mente han, de var, da han en dag viste mig nogle postkort af en amerikansk tegner, Gibson. Kortene, der var slået an i Europa, forestillede unge kvindeansigter, runde, smilende og med smukke frisurer. De skabte en pigetype kaldet Gibson-Girl.
    – Her skal De se en yndefuld og let tegner. Han har tjent millioner på de dejlige unge kvinder. Tegn som han, og De vil tjene en formue på få år. Aviserne vil slås om dem.
    Jeg kiggede på tegningerne, noget forbandet sukkerstads, samme karakterløse ansigtstræk i alle de tomme pigefjæs. Jeg forargedes over, at han kunne tro, at jeg ville lefle for den fade, mondæne burgøjsersmag, som de tegninger var udtryk for. Kompromittere min kunst. Foragteligt afviste jeg alle fristelser. Om jeg hade forsøgt, ville jeg ikke ha været i stand til at tegne med den flothed og rutine, som fjenden Gibson var i besiddelse af. Jeg var en klods til at tegne elegante kvinder. Måske elskede jeg kvinder for højt.

Man fornemmer et element af sure rønnebær. Tilfældigvis havde jeg netop selv et par måneder forinden købt en bog om Charles Dana Gibson, The Gibson Girl & Her America, og jeg vedstår mig gerne min mondæne burgøjsersmag. Jeg synes det er en sand nydelse at lade blikket vandre over de elegante stregtegninger – især kvindemotiverne selvom de, indrømmet, har ret ensartede ansigtstræk, men også karakterstudierne af andre typer.

Om tegningernes kulturhistoriske betydning skal jeg ikke forsøge at kloge mig – det kan jeg se, at mange andre på nettet har gjort bedre end jeg kan. Denne artikel af Erin Blakemore, The Gibson Girl: The Kardashians of the early 1900s, fandt jeg interessant (og sjovt betitlet):

http://mentalfloss.com/article/58591/gibson-girls-kardashians-early-1900s

Flyvevandrehistorie

I The Cassell Dictionary of Anecdotes stødte jeg på følgende:

It is very important to know your element. There was once a Secretary of State for Air who was himself a qualified pilot. He went down to Southampton to see and try out a new flying boat. He went up in it and after a bit he asked the pilot if he might take over the controls. This, of course, was agreed. They approached an airfield and the Minister circled round it and lost height steadily until the young man could bear it no longer. He said, ‘Sir, this is a flying boat, you know.’ The Minister gave him a very old-fashioned look and circled the airfield again. He then moved off and brought the flying boat down carefully on Southampton Water. As he turned to go, the young man, feeling that he might have blotted his copybook, said, ‘I hope, sir, you didn’t mind my saying that: I thought you might have forgotten this was a flying boat.’ The Minister looked at him and said, ‘My boy, cabinet ministers don’t make elementary mistakes like that.’ He then turned, said goodbye, opened the door and stepped into six feet of water.

Under anekdoten står at læse “Told by General Sir Brian Robertson, chairman of the British Transport Commission at the annual diner of the Municipal Passenger Transport Association (Inc) at Southend in 1954.” Enhver der har læst Tintin-albummet Kong Ottokars scepter vil huske, at det slutter med en meget lignende scene med Dupond og Dupont i ministerens rolle. De pågældende sider fra den Tintinhistorie blev oprindeligt publiceret i 1939. Det ville jo være herligt om anekdoten virkelig havde rod i en virkelig hændelse, som er blevet bemærket ikke bare af Robertson, men også af Hergé, men mere sandsynligt er det nok bare en vandrehistorie. En netsøgning afslører en variant i en anden anekdotesamling, Bartlett’s Book of Anecdotes. Her er klovnerollen tildelt den græske general Ioannis Metaxas (1879-1941):

During a visit of inspection to an air base Metaxas was invited to test a new flying boat. He took the aircraft up for a short flight and was coming in to land when the commander of the base intervened: “Excuse me, General; it would be better to come down on the water; this is a flying boat.” Metaxas, who had been about to put the aircraft down on a runway, swerved quickly upward, made another circuit, and touched the flying boat down safely on the surface of the water. Metaxas switched off the engine and turned to his host. “Thank you, Commander, for preventing me from making a stupid blunder” – and so saying, briskly opened the aircraft’s door and jumped out into the water.

Selvom jeg umiddelbart kun kan få Google til at lave en meget begrænset “uddragsvisning”, er det nok til at konstatere, at Eric Woods’ bog From Flying Boats to Flying Jets: Flying in the Formative Years of BOAC: 1946-1972 også indeholder en version af anekdoten. Her er piloten en trainee, der tidligere kun har haft erfaring med almindelige fly. Som i Robertsons udgave er det dog stadig Southampton Water der landes på:

… boats, there is an amusing little anecdote concerning the ‘reverse’ conversion of one captain from land planes to flying boats, … Brought to a halt by the shocked flying boat training captain, the trainee apologised for his dreadful oversight, blaming it … He then flew the flying boat back to Southampton Water, made a perfect ‘landing’ on the sea and jumping out of his …

Denne sidste udgave forekommer mig umiddelbart mest troværdig, hvis der altså overhovedet ligger en virkelig hændelse til grund.