Excentrisk antikvaradfærd

Engang var jeg i en antikvarboghandel i Københavnsområdet og spurgte efter bøger af en bestemt forfatter. Boghandleren gik ikke de 10 skridt ned i den anden ende af lokalet for at lede, nej, han tog en kikkert frem og spejdede længe på hylderne gennem den, før han beklagede at han desværre ikke kunne hjælpe mig.

Indtil for få dage siden tog den opførsel vist prisen som den mest excentriske antikvar-opførsel jeg har oplevet på disse breddegrader. Men ikke længere: i tirsdags ville jeg besøge et bestemt antikvariat i København. Det var en del år siden jeg sidst havde været der, men udefra så det ud som jeg huskede det: Der var udstillingskasser med bøger på fortovet, og et skilt i døren forkyndte “ÅBEN”. Jeg tog i døren, som imidlertid var låst. Efter nogle sekunder kom indehaveren til stede i døråbningen og spurgte hvad jeg ønskede. Han virkede præcist lige så irriteret over at blive forstyrret af en potentiel kunde som en købmand i en Finn Søeborg-roman. Jeg spurgte om jeg kunne komme ind i butikken og kigge mig omkring – hvad jeg egentlig selv syntes var et ret rimeligt spørgsmål – men han svarede, at der ikke var plads til kunder i butikken. Der var for mange bøger. Han virkede lidt irriteret over at skulle forklare mig noget så indlysende. Men jeg var da velkommen til at sige hvad jeg ledte efter, fortsatte han som talte han til et svagt begavet barn. Jeg sagde at jeg ledte efter et forretning der havde plads til kunder, så vi fandt ikke rigtig nogen fælles forståelse, og jeg gik videre til et andet antikvariat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *