Reoldilemmaer

Jeg læste for 7-8 år siden Knuth Beckers romanserie om drengen Kai Gøtsche. Fem store romaner, fordelt på i alt ni bind udgivet fra 1932 til 1956. Jeg synes at huske, at en eller anden beskrev dem som et “massivt bjergfjeld” i dansk litteratur. Om det skulle forstås som “tungt”, eller “ikke til at komme udenom” eller som noget helt tredje, er jeg ikke klar over. I hvert fald var jeg glædeligt overrasket over hvor fængende bøgerne var, ikke tunge at læse på nogen måde, men i den behagelige kategori af bøger man føler nærmest læser sig selv.

Efter endt læsning stod de fem romaner på min reol, men det var i vidt forskellige udgaver, og den slags går simpelthen ikke i længden. Det støder mit øje ALT for meget! Så siden da har jeg, når jeg alligevel har snuset rundt i byens forskellige hollandske bogudsalg, kigget efter titlerne med henblik på at få homogeniseret indtrykket. Jeg er ikke helt i mål, men næsten:

Det er sikkert og vist at jeg vil slå til og købe Naar toget kører, når jeg engang finde den i samme udstyr som de øvrige.

Men, men. Hvad gør man så, når man en dag falder over et dedikationseksemplar af en af bøgerne?

Under normale omstændigheder er en bog med forfatterens signatur jo en indlysende opgradering, men i dette tilfælde?

Argh. Nej, det går slet ikke. I en sådan situation er der ikke andet at gøre end at beholde begge Mariannerne. Eventuelt må den ukurante stikkes til side inde bag de andre, eller den kan skydes lidt længere hen til højre, ved siden af de mere kuriøse Becker-ting.

Jeg har talt med flere, der finder mine dilemmaer af denne type komiske og temmelig OCD-agtige, men for mig forøger disse overvejelser indiskutabelt den glæde jeg har ved min bogsamling. Og i øvrigt synes jeg Disney-tegneren Don Rosa til en vis grad har ret når han siger at “OCD” i virkeligheden burde hedde “OCO” for Obsessive Compulsive Order!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *