Jeppe Aakjær om Knut Hamsun

Jeg har netop læst Jeppe Aakjærs erindringsbind Før det dages, og jeg morede mig over nogle levende skildringer af Knut Hamsun, som Aakjær oplevede til et foredrag i 1893 i København:

Hamsun var en Kæmpe paa tre Alen, rødmusset, bredbringet og stærk som en Bamse at se paa, struttende af Postulater og Selvglæde.
    Det var i Badstuestræde han holdt et bidsk Foredrag mod Henrik Ibsen og hans trang til at mystificere. Jeg husker især en Udtalelse saalydende: “Hvorfor Fa’en skal alt være saa dunkelt som hos denne Ibsen dèr? – Jeg vil paatage mig at forklare Spektralanalysen for en Amagerkjærring!”
    Georg Brandes sad paa første Bænk og vred sig af Latter. Da Taleren var færdig med sit Foredrag, gik Brandes ham smilende i Møde, omfavnede ham og sagde: “Jeg elsker Dem, Knut Hamsun”.
    Hamsun havde nogle Aar før udsendt sin Roman “Sult” og levede i en Rus af Beundring, ikke mindst fra Bourgeoisiets Damer. Flere Aar efter saa jeg ham igen i Studentersamfundet på Nørrevold. Da lignede han en grønlig Skygge af sig selv, saa ud som om han i mange Aar ikke var gået ædru i Seng, pralede og skrydede og var fuld af giftige Udfrald mod sine skikkelige norske Kolleger, bl.a. Thomas P. Krag. Da jeg blev præsenteret for ham sagde han: “Ja, jeg ved godt, at De er en snild og brav Kár! Jeg har hørt Tale om Dem. Jeg skal læse Dem engang, naar jeg kommer hjem til Norge. Jeg faar her altfor litet læst.”
    Kort efter forlod han København og alt Intelligens-Selskab overhovedet og lod kun høre fra sig gennem sine tykke Bøger, der blev til dybt inde mellem dunkle Fjelde, hvor ingen mennesker fik lov at komme til ham.
    Han havde ødelagt sin Sundhed og sine Nerver hernede i København i en rasende Hvirvel af Svir og Natterangel. Johannes V. Jensen maa kunne fortælle noget derom og har da ogsaa fortalt bl.a. i sit Digt om “Helled Haagen”.

Lidt senere skriver Aakjær om en sammenkomst med Holger Drachmann og frue i 1904, også disse kunne fortælle om Hamsun:

Hans [Drachmanns] Hustru, Soffy, var næsten ligesaa skånselsløs i sin Mund. Hun fortalte om Knut Hamsun, at naar han havde en Rus, gav han bort alt, hvad han havde paa sig. Han havde saaledes engang villet nøde hende til at tage sit Guldur. Dagen efter kom han dog i al Ædruelighed og vilde havde det igen, og Drachmann sekunderede sin Hustru med at sige: “Ja, Hamsun minder mig om, hvad Holberg lader Jeppe sige: Naar jeg er fuld, saa kan jeg give mine Bøvser bort, men jeg vil have dem igen, naar jeg bliver ædru!””

Man må sige, at den opførsel lyder fuldstændig konsistent med hvordan man kan forestille sig hovedpersonen i Sult kunne opføre sig.

I Leif Nedergaards biografi om Johannes V. Jensen, også omtalt i forrige blogindlæg, findes en fodnote, der afslører at Hamsun, hvad man ikke kan fortænke ham i, ikke var ovenud begejstret for Aakjærs omtaler:

Da Knut Hamsun, der i længere tid var intenst optaget af at Aakjær i Før det dages s. 163 og 170 hade fortalt et par småting om ham, bombarderede JVJ med breve herom, bad JVJ i et brev af 25/9-29 indstændigt Aakjær ikke at være for åbentmundet i de flg. bind; det blev desværre kun til de på sygesengen dikterede Efterladte Erindringer.

Det er pudsigt hvordan den slags historier på hundrede års afstand fremstår som andet og mere end den omgang sladder de jo dybest set er. Man føler en lille smule af historiens vingesus – ligesom når man læser, at H. C. Andersens besøg hos Charles Dickens var så stor en katastrofe, at Dickens efterfølgende beskrev ham som a “bony bore” og i gæsteværelset satte et skilt op, der proklamerede hvordan Andersens ophold hos familien havde føltes som en evighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *