Cinema Speculation

Jeg var meget imponeret over Quentin Tarantinos debutfilm Reservoir Dogs, da den kom ud i 1993, og året efter var jeg endnu mere oppe at køre over giganthittet Pulp Fiction. Derefter kølnedes min begejstring. Hans tredje film, Jackie Brown, fandt jeg monumentalt kedelig, og jeg var helt på bølgelængde med en anmelder der skrev om den, at det var “three hours of Tarantino wishing he was black”. Siden da har jeg af og til prøvet at give hans nyere film en chance – fx Inglorious Basterds, Django Unchained og Once Upon a Time in Hollywood, men ingen af dem holdt min interesse fanget længe nok til at jeg gad at se dem færdig.

Heller ikke Pulp Fiction siger mig noget længere. Jeg har prøvet at gense den i “nyere tid” og er nærmest lidt flov over, at jeg syntes den var så fantastisk dengang. Nu synes jeg bare den fremstår komplet overlæsset. Alt skal være bare supercool, hele tiden, og det forekommer mig infantilt.

Siden jeg nu har det sådan med Tarantino, hvorfor stak jeg så hans nye bog Cinema Speculation til mig, da jeg så den i en boghandel for nylig? Fordi jeg faktisk enormt godt kan lide at høre Tarantino snakke om andre menneskers film! Han er en utroligt vidende og entusiastisk formidler, og i denne bog øser han af sin viden. Især om film fra 1970’erne, som er det bedste årti i filmhistorien efter min mening.

Der er nedslag på klassikere som Bullitt, Dirty Harry, Deliverance og Taxi Driver. Der er afsnit om movie brats-generationen, og der er mange underholdende selvbiografiske sidebemærkninger. Særligt interessant fandt jeg Tarantinos skriverier om Brian De Palma – hvordan denne har ladet sig inspirere at Hitchcock (og hvordan han IKKE har). Det er også et kapitel om De Palma, der har givet bogen dens titel – Tarantino leger med tanken om hvordan Taxi Driver mon var faldet ud hvis De Palma (som læste Paul Schraders manuskript før Martin Scorsese gjorde) var blevet instruktøren.

Mange steder føler jeg, at Tarantino bruger meget energi på meget obskure B-film, der virkelig ikke fortjener så meget opmærksomhed, men entusiasme er på den anden side altid fascinerende, og den kvalitet bidrager stærkt til at bogen her er værd at bruge et par timer på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *