Laurel and Hardy

Så for nylig filmen Stan & Ollie, der følger Stan Laurel og Oliver Hardy (jeg kan dårligt få mig selv til at bruge de idiotiske omend hævdvundne danske navne Gøg og Gokke!) på deres sidste Englandsturné i 1953-54. Den er baseret på A. J. Marriotts bog Laurel and Hardy: The British Tours (som jeg ikke har læst). Jeg synes egentlig ikke den er så strålende som film betragtet, men det må siges at Steve Coogan og John C. Reilly er ganske fremragende i rollerne. They nail it.

Laurel og Hardy synes at være i vælten generelt. For et par år siden udkom John Connollys roman He, som fortæller deres historie fra Laurels synsvinkel. Han nævnes ikke ved navn, men bliver konsekvent kaldt “He” bogen igennem, en gimmick jeg ikke helt ved hvad jeg synes om, men ellers synes jeg bogen er nogenlunde vellykket. Bogen og filmen deler tildels tone, med deres fokus på det vemodige i at noget har nået sin afslutning. Det fokus på det alvorsfulde og tunge er et generelt træk for fiktionsværker om komikere, bemærker jeg – man skulle synes, det må være muligt at tage et andet approach. Et gennemgående tema i bogen er i øvrigt Laurels forhold til Chaplin, som han turnerede med i music hall shows, før de begge blev berømte.

Turneaktiviteterne i slutningen af karrieren bragte jo også de to herrer til Danmark, i 1947. www.danskkulturarv.dk har et lille reportageklip liggende her:

https://www.danskkulturarv.dk/dr/g%C3%B8g-og-gokke-bes%C3%B8ger-k%C3%B8benhavn

Autograferne her stammer utvivlsomt fra dette Danmarksbesøg:

Min foretrukne bog om duoen forbliver John McCabes Mr Laurel and Mr Hardy:

Sur avec le gant!

Alting lyder bedre på fransk. Nybrovej klinger altså bare ikke så godt som Rue du Pont-Neuf. Og Cimitière du Père-Lachaise lyder sejt, men heldigt den ikke ligger i Danmark for Far-stolen-kirkegården ville Chopin og Jim Morrison nok have betakket sig for at ligge begravet på.

Jeg er også fuldstændig sikker på, at David John Moore Cornwell havde solgt langt færre spionromaner, hvis han valgt at kalde sig Kvadratet John:

Ungdomsvildfarelser

Man kan have mange mærkelige synspunkter som ung. Nogen sværger til kommunismens lyksaligheder. Jeg led under den vildfarelse at John Lennon er en større kunstner end Paul McCartney. Med mindre man er usædvanligt virkelighedsresistent, vokser man heldigvis fra den slags vrangforestillinger. Egentlig burde jo enhver diskussion om de to herrers talenter forstumme, når man tænker på at McCartney lavede Englands på det tidspunkt mest solgte single, Mull of Kintyre, med sækkepibe, jeg gentager, med sækkepibe, som bærende instrument.

For at være lidt mere seriøs: Af gode grunde har McCartney jo haft flere år at vise sit værd i. Rob Sheffield anmeldte det seneste album Egypt Station og skrev meget træffende: “Make a list of all the songwriters who were composing great tunes in 1958. Now make an overlapping list of the ones who are still writing brilliant songs in 2018. Your list reads: Paul McCartney”. Enig, og 2018-sangen Dominoes er en ørehænger på højde med hans bedste.

En anden der har skiftet mening er Philip Norman, der i 1981 udgav den stærkt McCartney-kritiske Beatles-biografi Shout! som ligefrem hævder at Lennon var 3/4 af The Beatles. Ikke uforståeligt at McCartney hadede bogen og altid refererede til den som Shite! Så meget desto mere large af ham, at han senere indvilligede i at afklare spørgsmål om de tidlige Hamburg-dage, da Norman skrev John Lennon: the Life, og derefter gav ‘tacit approval’ til at Norman også kunne give sig i kast med en McCartney-biografi. Udtrykket dækker over at McCartney ikke direkte har medvirket, men har ladet forstå at han ikke har nogen problemer med projektet, hvilket betyder at Norman har fået adgang til interviewkilder, der ellers ikke ville have udtalt sig. Det er der kommet en moppedreng af en biografi ud af – for tiden tilgængelig for rørende 59 kr i Arnold Busck – og selv den mest indædte entusiast vil finde ting her han ikke vidste i forvejen. Det var fx nyt for mig at George Harrison døde i et af McCartneys huse:

The sad irony of George’s final days was that he was effectively homeless. He would not return to Britain, afraid that fans would hold a ghoulish vigil outside Friar Park, and the journey to his house on Maui in the Hawaiian islands was too complicated, exhausting and vulnerable to media-nuisance.
        Obsessively private to the last, he had hired the celebrity security consultant Gavin de Becker to transport him someplace where he could meet with his wife and son in absolute seclusion. This end-of-the-roadie subsequently announced his death had occurred in Los Angeles, at 1971 Coldwater Canyon.
        No such address existed: George had actually passed away at Paul’s new property on Heather Road, Beverly Hills. In just that same way, when they were school friends at the Inny, he’d so often suggested, ‘Why don’t you come round to my house?’

Jeg har i perioder holdt pause fra McCartney pga hans store ego, som kan være virkelig anstrengende hvis man ser ham i et interview, men jeg bliver ved at vende tilbage pga det centrale: musikken.

Titeltrend

Jeg kunne tænke mig at skrive en lille bog der hedder Læseren der holdt op med at købe bøger med alenlange titler skåret over samme læst eller noget i den retning…

Fotografiet af obersten

Har lige læst Fotografiet af obersten, af Eugène Ionesco, en forfatter jeg selvfølgelig havde hørt om men aldrig tidligere havde fået læst noget af. Samlingen består af seks absurde noveller og en charmerende lille ikke-absurd tekst, Spredte erindringer, om Ionescos opvækst.

Det forekommer mig, at det at skrive absurde tekster kan sammenlignes med at lave tegninger med bevidst forkert perspektiv. Man vil opdage, at man må viske ud og tegne om mange gange, for perspektivet skal ikke bare være forkert; det skal være forkert på en interessant måde. Desuden skal der – i hvert fald i mine øjne – gerne opretholdes en konsistent intern logik teksten igennem. Og på dette punkt synes jeg novellerne halter lidt. Jeg kan vældig godt lide første halvdel af novellen Flammebanneret, i hvilken et ægtepar mundhugges om det lig de nu i ti år har haft liggende i lejligheden, som om det var en skraldepose manden havde forsømt at gå ud med. Havde novellen fortsat i det spor ville jeg have synes bedre om den, men som den skrider frem kastes alle “regler” over bord. Det er muligvis en pointe i sig selv, men passer så bare ikke så godt med mine præferencer.

Andre af novellerne er mere vellykkede på dette punkt, fx Luftfodgængeren, om en mand der opdager at han har jo egentlig altid har kunnet flyve men bare havde glemt det (en nærmest universel drøm, har jeg efterhånden erfaret), og den vist klassiske og meget morsomme Næsehornene om en lille by i hvilken indbyggerne af uvisse årsager bliver forvandlet til næsehorn. Beklageligvis træder et af dem en kat ihjel:

Næste dag stod der en notits på to linjer i avisen under rubrikken for nedtrampede katte, om det stakkels dyrs død, som var blevet ‘trådt under fode af en tykhud’, som man sagde uden at give nærmere detaljer.

I øvrigt er byens indbyggere ret optagede af at diskutere om der er tale om ethornede eller tohornede næsehorn, og om det er det de ethornede der er asiatiske og de tohornede der er afrikanske, eller om det er omvendt. Det virker altsammen ganske Monty Pythonsk, og det minder mig da også om et interview med John Cleese i hvilket han talte om “the inner logic of sketches”, som Marty Feldman havde undervist ham i: man kan problemfrit skrive en sketch i hvilken de deltagende står i hver deres skraldespand, men hvis der pludselig introduceres en person, der ikke står i en skraldespand, så skal det forklares. Jeg synes klart Ionescos noveller fungerer bedst når dette princip respekteres.

Dedikationen er ikke til mig – jeg købte bogen antikvarisk.

Lærkens harmoniske sang

Dette skulle være et citat fra en roman af den sovjetiske forfatter D. Bleiman:

The lark is exclusively a Soviet bird. The lark does not like the other countries, and lets its harmonious song be heard only over the fields made fertile by the collective labor of the citizens of the happy land of the Soviets.

Her citerer jeg imidlertid ikke fra den engelske oversættelse af den oprindelige kilde, men fra en anden bog, som citatet er gengivet i: The 776 Stupidest Things Ever Said, hvor det da også må siges at høre udmærket hjemme, hvis det ellers er ægte. Hvad jeg nu tvivler på – jeg har ikke kunnet finde nærmere oplysninger om romanen eller forfatteren.

En filurendrejer

Der er visse ting, jeg i al evighed vil blive ved med at finde sjove, uanset hvor ofte jeg bliver udsat for dem. En af dem er scenen i begyndelsen af Jørgen-Frantz Jacobsens Barbara, i hvilken Samuel på Vippen og Tangloppen duellerer på verbalt vid i Gabriels krambod. Det er værd at citere hele duellen:

De slog så småt i disken. Gabriel var i sit es. Nu havde han spillet gående. Undertiden kom han med en gravalvorlig, yderst saglig bemærkning, der vældigt stimulerede kamphumøret. Et vendepunkt i striden indtrådte, da Tangloppen pludselig – som ved en hemmelig indgivelse – fik fat i ordet filurendrejer og slyngede det ud. Han vidste ikke, hvad det egentlig betød. Der blev tavshed. Samuel på Vippen rettede sig op og stirrede på Tangloppen.
    – Jeg? En filurendrejer?
    Han vidste heller ikke, hvad en filurendrejer var. Men det gjorde ikke sigtelsen mindre ærerørig. Her måtte gøres noget.
    – Nej! udbrød han med fatning og megen værdighed. Og så begav han sig på vandring. Alle så forbløffet til. Han gik indenfor disken! Ind mellem tønder og sække, helt hen til Gabriels pult. Der stillede han sig op.
    – Nej, du er en filurendrejer! brølede han og slog et drønende slag i regnskabsbøgerne. Han sendte Tangloppen et lammende blik. Så vendte han tilbage til sin plads, den lange vej, som en mand der har gjort sine sager godt.
    Tangloppens øjne flakkede vildt. Han var ramt.
     – Jeg? Jeg? En filurendrejer?
    Mon det virkelig skulle være sandt? Han måbede.
     – Nej, sagde han omsider fast, fuld af genvunden overbevisning: – Du, du, ja du!
    Han smed tøflerne, trådte indenfor disken, gik helt hen til pulten og dunkede i den med grædende stemme: – Du er en filurendrejer!
    Så gik han omhyggeligt tilbage til sin plads igen og tog tøflerne på.
    Var Samuel på Vippen blevet forbavset, første gang beskyldningen udslyngedes, blev han det ikke mindre anden gang. Han havde i det hele taget en sjælden evne til at føle forbavselse over verdens ondskab – og til at møde den med sjælestyrke. Men hermåtte protesteres!
    Så gik han roligt ind igen til pulten, stillede sig op, sigtede og fyrede, som den soldat han var. Det knagede i pulten: – Nej! Du er en filurendrejer!
     Tangloppen dukkede sig lidt. Igen dette generende flankeangreb. Hans hoved drejede sig i vagtsomme ryk, til højre og venstre, hans sure øjne spejdede skelende. Nej, dette var mere, end han kunne finde sig i. Tøflerne af. Afsted til pulten. Også han var soldat og forstod at sende en fuldtræffer. Det skulle han vise dem. Han lagde hele sin pjuskede og hundsede sjælskraft i det krænkede blik og hele sin legemsstyrke i den vrede næve: – Nej! Du er en filurendrejer!
    Det sidste ord skreg han ud og ledsagede det med tre små ekstraskud, en salve i pulten. Så vendte han tilbage igen. Sejrrig iførte han sig sine tøfler. Nu havde Samuel fået det.
    Samuel var ilde berørt over dette brutale overfald. Men lidt efter lidt rettede han sig så nogenlunde. Han satte sig i gang, stadig lidt bøjet, men i fornyet tragisk storhed. Og således blev de ved. De andre mænd skuttede sig i velbehagelig nevtralitet. De holdt hænderne for munden, men øjnene levede, opmærksomme og forlystede. Gudskelov det ikke var dem, der var i skudlinjen.