Genius at Play

Da jeg opdagede eksistensen af Siobhan Roberts´ bog Genius at Play med undertitlen The Curious Mind of John Horton Conway, fik jeg straks lyst til at læse den. Alt jeg hidtil havde hørt om den excentriske matematiker Conway og hans besynderlige frembringelser havde været fascinerende. Bogen var imidlertid overraskende svær at få fat i til rimelige penge, så jeg var længe for nærig til at anskaffe mig den. Så fik jeg tilfældigvis en Amazon-gavekort der af en eller anden grund endte med kun at virke på den amerikanske branch, og da der samtidig dukkede et discarded bibliotekseksemplar op der, blev det anledningen til endelig at anskaffe mig den.

Jeg er stødt på Conways alsidige virke i flere sammenhænge. Alle computerbrugere kender hans Game of Life, et “no-player never-ending game” som Conway selv endte med – i hvert fald i perioder – at hade konstant at blive associeret med. På matematikstudiet blev jeg fortalt om hans arbejde med sporadiske grupper – navnene The Monster og The Baby Monster morede mig. Conway har i det hele taget altid været god til det med navngivning – en del af hans showmanship – omend en af hans mest bemærkelsesværdige hjernespind/opdagelser, surreal numbers, fik sit navn fra Donald Knuth.

Conway blev født i Liverpool (hvor hans far var kemilærer, bl.a. for Paul McCartney og George Harrison – en af den type ligegyldige men alligevel sjove stykker trivia som biografier har det med at byde på). Han tilbragte den første og mest produktive del af sin matematiske karriere på Cambridge og rykkede så som midaldrende over dammen til Princeton.

Hvordan var han som person? Stephen Wolfram karakteriserer ham præcist, forekommer det mig:

“I think he is keen to impress people,”, Wolfram continues. “What he doesn’t necessarily do is gauge what is going to impress a given person. And I am much more impressed by hearing about the fundamental stuff than I am in hearing about the days of the week for birthdays. I think he cares about what people think, who gets credit for what. And although there is a big layer of playfulness, I think there is… competition as well as playfulness in the whole enterprise. It kind of reminds me of a person I knew much better than I know John, the physicist Dick Feynman, who wrote this book called What do You Care What Other People Think? And the funniest part of that book is that [Feynman] cared very deeply about what other people thought, and his whole playful thing was very much a coping mechanism for actually caring quite deeply. Insecure pople will often come on very strong and be very aggressive. It is a way of coping with the internal dynamics.”

(Stephen Wolfram er i øvrigt heller ikke selv helt almindelig. Hans besynderlige mursten af en bog, A New Kind of Science, er i sig selv et blogindlæg værd engang).

Det “days of the week for birthdays” Wolfram refererer til er Conways såkaldte Doomsday Algorithm, en metode han opfandt til hurtigt at kunne regne ud på hvilken ugedag en given dato i et vilkårligt år falder. Jeg lærte mig den engang for sjov, men drev det ikke videre end til at det som regel tog mig 15-20 sekunder at finde svaret. Conway var rutinemæssigt nede på 1 sekund. En interessant litteraturhistorisk note kan knyttes til denne algoritme: Conway blev inspireret til den, efter at Martin Gardner opdagede, at Lewis Carroll i 1887 publicerede en lille note i Nature med titlen To Find the Day of the Week for Any Given Date. Han skrev bl.a. “Having hit upon the following method of mentally computing the day of the week for any given data, I send it you in the hope that it may interest some of your readers. I am not a rapid computer myself, and as I find my averiage time for doing any such question is about 20 seconds, I have little doubt that a rapid computer would not need 15.”

Jeg forstår Wolframs frustration over hvordan Conway til tider prioriterede at bruge sin unikke hjernekapacitet på, men sådan var han. Stort og småt mellem hinanden, altid en legende tilgang, simplicitet det guidende princip. Et sted i bogen hævde Conway over for Roberts at det ikke huer ham at skrive, eller for den sags skyld læse, matematiske artikler på 200 sider. (Men måske koketterer også lidt med sine udtalelser, for andetsteds er han citeret for at have skrevet til Paul Cohen, der i 1963 netop publicerede en sådan monsteratikel, et i matematikkredse berømt resultat om Kontinuumshypotesen, at “Reading your proof had a similarly pleasant effect on me as seeing a really good play”).

Roberts fulgte Conway over nogle år og hendes resulterende skildring af ham, er fascinerende og ærlig. Der lægges ikke skjul på at han kunne være en ganske anstrengende person – hans store ego, hang til at være i centrum, og tendens til at hive de samme historier frem igen og igen vidner herom. De matematiske resultater er beskrevet tilpas detaljeret til at man får en god fornemmelse af hvad det drejer sig om, men de dybe resultater er der selvfølgelig ikke mulighed for at gå i detaljer med i en biografi af denne type, sådan må det nødvendigvis være.

Bogen udkom et håndfuld år før Conway døde (af covid-komplikationer; den første kendte person med den dødsårsag som jeg hørte om). Den kan anbefales.

Urtekster

Har gennem længere tid haft et projekt med at få realiseret et bog-ur på min stuevæg. I denne weekend fik jeg endelig gjort alvor af det. Finpudsninger vil følge i nær fremtid, men første udgave ser sådan her ud:

Desværre er ideen ikke min egen – jeg så på nettet et foto af et lignende ur i et boghandel et sted. Det var et, sorry, klokkeklart eksempel på So ein Ding muss ich auch haben.

Det største problem var faktisk at finde egnede display-hylder. Da jeg først bed i det sure æble og accepterede, at de eneste passende jeg kunne finde måtte bestilles hjem fra USA, kom der skred i projektet. Bøgerne havde jeg næsten alle på forhånd. Ganske tilfredsstillende kunne jeg nøjes med at bruge tekster jeg havde læst, men det var alligevel nødvendigt at anskaffe nogle af bøgerne. Fx var mit eksemplar af Slaughterhouse-Five simpelthen i for lille fysisk format til displayhylden, så den måtte jeg have en ekstra af. Richard Yates’ Eleven Kinds of Loneliness er også en nyanskaffelse, for nok havde jeg novellesamlingen i forvejen, men kun som en del af en tykkere samling Collected Stories. Det samme gjaldt Conan Doyles The Sign of Four, som jeg lige nu kun har i samlet Sherlock Holmes-omnibus. En paperback er på vej fra Amazon, og når den når frem, kommer den op i stedet for Platons meget mindre tilfredsstilende titel The Trial and Death of Socrates Four Dialogues.

Yderligere oplagte forbedringer: en bedre treer end Magnus Mills’s Three to see the King, alene af den grund at forsidetitlen er med meget lille skrift (jeg har faktisk Sjak nr. 3 af samme forfatter stående i reolen, men det går mig imod, at tallet ikke indgår i bogens originaltitel The Restraint of Beasts). Jeg vil også gerne have en bedre syver end Sven Holms ikke særligt kendte eller interessante titel Syv passioner. Tænkte først på Svend Åge Madsens Syv aldres galskab, men dels er den næsten for tyk til hylden, og dels går det ikke med to Madsen-titler lige ved siden af hinanden.

Fordelingen med 9 engelske og 3 danske bøger generer mig også lidt. Måske vil jeg forsøge at udskifte de tre danske titler med engelske for konsistensens skyld. Har et eksemplar af A Tale of Two Cities, men det er i overstørrelse og ville se for dumt ud i forhold til resten.

Endelig finder jeg nummer seks, syv, otte og elleve en smule utilfredstillende, fordi de primært refererer til antallet af kortere tekster i bogen. Elleveren bliver nok svær at finde en afløser for, hvorimod det nok skulle kunne lade sig gøre med de øvrige.

Ud af øjenkrogen

En pudsig oplevelse jeg ofte har når jeg læser: pludselig registrerer min hjerne et mønster på siden afstedkommet af ordenes placering. Fx en masse mellemrum på linje, lodret eller på skrå. Det sjove er, at jeg ikke registrerer disse mønstre når jeg kigger direkte på dem, men kun når jeg læser et helt andet sted på siden. Her er et eksempel fra George Martins bog All You Need is Ears:

Fra linje ni, efter “Unfortunately, it” og i de følgende 15-16 linjer er en næsten lodret, øverst lidt skråt hældende, søjle af mellemrum, kun afbrudt af navnet “Bill”. Kigger jeg direkte på den, er den ikke særlig tydelig. Men lader jeg blikket glide hen over siden, træder den tydeligt frem, fx når jeg er i færd med at læse afsnittet der begynder på linje 6.

Jeg formoder dette er en meget almindelig oplevelse, som de fleste læsere vil genkende, men jeg mindes ikke at have set den beskrevet noget sted.

Senest læst

Hurtigt round-up af de sidste ugers læsning:

P. G. Wodehouse: Bill den ukuelige
Wodehouse var af en af de forfattere, jeg aldrig tidligere havde fået læst noget af. Ganske hyggelig, men også i den grad et levn fra en anden tid. Den er fra 1952 men forekommer ældre – noget halløj om en en kvinde, der overtager en afdød filmstjernes villa, hvorefter hendes slyngelagtige hushovmester og hendes døgenigt af en svoger begge indleder en jagt på denne filmstjernes dagbog. Jeg kan ikke huske om ordet døgenigt optræder i romanen, men det burde det gøre – det ord og denne bog er som skabt for hinanden.
        Til gengæld vil jeg huske bogen for at have præsenteret mig for ordet “tøjjon”, som jeg er så godt som sikker på aldrig nogensinde at have set eller hørt før. Jeg har konsulteret en ordbog og fundet ud af at det betyder en lapset person.
        Og så er bogen en af de meget få danske bøger jeg har, hvor man, hvis man placerer den på normal vis i bogreolen, skal tilte hovedet til venstre for at kunne læse titlen.

James Clear: Atomic Habits
Ikke meget i denne jeg ikke vidste i forvejen, men det gør ikke noget, nærmest tværtimod. Det er min erfaring med bøger i “self-improvement”-genren: Det batter ikke, hvis man læser én. Derimod, hvis man læser en hel masse af dem – bare en lille smule hver dag – noterer man sig i hvor høj grad de overlapper hinanden, og så hænger de vigtige pointer ved. Mere generelt, hvis man skal sætte sig ind i noget: læs ikke én bog om emnet, læs fem. Først da begynder forståelsen at indfinde sig.

Palle Fischer: Den store badedag
Jeg må indrømme, at jeg slet ikke vidste at den vellykkede film med Erik Clausen i hovedrollen var bygget over en bog. Nu jeg har læst den, kan jeg konstatere at filmen er meget tro mod denne charmerende lille roman – mange af filmens scener stod pludseligt klare for mig i hukommelsen, undervejs som jeg læste.
        Hvad filmen angår må jeg i øvrigt rose hvem end det var der fandt på at vælge Jesper Klein som fortæller. Det var en lille genistreg, idet filmens dreng Gustav Adolf i den grad ser ud som man forestiller sig Klein må have set ud som dreng.

Thomas Sowell: The Vision of the Anointed
Aldeles knivskarp kritik af “de frelstes” verdensbillede. Udstiller nådesløst den selverklærede moralsk overlegne klasse, dens intellektuelle uhæderlighed og tomme argumenter. Et rammende udtryk som Sowell introducerer her er “teflon-profeter”: vi kender alt for godt typen: idioter der har taget fejl om alt væsentligt hele deres liv, men som stadig hives frem af medierne som eksperter, fordi de har de rigtige meninger. Bogen udkom i 1995, men forekommer endnu mere aktuel i dag end da den blev skrevet. En vidunderlig mundfuld frisk luft.

Kim Leine: Afgrunden
Jeg kendte intet til Kim Leine, og den eneste grund til jeg købte denne bog var at jeg tilfældigt kom forbi en boghandel mens han var til stede for at signere. Så købte jeg den, hvem ved, måske var den god? “Med ønske om en glædelig jul og en god læseoplevelse” skrev han. Det var i december 2015, men først nu fem-et-halvt år senere fik jeg hevet den ud af reolen og læst dem. Og Wow! Tak, Kim Leine, det var i den grad en god læseoplevelse. En intens og medrivende historie om to tvillingebrødre, Kaj og Ib, der først kæmper som frivillige i den finske borgerkrig i 1918 og sidenhen bliver involveret i modstandsbevægelsen i Danmark unden 2. Verdenskrig. Konstant fascinerende, sine steder enormt ubehagelig, men frem for alt med adskillige scener der har skruet sig helt ind i hjernen på mig. Det sker egentlig ikke så tit mere. Jeg kommer helt sikkert til at læse mere af Leine efter disse uafrystelige 600 sider.

Moderne rettelsesblad

Har sommetider i gamle bøger, især fagbøger, fundet indlagte rettelsesblade, der fortæller at på den og den side skulle der stået X i stedet for Y. Nu om dage går det åbenbart anderledes for sig. Jeg fandt følgende i en paperback i en boghandel:

De områder af siden, som de to femkantede klistermærker dækker, er uden tekst – helt hvide hen til de stiplede linjer. Jeg har brudt min hjerne, både med hvordan fejlen kan være opstået, og med logistikken forbundet med at få lavet en sådan rettelse. Jeg har kun set det ved denne ene lejlighed.

Johannes Møllehave 1937-2021

Johannes Møllehave er død, en sand institution i dansk kulturliv er borte. Ikke mindst hans utæmmelige entusiasme vil blive savnet.

Noget af det der imponerer mig mest ved Møllehave var hvor belæst han var. Han kunne slynge om sig med referencer, ikke bare til Bibelen, Storm P. og H. C. Andersen som enhver ved han var ekspert i, men til stort set hvad som helst. Han havde virkelig antennerne ude. Eksempelvis nævnte han i en af Læsehest med… -bøgerne begrebet “meme”, som Richard Dawkins introducerede kort forinden i sin bog The Selfish Gene i 1976. Jeg formoder Møllehave må have været, om ikke den allerførste, så i hvert fald EN af de første der har omtalt begrebet på dansk. (Hans danske oversættelse “mem” har jeg dog ikke hørt nogen adoptere).

Jeg er løbet på ham nogle gange, hver gang rent tilfældigt. En af gangene var på McDonalds på Københavns hovedbanegård, og ved den lejlighed havde jeg sjovt nok hans roman Op ad en mur i tasken, idet jeg havde taget den med mig som rejselekture. Jeg stod lidt og overvejede om jeg skulle besvære ham og spørge om han ville sætte sit navnetræk i den. Jeg endte dog med at lade ham sidde i fred; tænkte at det må være irriterende sådan at blive forstyrret i tide og utide.

En anden gang fandt jeg mig stående ved siden af ham og vente på at Blågårds Antikvariat skulle åbne efter frokostpause, Jeg gav til sidst op og gik videre – han var mere stædig og blev stående. Og så mødte jeg ham engang i Arnold Busck ved Rundetårn efter han lige var færdig med at signere sin seneste bog, En himmerlandsk mundfuld, om Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier. Endelig en passende lejlighed til at lade ham vide hvor meget glæde jeg havde haft af hans bøger i tidens løb. Jeg købte et eksemplar af bogen, og han kvitterede med en lille hilsen i den. “Regn med sol” skrev han og tilføjede, at det var et udtryk han tit brugte. Flertydigt, men så vidt jeg husker fremhævede han meningen “Det ender godt”, som også er titlen på en anden af hans bøger.

Møllehaves glæde ved sprogblomster var smittende, og heldigvis strøede han gavmildt ud af sine fund. Her blot et par blandt utallige eksempler, først et kort citat fra bogen Før- og eftertanker:

Jeg kan komme i godt i humør ved at tænke på en avisoverskrift. En ven af Færøerne var død, og det fik avisen til at skrive “Færøven død.” Meningen var god nok, men resultatet mindre heldigt.

Og så en af mine absolutte favoritter (fra bogen Replikker og pointer, som jeg har skrevet om før):

Kong Frederik den Niende viste engang Christian Torpe fra Danmarks Radio rundt på Amalienborg og forklarede i mikrofonen palæets indretning. Det var her replikken faldt: “Jah, vi bor såmænd som alle andre mennesker – og her er så gobelinsalen.”

Et populært motiv

Da Moebius og Jodorowskys Griffes d’Ange for nogle år siden blev genudgivet, var det med en forsideillustration der forekom mig bekendt:

Det tog mig lidt tid at komme i tanker om hvor jeg havde set den ryg før, men så klikkede det: den var tegnet efter et klassisk foto af fotografen Horst P. Horst fra 1939:

Kort tid efter opdagede jeg, at danske Ole Ahlberg også har brugt fotoet som forlæg, til et af sine Tintin-malerier:

(I parentes bemærket ville det måske faktisk være nemmere at finde en fotograf, i hvert fald i den erotiske boldgade, som Ahlberg ikke har ladet sig inspirere af – men det er en anden sag).

Sørme om ikke også fetishtegneren par excellence, John Willie, kastede sin kærlighed på fotoet, længe før både Moebius og Ahlberg. Nedenstående bearbejdning blev trykt i hans lille magasin Bizarre i 1954:

Endelig kan nævnes at fotografen Sandro Miller har lavet en serie rekreationer af alle tiders mest ikoniske fotos, med hovedpersonen udskiftet med John Malkovich! Også her er Horsts foto repræsenteret…

Der skal nok være flere, der har ladet sig inspirere, men det var hvad jeg har kunnet støve op.

Preben Asbjørn Olsen

Jeg har i årtier kendt titlen Månen flytter til F2. Den udkom i 1970 på Stig Vendelkærs Forlag med et omslag af Vibe Vestergaard, som næsten til forveksling lignede det hun lavede til den danske udgave af Kurt Vonneguts Sirenerne på Titan samme år. Den vil jeg vende tilbage til en anden gang – den var en af mine yndlingsbøger i årevis, og de ensartede forsider er måske grunden til at jeg ubevidst også omfattede Månen… med en vis velvilje, skønt jeg ikke havde læst den.

Det fik jeg så endelig gjort for et par dage siden. En ganske stemningsfuld lille sag, ingen store armbevægelser, “hverdags-SF” så at sige.

Hvad jeg finder interessant her er imidlertid bagsideteksten, der lyder således:

For et år siden sendte forfatteren Preben Asbjørn Olsen et manuskript til en science-fiction-roman ved navn “Månen flytter til F2” til os.
“Månen flytter til F2” er en spændende beretning om … og vi bestemte os naturligvis til at udsende bogen.
Men manuskriptet var ikke vedlagt forfatterens adresse, så vi har nu et år ventet på, at Preben Asbjørn Olsen skulle dukke op af sig selv.
Hidtil forgæves.
Derfor denne efterlysning. Hvem og hvor er science-fiction-forfatteren Preben Asbjørn Olsen?


En underlig situation – det kunne næsten lyde som et reklamefif. Mit eksemplar af bogen er forsynet med et forlagsstempel og en hilsen fra forfatteren, så det tyder da på at han kom op til overfladen igen, men i øvrigt ved jeg intet om denne mystiske forfatter. Hvis nogen kan kaste mere lys over sagen, hører jeg gerne om det.

The Hawking Index

God ide som matematikeren Jordan Elleberg fik i 2014: at benytte brug af Kindles highlight-feature til at estimere hvor mange procent af en given bog den gennemsnitlige læser fuldender. Humoristisk navngivet efter Stephen Hawking, hvis bog Hawkings univers har haft ry som verdens mindst læste bestseller.

Jeg hørte først om indexet i dag, via Futility Closet, en uudtømmelig samling af pudsigheder af enhver art. Blogpost her: