Knuthificering

Den nu 82-årige Donald Knuth er en meget farverig person og en legende inden for datalogi. Hans hovedværk, The Art of Computer Programming var planlagt som en enkelt bog til udgivelse i 1962. Stoffet viste sig imidlertid at være lidt mere omfangsrigt end først tænkt, så sidenhen blev planen at det istedet skulle være et 7-binds værk. De første tre bind udkom i 1968, 1973 og 1974, hver af dem på 6-700 sider og nu klassiske referenceværker. Særligt bind 2, Seminumerical Algorithms, har jeg af og til konsulteret i arbejdsregi.

Det planlagte bind 4, Combinatorial Algorithms, viste sig så også at indeholde “lidt” mere stof end først antaget, så den opdaterede plan blev at splitte det op i et antal underbind, 4A, 4B, 4C,… Af disse udkom bind 4A i 2011. Sidst jeg checkede hans website stod der om Volume 5 “Estimated to be ready in 2025”, og at han derefter, “God willing”, vil gå i gang med bind 6 og 7.

Der er noget fascinerende over en så stædig vedholdenhed i forbindelse med et projekt der for de fleste må synes fuldstændig håbløst. Jeg kommer til at tænke på opgaven om en larve, der kravler af en uendeligt strækbar elastik, der til en begyndelse er 1 meter lang. Larven kravler en centimeter frem hvert minut, men elastikken strækkes også en meter længere hvert minut. Når larven nogensinde til den anden ende?

En anden forfatter der, forekommer det mig, er ved at falde i samme fælde med sit projekt – “knuthificering” kunne man kalde det – er den engelske historiker og Beatles-ekspert Mark Lewisohn, som er i færd med at monumentalt trebinds-værk, The Beatles: All Those Years. Det første bind, Tune In (lur mig om ikke de to næste kommer til at hedde Turn On og Drop Out) består i sin “extended special edition” af 1728 sider, og dækker tiden indtil – 1962. Altså det år hvor The Beatles udgav den første single, Love Me Do.

Man kan ellers ikke beskylde Lewisohn for ikke at have været grundig med sine tidligere bøger om bandet. The Complete Beatles Recording Sessions er en detaljeret dag-for-dag-beskrivelse af alle bandets studio sessions. The Complete Beatles Chronicle dækker noget af det samme stof og også alle bandets andre aktiviteter – koncerter, TV-optrædener med mere – med samme nidkærhed. De bøger blev i sin tid kaldt definitive, nu ligner de nærmest opvarmningsøvelser.

I 2013 gættede Lewisohn på at bind 2 The Beatles: All Those Years kunne være klar i 2018 og bind 3 i 2020. I skrivende stund tyder hans website på at 2023 er et optimistisk bud for bind 2. Vi får se.

Som opmuntring for de herrer Knuth og Lewisohn og deres læsere: larven når faktisk frem til den anden ende af elastikken. Det kan ses ved at observere, at larven den første dag tilbagelægger 1/100 af den samlede strækning, den næste dag 1/200, så 1/300 og så fremdeles. Den harmoniske række 1/1 + 1/2 + 1/3 + … er divergent, dvs den vokser uden grænse, omend langsomt. Larven når sit endepunkt når summen overstiger 100, hvilket sker efter ca 1037 år.

Uopsprættede bøger

I forlængelse af mit forrige indlæg, nogle betragtninger om bøger der skal sprættes op. Af de ganske mange dedikationseksemplarer jeg er stødt på i tidens løb, har jeg bemærket, at langt størsteparten af dem har været uopsprættede. Det er faktisk så påfaldende, at jeg nærmest føler en smule pinlighed på forfatterfagets vegne. Man får indtryk af et folkefærd, der har høje tanker om egne frembringelser, som ingen andre gider læse.

For nogle år siden læste jeg Hans Bendix’ erindringer. Første bind, Troskyldigt forår, indeholdt en hilsen til en tidligere medarbejder:

Kun de første 20-30 sider af bogen var sprættet op. Resten blev det først, da jeg selv læste bogen. Fornøjeligt nok lader det til at Bendix må have opdaget, at hans skriverier ikke fandt et entusiastisk publikum i Philip, for bind 2, Urolig Sommer, havde denne inskription:

Philip har dog ikke ladet sig tyrannisere af Bendix’ store ego (at det var meget stort fremgår af bøgerne): i bind 2 var ikke en eneste side skåret op! Og de sidste to bind, Spraglet efterår og Lun vinter, indeholdt ingen dedikationer, om der så ligger noget i det eller ej…

At jeg nu selv har skåret bøgerne op for at læse dem har uundgåeligt ændret det indtryk hilsnerne giver for eftertiden, og jeg har en irriterende lille følelse af at have gjort mig skyldig i historieforfalskning! En bagatel i dette tilfælde, men hvor går grænsen? Min samling tæller også en førsteudgave af Aksel Sandemoses debutbog Fortællinger fra Labrador fra 1923, med inskription til Vilhelm Andersen, der var litteraturprofessor på den tid. Den bog var også uopskåret i årtier, men blev på et eller andet tidspunkt skåret op af ham jeg købte den af i 2005. Ville jeg selv gøre det, hvis jeg faldt over sådan en sag i dag? Det er jeg ikke sikker på.

Og hvordan forholder man sig til en kuriositet som Alice Thompsons roman Justine? Den er designet således at alle sider, der er synlige i uopskåret tilstand er blanke! Har ikke læst den, så jeg ved ikke om der er en statement i det design, men det ville sjovt, hvis der var.

Finn Søeborgs herlige roman Vi har det jo dejligt kommer også ind på problematikken:

    – Men jeg forstår nu ikke, sagde han så, at der ikke er nogen, der køber denne her “Atomstøv”, for det er nu en mægtig god bog.
    – Det kender du ikke noget til, sagde Gustafsen, for du har jo aldrig læst den.
    – Det har jeg vel nok, bedyrede Thorvald, kan du ikke huske, at du lånte mig den.
    – Jo, sagde Gustafsen, det kan jeg godt huske, men det eksemplar jeg lånte dig, var ikke sprættet op, og det var det heller ikke, da jeg fik det tilbage.
    – Jamen det troede jeg ikke, jeg måtte, sagde Thorvald, og så nøjedes jeg med sådan at kikke op under siderne, du ved.

Findes der i øvrigt en roman med en på samme tid sjovere og mere bittersød afslutning? “Og aldrig havde de set et skønnere Sankt Hans bål.

Per Højholt og Dan Turèll

For mange år siden købte jeg en paperback af Per Højholt, Intethedens grimasser, i hvilken Højholt havde skrevet en lille hilsen til Dan Turèll. Jeg har en forkærlighed for den type antikvariat-fund, og jeg kunne godt lide Turèll, samtidig med at jeg havde en forventning om, at jeg sikkert også ville sætte pris på Højholt, når jeg først kom i gang med at læse ham. Sådan er det ikke gået. Nu, mange år senere, kan jeg stadig godt lide Turèll (som jeg dog ikke kan sige jeg har læst voldsomt meget af), men Højholt står for mig som helt uigennemtrængelig. Højpandet. Og u-underholdende.

Bogen har nu stået ulæst i så lang tid, at jeg erkender, at den var et fejlkøb, og jeg vil skille mig af med den igen. Sådan går det engang imellem – Højholt er bare ikke for mig.

Jeg tror i øvrigt heller ikke Turèll kom igennem bogen. Der er enkelte markeringer med tuschpen i bogens første tredjedel, men så hører de op. Et enkelt sted er en linje understreget og forsynet med et spørgsmålstegn i marginen. Det kan passende blive gengivet her som en repræsentation af min forståelse af Højholts produktion i almindelighed.

Antkind

Nogle bøger er sjove at snakke om, alene fordi handlingen er så absurd. En sådan er Antkind af Charlie Kaufman. Det er en moppedreng af en debutroman, ca 700 sider, af hvilke jeg nu er godt 200 sider inde. Den handler om en utåleligt selvoptaget og woke filmkritiker, B. Rosenberger Rosenberg, der tilfældigt møder en 119-årig mand, der har brugt 90 år på at lave en tre måneder lang stop-motion-film. Rosenberg får, som den første, lov at se denne film, som han efterfølgende ikke tøver med at udnævne til verdenshistoriens største kunstværk. En del af grunden til at det har taget så lang tid at lave filmen, er i øvrigt at kun ca en sjettedel af alle de stop-motion scener filmskaberen animerede foregik FORAN kameraet – han følte at de “Unseens” bag kameraet var lige så vigtige for processen.

Desværre går filmen tabt i en ulykke der også sender Rosenberg i koma i et stykke tid. Kun ét stillbillede fra filmen er bevaret, og da den gamle filmskaber (som i øvrigt mens han levede kunne huske hændelser fra fremtiden på samme måde som hændelser fra fortiden) i mellemtiden er død, sætter Rosenberg sig for at rekonstruere resten af filmen.

Det står dog efterhånden klart, at hans realitetssans efter komaet er noget forstyrret. Det kommer bl.a. til udtryk i en scene hvor han diskuterer “Friends”. Det er hans yndlingsserie, han har set hvert afsnit mindst fem gange, men han har ingen erindring om at der medvirker personer ved navn Ross, Rachel, Joey, Phoebe, Monica og Chandler. Hans yndlingsafsnit er “the one where Freddy gets murdered in his sleep”. Freddy er “the fat one” forklarer han sin ven, som ikke husker Friends helt på samme måde…

Det er kun en lille brøkdel af den fuldstændigt forrykte handling indtil videre, og efter bagsideteksten at dømme bliver bogen kun mere og mere mærkelig som den skrider frem – Maria Semple citeres for “Antkind is a fever dream you don’t want to be shaken awake from, a thrill ride that veers down stranger and stranger alleys until you find yourself in a reality so kaleidoscopic you will question your own sanity – or: the novel only Charlie Kaufman could pull off”.

Han har i hvert fald en god track record med at skrive virkeligt sært materiale, der alligevel formår at være underholdende. Jeg husker da jeg første gang hørte om Being John Malkovich i slutningen af halvfemserne: jeg læste en kort handlingsbeskrivelse, og jeg tænkte at det lød som noget af det mest prætentiøse crap nogensinde. Men filmen viste sig at være fremragende. Adskillige år senere sad jeg i en biografsal og så Synecdoche, New York, og jeg tænkte flere gange undervejs at dette her var virkelig FOR mærkeligt, FOR meta, FOR meget… og dog blev filmen efterfølgende hængende, og jeg endte med at finde den både smuk og gribende. (Jeg ville også have sat Eternal Sunshine of the Spotless Mind højt, hvis det ikke havde været for den uudholdelige Jim Carrey, der med sin blotte tilstedeværelse spolerer alt han medvirker i).

Jeg er spændt på om Kaufman formår at holde så meget struktur, at Antkind bliver ved med at være interessant.

“The Big Lebowski” is the film that keeps on giving: Charlie Kaufman sidder bagest i teatersalen som anonym tilskuer til den bizarre dansecyklus, det er klart.

November 2020, tilføjelse efter endt læsning: Jeg synes desværre bogen blev ringere og ringere som den skred frem. Hvis alle dens bedste elementer var bibeholdt og samlet i en koncentreret version på omkring 300 sider, ville den have være et absurd-humoristisk mesterværk.

Når klappen går ned

Stødte på, og grinede højt af, denne teater-anekdote på Twitter:

Den mindede mig straks om en meget lignende historie jeg engang i en anekdotesamling læste om forfatteren Paul Bailey. Han havde i sine yngre dage spillet med i en opsætning af “Richard III” sammen med Christopher Plummer. I akt 3, scene 5 skulle Bailey komme ind på scenen og sige “Here is the head of that ignoble traitor, the dangerous and unsuspected Hastings”. Men en aften havde han glemt sin replik, og efter en lang og pinlig pause spurgte Plummer “Is that the head of that ignoble traitor, the dangerous and unsuspected Hastings?”. Hvortil Bailey svarede “… Yes.”

Tilfredsstillende

Det hænder ikke sjældent, at jeg “opgraderer” en afholdt bog jeg har i forvejen, især hvis jeg falder over et mere indbydende eksemplar til billig penge. Tilbage i 2004 havde jeg for nylig læst Thorkild Hansens Processen mod Hamsun, som jeg havde i en paperbackudgave, da jeg på et hollandsk udsalg fandt en førsteudgave med håndskreven hilsen:

Det er ikke fordi det er specielt svært at finde et eksemplar af denne trebinds-bogboks med Hansens signatur, for han skrev i virkelig mange af dem. Jeg vidste ikke hvem Søren Seedorff var, men straks jeg kom hjem med bogen kunne jeg hive Mellem Brøndkjær og Nørholm – Dagbog fra Hamsun-årene 1975-78 ud af reolen og slå op og læse mere om 13. 11.78:

Kl 18 over til en bøf i Hereford sammen med Seedorff fra Boghandlerklubben og vores trofaste Kurt. Ole Wivel går også med. Kl 20.00 begynder forestillingen: Strøghus-Teatret er næsten fyldt, og jeg har hele forsamlingen, da jeg til indledning takker dem for deres indsats; aldrig i danske boghandels historie er så meget skrevet af en enkelt blevet solgt af så få til så mange. Jeg har kun øvet mig en enkelt gang på oplæsningen (begyndelsen af Hitler-kapitlet , men den går iflg. de andre vældig godt igennem og suppleres fortræffeligt af Inger Rauf, som læser udvalgte stykker af “Pan” og “Sværmere”). […] Aftenen slutter i en atmosfære af kammeratlighed og succes, den har ikke været spildt.

Jeg finder den slags små det-hele-hænger-sammen-oplevelser ganske tilfredsstillende.

The Sense of an Ending

Jeg havde for nylig en underlig oplevelse med en bog, noget jeg aldrig tidligere har været ude for.

Prologen er, at jeg i 2017 købte Julian Barnes’s lille roman The Sense of an Ending, dels fordi jeg fandt et signeret eksemplar af den, og dels fordi jeg tidligere havde læst og syntes godt om en essaysamling, Letters from London, af samme forfatter.

Jeg fandt romanen virkelig god. Handlingen skal ikke røbes her, men et centralt element i den er, at ens hukommelse kan være upålidelig i chokerende grad.

Få måneder efter jeg havde læst den, opdagede jeg, at der pludselig var kommet en filmatisering – med så gedigne navne som Jim Broadbent og Charlotte Rampling. Den måtte selvfølgelig ses. Også den fandt jeg glimrende, og den var meget trofast over for bogen. (Jeg ser at den i skrivende stund kun har rating 6.3 på imdb, hvad jeg synes er ufortjent lavt).

Det underlige indtraf i foråret 2020, da jeg skulle på en togrejse og som sædvanligt tog et par bøger med mig i tasken. En af dem jeg snuppede var The Sense of an Ending, for den havde jeg jo ikke fået læst endnu, jeg havde kun fået set den udmærkede filmudgave. Det skræmmende var, at jeg kom virkelig langt ind i bogen – måske 30-40 sider – før det dæmrede at jeg sgu da havde læst den før, og at det kun var et par år siden! Jeg genkendte tydeligt scenerne, men jeg troede længe det var fra filmen jeg huskede dem.

Det er ikke nyt for mig, at det er gået tilbage med min hukommelse. I Svend Åge Madsens seneste bog Enden på tragedie får en af personerne en ide til en app, der får ens telefon til at vibrerere, hvis man begynder at fortælle en anekdote man tidligere har fortalt i samme selskab – en sådan app ville jeg have meget glæde af! Dog, der i toget blev jeg nu alligevel lidt rystet. Jeg blev mindet om vittighedstegninger om Alzheimer-patienter der med spænding genlæser den samme kriminalroman gang på gang. Og småkomisk var det hele jo i betragtning af bogens tema.

Stærkt forkortede udgaver

I 2013 fik jeg det påfund at lave ultra-forkortede udgaver af bøger ved at tage første og sidste sætning i hver af dem. Det er jo let nok – sjovt bliver det først, hvis man finder meningsfulde eksempler, og ideelt set nogen hvor forfatterens tone bibeholdes – ELLER ændres fuldstændig. Her er nogle eksempler fra min bogreol. Først Kirk, Hemingway og Blixen:

FISKERNE
Der stod en lille Flok yderst på Broen og spejdede ud over Fjorden i den lune Sommeraften. En Sky gik for Solen, og Skyggen drev hen over Vandet som en stor, mørkeblaa Flage.

HVEM RINGER KLOKKERNE FOR?
Han laa, saa lang han var, i den brune fyrreduftende Skovbund; han støttede hagen paa de korslagte arme, og højt oppe blæste Vinden i Fyrretræernes Toppe. Han kunde føle, hvordan Hjertet bankede imod Fyrrenaalene i Skovbunden.

DEN AFRIKANSKE FARM
Jeg havde en Farm i Afrika ved Foden af Bjerget Ngong. Bjærgets Omrids blev langsomt glattet og jævnet ud af Afstanden.

Ja, bjerget staves faktisk forskelligt i de to sætninger. Next up, H. C. Branner. Hans tone overlever på en eller anden måde også:

RYTTEREN
Susanne vågnede først helt da hun hørte Bertas stemme. “Uundgåelige menneske,” sagde hun.

Hans Scherfig og Finn Søeborg forbliver sjove i koncentrat, omend på en anden måde:

IDEALISTER
Der ligger en Mand i en Himmelseng og forbereder sig paa at falde i Søvn. Senere vil der maaske ske andre Begivenheder, som der engang kan skrives om.

BARE DET LØBER RUNDT
– Mit navn er Momberg.
– Det var da dejligt, sagde fru Momberg.

Svend Åge Madsens ungdomsværk bibeholder mildt sagt sit avantgardiske præg, og Michel Houllebecqs sorte livssyn (her i engelsk oversættelse) bibeholdes også:

LYSTBILLEDER
Nøgne pigelemmer der flyder i sandet frataget deres magt. Man kunne, i stedet for, de lyse.

PLATFORM
Father died last year. I’ll quickly be forgotten.

De sidste her, Willard Motley, Horace McCoy og Knud Sønderby, ved jeg ikke rigtig hvordan jeg skal karakterisere, men jeg kan godt lide resultaterne:

LEV STÆRKT – DØ UNG
Han var et fromt barn. Man kan finde ham i enhver eneste opgang i den gade.

JAMEN, MAN SKYDER DA HESTE?
Jeg rejste mig op. “Jamen, man skyder da heste?” sagde jeg.

MIDT I EN JAZZTID
Peter Hasvig huskede fra sin yngste barndom, at han engang havde tabt et stykke mad med honning, som faldt sådan, at honningsiden vendte opad. Så gik han ned ad trappen og cyklede bort.

Ideen er hermed givet videre.

Cut and paste

Endnu et indlæg der har lidt med Johannes V. Jensen at gøre, foruden et andet nationalklenodie, nemlig Matador. I TV-seriens syvende afsnit vises på et tidspunkt en avisartikel om Fru Fernando Møhge – men zoomer man ind på teksten, kan man se at den slet ikke handler om hende, men derimod om Johannes V. Jensens besynderlige (og, synes jeg, ikke specielt velllykkede) roman Dr. Renaults Fristelser.

Ud over at må siges at være et sært akkompagnement til overskriften og Fru Fernandos foto, er det også en anakronisme, idet bogen først udkom i 1935, to år efter at afsnittet finder sted. Og underligt nok kan Røde alligevel læse Møhge-citater op fra artiklen. Måske er han ordblind i meget svær grad…

(Jeg har tidligere postet denne observation til fejlfinder-sektionen på matadoronline.dk).

Forfatteranagrammer

Jeg skrev tidligere om Karen Blixens hobby med at lave anagrammer ud af forfatterkollegers navne, og jeg sluttede mit blogindlæg med at spekulere over, om der mon lå et strålende beskrivende anagram og ventede på at blive opdaget, a la det klassiske engelske eksempel Alec Guinness – Genuine Class.

Jeg har i dag puslet lidt med at finde eksempler, og jeg endte faktisk med at finde ét, som jeg er ganske tilfreds med. Men først lidt baggrund:

Jeg er egentlig ikke specielt vild med anagrammer. Som oftest synes jeg det i forhold til udbyttet kræver urimeligt lang tid at verificere, at de faktisk er korrekte. For at jeg skal finde et anagram godt eller sjovt, skal anagram-naturen enten umiddelbart springe i øjnene (“Trine Byld” og “Inga Golfbold” er jeg tilfreds med som eksempler, der er tilstrækkeligt indlysende til at de rigtige navne ikke behøves angivet), eller også skal anagrammet være meningsfuldt.

Hvad mener jeg så med meningsfuldt? Well, der skal være en association, der i det mindste forekommer rimelig. “Hans Kirk” er et anagram af “rank sikh”, men næppe nogen i verdenshistorien har associeret fra den danske nordjyske forfatter til strunke følgere af den indiske religion, eller vice versa. “Kassedame Olsen” har formentlig heller aldrig fået nogen til at tænke på Aksel Sandemose, eller omvendt. Så selvom de to eksempler er moderat underholdende, er de ikke gode nok.

“Monster-insekt” er et anagram af “Tom Kristensen”. Dette faktum gør mig decideret ærgerlig over, at novellen Forvandlingen ikke er skrevet af Tom Kristensen istedet for Franz Kafka! Havde det været tilfældet, havde vi haft et virkeligt godt anagram her. Istedet må vi søge videre.

Med Dan Turèll kan vi begynde at nærme os. Hans navn er faktisk anagram-velegnet. Med noget (OK: meget!) god vilje, kunne nedenstående lille digt bestående af fire anagrammer af hans navn, tjene til at beskrive hans sprudlende og mangeartede tekster:

Trallen ud
Dunlet ral
Nat-duller
Nedtur-lal

(Den sidste linje kunne siges at beskrive hans digt For Meget, Mand!).

Eller hvad med:

Vove letsindet
Tvivlende etos
Tove Ditlevsen

Højpandet, jovist, og mere overflade end indhold, men et eller andet sted lyder det rigtigt!

Mit næstbedste fund er dette:

Siri Hustvedt – Uvis tristhed

Jeg har dog kun læst én bog af forfatteren, og er ikke sikker på hvor beskrivende det (eller varianten “Trist uvished”) er… til gengæld kan jeg til fulde stå inde for sandhedsværdien i mit bedste fund, som er:

Knut Hamsun – Human kunst

Flere eksempler modtages gerne!