Boghandler i Lissabon

Var for nylig i Lissabon og måtte selvfølgelig checke diverse boghandler. Byen kan blandt andet byde på Bertrand, som skulle være verdens ældste stadig eksisterende boghandel. Den har i hvert fald Guinness’ stempel for det:

Mere interessant fandt jeg dog det nærliggende antikvariat Livraria Sa da Costa, en gedigen rodebutik man kunne tilbringe timer i, og som også havde et fint udvalg af engelske og franske titler.

Flottest af alle var Ler Devargar i det hippe område af byen kaldet “LX Factory”. (Dette område, proppet med kunstneratelier og spistesteder giver mindelser om både Christiania og Kødbyen og var besynderligt nok slet ikke omtalt i den årlige Time Out-guide til Lissabon, selvom jeg dårligt kan forestille mig et mere “Time Out-agtigt” sted). Boghandelen er imponerende flot, men hvis man ikke kan portugisisk er det begrænset hvad der er at komme efter ud over udsigten.

Selv spisekortene i byen gav mig bog-associationer! “Buttery sheep” læste jeg i første omgang som “Battery sheep”, hvilket selvfølgelig fik mig til at tænke på Drømmer androider om elektriske får?

Den den fyr, der var på en ø i ret lang tid

Endnu et køb i kategorien “for spøjs til at lade ligge”: en udgave af Robinson Crusoe skrevet med lutter enstavelsesord. Udgivet 1. januar 1900 af en Mary Godolphin (skønt navn), der også har udsat et par andre bøger for samme behandling. Hun skriver i forordet:

The production of a book which is adapted to the use of the youngest readers needs but few words of excuse or apology. The nature of the work seems to be sufficiently explained by the title itself, and the author’s task has been chiefly to reduce the ordinary language into words of one syllable. But although, as far as the subject matter is concerned, the book can lay no claims to originality, it is believed that the idea and scope of its construction are entirely novel, for the One Syllable literature of the present day furnishes little more than a few short, unconnected sentences, and those chiefly in spelling books.
        The deep interest which De Foe’s story has never failed to arouse in the minds of the young, induces the author to hope that it may be acceptable in its present form.
        It should be stated that the exceptions to the rule of using words of one syllable exclusively have been made in the case of the proper names of the boy Xury and of the man Friday.

Det sidste skuffer mig lidt. Det ville da have været oplagt at kalde omdøbe Robinsons følgesvend til “Fifth Day of the Week” (eller faktisk “Sixth Day of the Week”; Robinson hører til dem der tæller søndag som første dag). Og bogen kunne så passende have været betitlet The Man Who Was Stuck on an Isle for Quite a Long Time.

Det er i øvrigt ikke første gang jeg er stødt på enstavelsesords-disciplinen. Douglas Hofstadters sprudlende murstensværk Le Ton Beau de Marot (som jeg må skrive om på et tidspunkt) omhandler skriveri under alle tænkelige restriktioner, og således også denne. Hofstadter påtager sig endda den temmelig ærefrygtindgydende opgave at redegøre for Einsteins relativitetsteori på den måde – jeg husker noget i retning af “… and four score or so years on from that time all had been found to be true by folks whose job it is to stare at the night sky’s lights”. Godolphin benytter sig af samme trick mht tidsangivelse; hendes bog slutter således:

And now I must bring this tale of my life to a close; while at the age of three score years and twelve, I feel that the day is at hand when I must pray to go forth on that sea of peace and love, which has no waves or shores but those of bliss which knows no end.


Et studie i kontraster

I går fandt jeg på et bogudsalg en lille bog betitlet Den forvandlede Konge, et skuespil af Rudolph Schmidt fra 1876. Hverken titel eller forfatter var mig bekendt, men jeg blev simpelthen nødt til at have bogen med mig hjem, da den for det andet kun kostede 20 kroner, og for det første indeholdt den mest utroligt høflige dedikation jeg har set:

Hvilket ordvalg! “Højvelbaarne”, “Herr Kammerherre”, “Med Højagtelse” og “ærbødigst”. Og så underskrevet blot med forkortelsen “Forf.” (som det altid ærgrer mig lidt at støde på i bøger, fordi jeg ikke kan se det som en rigtig signatur!). Faktisk fremgår forfatterens navn intetsteds af den lille bog, besynderligt beskedent. Jeg måtte søge mig til det på nettet. Modtageren må være Edvard Fallesen, om hvem Wikipedia har meget at sige, bl.a. at han i 1876 blev chef for Det Kgl. Teater, “og arbejdede i denne stilling med stor energi for at afskaffe mangen gammel slendrian”, en formulering der giver det indtryk, at Wikipedia-siden også er fra 1876.

Jeg spekulerede lidt over hvilken af mine øvrige signerede bøger, der udviser den største kontrast til denne. Måske er det Ekstrem Stangtennis af Wulffmorgenthaler, i hvilken Anders Morgenthaler lavede denne lille hilsen;

Kontrasten kunne selvfølgelig have været større – han kunne have skrevet “hader” istedet for “elsker”, fx. Alligevel, noget af en forskel, i stil og udtryk. Det er sjovt at forestille sig de to dedikationer byttet om. Kammerherre Fallesen ville nok have spærret øjnene op.

Do not go gentle

Jeg ved desværre ikke hvem der bør krediteres for dette. Hvem end det er, beundrer og misunder jeg vedkommende. Jeg ville gerne selv have en hjerne der, givet en nøgtern formulering på et skilt, associerer til en smuk strofe af Dylan Thomas.

Fremtidskongressen

“Man kan få et stof, duattin, som spalter bevidstheden sådan at man kan føre diskussoner med sig selv om et hvilket some helst emne. Hvad emnet skal være, bestemmes af et andet stof.” Denne bagsidetekst fra bogen Fremtidskongressen fascinerede mig tilstrækkeligt til at jeg købte den i et antikvariat i Århus i 1990’erne, og det blev min introduktion til Stanislaw Lems fantastiske forfatterskab.

Denne forrykte lille science fiction-roman fra 1971 er en af kun to Lem-titler oversat til dansk – den anden er naturligvis klassikeren Solaris – og jeg har læst den flere gange siden. Jeg tror det må være den eneste bog jeg har læst på tre forskellige sprog: dansk, engelsk og fransk. Forudsætningerne for at læse den polske original har jeg desværre ikke. Muligvis er jeg blevet inspireret til at læse den i flere udgaver pga den danske udgaves højst særegne forord, i hvilket oversætteren Ellen M. Pedersen lægger kortene på bordet og kalder fordanskningen en “skandale og et mirakel”, fordi den ikke primært er baseret på den polske original, men på tidligere engelske og tyske oversættelser af hhv Michael Kandel og I. Zimmermann-Müller.

Sjove forskelle i designvalg i de tre landes udgaver af bogen.

Stanislaw Lem virker som mindst 4 forskellige forfattere. Nogle af hans bøger, som fx His Master’s Voice, fremstår som helt realistisk science fiction. Andre er komplet rablende, humoristiske, ofte satiriske. Atter andre er literære eksperimenter (såsom The Investigation, eller A Perfect Vacuum, der er en samling anmeldelser af ikke-eksisterende bøger, en genial ide i øvrigt). Så er der de eventyragtige fortællinger (The Cyberiad) for ikke at tale om utallige essays om teknologi, menneskehedens potentiale og andre dybe emner. Det er sådan set ikke så underligt, at Lems amerikanske kollega Philip K. Dick mistænkte ham for at være et sovjetisk forfatterkollektiv. (Der er i øvrigt mange ligheder mellem de to forfattere – ikke kun deres efternavne knytter dem sammen…).

Fælles for Lems bøger er en helt utrolig fantasi – “Lem’s imagination is one of the wonders of the world” skrev en anmelder, og jeg er helt enig. Sommetider er det næsten umuligt at tro på, at han ikke selv har set de besynderligheder han skriver om. Et andet gennemgående træk er fascination af menneskets møde med noget der er komplet fremmed og uforståeligt.

I Fremtidskongressen er hovedpersonen Lems gennemgående figur Ijon Tichy, og så ved man, at man er i den rablende afdeling af produktionen. Det er en lille bog på kun lidt over 100 sider, og den må strengt taget betragtes som en bagatel i hans samlede værk. Og dog har den i hvert fald indirekte haft en stor indflydelse på moderne popkultur: det centrale koncept i filmen The Matrix er løftet direkte fra denne bogs klimaks, er jeg sikker på.

Bogen tager sin begyndelse i Costa Rica hvor Tichy deltager i verdens ottende fremtidskongres på et gigantisk Hilton-hotel. Det er en kaotisk affære, der bliver endnu mere bizar da begivenhederne afbrydes af terrorangreb og væbnede kampe i gaderne. Deltagerne flygter ned på hotellets nederste niveau, et underjordisk kloaksystem. De er under stærk påvirkning af hallucinerende stoffer, der gør det håbløst at skelne mellem virkelighed og fantasi. Det er kun begyndelsen.

Bogens tempo er aldeles frenetisk, man sidder med en følelse af næsten ikke at kunne følge med i alle de absurde begivenheder og plot twists og så, knap halvvejs bremses der pludseligt fuldstændig op, et besynderligt toneskift, og decideret lyrisk (og dermed meget atypisk for forfatteren) er beskrivelsen af Tichys oplevelse af at vågne op efter at have være frosset ned i årtier:

Ingenting.

Ingenting.

Ingenting, absolut og aldeles ingenting.

Der er ingenting her. Jeg er her heller ikke.

Hvor meget længere? Ingenting.

Næsten noget, men meget, meget lidt. Må koncentrere mig.

Noget, men ikke meget. Under andre omstændigheder ville jeg sige: ingenting.

Gletsjere, blå og hvide. Alt er af is, også mig.

Smukke, disse gletsjere. Bare det ikke var så forbandet koldt.

Isnåle, snekrystaller. Arktis. Gennemfrossen, til benet. Hvilket ben? Ren, gennemsigtig is, skør og stiv.

Herefter fortsætter handlingen i år 2039 hvor vor helt (nu i en ny krop, da den gamle gik til grunde under kamphandlingerne) må lære at begå sig i en verden der nu helt og holdent kontrolleres af psykofarmaka. Der findes stoffer for alt. Som i absolut alt:

I den psykotropiske forretning om hjørnet så jeg freudusser, morbidin, dilemmal og det nyeste i egoimer, som der blev gjort kraftig reklame for: autentium. Det fremkalder syntetiske erindringer om ting, der aldrig har fundet sted. Nogle få gram dantin, for eksempel, så går man rundt i den faste overbevisning, at man har skrevet Divina Commedia. Hvorfor nogen skulle have lyst til det, kan jeg ikke for min død forstå.

Min væsentligste anke mod bogen er den samme som jeg har mod mange andre af Lems bøger: slutningen. Med Lem er det ofte som han på et tidspunkt pludselig mister interessen for den verden han har skabt, hvorefter han lader det hele løbe ud i sandet i en utilfredsstillende slutning. Således også her, men undervejs er man vældig godt underholdt.

Lems bog blev i 2013 brugt af Ari Folman som løst forlæg for filmen The Congress, der blander realfilm og animation. Nogle temaer og handlingselementer bibeholdes, men der gøres ingen synderlige forsøg på at ramme bogens tone, og filmen tager sig også store friheder med persongalleriet. Ijon Tichy er ikke engang med – istedet er hovedpersonen skuespilleren Robin Wright, der spiller en fiktiv udgave af sig selv. En kuriøs sag.

Nogle år efter jeg første gang læste bogen, gjorde jeg i øvrigt en tilfredsstillende lille opdagelse. Jeg faldt over en anden Lem-bog, en paperbackudgave af The Cyberiad, som indeholdt et stempel med et særpræget navn:

Jeg kendte ikke Rottensteiner, men jeg huskede at en af bipersonerne i Fremtidskongressen hedder “Trottelreiner” (fejlstavet “Trottenreiner” mindst et sted i bogen, i øvrigt). Jeg kunne hurtigt søge mig frem til at Rottensteiner var Lems forlægger og ven, så der er næppe tvivl om at romannavnet er en munter hilsen.

Paul McCartney er 80

I say in speeches that a plausible mission of artists is to make people appreciate being alive at least a little bit. I am then asked if I know of any artists who pulled that off. I reply, ‘The Beatles did’.” – Kurt Vonnegut

Stegelmann, Barks, Vonnegut, Fry, Dumas

Et emne jeg aldrig bliver træt af at beskæftige mig med, er hvordan hjernen lagrer informationer. I særdeleshed synes jeg det er endeløst fascinerende, når man får en association, der viser at hjernens måde at lagre minder på ofte er afhængig af en lighed mellem dem, som er stærkt abstrakt. Det er altid som om man får et lille kig bag kulisserne, når man bliver opmærksom på et sådant link.

Det er naturligvis vildt spekulativt, men her er et par eksempler fra bøger, hvor jeg næsten føler jeg kan følge synapserne i forfatternes hjerner, da associationerne fandt sted:

Jakob Stegelmann har skrevet en glimrende bog om Carl Barks, Den gode tegner. I et appendiks har han lavet korte beskrivelser af de historier han finder bedst. En af dem er The Heirloom Watch fra 1955, som også er en af mine egne favoritter. Stegelmann beskriver den således:

En lille filosofisk historie om et ur Joakim skal have til at gå – og så er belønningen ikke en formue, men kun en lille sten til uret selv. Det er næsten Vonnegutsk.

Da jeg læste det, gættede jeg på, at Stegelmann sigtede til romanen The Sirens of Titan, og det fik jeg senere bekræftet ved at spørge ham engang jeg fik lejlighed til at snakke kort med ham til en tegneseriefestival. Men hvad er det egentlig de to historier har tilfælles?

I Vonneguts roman er et sendebud fra planeten Tralfamadore sendt på rejse fra den ene ende af universet til den anden for at overbringe et vigtigt budskab. Men hans rumskib går i stykker og han strander på Saturns måne Titan. Herfra manipulerer han hele Jordens historie med det ene formål at få en reservedel fragtet op til Titan, så han kan få repareret rumskibet og komme videre. Clue’t er, at det viser sig, at det vigtige budskab blot består af en enkelt prik. Hvilket på tralfamadoriansk betyder “hilsener”.

I Barks-historien skal Joakim for at få udbetalt en arv demonstrere, at det lille lommeur virker fuldtud, inkl. mekanismen der forudsiger solformørkelser. Desværre viser uret, i uoverensstemmelse med almanakken, at der skal forekomme en solformørkelse inden for de næste to minutter, så Joakim bliver smidt ud af advokatkontoret uden arv – indtil himlen pludselig formørkes, og de bestyrtede advokater ringer til observatoriet og leverer den fantastiske replik: “Eksperterne siger, at der er tale om en UKENDT PLANET som ingen har observeret før!”. Herefter er det så, at advokaterne overdrager Joakim arven, som er en lillebitte sten, nærmest en prik.

Så jeg tror at det væsentlige fællestræk for de to historier er denne “prik” i kombination med at naturlovene på astronomisk plan er blevet bøjet for et trivielt formåls skyld. I Jakob Stegelmanns hjerne var lighederne nok til at trigge associationen til Vonneguts bog.

Et andet eksempel er fra Stephen Frys roman The Stars’ Tennis Balls, også udgivet under titlen Revenge. Romanen er en slags moderne version af Greven af Monte Christo, og den er ikke specielt vellykket, men Fry har opdateret et par personnavne ganske vittigt. Hovedpersonen hedder Ned Maddstone, et anagram af originalens Edmond Dantes. Den kvindelige hovedperson i Greven hedder Mercedes.

Hvad gør Fry med hendes navn, laver han igen et anagram? Nej, det ville være for klodset. Istedet kalder han hende Portia! Og her vil jeg æde min gamle hat, om ikke hans associationsrække har været noget i denne retning: “Hmm, pigenavn & bil – hvordan kan jeg variere det?”, hvorefter han er kommet til at tænke på et replikskifte fra A Fish Called Wanda (som han selv medvirker i i en mikroskopisk rolle), i hvilken Kevin Klines idiotiske Otto får at vide at advokatens datter hedder Portia og spørger “Why did they name her after a car?”.

Iøvrigt også pudsigt, at jeg brugte udtrykket “æde min gamle hat” herover – det gjorde jeg formentlig kun, fordi jeg havde Disney-universet i frisk erindring. Fri vilje er en illusion…

Sue Townsend

Sue Townsend havde en ganske sjov måde at signere bøger på, inspireret af hendes firser-hit The Secret Diary of Adrian Mole Aged 13 3/4:

Jeg var længe om at opdage, at hun ikke stoppede sagaen i Adrian Moles teenageår, men at hun også skrev adskillige romaner om hans voksentilværelse. Læste en af dem, The Cappucino Years, og morede mig over et vittigt intertekstuelt kunstgreb: Bridget Jones er en virkelig person i Adrian Moles univers, og Adrian er stærkt misundelig på den succes hendes dagbøger har fået. Hehe.

Excentrisk antikvaradfærd

Engang var jeg i en antikvarboghandel i Københavnsområdet og spurgte efter bøger af en bestemt forfatter. Boghandleren gik ikke de 10 skridt ned i den anden ende af lokalet for at lede, nej, han tog en kikkert frem og spejdede længe på hylderne gennem den, før han beklagede at han desværre ikke kunne hjælpe mig.

Indtil for få dage siden tog den opførsel vist prisen som den mest excentriske antikvar-opførsel jeg har oplevet på disse breddegrader. Men ikke længere: i tirsdags ville jeg besøge et bestemt antikvariat i København. Det var en del år siden jeg sidst havde været der, men udefra så det ud som jeg huskede det: Der var udstillingskasser med bøger på fortovet, og et skilt i døren forkyndte “ÅBEN”. Jeg tog i døren, som imidlertid var låst. Efter nogle sekunder kom indehaveren til stede i døråbningen og spurgte hvad jeg ønskede. Han virkede præcist lige så irriteret over at blive forstyrret af en potentiel kunde som en købmand i en Finn Søeborg-roman. Jeg spurgte om jeg kunne komme ind i butikken og kigge mig omkring – hvad jeg egentlig selv syntes var et ret rimeligt spørgsmål – men han svarede, at der ikke var plads til kunder i butikken. Der var for mange bøger. Han virkede lidt irriteret over at skulle forklare mig noget så indlysende. Men jeg var da velkommen til at sige hvad jeg ledte efter, fortsatte han som talte han til et svagt begavet barn. Jeg sagde at jeg ledte efter et forretning der havde plads til kunder, så vi fandt ikke rigtig nogen fælles forståelse, og jeg gik videre til et andet antikvariat.