Author reading

Fik denne tilsendt, kender ikke kilden, men det kunne ligne noget fra The New Yorker. Der er sikkert nogle superstar-forfattere, der ville kunne slippe afsted med den model!

Reoldilemmaer

Jeg læste for 7-8 år siden Knuth Beckers romanserie om drengen Kai Gøtsche. Fem store romaner, fordelt på i alt ni bind udgivet fra 1932 til 1956. Jeg synes at huske, at en eller anden beskrev dem som et “massivt bjergfjeld” i dansk litteratur. Om det skulle forstås som “tungt”, eller “ikke til at komme udenom” eller som noget helt tredje, er jeg ikke klar over. I hvert fald var jeg glædeligt overrasket over hvor fængende bøgerne var, ikke tunge at læse på nogen måde, men i den behagelige kategori af bøger man føler nærmest læser sig selv.

Efter endt læsning stod de fem romaner på min reol, men det var i vidt forskellige udgaver, og den slags går simpelthen ikke i længden. Det støder mit øje ALT for meget! Så siden da har jeg, når jeg alligevel har snuset rundt i byens forskellige hollandske bogudsalg, kigget efter titlerne med henblik på at få homogeniseret indtrykket. Jeg er ikke helt i mål, men næsten:

Det er sikkert og vist at jeg vil slå til og købe Naar toget kører, når jeg engang finde den i samme udstyr som de øvrige.

Men, men. Hvad gør man så, når man en dag falder over et dedikationseksemplar af en af bøgerne?

Under normale omstændigheder er en bog med forfatterens signatur jo en indlysende opgradering, men i dette tilfælde?

Argh. Nej, det går slet ikke. I en sådan situation er der ikke andet at gøre end at beholde begge Mariannerne. Eventuelt må den ukurante stikkes til side inde bag de andre, eller den kan skydes lidt længere hen til højre, ved siden af de mere kuriøse Becker-ting.

Jeg har talt med flere, der finder mine dilemmaer af denne type komiske og temmelig OCD-agtige, men for mig forøger disse overvejelser indiskutabelt den glæde jeg har ved min bogsamling. Og i øvrigt synes jeg Disney-tegneren Don Rosa til en vis grad har ret når han siger at “OCD” i virkeligheden burde hedde “OCO” for Obsessive Compulsive Order!

Flemming-bøgerne

I et anfald af nostalgi har jeg for nylig genlæst Gunnar Jørgensens Flemming-bøger, som jeg satte højt og læste gentagne gange i min barndom i de tidlige 80’ere. Det kan forekomme sært at jeg gjorde det, al den stund at bøgerne allerede dengang havde 50-60 år på bagen, men sådan er der så meget. Jeg vendte tilbage til dem ikke mindst pga Flemmings kammerat Kvik, hvis sproglige opfindsomhed morede mig meget dengang.

Også i dag finder jeg at bøgerne har en stor underholdningsværdi, men nu ligger den nærmest udelukkende på det utilsigtede plan.

Flemmings mor er syg. Man får aldrig at vide præcist hvad det er hun fejler, blot at det er noget med nerverne og meget alvorligt, og at Flemmings helt utålelige opførsel har en god del med det at gøre. Denne hans grænseløst skændige måde at være på, er også skyld i at han bliver sendt på den berygtede Kongsdal Kostskole i seriens andet bind. Det står imidlertid ikke rigtigt klart for en moderne læser hvori Flemmings brøde består – faktisk forekommer han én at være særdeles normal, når måske lige undtages hans hang til … endeløse vandringer i skoven … uden andet selskab … end hans egne følsomme indre monologer … skrevet på denne måde … (En sandhed med modifikationer: af og til løber han på en excentrisk vandringsmand eller en djærv skovrider, som i kraft af sin forbundethed med naturen forstår Flemmings vanskelige unge sind så meget bedre end den forstokkede grosserer-fader gør).

Det ikke just overbevisende postulat at Flemming er så forfærdelig giver nærmest bøgerne et absurd præg. Jeg kom til at tænke på Bunuels film Morderenglen, i hvilken gæsterne ved et middagsselskab er ude i stand til at forlade huset, uden det på noget tidspunkt forklares hvorfor. Det burde måske have været ham, der skulle have haft tjansen med at instruere de to filmatiseringer det blev til, istedet for Gabriel Axel og Niels-Jørgen Kaiser.

For at det ikke skal være løgn introduceres så i bind 2 Flemmings kammerat Frode, der er endnu mere følsom, går endnu flere tænksomme ture i skoven og hvis mor også er nervenedbrudt. Modvægten er den fælles ven, “humørdrengen” Knud, kaldet Kvik, der bruger udtryk som “tretommersømfabrikantaspirantsnuder” og “med højagtelse og papnæse” i hveranden sætning.

Lærerne er delt op i de gode og de onde. Til første kategori hører den alfaderlige rektor Halling, der tror på “guldkornene” i selv de mest vanartede elever, inklusive selvfølgelig hans “smertensbarn” Flemming, og den yngre kandidat Winther, der deler rektorens – og Gunnar Jørgensens – pædagogiske principper. I den anden kategori finder vi Frk. Balle og magister Jespersen, kæft-trit-og-retning-typer, der intet forstår. Lange passager i bøgerne former sig som dialoger mellem fortalerne for de forskellige retninger – denne pædagogiske debat var tydeligvis Jørgensens primære formål med bøgerne i det hele taget. Bøgernes motto var “Prøv! – med Kærlighedens stærke arm – “, og det blev også mottoet for den privatskole Jørgensen oprettede i 1936, og som fandtes til 2006 efter hvad Wikipedia kan oplyse.

Igennem alle bøgerne er Flemming forelsket i klassekammeraten Inger, der også er glad for ham. Der er dog kriser undervejs, bl.a. i bind 6 pga en ny dreng i skolen, en lapset type ved navn William (“Der stod en duft af pomade og parfume ud fra hans person”, uha uha!) og i bind 8 pga den endnu mere verdensmand-agtige Karsten Krüger, der dog viser sig at være god nok på bunden. Thorkild Hansen omtaler i Søforhør i et afsnit om barndommens læsning forholdet mellem Flemming og Inger: “Endelig var der jo ‘Flemming-bøgerne’, som pudsigt nok blev anset for at være en smule misliebige, fordi den gode Gunnar Jørgensen jo ikke havde afholdt sig fra at skildre Flemmings forelskelse i Inger, så rørende kysk den end var. Det kunne man ikke i en børnebog dengang.” Det er endnu en absurditet set med nutidige øjne. Rørende kyske er bøgerne i sandhed – topmålet af sjofelhed er når de tarvelige og mest slibrige kostskoleelever omtaler deres veninder som “Pokkers kønne pigebørn”!

Da jeg sidst læste Flemming-bøgerne var der næppe mange mennesker, der havde hørt ordet “internet”. Af samme grund har jeg ikke fundet på at søge på nettet om dem før nu – og jeg har til min store undren kunne konstatere, at Jørgensen faktisk skrev 11 bøger, og ikke kun de 10 jeg kender. Jeg troede sagaen sluttede med skoleafslutningen i Flemming student, men der er en ellevte, Flemmings efterfølger der ikke lader til at være blevet genoptrykt i mange oplag sådan som de ti første. Jeg kan læse mig til at Flemming i denne bog selv er blevet lærer. Måske er det en form for epilog og hans medvirken begrænset til en birolle. Det må opklares ved lejlighed.

Ingen regel uden undtagelse

Jeg er generelt ikke meget for bibliotekseksemplarer. Indbindingerne støder mit øje, så under normale omstændigheder finder sådanne eksemplarer kun vej til mine hylder, hvis der er tale om bøger jeg virkelig gerne vil eje, og som jeg ikke har kunnet finde i andre udgaver. Men ingen regel uden undtagelse, og en af de af mine bøger jeg er gladest for, ER faktisk et gammelt biblioteksemplar: Tom Kristensens klassiker Hærværk.

Og hvorfor så det? Jo, fordi man ser dette, når man slår op på titelbladet:

Hvilken skøn dedikation. Og sikken historie, bogen har haft. Sophus Claussen døde i 1931, og 7 år senere var bogen på en eller anden måde havnet på biblioteket i Glumsø, hvor den blev udlånt i alt 57 gange de næste cirka 20 år (det sidste udlån er ikke årsdateret).

Der er ikke noget “Udgået”-stempel i bogen. Mon den sidste låner neglede den til sig selv? Hvor mange af de tidligere lånere var fristet til det? Jeg synes næsten det er mærkeligt, at den vendte tilbage så mange gange!

Boghandleren jeg købte denne perle af i 2008, fortalte at bogen ville have kostet det to-tre-dobbelte, hvis den også havde været i en flot indbinding. Jeg ville næsten bedre kunne forstå det, hvis det forholdt sig omvendt – så sjov synes jeg denne bogs mærkelige skæbne er.

Knuthificering

Den nu 82-årige Donald Knuth er en meget farverig person og en legende inden for datalogi. Hans hovedværk, The Art of Computer Programming var planlagt som en enkelt bog til udgivelse i 1962. Stoffet viste sig imidlertid at være lidt mere omfangsrigt end først tænkt, så sidenhen blev planen at det istedet skulle være et 7-binds værk. De første tre bind udkom i 1968, 1973 og 1974, hver af dem på 6-700 sider og nu klassiske referenceværker. Særligt bind 2, Seminumerical Algorithms, har jeg af og til konsulteret i arbejdsregi.

Det planlagte bind 4, Combinatorial Algorithms, viste sig så også at indeholde “lidt” mere stof end først antaget, så den opdaterede plan blev at splitte det op i et antal underbind, 4A, 4B, 4C,… Af disse udkom bind 4A i 2011. Sidst jeg checkede hans website stod der om Volume 5 “Estimated to be ready in 2025”, og at han derefter, “God willing”, vil gå i gang med bind 6 og 7.

Der er noget fascinerende over en så stædig vedholdenhed i forbindelse med et projekt der for de fleste må synes fuldstændig håbløst. Jeg kommer til at tænke på opgaven om en larve, der kravler af en uendeligt strækbar elastik, der til en begyndelse er 1 meter lang. Larven kravler en centimeter frem hvert minut, men elastikken strækkes også en meter længere hvert minut. Når larven nogensinde til den anden ende?

En anden forfatter der, forekommer det mig, er ved at falde i samme fælde med sit projekt – “knuthificering” kunne man kalde det – er den engelske historiker og Beatles-ekspert Mark Lewisohn, som er i færd med at monumentalt trebinds-værk, The Beatles: All Those Years. Det første bind, Tune In (lur mig om ikke de to næste kommer til at hedde Turn On og Drop Out) består i sin “extended special edition” af 1728 sider, og dækker tiden indtil – 1962. Altså det år hvor The Beatles udgav den første single, Love Me Do.

Man kan ellers ikke beskylde Lewisohn for ikke at have været grundig med sine tidligere bøger om bandet. The Complete Beatles Recording Sessions er en detaljeret dag-for-dag-beskrivelse af alle bandets studio sessions. The Complete Beatles Chronicle dækker noget af det samme stof og også alle bandets andre aktiviteter – koncerter, TV-optrædener med mere – med samme nidkærhed. De bøger blev i sin tid kaldt definitive, nu ligner de nærmest opvarmningsøvelser.

I 2013 gættede Lewisohn på at bind 2 af The Beatles: All Those Years kunne være klar i 2018 og bind 3 i 2020. I skrivende stund tyder hans website på at 2023 er et optimistisk bud for bind 2. Vi får se.

Som opmuntring for de herrer Knuth og Lewisohn og deres læsere: larven når faktisk frem til den anden ende af elastikken. Det kan ses ved at observere, at larven det første minut tilbagelægger 1/100 af den samlede strækning, det næste minut 1/200, så 1/300 og så fremdeles. Den harmoniske række 1/1 + 1/2 + 1/3 + … er divergent, dvs den vokser uden grænse, omend langsomt. Larven når sit endepunkt når summen overstiger 100, hvilket sker efter ca 1037 år.

Uopsprættede bøger

I forlængelse af mit forrige indlæg, nogle betragtninger om bøger der skal sprættes op. Af de ganske mange dedikationseksemplarer jeg er stødt på i tidens løb, har jeg bemærket, at langt størsteparten af dem har været uopsprættede. Det er faktisk så påfaldende, at jeg nærmest føler en smule pinlighed på forfatterfagets vegne. Man får indtryk af et folkefærd, der har høje tanker om egne frembringelser, som ingen andre gider læse.

For nogle år siden læste jeg Hans Bendix’ erindringer. Første bind, Troskyldigt forår, indeholdt en hilsen til en tidligere medarbejder:

Kun de første 20-30 sider af bogen var sprættet op. Resten blev det først, da jeg selv læste bogen. Fornøjeligt nok lader det til at Bendix må have opdaget, at hans skriverier ikke fandt et entusiastisk publikum i Philip, for bind 2, Urolig Sommer, havde denne inskription:

Philip har dog ikke ladet sig tyrannisere af Bendix’ store ego (at det var meget stort fremgår af bøgerne): i bind 2 var ikke en eneste side skåret op! Og de sidste to bind, Spraglet efterår og Lun vinter, indeholdt ingen dedikationer, om der så ligger noget i det eller ej…

At jeg nu selv har skåret bøgerne op for at læse dem har uundgåeligt ændret det indtryk hilsnerne giver for eftertiden, og jeg har en irriterende lille følelse af at have gjort mig skyldig i historieforfalskning! En bagatel i dette tilfælde, men hvor går grænsen? Min samling tæller også en førsteudgave af Aksel Sandemoses debutbog Fortællinger fra Labrador fra 1923, med inskription til Vilhelm Andersen, der var litteraturprofessor på den tid. Den bog var også uopskåret i årtier, men blev på et eller andet tidspunkt skåret op af ham jeg købte den af i 2005. Ville jeg selv gøre det, hvis jeg faldt over sådan en sag i dag? Det er jeg ikke sikker på.

Og hvordan forholder man sig til en kuriositet som Alice Thompsons roman Justine? Den er designet således at alle sider, der er synlige i uopskåret tilstand er blanke! Har ikke læst den, så jeg ved ikke om der er en statement i det design, men det ville sjovt, hvis der var.

Finn Søeborgs herlige roman Vi har det jo dejligt kommer også ind på problematikken:

    – Men jeg forstår nu ikke, sagde han så, at der ikke er nogen, der køber denne her “Atomstøv”, for det er nu en mægtig god bog.
    – Det kender du ikke noget til, sagde Gustafsen, for du har jo aldrig læst den.
    – Det har jeg vel nok, bedyrede Thorvald, kan du ikke huske, at du lånte mig den.
    – Jo, sagde Gustafsen, det kan jeg godt huske, men det eksemplar jeg lånte dig, var ikke sprættet op, og det var det heller ikke, da jeg fik det tilbage.
    – Jamen det troede jeg ikke, jeg måtte, sagde Thorvald, og så nøjedes jeg med sådan at kikke op under siderne, du ved.

Findes der i øvrigt en roman med en på samme tid sjovere og mere bittersød afslutning? “Og aldrig havde de set et skønnere Sankt Hans bål.

Per Højholt og Dan Turèll

For mange år siden købte jeg en paperback af Per Højholt, Intethedens grimasser, i hvilken Højholt havde skrevet en lille hilsen til Dan Turèll. Jeg har en forkærlighed for den type antikvariat-fund, og jeg kunne godt lide Turèll, samtidig med at jeg havde en forventning om, at jeg sikkert også ville sætte pris på Højholt, når jeg først kom i gang med at læse ham. Sådan er det ikke gået. Nu, mange år senere, kan jeg stadig godt lide Turèll (som jeg dog ikke kan sige jeg har læst voldsomt meget af), men Højholt står for mig som helt uigennemtrængelig. Højpandet. Og u-underholdende.

Bogen har nu stået ulæst i så lang tid, at jeg erkender, at den var et fejlkøb, og jeg vil skille mig af med den igen. Sådan går det engang imellem – Højholt er bare ikke for mig.

Jeg tror i øvrigt heller ikke Turèll kom igennem bogen. Der er enkelte markeringer med tuschpen i bogens første tredjedel, men så hører de op. Et enkelt sted er en linje understreget og forsynet med et spørgsmålstegn i marginen. Det kan passende blive gengivet her som en repræsentation af min forståelse af Højholts produktion i almindelighed.

Antkind

Nogle bøger er sjove at snakke om, alene fordi handlingen er så absurd. En sådan er Antkind af Charlie Kaufman. Det er en moppedreng af en debutroman, ca 700 sider, af hvilke jeg nu er godt 200 sider inde. Den handler om en utåleligt selvoptaget og woke filmkritiker, B. Rosenberger Rosenberg, der tilfældigt møder en 119-årig mand, der har brugt 90 år på at lave en tre måneder lang stop-motion-film. Rosenberg får, som den første, lov at se denne film, som han efterfølgende ikke tøver med at udnævne til verdenshistoriens største kunstværk. En del af grunden til at det har taget så lang tid at lave filmen, er i øvrigt at kun ca en sjettedel af alle de stop-motion scener filmskaberen animerede foregik FORAN kameraet – han følte at de “Unseens” bag kameraet var lige så vigtige for processen.

Desværre går filmen tabt i en ulykke der også sender Rosenberg i koma i et stykke tid. Kun ét stillbillede fra filmen er bevaret, og da den gamle filmskaber (som i øvrigt mens han levede kunne huske hændelser fra fremtiden på samme måde som hændelser fra fortiden) i mellemtiden er død, sætter Rosenberg sig for at rekonstruere resten af filmen.

Det står dog efterhånden klart, at hans realitetssans efter komaet er noget forstyrret. Det kommer bl.a. til udtryk i en scene hvor han diskuterer “Friends”. Det er hans yndlingsserie, han har set hvert afsnit mindst fem gange, men han har ingen erindring om at der medvirker personer ved navn Ross, Rachel, Joey, Phoebe, Monica og Chandler. Hans yndlingsafsnit er “the one where Freddy gets murdered in his sleep”. Freddy er “the fat one” forklarer han sin ven, som ikke husker Friends helt på samme måde…

Det er kun en lille brøkdel af den fuldstændigt forrykte handling indtil videre, og efter bagsideteksten at dømme bliver bogen kun mere og mere mærkelig som den skrider frem – Maria Semple citeres for “Antkind is a fever dream you don’t want to be shaken awake from, a thrill ride that veers down stranger and stranger alleys until you find yourself in a reality so kaleidoscopic you will question your own sanity – or: the novel only Charlie Kaufman could pull off”.

Han har i hvert fald en god track record med at skrive virkeligt sært materiale, der alligevel formår at være underholdende. Jeg husker da jeg første gang hørte om Being John Malkovich i slutningen af halvfemserne: jeg læste en kort handlingsbeskrivelse, og jeg tænkte at det lød som noget af det mest prætentiøse crap nogensinde. Men filmen viste sig at være fremragende. Adskillige år senere sad jeg i en biografsal og så Synecdoche, New York, og jeg tænkte flere gange undervejs at dette her var virkelig FOR mærkeligt, FOR meta, FOR meget… og dog blev filmen efterfølgende hængende, og jeg endte med at finde den både smuk og gribende. (Jeg ville også have sat Eternal Sunshine of the Spotless Mind højt, hvis det ikke havde været for den uudholdelige Jim Carrey, der med sin blotte tilstedeværelse spolerer alt han medvirker i).

Jeg er spændt på om Kaufman formår at holde så meget struktur, at Antkind bliver ved med at være interessant.

“The Big Lebowski” is the film that keeps on giving: Charlie Kaufman sidder bagest i teatersalen som anonym tilskuer til den bizarre dansecyklus, det er klart.

November 2020, tilføjelse efter endt læsning: Jeg synes desværre bogen blev ringere og ringere som den skred frem. Hvis alle dens bedste elementer var bibeholdt og samlet i en koncentreret version på omkring 300 sider, ville den have være et absurd-humoristisk mesterværk.

Når klappen går ned

Stødte på, og grinede højt af, denne teater-anekdote på Twitter:

Den mindede mig straks om en meget lignende historie jeg engang i en anekdotesamling læste om forfatteren Paul Bailey. Han havde i sine yngre dage spillet med i en opsætning af “Richard III” sammen med Christopher Plummer. I akt 3, scene 5 skulle Bailey komme ind på scenen og sige “Here is the head of that ignoble traitor, the dangerous and unsuspected Hastings”. Men en aften havde han glemt sin replik, og efter en lang og pinlig pause spurgte Plummer “Is that the head of that ignoble traitor, the dangerous and unsuspected Hastings?”. Hvortil Bailey svarede “… Yes.”