Arne Myggen

En kuriositet jeg faldt over for nylig: en lille roman af Arne Myggen betitlet Rapport fra en stjålen skrivemaskine.

Jeg havde aldrig hørt om den. Eneste bog jeg kendte af Myggen var den lille Lær at huske det du glemmer, som jeg blev vildt begejstret for som 14-årig med dens humoristiske og lette indføring i mnemoteknik. Hans forslag til hjælpeord til at knytte billeder til tallene 1-25 husker jeg den dag i dag – nogle af dem var højst besynderlige valg (Romtoddy? Fem-teen? Gitte Hænning? Ja, man skulle nok have være der).

Jeg vidste også han var journalist og radiomand, og jeg husker de klummer han i firserne skrev i JyllandsPosten om livet i Californien, hvor han var bosat på det tidspunkt. En af dem handlede udelukkende om at han havde genset den første James Bond-film, Dr. No, og at han ikke syntes Bond var så kvik i den som han senere blev, Jeg kan huske at jeg tænkte at det var imponerende så tyndt indhold man kunne slippe afsted med at formidle… måske har der været tale om en eller anden intern konkurrence journalister imellem, a la den gamle traver om journalister der kappedes om at få publiceret den mest kedelige overskrift (Claud Cockburns bidrag Small Earthquake in Chile – Not Many Dead var det vindende bidrag).

Anyway, jeg vidste ikke der fandtes romaner fra Arne Myggens hånd, endsige alvorlige af slagsen. Forlaget må have tænkt at de fleste potentielle kunder nok ville reagere med samme overraskelse, for bagsideteksten gør et stort nummer ud af det:

Tricket virkede på mig, min nysgerrighed blev vakt. Jeg læste bogen på en togtur, og den var faktisk fin. Myggen leger med tanken om hvad der ville ske hvis elektricitet pludselig holder op med at fungere, og vi følger et gradvist samfundsnedbrud fra nogle få personers synsvinkel. Der er en indbygget (morbid?) fascination i den slags skildringer, så man kan som forfatter gøre meget med små midler. En bagatel af en bog, javist, men jeg fortryder ikke jeg læste den.

The Grapes of Wrath

Julen 2021 ønskede jeg mig for en gangs skyld ingen bøger. Da min ønskeseddel ellers som regel stort set kun består af bogtitler, var det en ret sær ting for mig at melde ud, men jeg har simpelthen så mange ulæste bøger liggende, at jeg synes det er på tide at gøre et større indhug i dem før der bliver tale om flere nyanskaffelser. Min kæreste fandt dog en glimrende måde at tackle situationen på: hun gav mig en bog jeg allerede havde læst. Brilliant, ikke? Et rent columbus-æg.

Der er ikke tale om en hvilken som helst udgave af en hvilken som helst bog. Men om en imponerende faksimile-udgave af manuskriptet til en af mine yndlingsforfatteres bedste bøger: The Grapes of Wrath af John Steinbeck.

(Inden jeg går videre er der jo simpelthen ingen vej uden om at nævne den mange gange fortalte historie om, at Steinbecks enke engang i en japansk boghandel spurgte om butikken førte nogle bøger af hendes afdøde mand, og fik at vide at, ja, de havde The Angry Raisins. Jeg ved ikke hvor meget der er sandt i den historie, men god er den. Dyk eventuelt mere ned i det her: https://angryraisins.wordpress.com/angry-raisins-what/).

På trods af at Steinbecks håndskrift er ganske sirlig, finder jeg den ret svær at læse, og man skal have fat i de stærke læsebriller. Som der står i forordet:

The manuscript open with with words ´New Start´- in reference to the novels he had previously discarded – and also ´Big Writing´. Prone to miscroscopic handwriting, the writer must have made a promise to himself to write legibly and stick to the lines of his pad – rather than in between them – so that Carol, his proofreader and typist, wouldn´t have to waste time deciphering it. Carol Steinbeck put it as follows: “It all boils down to the fact that I did all John´s typing, and in previous manuscripts, he had been carried away by a plot or situation that his writing got smaller and smaller, at times jamming four to six lines between the blue ledger lines of the books he always wrote in. I extracted a promise that he would write big, and that was merely a reminder to himself – which you can see didn´t hold for too long. I´m sure he could engrave the Lord´s Prayer on the head of a pin”.

Set med danske øjne er det sjoveste manuskriptets slutning. Der står nemlig SLUT med store røde bogstaver:

Jeg har erfaret at Steinbeck-eksperter i årevis har undret sig over dette ord, som hvis man læser det på engelsk da også i sandhed forekommer malplaceret og out of character for Steinbeck! Efter denne faksimiles udgivelse har både danskere og svenskere imidlertid henvendt sig med forklaringer på den skandinaviske betydning. Formentlig har Carol Steinbeck skrevet det for sjov – hun og John besøgte Sverige året forinden og de kendte forfatteren Bo Beskow, søn af børnebogsforfatteren Elsa Beskow. Så blev der etableret en association i min hjerne mellem Steinbeck og Tante Brun, Tante Grøn og Tante Lilla – det havde jeg ikke lige set komme.

Flere detaljer om “Slut”-sagen her: https://www.theguardian.com/books/2021/oct/11/solved-the-mystery-of-the-slut-scrawled-on-the-grapes-of-wrath-manuscript

Et sidste bizart kuriosum i denne forbindelse: jeg har engang drømt at jeg købte Steinbecks originalmanuskript til Perlen på en auktion. Desværre viste det sig at han havde skrevet teksten med vandfast tusch på siderne af en swimmingpool, en halv meter under vandoverfladen, så jeg kunne ikke fragte det med mig hjem. er det man vågner op badet i sved…

Bastian, Madsen, Dawkins

Da jeg gik i gymnasiet var Peter Bastian engang på besøg og holdt et foredrag. Hans bog Ind i musikken var udkommet et par år tidligere og var blevet en gigantisk succes. For nylig stødte jeg på den igen og bed mærke i at han taler om “det meningsfulde tilfælde”

Vi kender alle til oplevelser af denne art. Jeg drømte en nat om min gymnasietid, og følgende dag mødte jeg uafhængigt af hinanden tre klassekammerater på gaden. Jeg havde på daværende tidspunkt ikke set skyggen af min gamle skoleklasse i årevis. – Jeg ringer til min elskede, og linjen er optaget. Sekunder efter ringer hun og spørger, hvem jeg talte med, siden telefonen var optaget. – Jeg ser tilfældigt en bogtitel i et boghandlervindue, som fanger min opmærksomhed, hæfter mig overfladisk ved forfatternavnet og møder ham få timer efter på et værtshus. Dette har jeg oplevet så tit, at jeg ikke kan afvise oplevelserne som tilfældige; det er statistisk for usandsynligt. Dette er eksempler på det meningsfulde tilfælde.

Jeg synes der er en form for dovenskab her, en stillen-sig-tilfreds. Svend Åge Madsen, der har en vidunderlig evne til at vende klichéer på hovedet på en måde der vidner om at en stringent tænken tingene igennem er gået forud, serverer en alternativ udlægning med humor og overskud i novellen Kyrges´ nål. I den har Victor H. Kyrges, ligesom Bastian, bidt mærke i oplevelser af den type.

I første omgang interesserede han sig kun for dramatiske exempler på sammenfald og begyndte at registrere oplevelser af denne art. Fra hans samling kan jeg nævne: Kvinden der i et syn så sin mand blive ramt af et tog; da telefonen ringede en halv time senere behøvede hun end ikke svare denne, men stilede straks hen til ulykkesstedet. Der var manden der tre gange i træk drømte et tal, købte lodsedlen og vandt den store gevinst. Og pigen der menet at høre sin mor kalde på hjælp, cyklede de fem kilometer hjem, i tide til at få slukket branden i den sovende mors hus.

Kyrges sætter en storstilet undersøgelse i gang, og indhenter utallige yderligere eksempler gennem interviews:

Men dette var kun den ene del af undersøgelsen. På den anden side foretog Victor en nøje beregning af hvor mange af disse sammentræf man statistisk måtte forvente. Vi tænker naturligvis af og til på forskellige af vore bekendte og familiemedlemmer, og disse ringer med en vis frekvens til os, hvorfor der vil være en målelig, statistisk sandsynlighed for et sammenfald af disse hændelser: jeg tænker på A, og A ringer til mig. Alle gribes undertiden spontant af bekymring, fordi ens barn færdes ude i farlig trafik. Der vil være en beregnelig sandsynlighed for at denne pludselige ængstelse opstår nepå i det øjeblik barnet kommer ud for en ulykke.
Ved at sammenligne de to sider af undersøgelsen var det at Kyrges nåede sit forbløffende resultat. Selv når han regnede alle sammentræf med, alle besynderligheder som han overhovedet kunne stampe op af jorden, alle usædvanlige hænderlser som de interviewede havde været ude for, selv de ubetydeligste jærtegn på himlen, måtte Victor konstatere, at de overhovedet ikke nåede op på det beregnede antal, altså de sammentræf som man ud fra sandsynlighedsberegningen måtte forvente.

Og således må Victor altså, hvor overrasket han end er, ende med at konkludere at “Der er mindre mellem himmel og jord, end vi er tilbøjelige til at tro”. Pointen er klassisk Madsen, og Mellem himmel og jord blev da også titlen på den samling novellen udkom i bogform i. Det er også et af de eksempler fra Madsens produktion som jeg altid griber til, når jeg anbefaler ham til folk, der ikke har læst ham før. Det resulterer altid i en latter. Jeg håber jeg har fået “solgt” Madsen til mindst et par stykker på den konto…

Ønsker man emnet belyst mindre litterært og mere teknisk kan man med fordel læse Richard Dawkins´s bog Unweaving the Rainbow, hvis kapitel Unweaving the Uncanny netop handler om situationen.

At this point, I want to invent a technical term, and I hope you´ll forgive an acronym. PETWHAC stands for Population of Events That Would Have Appeared Coincidental. Population may seem an odd word, but it is the correct statistical term. I won´t keep using capital letters because they stand so unattractively on the page.

Selvom han (med rette) ikke er så tilfreds med navnet er en petwhac et nyttigt koncept, når man begynder på den vanskelige affære faktisk at knytte nogle tal og nogle sandsynligheder til observationerne. Dawkins´s pointe er, at når man oplever et sært tilfælde, er den oplevede hændelse ikke den eneste, der ville have resulteret i følelsen af at have oplevet et sært tilfælde. Hvis man sidder i et venteværelse og læser om en person ved navn Schwalbach, og receptionisten så kort efter spørger ud i lokalet om fru Schwalbach er til stede, føles det sært. Men hvis man lige har læst i en avis har man måske i løbet af de sidste få minutter stødt på mange andre specielle navne, der ville have givet én en tilsvarende oplevelse. Og hvis det var aftenen før man havde læst om Schwalbach, ville man måske også have fundet det pudsigt. Med andre ord – den petwhac er større end man umiddelbart forestiller sig.



Hyrden

Engang, jeg har måske været 13-14 år, var jeg med mine forældre på aftenbesøg hos nogen af deres venner. På et tidspunkt har jeg måske set ud som om jeg kedede mig, for værtinden fandt en bog frem fra reolen og anbefalede mig at læse den. Den var fantastisk spændende, sagde hun. En lille tynd blå bog af Frederick Forsyth, Hyrden hed den.

Jeg kunne godt huske at have set den før, den bog, for der syntes altid at være adskillige eksemplarer af den på de loppemarkeder min familie så flittigt besøgte dengang. Jeg kender ikke dens historie, måske har den været trykt i et stort oplag som en særlig juleudgivelse fra Lademann. I hvert fald havde jeg aldrig interesseret mig nok til at jeg havde anskaffet mig den; måske havde jeg en fornemmelse af et eller andet religiøst ved den. Selv om det ikke lige stemte så godt med mit indtryk af Forsyth og hans bestseller Sjakalen, hvis filmatisering jeg vist allerede havde set på det tidspunkt.

Nu læste jeg den så den aften, mens mine forældre og deres venner snakkede over kaffen ved siden af, og jeg blev øjeblikkelig fanget. Det er en perfekt lille historie om en ung pilot der kommer i problemer over Nordsøen på vej hjem på orlov i sit fly juleaften 1957. At røbe mere ville være synd og skam. Den er fantastisk spændende. Forsyth gjorde tjeneste i Royal Air Force, så han har kunnet trække på sine egne erfaringer og gøre skildringen komplet overbevisende. (Om der er noget religiøst ved den må være op til læseren at beslutte).

Jeg har tænkt over, at denne lille bog er den perfekte lekture til en sen juleaften, efter alt ræset med julemad og -gaver er overstået. Alle er trætte, men man har trods alt lige har lyst til at være oppe en times tid længere, mens man drikker en kop te og, mod bedre vidende, spiser endnu et par småkager. Jeg har genlæst bogen flere gange, men aldrig under de omstændigheder – det må jeg gøre næste gang!

Bogen er oversat af Mogens Boisen, hvis ufattelige produktivitet også fortjener et blogindlæg ved lejlighed.

Genius at Play

Da jeg opdagede eksistensen af Siobhan Roberts´ bog Genius at Play med undertitlen The Curious Mind of John Horton Conway, fik jeg straks lyst til at læse den. Alt jeg hidtil havde hørt om den excentriske matematiker Conway og hans besynderlige frembringelser havde været fascinerende. Bogen var imidlertid overraskende svær at få fat i til rimelige penge, så jeg var længe for nærig til at anskaffe mig den. Så fik jeg tilfældigvis en Amazon-gavekort der af en eller anden grund endte med kun at virke på den amerikanske branch, og da der samtidig dukkede et discarded bibliotekseksemplar op der, blev det anledningen til endelig at anskaffe mig den.

Jeg er stødt på Conways alsidige virke i flere sammenhænge. Alle dataloger kender hans Game of Life, et “no-player never-ending game” som Conway selv endte med – i hvert fald i perioder – at hade konstant at blive associeret med. På matematikstudiet blev jeg fortalt om hans arbejde med sporadiske grupper – navnene The Monster og The Baby Monster morede mig. Conway har i det hele taget altid været god til det med navngivning – en del af hans showmanship – omend en af hans mest bemærkelsesværdige hjernespind/opdagelser, surreal numbers, fik sit navn fra Donald Knuth.

Conway blev født i Liverpool (hvor hans far var kemilærer, bl.a. for Paul McCartney og George Harrison – en af den type ligegyldige men alligevel sjove stykker trivia som biografier har det med at byde på). Han tilbragte den første og mest produktive del af sin matematiske karriere på Cambridge og rykkede så som midaldrende over dammen til Princeton.

Hvordan var han som person? Stephen Wolfram karakteriserer ham præcist, forekommer det mig:

“I think he is keen to impress people,”, Wolfram continues. “What he doesn’t necessarily do is gauge what is going to impress a given person. And I am much more impressed by hearing about the fundamental stuff than I am in hearing about the days of the week for birthdays. I think he cares about what people think, who gets credit for what. And although there is a big layer of playfulness, I think there is… competition as well as playfulness in the whole enterprise. It kind of reminds me of a person I knew much better than I know John, the physicist Dick Feynman, who wrote this book called What do You Care What Other People Think? And the funniest part of that book is that [Feynman] cared very deeply about what other people thought, and his whole playful thing was very much a coping mechanism for actually caring quite deeply. Insecure people will often come on very strong and be very aggressive. It is a way of coping with the internal dynamics.”

(Stephen Wolfram er i øvrigt heller ikke selv helt almindelig. Hans besynderlige mursten af en bog, A New Kind of Science, er i sig selv et blogindlæg værd engang).

Det “days of the week for birthdays” Wolfram refererer til er Conways såkaldte Doomsday Algorithm, en metode han opfandt til hurtigt at kunne regne ud på hvilken ugedag en given dato i et vilkårligt år falder. Jeg lærte mig den engang for sjov, men drev det ikke videre end til at det som regel tog mig 15-20 sekunder at finde svaret. Conway var rutinemæssigt nede på 1 sekund. En interessant litteraturhistorisk note kan knyttes til denne algoritme: Conway blev inspireret til den, efter at Martin Gardner opdagede, at Lewis Carroll i 1887 publicerede en lille note i Nature med titlen To Find the Day of the Week for Any Given Date. Han skrev bl.a. “Having hit upon the following method of mentally computing the day of the week for any given data, I send it you in the hope that it may interest some of your readers. I am not a rapid computer myself, and as I find my average time for doing any such question is about 20 seconds, I have little doubt that a rapid computer would not need 15.”

Jeg forstår Wolframs frustration over hvordan Conway til tider prioriterede at bruge sin unikke hjernekapacitet på, men sådan var han. Stort og småt mellem hinanden, altid en legende tilgang, simplicitet det guidende princip. Et sted i bogen hævde Conway over for Roberts at det ikke huer ham at skrive, eller for den sags skyld læse, matematiske artikler på 200 sider. (Men måske koketterer også lidt med sine udtalelser, for andetsteds er han citeret for at have skrevet til Paul Cohen, der i 1963 netop publicerede en sådan monsteratikel, et i matematikkredse berømt resultat om Kontinuumshypotesen, at “Reading your proof had a similarly pleasant effect on me as seeing a really good play”).

Roberts fulgte Conway over nogle år og hendes resulterende skildring af ham, er fascinerende og ærlig. Der lægges ikke skjul på at han kunne være en ganske anstrengende person – hans store ego, hang til at være i centrum, og tendens til at hive de samme historier frem igen og igen vidner herom. De matematiske resultater er beskrevet tilpas detaljeret til at man får en god fornemmelse af hvad det drejer sig om, men de dybe resultater er der selvfølgelig ikke mulighed for at gå i detaljer med i en biografi af denne type, sådan må det nødvendigvis være.

Bogen udkom et håndfuld år før Conway døde (af covid-komplikationer; den første kendte person med den dødsårsag som jeg hørte om). Den kan anbefales.

Urtekster

Har gennem længere tid haft et projekt med at få realiseret et bog-ur på min stuevæg. I denne weekend fik jeg endelig gjort alvor af det. Finpudsninger vil følge i nær fremtid, men første udgave ser sådan her ud:

Desværre er ideen ikke min egen – jeg så på nettet et foto af et lignende ur i et boghandel et sted. Det var et, sorry, klokkeklart eksempel på So ein Ding muss ich auch haben.

Det største problem var faktisk at finde egnede display-hylder. Da jeg først bed i det sure æble og accepterede, at de eneste passende jeg kunne finde måtte bestilles hjem fra USA, kom der skred i projektet. Bøgerne havde jeg næsten alle på forhånd. Ganske tilfredsstillende kunne jeg nøjes med at bruge tekster jeg havde læst, men det var alligevel nødvendigt at anskaffe nogle af bøgerne. Fx var mit eksemplar af Slaughterhouse-Five simpelthen i for lille fysisk format til displayhylden, så den måtte jeg have en ekstra af. Richard Yates’ Eleven Kinds of Loneliness er også en nyanskaffelse, for nok havde jeg novellesamlingen i forvejen, men kun som en del af en tykkere samling Collected Stories. Det samme gjaldt Conan Doyles The Sign of Four, som jeg lige nu kun har i samlet Sherlock Holmes-omnibus. En paperback er på vej fra Amazon, og når den når frem, kommer den op i stedet for Platons meget mindre tilfredsstilende titel The Trial and Death of Socrates Four Dialogues.

Yderligere oplagte forbedringer: en bedre treer end Magnus Mills’s Three to see the King, alene af den grund at forsidetitlen er med meget lille skrift (jeg har faktisk Sjak nr. 3 af samme forfatter stående i reolen, men det går mig imod, at tallet ikke indgår i bogens originaltitel The Restraint of Beasts). Jeg vil også gerne have en bedre syver end Sven Holms ikke særligt kendte eller interessante titel Syv passioner. Tænkte først på Svend Åge Madsens Syv aldres galskab, men dels er den næsten for tyk til hylden, og dels går det ikke med to Madsen-titler lige ved siden af hinanden.

Fordelingen med 9 engelske og 3 danske bøger generer mig også lidt. Måske vil jeg forsøge at udskifte de tre danske titler med engelske for konsistensens skyld. Har et eksemplar af A Tale of Two Cities, men det er i overstørrelse og ville se for dumt ud i forhold til resten.

Endelig finder jeg nummer seks, syv, otte og elleve en smule utilfredstillende, fordi de primært refererer til antallet af kortere tekster i bogen. Elleveren bliver nok svær at finde en afløser for, hvorimod det nok skulle kunne lade sig gøre med de øvrige.

Ud af øjenkrogen

En pudsig oplevelse jeg ofte har når jeg læser: pludselig registrerer min hjerne et mønster på siden afstedkommet af ordenes placering. Fx en masse mellemrum på linje, lodret eller på skrå. Det sjove er, at jeg ikke registrerer disse mønstre når jeg kigger direkte på dem, men kun når jeg læser et helt andet sted på siden. Her er et eksempel fra George Martins bog All You Need is Ears:

Fra linje ni, efter “Unfortunately, it” og i de følgende 15-16 linjer er en næsten lodret, øverst lidt skråt hældende, søjle af mellemrum, kun afbrudt af navnet “Bill”. Kigger jeg direkte på den, er den ikke særlig tydelig. Men lader jeg blikket glide hen over siden, træder den tydeligt frem, fx når jeg er i færd med at læse afsnittet der begynder på linje 6.

Jeg formoder dette er en meget almindelig oplevelse, som de fleste læsere vil genkende, men jeg mindes ikke at have set den beskrevet noget sted.

Senest læst

Hurtigt round-up af de sidste ugers læsning:

P. G. Wodehouse: Bill den ukuelige
Wodehouse var af en af de forfattere, jeg aldrig tidligere havde fået læst noget af. Ganske hyggelig, men også i den grad et levn fra en anden tid. Den er fra 1952 men forekommer ældre – noget halløj om en en kvinde, der overtager en afdød filmstjernes villa, hvorefter hendes slyngelagtige hushovmester og hendes døgenigt af en svoger begge indleder en jagt på denne filmstjernes dagbog. Jeg kan ikke huske om ordet døgenigt optræder i romanen, men det burde det gøre – det ord og denne bog er som skabt for hinanden.
        Til gengæld vil jeg huske bogen for at have præsenteret mig for ordet “tøjjon”, som jeg er så godt som sikker på aldrig nogensinde at have set eller hørt før. Jeg har konsulteret en ordbog og fundet ud af at det betyder en lapset person.
        Og så er bogen en af de meget få danske bøger jeg har, hvor man, hvis man placerer den på normal vis i bogreolen, skal tilte hovedet til venstre for at kunne læse titlen.

James Clear: Atomic Habits
Ikke meget i denne jeg ikke vidste i forvejen, men det gør ikke noget, nærmest tværtimod. Det er min erfaring med bøger i “self-improvement”-genren: Det batter ikke, hvis man læser én. Derimod, hvis man læser en hel masse af dem – bare en lille smule hver dag – noterer man sig i hvor høj grad de overlapper hinanden, og så hænger de vigtige pointer ved. Mere generelt, hvis man skal sætte sig ind i noget: læs ikke én bog om emnet, læs fem. Først da begynder forståelsen at indfinde sig.

Palle Fischer: Den store badedag
Jeg må indrømme, at jeg slet ikke vidste at den vellykkede film med Erik Clausen i hovedrollen var bygget over en bog. Nu jeg har læst den, kan jeg konstatere at filmen er meget tro mod denne charmerende lille roman – mange af filmens scener stod pludseligt klare for mig i hukommelsen, undervejs som jeg læste.
        Hvad filmen angår må jeg i øvrigt rose hvem end det var der fandt på at vælge Jesper Klein som fortæller. Det var en lille genistreg, idet filmens dreng Gustav Adolf i den grad ser ud som man forestiller sig Klein må have set ud som dreng.

Thomas Sowell: The Vision of the Anointed
Aldeles knivskarp kritik af “de frelstes” verdensbillede. Udstiller nådesløst den selverklærede moralsk overlegne klasse, dens intellektuelle uhæderlighed og tomme argumenter. Et rammende udtryk som Sowell introducerer her er “teflon-profeter”: vi kender alt for godt typen: idioter der har taget fejl om alt væsentligt hele deres liv, men som stadig hives frem af medierne som eksperter, fordi de har de rigtige meninger. Bogen udkom i 1995, men forekommer endnu mere aktuel i dag end da den blev skrevet. En vidunderlig mundfuld frisk luft.

Kim Leine: Afgrunden
Jeg kendte intet til Kim Leine, og den eneste grund til jeg købte denne bog var at jeg tilfældigt kom forbi en boghandel mens han var til stede for at signere. Så købte jeg den, hvem ved, måske var den god? “Med ønske om en glædelig jul og en god læseoplevelse” skrev han. Det var i december 2015, men først nu fem-et-halvt år senere fik jeg hevet den ud af reolen og læst dem. Og Wow! Tak, Kim Leine, det var i den grad en god læseoplevelse. En intens og medrivende historie om to tvillingebrødre, Kaj og Ib, der først kæmper som frivillige i den finske borgerkrig i 1918 og sidenhen bliver involveret i modstandsbevægelsen i Danmark unden 2. Verdenskrig. Konstant fascinerende, sine steder enormt ubehagelig, men frem for alt med adskillige scener der har skruet sig helt ind i hjernen på mig. Det sker egentlig ikke så tit mere. Jeg kommer helt sikkert til at læse mere af Leine efter disse uafrystelige 600 sider.

Moderne rettelsesblad

Har sommetider i gamle bøger, især fagbøger, fundet indlagte rettelsesblade, der fortæller at på den og den side skulle der stået X i stedet for Y. Nu om dage går det åbenbart anderledes for sig. Jeg fandt følgende i en paperback i en boghandel:

De områder af siden, som de to femkantede klistermærker dækker, er uden tekst – helt hvide hen til de stiplede linjer. Jeg har brudt min hjerne, både med hvordan fejlen kan være opstået, og med logistikken forbundet med at få lavet en sådan rettelse. Jeg har kun set det ved denne ene lejlighed.