Et populært motiv

Da Moebius og Jodorowskys Griffes d’Ange for nogle år siden blev genudgivet, var det med en forsideillustration der forekom mig bekendt:

Det tog mig lidt tid at komme i tanker om hvor jeg havde set den ryg før, men så klikkede det: den var tegnet efter et klassisk foto af fotografen Horst P. Horst fra 1939:

Kort tid efter opdagede jeg, at danske Ole Ahlberg også har brugt fotoet som forlæg, til et af sine Tintin-malerier:

(I parentes bemærket ville det måske faktisk være nemmere at finde en fotograf, i hvert fald i den erotiske boldgade, som Ahlberg ikke har ladet sig inspirere af – men det er en anden sag).

Sørme om ikke også fetishtegneren par excellence, John Willie, kastede sin kærlighed på fotoet, længe før både Moebius og Ahlberg. Nedenstående bearbejdning blev trykt i hans lille magasin Bizarre i 1954:

Endelig kan nævnes at fotografen Sandro Miller har lavet en serie rekreationer af alle tiders mest ikoniske fotos, med hovedpersonen udskiftet med John Malkovich! Også her er Horsts foto repræsenteret…

Der skal nok være flere, der har ladet sig inspirere, men det var hvad jeg har kunnet støve op.

Preben Asbjørn Olsen

Jeg har i årtier kendt titlen Månen flytter til F2. Den udkom i 1970 på Stig Vendelkærs Forlag med et omslag af Vibe Vestergaard, som næsten til forveksling lignede det hun lavede til den danske udgave af Kurt Vonneguts Sirenerne på Titan samme år. Den vil jeg vende tilbage til en anden gang – den var en af mine yndlingsbøger i årevis, og de ensartede forsider er måske grunden til at jeg ubevidst også omfattede Månen… med en vis velvilje, skønt jeg ikke havde læst den.

Det fik jeg så endelig gjort for et par dage siden. En ganske stemningsfuld lille sag, ingen store armbevægelser, “hverdags-SF” så at sige.

Hvad jeg finder interessant her er imidlertid bagsideteksten, der lyder således:

For et år siden sendte forfatteren Preben Asbjørn Olsen et manuskript til en science-fiction-roman ved navn “Månen flytter til F2” til os.
“Månen flytter til F2” er en spændende beretning om … og vi bestemte os naturligvis til at udsende bogen.
Men manuskriptet var ikke vedlagt forfatterens adresse, så vi har nu et år ventet på, at Preben Asbjørn Olsen skulle dukke op af sig selv.
Hidtil forgæves.
Derfor denne efterlysning. Hvem og hvor er science-fiction-forfatteren Preben Asbjørn Olsen?


En underlig situation – det kunne næsten lyde som et reklamefif. Mit eksemplar af bogen er forsynet med et forlagsstempel og en hilsen fra forfatteren, så det tyder da på at han kom op til overfladen igen, men i øvrigt ved jeg intet om denne mystiske forfatter. Hvis nogen kan kaste mere lys over sagen, hører jeg gerne om det.

The Hawking Index

God ide som matematikeren Jordan Elleberg fik i 2014: at benytte brug af Kindles highlight-feature til at estimere hvor mange procent af en given bog den gennemsnitlige læser fuldender. Humoristisk navngivet efter Stephen Hawking, hvis bog Hawkings univers har haft ry som verdens mindst læste bestseller.

Jeg hørte først om indexet i dag, via Futility Closet, en uudtømmelig samling af pudsigheder af enhver art. Blogpost her:

Åndsnærværelse under ekstreme fysiske omstændigheder

Min yndlings-internetforkortelse er ROFLYSST, som står for Rolling On Floor Laughing, Yet Somehow Still Typing. Credit til den engelske komiker Bill Bailey for at have fundet dette meget billedskabende udtryk.

Åndsnærværelselsen under ekstreme fysiske omstændigheder kan siges at have en forløber i en anekdote jeg stødte på i The Cassell Dictionary of Anecdotes. En butler snubler og falder ned ad trappen. Herren i huset spørger hvad det er for en larm, og butleren svarer “‘Tis I, sir, rolling rapidly”.

Et sjældent eksempel på flegma og dannelse i skøn forening, må man sige. Det er Thomas Campbells digt Hohenlinden, som butleren refererer til. Dets første vers lyder således:

On Linden, when the sun was low,
All bloodless lay the untrodden snow,
And dark as winter was the flow
Of Iser, rolling rapidly

Hvem der er ophavsmand til denne historie er ikke helt klart. Den er inkluderet i et bind memoirer af en amerikansk kirurg ved navn W. W. Keen skrevet omkring 1915-17.

Reid, Vigan, Palahniuk, …

Har et stykke tid haft filmen I’m Thinking of Ending Things på måske-listen over film at se på Netflix ved lejlighed. På den ene side kan jeg godt lide Charlie Kaufman (selvom hans roman Antkind, som jeg skrev om her ikke var så tilfredsstillende, som den burde have været). På den anden side har diverse foromtaler og anmeldelser givet mig det indtryk, at filmen vist ikke er helt så clever, som den gerne selv vil være. Sidste weekend faldt jeg så tilfældigt over Iain Reids roman, som filmen er bygget over, og da den kun kostede 20 kroner, stak jeg den til mig.

Den var hurtigt læst, og jeg kan ikke sige, at læseoplevelsen gav mig mere lyst til at se filmen. Den benytter sig af et kneb, jeg efterhånden synes man har set til bevidstløshed, et som til nød kan realiseres i bogform, men kun vanskeligt på film. Her skal jeg vel så med store bogstaver skrive SPOILER ALERT før jeg går videre – knebet er følgende: at en eller flere personer langt henne i handlingen viser sig kun at eksistere i hovedpersonens fantasi.

Jeg føler mig altid snydt, når den kanin bliver hevet op af hatten. Især på film. Ligesom alle andre så jeg Fight Club, da den kom ud for godt 20 år siden, og jeg kender mange der sætter den højt, men selv fandt jeg den iditiotisk, en af de mest overvurderede film i moderne tid. Der var også en endnu mere åndssvag thriller, Identity fra 2003 med blandt andre John Cusack, med et tema der minder ganske meget om Iain Reids bog her.

En anden nylig bestseller, der benytter sig af det samme clou, er Delphine Vigans Baseret på en sand historie, som blev filmatiseret af Roman Polanski i 2017. Filmisk en anelse mere spiselig end de andre, idet fantasipersonen her på intet tidspunkt ses interagere med andre end hovedpersonen. Det er ganske fikst lavet – og hvis man absolut SKAL dele hjerne med en fiktiv person, er det i det mindste forståeligt at man vælger at lade hende se ud som Eva Green…

Nå – men alt i alt er dette en trend, som jeg gerne snart ser afløst af noget andet, både i bøger og på film.

Author reading

Fik denne tilsendt, kender ikke kilden, men det kunne ligne noget fra The New Yorker. Der er sikkert nogle superstar-forfattere, der ville kunne slippe afsted med den model!

Reoldilemmaer

Jeg læste for 7-8 år siden Knuth Beckers romanserie om drengen Kai Gøtsche. Fem store romaner, fordelt på i alt ni bind udgivet fra 1932 til 1956. Jeg synes at huske, at en eller anden beskrev dem som et “massivt bjergfjeld” i dansk litteratur. Om det skulle forstås som “tungt”, eller “ikke til at komme udenom” eller som noget helt tredje, er jeg ikke klar over. I hvert fald var jeg glædeligt overrasket over hvor fængende bøgerne var, ikke tunge at læse på nogen måde, men i den behagelige kategori af bøger man føler nærmest læser sig selv.

Efter endt læsning stod de fem romaner på min reol, men det var i vidt forskellige udgaver, og den slags går simpelthen ikke i længden. Det støder mit øje ALT for meget! Så siden da har jeg, når jeg alligevel har snuset rundt i byens forskellige hollandske bogudsalg, kigget efter titlerne med henblik på at få homogeniseret indtrykket. Jeg er ikke helt i mål, men næsten:

Det er sikkert og vist at jeg vil slå til og købe Naar toget kører, når jeg engang finde den i samme udstyr som de øvrige.

Men, men. Hvad gør man så, når man en dag falder over et dedikationseksemplar af en af bøgerne?

Under normale omstændigheder er en bog med forfatterens signatur jo en indlysende opgradering, men i dette tilfælde?

Argh. Nej, det går slet ikke. I en sådan situation er der ikke andet at gøre end at beholde begge Mariannerne. Eventuelt må den ukurante stikkes til side inde bag de andre, eller den kan skydes lidt længere hen til højre, ved siden af de mere kuriøse Becker-ting.

Jeg har talt med flere, der finder mine dilemmaer af denne type komiske og temmelig OCD-agtige, men for mig forøger disse overvejelser indiskutabelt den glæde jeg har ved min bogsamling. Og i øvrigt synes jeg Disney-tegneren Don Rosa til en vis grad har ret når han siger at “OCD” i virkeligheden burde hedde “OCO” for Obsessive Compulsive Order!

Flemming-bøgerne

I et anfald af nostalgi har jeg for nylig genlæst Gunnar Jørgensens Flemming-bøger, som jeg satte højt og læste gentagne gange i min barndom i de tidlige 80’ere. Det kan forekomme sært at jeg gjorde det, al den stund at bøgerne allerede dengang havde 50-60 år på bagen, men sådan er der så meget. Jeg vendte tilbage til dem ikke mindst pga Flemmings kammerat Kvik, hvis sproglige opfindsomhed morede mig meget dengang.

Også i dag finder jeg at bøgerne har en stor underholdningsværdi, men nu ligger den nærmest udelukkende på det utilsigtede plan.

Flemmings mor er syg. Man får aldrig at vide præcist hvad det er hun fejler, blot at det er noget med nerverne og meget alvorligt, og at Flemmings helt utålelige opførsel har en god del med det at gøre. Denne hans grænseløst skændige måde at være på, er også skyld i at han bliver sendt på den berygtede Kongsdal Kostskole i seriens andet bind. Det står imidlertid ikke rigtigt klart for en moderne læser hvori Flemmings brøde består – faktisk forekommer han én at være særdeles normal, når måske lige undtages hans hang til … endeløse vandringer i skoven … uden andet selskab … end hans egne følsomme indre monologer … skrevet på denne måde … (En sandhed med modifikationer: af og til løber han på en excentrisk vandringsmand eller en djærv skovrider, som i kraft af sin forbundethed med naturen forstår Flemmings vanskelige unge sind så meget bedre end den forstokkede grosserer-fader gør).

Det ikke just overbevisende postulat at Flemming er så forfærdelig giver nærmest bøgerne et absurd præg. Jeg kom til at tænke på Bunuels film Morderenglen, i hvilken gæsterne ved et middagsselskab er ude i stand til at forlade huset, uden det på noget tidspunkt forklares hvorfor. Det burde måske have været ham, der skulle have haft tjansen med at instruere de to filmatiseringer det blev til, istedet for Gabriel Axel og Niels-Jørgen Kaiser.

For at det ikke skal være løgn introduceres så i bind 2 Flemmings kammerat Frode, der er endnu mere følsom, går endnu flere tænksomme ture i skoven og hvis mor også er nervenedbrudt. Modvægten er den fælles ven, “humørdrengen” Knud, kaldet Kvik, der bruger udtryk som “tretommersømfabrikantaspirantsnuder” og “med højagtelse og papnæse” i hveranden sætning.

Lærerne er delt op i de gode og de onde. Til første kategori hører den alfaderlige rektor Halling, der tror på “guldkornene” i selv de mest vanartede elever, inklusive selvfølgelig hans “smertensbarn” Flemming, og den yngre kandidat Winther, der deler rektorens – og Gunnar Jørgensens – pædagogiske principper. I den anden kategori finder vi Frk. Balle og magister Jespersen, kæft-trit-og-retning-typer, der intet forstår. Lange passager i bøgerne former sig som dialoger mellem fortalerne for de forskellige retninger – denne pædagogiske debat var tydeligvis Jørgensens primære formål med bøgerne i det hele taget. Bøgernes motto var “Prøv! – med Kærlighedens stærke arm – “, og det blev også mottoet for den privatskole Jørgensen oprettede i 1936, og som fandtes til 2006 efter hvad Wikipedia kan oplyse.

Igennem alle bøgerne er Flemming forelsket i klassekammeraten Inger, der også er glad for ham. Der er dog kriser undervejs, bl.a. i bind 6 pga en ny dreng i skolen, en lapset type ved navn William (“Der stod en duft af pomade og parfume ud fra hans person”, uha uha!) og i bind 8 pga den endnu mere verdensmand-agtige Karsten Krüger, der dog viser sig at være god nok på bunden. Thorkild Hansen omtaler i Søforhør i et afsnit om barndommens læsning forholdet mellem Flemming og Inger: “Endelig var der jo ‘Flemming-bøgerne’, som pudsigt nok blev anset for at være en smule misliebige, fordi den gode Gunnar Jørgensen jo ikke havde afholdt sig fra at skildre Flemmings forelskelse i Inger, så rørende kysk den end var. Det kunne man ikke i en børnebog dengang.” Det er endnu en absurditet set med nutidige øjne. Rørende kyske er bøgerne i sandhed – topmålet af sjofelhed er når de tarvelige og mest slibrige kostskoleelever omtaler deres veninder som “Pokkers kønne pigebørn”!

Da jeg sidst læste Flemming-bøgerne var der næppe mange mennesker, der havde hørt ordet “internet”. Af samme grund har jeg ikke fundet på at søge på nettet om dem før nu – og jeg har til min store undren kunne konstatere, at Jørgensen faktisk skrev 11 bøger, og ikke kun de 10 jeg kender. Jeg troede sagaen sluttede med skoleafslutningen i Flemming student, men der er en ellevte, Flemmings efterfølger der ikke lader til at være blevet genoptrykt i mange oplag sådan som de ti første. Jeg kan læse mig til at Flemming i denne bog selv er blevet lærer. Måske er det en form for epilog og hans medvirken begrænset til en birolle. Det må opklares ved lejlighed.

Ingen regel uden undtagelse

Jeg er generelt ikke meget for bibliotekseksemplarer. Indbindingerne støder mit øje, så under normale omstændigheder finder sådanne eksemplarer kun vej til mine hylder, hvis der er tale om bøger jeg virkelig gerne vil eje, og som jeg ikke har kunnet finde i andre udgaver. Men ingen regel uden undtagelse, og en af de af mine bøger jeg er gladest for, ER faktisk et gammelt biblioteksemplar: Tom Kristensens klassiker Hærværk.

Og hvorfor så det? Jo, fordi man ser dette, når man slår op på titelbladet:

Hvilken skøn dedikation. Og sikken historie, bogen har haft. Sophus Claussen døde i 1931, og 7 år senere var bogen på en eller anden måde havnet på biblioteket i Glumsø, hvor den blev udlånt i alt 57 gange de næste cirka 20 år (det sidste udlån er ikke årsdateret).

Der er ikke noget “Udgået”-stempel i bogen. Mon den sidste låner neglede den til sig selv? Hvor mange af de tidligere lånere var fristet til det? Jeg synes næsten det er mærkeligt, at den vendte tilbage så mange gange!

Boghandleren jeg købte denne perle af i 2008, fortalte at bogen ville have kostet det to-tre-dobbelte, hvis den også havde været i en flot indbinding. Jeg ville næsten bedre kunne forstå det, hvis det forholdt sig omvendt – så sjov synes jeg denne bogs mærkelige skæbne er.