Stegelmann, Barks, Vonnegut, Fry, Dumas

Et emne jeg aldrig bliver træt af at beskæftige mig med, er hvordan hjernen lagrer informationer. I særdeleshed synes jeg det er endeløst fascinerende, når man får en association, der viser at hjernens måde at lagre minder på ofte er afhængig af en lighed mellem dem, som er stærkt abstrakt. Det er altid som om man får et lille kig bag kulisserne, når man bliver opmærksom på et sådant link.

Det er naturligvis vildt spekulativt, men her er et par eksempler fra bøger, hvor jeg næsten føler jeg kan følge synapserne i forfatternes hjerner, da associationerne fandt sted:

Jakob Stegelmann har skrevet en glimrende bog om Carl Barks, Den gode tegner. I et appendiks har han lavet korte beskrivelser af de historier han finder bedst. En af dem er The Heirloom Watch fra 1955, som også er en af mine egne favoritter. Stegelmann beskriver den således:

En lille filosofisk historie om et ur Joakim skal have til at gå – og så er belønningen ikke en formue, men kun en lille sten til uret selv. Det er næsten Vonnegutsk.

Da jeg læste det, gættede jeg på, at Stegelmann sigtede til romanen The Sirens of Titan, og det fik jeg senere bekræftet ved at spørge ham engang jeg fik lejlighed til at snakke kort med ham til en tegneseriefestival. Men hvad er det egentlig de to historier har tilfælles?

I Vonneguts roman er et sendebud fra planeten Tralfamadore sendt på rejse fra den ene ende af universet til den anden for at overbringe et vigtigt budskab. Men hans rumskib går i stykker og han strander på Saturns måne Titan. Herfra manipulerer han hele Jordens historie med det ene formål at få en reservedel fragtet op til Titan, så han kan få repareret rumskibet og komme videre. Clue’t er, at det viser sig, at det vigtige budskab blot består af en enkelt prik. Hvilket på tralfamadoriansk betyder “hilsener”.

I Barks-historien skal Joakim for at få udbetalt en arv demonstrere, at det lille lommeur virker fuldtud, inkl. mekanismen der forudsiger solformørkelser. Desværre viser uret, i uoverensstemmelse med almanakken, at der skal forekomme en solformørkelse inden for de næste to minutter, så Joakim bliver smidt ud af advokatkontoret uden arv – indtil himlen pludselig formørkes, og de bestyrtede advokater ringer til observatoriet og leverer den fantastiske replik: “Eksperterne siger, at der er tale om en UKENDT PLANET som ingen har observeret før!”. Herefter er det så, at advokaterne overdrager Joakim arven, som er en lillebitte sten, nærmest en prik.

Så jeg tror at det væsentlige fællestræk for de to historier er denne “prik” i kombination med at naturlovene på astronomisk plan er blevet bøjet for et trivielt formåls skyld. I Jakob Stegelmanns hjerne var lighederne nok til at trigge associationen til Vonneguts bog.

Et andet eksempel er fra Stephen Frys roman The Stars’ Tennis Balls, også udgivet under titlen Revenge. Romanen er en slags moderne version af Greven af Monte Christo, og den er ikke specielt vellykket, men Fry har opdateret et par personnavne ganske vittigt. Hovedpersonen hedder Ned Maddstone, et anagram af originalens Edmond Dantes. Den kvindelige hovedperson i Greven hedder Mercedes.

Hvad gør Fry med hendes navn, laver han igen et anagram? Nej, det ville være for klodset. Istedet kalder han hende Portia! Og her vil jeg æde min gamle hat, om ikke hans associationsrække har været noget i denne retning: “Hmm, pigenavn & bil – hvordan kan jeg variere det?”, hvorefter han er kommet til at tænke på et replikskifte fra A Fish Called Wanda (som han selv medvirker i i en mikroskopisk rolle), i hvilken Kevin Klines idiotiske Otto får at vide at advokatens datter hedder Portia og spørger “Why did they name her after a car?”.

Iøvrigt også pudsigt, at jeg brugte udtrykket “æde min gamle hat” herover – det gjorde jeg formentlig kun, fordi jeg havde Disney-universet i frisk erindring. Fri vilje er en illusion…

Sue Townsend

Sue Townsend havde en ganske sjov måde at signere bøger på, inspireret af hendes firser-hit The Secret Diary of Adrian Mole Aged 13 3/4:

Jeg var længe om at opdage, at hun ikke stoppede sagaen i Adrian Moles teenageår, men at hun også skrev adskillige romaner om hans voksentilværelse. Læste en af dem, The Cappucino Years, og morede mig over et vittigt intertekstuelt kunstgreb: Bridget Jones er en virkelig person i Adrian Moles univers, og Adrian er stærkt misundelig på den succes hendes dagbøger har fået. Hehe.

Excentrisk antikvaradfærd

Engang var jeg i en antikvarboghandel i Københavnsområdet og spurgte efter bøger af en bestemt forfatter. Boghandleren gik ikke de 10 skridt ned i den anden ende af lokalet for at lede, nej, han tog en kikkert frem og spejdede længe på hylderne gennem den, før han beklagede at han desværre ikke kunne hjælpe mig.

Indtil for få dage siden tog den opførsel vist prisen som den mest excentriske antikvar-opførsel jeg har oplevet på disse breddegrader. Men ikke længere: i tirsdags ville jeg besøge et bestemt antikvariat i København. Det var en del år siden jeg sidst havde været der, men udefra så det ud som jeg huskede det: Der var udstillingskasser med bøger på fortovet, og et skilt i døren forkyndte “ÅBEN”. Jeg tog i døren, som imidlertid var låst. Efter nogle sekunder kom indehaveren til stede i døråbningen og spurgte hvad jeg ønskede. Han virkede præcist lige så irriteret over at blive forstyrret af en potentiel kunde som en købmand i en Finn Søeborg-roman. Jeg spurgte om jeg kunne komme ind i butikken og kigge mig omkring – hvad jeg egentlig selv syntes var et ret rimeligt spørgsmål – men han svarede, at der ikke var plads til kunder i butikken. Der var for mange bøger. Han virkede lidt irriteret over at skulle forklare mig noget så indlysende. Men jeg var da velkommen til at sige hvad jeg ledte efter, fortsatte han som talte han til et svagt begavet barn. Jeg sagde at jeg ledte efter et forretning der havde plads til kunder, så vi fandt ikke rigtig nogen fælles forståelse, og jeg gik videre til et andet antikvariat.

Le Locataire chimérique

Roman Polanskis film Den nye lejer har jeg set fire-fem gange. En af gangene var i Cinemateket i København, hvor parret foran mig ikke var udelt begejstrede for filmen: på vej ud overhørte jeg dem ene af dem sige “Jeg havde hørt det var et overset mesterværk”, hvortil den anden svarede “Måske er den bare overset”. Et vittigt svar, som jeg dog ikke kan erklære mig enig i: jeg synes filmen er et mesterværk.

Jeg vidste godt at filmen var baseret på en roman af Roland Topor, men jeg har først fået læst den nu, efter at jeg for nylig købte den i paperbackudgave i en boghandel i Paris.

Efter at have læst den, kan jeg konstatere at filmen følger bogen meget nøje. Bog og film handler om den generte bankassistent Trelkovsky, der flytter ind i en lejlighed i Paris. Den forrige lejer, Simone Choule, begik selvmord ved at kaste sig ud af vinduet, og Trelkovsky bliver mere og mere overbevist om, at der pågår en sammensværgelse for at påtvinge ham alle hendes vaner, så han kan ende med samme skæbne.

Filmens originaltitel er neutral – The Tenant. Bogens titel virker mere bevidst flertydig: lejeren kan opfattes som værende Trelkovsky, men det kunne også være den uønskede “lejer” i den skizofrene Trelkovskys hjerne. Filmen husker jeg i høj grad for nogle eminent foruroligende enkeltscener, ikke mindst dem hvor Trelkovsky udspionerer naboer, der står stille i unaturligt lang tid (en ide, der i øvrigt også blev brugt med stor effekt i en gyser af nyere dato, Paranormal Activity). Måske mest creepy er scenen hvor Trelkovsky undersøger et hul i væggen og finder en tand pakket ind i vat. Tøvende lægger han den tilbage i hullet. Senere vågner han om natten, blødende fra munden og manglende en tand, og da han igen undersøger hullet i væggen, er der nu to tænder.

Der er en sort humor i historien, som jeg synes trænger tydeligere frem i bogen (i Trelkovskys indre monologer) end i filmen. Jeg er dog sikker på, at Polanski ikke har ønsket at negligere det humoristiske aspekt: det er sigende, at hele tre medlemmer af Frankrigs komedieteam La Troupe de Splendid har småroller i filmen: Josiane Balasko og Gérard Jugnot spiller to af Trelkovskys kolleger, og Michel Blanc er en af naboerne.

I første del af filmen identificerer man sig naturligt med Trelkovsky. Så meget desto mere føler man tæppet revet væk under sig, da det efterhånden står klart for en, at han simpelthen bare er splittergal. Jeg havde troet det var en tilsigtet effekt, men jeg kan læse mig til noget andet i Polanskis selvbiografi, hvor han konkluderer: “Filmen forbliver et mangelfuldt, men interessant eksperiment, som nogle filmstuderende beundrer, og andre betragter som en kultfilm. […] Jeg er nu klar over, at Trelkovskys sindssyge ikke tiltager så gradvis som den burde – at hans hallucinationer er for overraskende og uventede. Filmen lider under en uacceptabel ændring i sindsstemning omtrent midt i den. En tragedie skal forblive en tragedie; en komedie der forvandles til et drama, bliver næsten altid en fiasko.”

Hvad forfatteren angår ved jeg ikke mere om ham end hvad Wikipedia skriver. ” Roland Topor (7 January 1938 – 16 April 1997) was a French illustrator, cartoonist, comics artist, painter, novelist, playwright, film and TV writer, filmmaker and actor, who was known for the surreal nature of his work. “. Han kunne nok være et nærmere bekendtskab værd. Bogens forsidetegning er i øvrigt også hans værk.

Acqua Alta

I Turen går til Venedig og Norditalien skriver Preben Hansen følgende om antikvarboghandelen Acqua Alta i Venedig:

“Verdens smukkeste boghandel” kalder ejeren Frizzo Luigi sin antikvarboghandel. Det er i hvert fald en af verdens mest spøjse boghandler, der midt i bogrodet har en gondol fyldt med bøger. Også badekar er fyldt med bøger, og man kan gå op af en trappe lavet af bøger.

Jeg var der for nogle dage siden og er enig i guidebogens skudsmål. “Smuk” er ikke det mest nærliggende adjektiv, men det er godt nok et sjovt sted. Navnet på butikken kan vel oversættes med “højvande”. Jeg tror ikke ejeren vil have noget imod at jeg gengiver en hel del billeder fra butikken her. Absolut et besøg værd.

Wordle og Exuperium

Alle og enhver spiller Wordle for tiden. Lignende ord-varianter af min barndoms brætspil Mastermind har været spillet i papirform i lang tid. Men hvor mange ved mon at en kendt fransk forfatter har været på banen her? Jeg gjorde i hvert fald ikke, før jeg i Drillepinden – Politikens håndbog i hovedbrud 2 læste følgende:

Exuperium er en bogstavleg, som er opfundet af den franske flyver og forfatter Antoine de Saint-Exupéry og introduceret i Danmark af Salmonsen Leksikon-Tidsskrift i 1949.

Saint-Exupérys udgave benytter seks bogstaver istedet for fem, men ellers er forskellene til at overse. Jeg har forgæves søgt efter flere oplysninger på nettet, men emnet synes i skrivende stund at være noget så sjældent som ugooglificerbart (det samme er i øvrigt ordet “ugooglificerbart”). Så min dokumentation bliver fotos af de relevante sider i Politiken-håndbogen.

Arne Myggen

En kuriositet jeg faldt over for nylig: en lille roman af Arne Myggen betitlet Rapport fra en stjålen skrivemaskine.

Jeg havde aldrig hørt om den. Eneste bog jeg kendte af Myggen var den lille Lær at huske det du glemmer, som jeg blev vildt begejstret for som 14-årig med dens humoristiske og lette indføring i mnemoteknik. Hans forslag til hjælpeord til at knytte billeder til tallene 1-25 husker jeg den dag i dag – nogle af dem var højst besynderlige valg (Romtoddy? Fem-teen? Gitte Hænning? Ja, man skulle nok have være der).

Jeg vidste også han var journalist og radiomand, og jeg husker de klummer han i firserne skrev i JyllandsPosten om livet i Californien, hvor han var bosat på det tidspunkt. En af dem handlede udelukkende om at han havde genset den første James Bond-film, Dr. No, og at han ikke syntes Bond var så kvik i den som han senere blev, Jeg kan huske at jeg tænkte at det var imponerende så tyndt indhold man kunne slippe afsted med at formidle… måske har der været tale om en eller anden intern konkurrence journalister imellem, a la den gamle traver om journalister der kappedes om at få publiceret den mest kedelige overskrift (Claud Cockburns bidrag Small Earthquake in Chile – Not Many Dead var det vindende bidrag).

Anyway, jeg vidste ikke der fandtes romaner fra Arne Myggens hånd, endsige alvorlige af slagsen. Forlaget må have tænkt at de fleste potentielle kunder nok ville reagere med samme overraskelse, for bagsideteksten gør et stort nummer ud af det:

Tricket virkede på mig, min nysgerrighed blev vakt. Jeg læste bogen på en togtur, og den var faktisk fin. Myggen leger med tanken om hvad der ville ske hvis elektricitet pludselig holder op med at fungere, og vi følger et gradvist samfundsnedbrud fra nogle få personers synsvinkel. Der er en indbygget (morbid?) fascination i den slags skildringer, så man kan som forfatter gøre meget med små midler. En bagatel af en bog, javist, men jeg fortryder ikke jeg læste den.

The Grapes of Wrath

Julen 2021 ønskede jeg mig for en gangs skyld ingen bøger. Da min ønskeseddel ellers som regel stort set kun består af bogtitler, var det en ret sær ting for mig at melde ud, men jeg har simpelthen så mange ulæste bøger liggende, at jeg synes det er på tide at gøre et større indhug i dem før der bliver tale om flere nyanskaffelser. Min kæreste fandt dog en glimrende måde at tackle situationen på: hun gav mig en bog jeg allerede havde læst. Brilliant, ikke? Et rent columbus-æg.

Der er ikke tale om en hvilken som helst udgave af en hvilken som helst bog. Men om en imponerende faksimile-udgave af manuskriptet til en af mine yndlingsforfatteres bedste bøger: The Grapes of Wrath af John Steinbeck.

(Inden jeg går videre er der jo simpelthen ingen vej uden om at nævne den mange gange fortalte historie om, at Steinbecks enke engang i en japansk boghandel spurgte om butikken førte nogle bøger af hendes afdøde mand, og fik at vide at, ja, de havde The Angry Raisins. Jeg ved ikke hvor meget der er sandt i den historie, men god er den. Dyk eventuelt mere ned i det her: https://angryraisins.wordpress.com/angry-raisins-what/).

På trods af at Steinbecks håndskrift er ganske sirlig, finder jeg den ret svær at læse, og man skal have fat i de stærke læsebriller. Som der står i forordet:

The manuscript open with with words ´New Start´- in reference to the novels he had previously discarded – and also ´Big Writing´. Prone to miscroscopic handwriting, the writer must have made a promise to himself to write legibly and stick to the lines of his pad – rather than in between them – so that Carol, his proofreader and typist, wouldn´t have to waste time deciphering it. Carol Steinbeck put it as follows: “It all boils down to the fact that I did all John´s typing, and in previous manuscripts, he had been carried away by a plot or situation that his writing got smaller and smaller, at times jamming four to six lines between the blue ledger lines of the books he always wrote in. I extracted a promise that he would write big, and that was merely a reminder to himself – which you can see didn´t hold for too long. I´m sure he could engrave the Lord´s Prayer on the head of a pin”.

Set med danske øjne er det sjoveste manuskriptets slutning. Der står nemlig SLUT med store røde bogstaver:

Jeg har erfaret at Steinbeck-eksperter i årevis har undret sig over dette ord, som hvis man læser det på engelsk da også i sandhed forekommer malplaceret og out of character for Steinbeck! Efter denne faksimiles udgivelse har både danskere og svenskere imidlertid henvendt sig med forklaringer på den skandinaviske betydning. Formentlig har Carol Steinbeck skrevet det for sjov – hun og John besøgte Sverige året forinden og de kendte forfatteren Bo Beskow, søn af børnebogsforfatteren Elsa Beskow. Så blev der etableret en association i min hjerne mellem Steinbeck og Tante Brun, Tante Grøn og Tante Lilla – det havde jeg ikke lige set komme.

Flere detaljer om “Slut”-sagen her: https://www.theguardian.com/books/2021/oct/11/solved-the-mystery-of-the-slut-scrawled-on-the-grapes-of-wrath-manuscript

Et sidste bizart kuriosum i denne forbindelse: jeg har engang drømt at jeg købte Steinbecks originalmanuskript til Perlen på en auktion. Desværre viste det sig at han havde skrevet teksten med vandfast tusch på siderne af en swimmingpool, en halv meter under vandoverfladen, så jeg kunne ikke fragte det med mig hjem. er det man vågner op badet i sved…

Bastian, Madsen, Dawkins

Da jeg gik i gymnasiet var Peter Bastian engang på besøg og holdt et foredrag. Hans bog Ind i musikken var udkommet et par år tidligere og var blevet en gigantisk succes. For nylig stødte jeg på den igen og bed mærke i at han taler om “det meningsfulde tilfælde”

Vi kender alle til oplevelser af denne art. Jeg drømte en nat om min gymnasietid, og følgende dag mødte jeg uafhængigt af hinanden tre klassekammerater på gaden. Jeg havde på daværende tidspunkt ikke set skyggen af min gamle skoleklasse i årevis. – Jeg ringer til min elskede, og linjen er optaget. Sekunder efter ringer hun og spørger, hvem jeg talte med, siden telefonen var optaget. – Jeg ser tilfældigt en bogtitel i et boghandlervindue, som fanger min opmærksomhed, hæfter mig overfladisk ved forfatternavnet og møder ham få timer efter på et værtshus. Dette har jeg oplevet så tit, at jeg ikke kan afvise oplevelserne som tilfældige; det er statistisk for usandsynligt. Dette er eksempler på det meningsfulde tilfælde.

Jeg synes der er en form for dovenskab her, en stillen-sig-tilfreds. Svend Åge Madsen, der har en vidunderlig evne til at vende klichéer på hovedet på en måde der vidner om at en stringent tænken tingene igennem er gået forud, serverer en alternativ udlægning med humor og overskud i novellen Kyrges´ nål. I den har Victor H. Kyrges, ligesom Bastian, bidt mærke i oplevelser af den type.

I første omgang interesserede han sig kun for dramatiske exempler på sammenfald og begyndte at registrere oplevelser af denne art. Fra hans samling kan jeg nævne: Kvinden der i et syn så sin mand blive ramt af et tog; da telefonen ringede en halv time senere behøvede hun end ikke svare denne, men stilede straks hen til ulykkesstedet. Der var manden der tre gange i træk drømte et tal, købte lodsedlen og vandt den store gevinst. Og pigen der menet at høre sin mor kalde på hjælp, cyklede de fem kilometer hjem, i tide til at få slukket branden i den sovende mors hus.

Kyrges sætter en storstilet undersøgelse i gang, og indhenter utallige yderligere eksempler gennem interviews:

Men dette var kun den ene del af undersøgelsen. På den anden side foretog Victor en nøje beregning af hvor mange af disse sammentræf man statistisk måtte forvente. Vi tænker naturligvis af og til på forskellige af vore bekendte og familiemedlemmer, og disse ringer med en vis frekvens til os, hvorfor der vil være en målelig, statistisk sandsynlighed for et sammenfald af disse hændelser: jeg tænker på A, og A ringer til mig. Alle gribes undertiden spontant af bekymring, fordi ens barn færdes ude i farlig trafik. Der vil være en beregnelig sandsynlighed for at denne pludselige ængstelse opstår nepå i det øjeblik barnet kommer ud for en ulykke.
Ved at sammenligne de to sider af undersøgelsen var det at Kyrges nåede sit forbløffende resultat. Selv når han regnede alle sammentræf med, alle besynderligheder som han overhovedet kunne stampe op af jorden, alle usædvanlige hænderlser som de interviewede havde været ude for, selv de ubetydeligste jærtegn på himlen, måtte Victor konstatere, at de overhovedet ikke nåede op på det beregnede antal, altså de sammentræf som man ud fra sandsynlighedsberegningen måtte forvente.

Og således må Victor altså, hvor overrasket han end er, ende med at konkludere at “Der er mindre mellem himmel og jord, end vi er tilbøjelige til at tro”. Pointen er klassisk Madsen, og Mellem himmel og jord blev da også titlen på den samling novellen udkom i bogform i. Det er også et af de eksempler fra Madsens produktion som jeg altid griber til, når jeg anbefaler ham til folk, der ikke har læst ham før. Det resulterer altid i en latter. Jeg håber jeg har fået “solgt” Madsen til mindst et par stykker på den konto…

Ønsker man emnet belyst mindre litterært og mere teknisk kan man med fordel læse Richard Dawkins´s bog Unweaving the Rainbow, hvis kapitel Unweaving the Uncanny netop handler om situationen.

At this point, I want to invent a technical term, and I hope you´ll forgive an acronym. PETWHAC stands for Population of Events That Would Have Appeared Coincidental. Population may seem an odd word, but it is the correct statistical term. I won´t keep using capital letters because they stand so unattractively on the page.

Selvom han (med rette) ikke er så tilfreds med navnet er en petwhac et nyttigt koncept, når man begynder på den vanskelige affære faktisk at knytte nogle tal og nogle sandsynligheder til observationerne. Dawkins´s pointe er, at når man oplever et sært tilfælde, er den oplevede hændelse ikke den eneste, der ville have resulteret i følelsen af at have oplevet et sært tilfælde. Hvis man sidder i et venteværelse og læser om en person ved navn Schwalbach, og receptionisten så kort efter spørger ud i lokalet om fru Schwalbach er til stede, føles det sært. Men hvis man lige har læst i en avis har man måske i løbet af de sidste få minutter stødt på mange andre specielle navne, der ville have givet én en tilsvarende oplevelse. Og hvis det var aftenen før man havde læst om Schwalbach, ville man måske også have fundet det pudsigt. Med andre ord – den petwhac er større end man umiddelbart forestiller sig.